Læsetid: 3 min.

De sidste millimeter

Hvordan påvirkes identiteten af at leve i en flerkulturel familie? I en charmerende og humoristisk dokumentarfilm undersøger Ulrik Gutkin sit forhold til sin jødiske arv
Hvordan påvirkes identiteten af at leve i en flerkulturel familie? I en charmerende og humoristisk dokumentarfilm undersøger Ulrik Gutkin sit forhold til sin jødiske arv
11. december 2009

Der er en første gang for alting. For eksempel er der en første gang for i en film at høre replikken: »Med Guds hjælp fik vi en forhudsforsnævring!« Og dén falder i Ulrik Gutkins lille camcorder-essay Mig og jøderiet. En personlig undersøgelse af, hvad det i grunden vil sige at være jødisk i Danmark i 2009.

Det er filmmageren selv, der afleverer replikken i en forløsende scene hen imod slutningen af filmen. På det tidspunkt har man som publikum været med på en fire år lang identitetsrejse med så mange knaster undervejs, at man faktisk kan være tæt på at føle, at udsagnet er begrundet. I situationen virker det nærmest, som om den famøse forsnævring er sendt af højere magter. Men lad os lige spole lidt tilbage, inden vi går videre med filmen.

Ulrik Gutkins oldeforældre ankom til Danmark fra Rusland i starten af det 20. århundrede. Med sig bragte de nogle fine duge, en russisk samovar - og den jødiske arv. Under Anden Verdenskrig ændrede farfaren familienavnet Gutmanovitz til Gutkin. Og sådan er det gået slag i slag. Fra generation til generation er det jødiske blevet stadig mere fjernt, tyndslidt, udvandet. Og så alligevel ikke. Mange i familien opretholder de jødiske traditioner. En kusine er flyttet til Israel. Og da filmmageren var i den skolesøgende alder, valgte hans forældre at sende ham på Carolineskolen, en jødisk privatskole i København.

Middelalderlig skik

Gutkin definerer sig selv som kulturel jøde. Men hvad dét egentlig dækker over, havde han aldrig for alvor kunnet formulere for sig selv, før han en dag stod med sit første barn, sønnen Felix, i armene. Og hér starter filmen. Sønnen er det naturlige næste led i en årtusind gammel jødisk slægt, og alt er således godt - hvis det altså ikke lige var for moren, der hedder Signe og er en rigtig leverpostejsdansker, som absolut ikke har noget forhold til det jødiske, eller til religion i det hele taget, og som heller ikke synes, at sønnen nødvendigvis skal have det.

Så er det, at spørgsmålet om omskæring melder sig. Skal Felix omskæres? Far siger ja, mor siger nej. Far kan ikke helt forklare, hvorfor det er vigtigt for ham. Mor synes, at der er noget middelalderligt over at skære et religiøst symbol ind i kroppen. Mor vinder. Det er bare en lille hudlap, men i løbet af sønnens første år vokser de få millimeter og bliver nærmest en afgrund mellem de to ægtefæller.

Undervejs forsøger far at lirke lidt jødisk kultur ind ad bagdøren. Vi hører om hans families historie og møder i glimt forældre og bedsteforældre, venner og bekendte. Far tager mor med på besøg i en jødisk børnehave og på en guidet rundvisning til steder med jødisk tilknytning i København. Men end ikke historier om Niels Bohr eller Georg Brandes gør videre indtryk, og efterhånden bliver det ømtålelige emne til en decideret varm kartoffel. Jo mere far presser på, des trættere bliver mor af at høre om dette abstrakte jøderi, som jo i øvrigt ikke fylder meget i deres hverdag. Og til sidst beslutter de at droppe emnet og lade husfreden sænke sig. Lige indtil naturen - eller Gud - løser knuden.

Gyldne øjeblikke

Mig og jøderiet er ikke nogen stor dokumentarfilm. Ret beset er der ikke mange af enkeltdelene, som slår benene væk under nogen. Men de små gyldne øjeblikke er der. Mest i det fint skildrede samspil mellem filmmageren og hans hustru, som undervejs er helt klar over, hvordan hun fremstilles og bliver brugt. Men også i andre scener, herunder dén med faren, hvor det i en ganske kortfattet ordveksling vises, at man kun skal skrabe en lille smule i overfladen for at blotlægge, hvor kompliceret spørgsmålet om kulturel og religiøs identitet i virkeligheden er.

Gutkin fungerer selv som filmens fortæller og rammer fint en balance mellem finurlig lethed og en undertone af alvor og tvivl. Og ved hjælp af humor, i kombination med nogle relativt enkle filmiske greb, er det lykkedes at hæve materialet op til et charmerende og vedkommende værk om en problematik, som kommer til at vedrøre stadig flere mennesker, efterhånden som det flerkulturelle lister sig ind i dagligstuen og videre ind i sovekammeret.

Mig og jøderiet. Instr.: Ulrik Gutkin. Danmark. 2009. 43 min. Vises på DR2, Dokumania, tirs. kl. 21.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu