Læsetid: 4 min.

På udflugt i det indre

Efter mange år med slinger i valsen genfinder Terry Gilliam fodfæstet med 'The Imaginarium of Doctor Parnassus', som skulle blive Heath Ledgers syrede svanesang
Efter mange år med slinger i valsen genfinder Terry Gilliam fodfæstet  med 'The Imaginarium of Doctor Parnassus', som skulle blive Heath  Ledgers syrede svanesang
23. december 2009

»It is not on any map; true places never are

Herman Melville

Anarkistisk, risikovillig, uforudsigelig og forrygende fantasifuld. Terry Gilliam har alle dage været en unik filmmager, som denne signatur helhjertet har ønsket at holde af. Blot har det med nærmest hoved- og haleløse projekter som Brødrene Grimm (2005) og sidste års Tideland på det seneste været sin sag at anbefale mandens film.

Men med The Imaginarium of Doctor Parnassus (jeg giver fortabt, hvad angår genrekategorisering; tænk Alice i eventyrland, som en feberomtåget Federico Fellini ville have lavet den) har Terry Gilliam formået at styre udenom de fleste af de gamle faldgruber, og begået et af karrierens bedste værker.

Han holder behørig afstand til hult og hektisk effektjageri, og husker at udstyre sine figurer med psykologiske facetter. Ja, faktisk spiller deres indre en yderst fremtrædende rolle.

Djævelsk aftale

Fra de første sekunder af The Imaginarium of Doctor Parnassus står det klart, at dette er en film af Terry Gilliam: Vi er i London, men så alligevel ikke helt. Som i Gilliams mesterlige moderne New York-fabel The Fisher King fra 1991 synes fortid og fremtid, myte og realisme nemlig at eksistere side om side.

Det første af filmens mange stærke visuelle øjeblikke er det magiske syn af det omrejsende »Imaginarium« der vel frit kan oversættes til »Fantasmagorium« der folder sig ud og lyser op i nattemørket.

Fantasmagoriummet ligner nok en tilforladelig gammeldags karnevalsvogn, men humlen ved denne alternative attraktion er, at den, der vælger at træde ind i dets overnaturligt rummelige baglokale, bliver konfronteret med sine dybeste ønsker og drømme.

Titelfiguren, som spilles af Christopher Plummer, er en oldgammel mystiker, som i et svagt øjeblik i en fjern fortid har indgået en aftale med djævlen selv (spillet med fynd og klem af Tom Waits). Nu kommer sidstnævnte så for at hente, hvad han er blevet lovet, nemlig Parnassus sekstenårige datter, Valentina (Lily Cole). Valentina er i det hele taget en ombejlet ung dame, da også den jævnaldrende kollega Anton (Andrew Garfield) kaster lange blikke efter hende.

Manden i hvidt

Til Parnassus held er hans modstander udstyret med den last, som hedder spillelyst, så djævlen og doktoren laver en ny aftale: Den af dem, der først kan forføre fem sjæle, har vundet.

Alt kompliceres yderligere, da truppen spotter en ung, hvidklædt mand ved navn Tony (Heath Ledger), der hænger ved halsen i et reb under en af storbyens broer. De redder hans liv, og da Tony slutter sig til truppen, får det vidtrækkende konsekvenser.

Plot har sjældent været Gilliams primære prioritet, og The Imaginarium of Doctor Parnassus er da også den type film, hvor summen af de enkelte scener overstiger den samlede værdi. Det er med andre ord selve rejsen/billedtrippet og ikke slutdestinationen, der gør den værd at se, også fordi det virker som om Gilliam til slut stræber efter en stærkere virkelighedsforankring rent tematisk end i filmens første to tredjedele, hvor dens eget univers står klarest.

Elegant overgang

The Imaginarium of Doctor Parnassus blev altså unge Heath Ledgers sidste film, og manuskriptet rummer flere, set i bakspejlet, myrekrybindgydende stunder, især referencen til virkelige berømtheder, der drog bort i en alt for ung alder.

På grund af Ledgers pludselige død midt under optagelserne ses Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell som inkarnationer af Tony-figuren. Et greb, der fungerer udmærket, formentlig også fordi filmen i forvejen er så mærkværdig, at et syret indslag fra eller til ikke gør den store forskel.

Overgangen fra Ledger til Depp er i øvrigt meget elegant eksekveret et af adskillige punkter undervejs, hvor man som tilskuer får trang til at gnide øjnene, virre med hovedet og se efter endnu engang.

De to unge, relativt ukendte skuespillere Andrew Garfield og Lily Cole har altså alle forudsætninger for at forsvinde i stjernevrimlen, men det sker heldigvis langt fra. Faktisk skyldes første akts forrygende fremdrift ikke mindst deres energiske og sympatiske præstationer, og Antons hjertekvaler leverer den følelsesmæssige dimension, som Gilliam ellers ofte glemmer i skyndingen.

Modsætningsfyldt

Den høje forekomst af computerskabte effekter er retfærdiggjort af filmens præmis og kaster billedlandskaber af både skønhed og gru af sig. Denne form for æstetik afbalanceres dog fint af skildringen af et håndgribeligt og herligt arkaisk showbiz-univers, ligesom Gilliam drister sig til at benytte ramponerede locations, der sender tankerne i retning af britisk socialrealisme.

The Imaginarium of Doctor Parnassus indeholder desuden så traditionel og tidløs en kvalitet som dialog, der driver af kærlighed til det engelske sprog. Og er man fan af de absurde animerede film, Gilliam i sin tid som Monty Python-medlem skabte, vil man vide at værdsætte et delirisk musikalsk optrin om af alle ting politivold.

Når Gilliam formår at blande sine ingredienser så godt som her, er det færdige resultat unægtelig noget, som gør det klart, hvordan begrebet filmmagi opstod. Så småfejlene ser vi stort på.

The Imaginarium of Doctor Parnassus. Instruktion: Terry Gilliam. Manuskript: Terry Gilliam og Charles McKeown. Britisk, canadisk og fransk (Grand, Dagmar, Empire, Falkoner og Palads i København samt en række biografer i provinsen).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu