Læsetid: 2 min.

Viljestærk stilskaber

Ved hverken at gøre sin hovedperson til stakkels offer eller fejlfri heltinde skærper ’Coco før Chanel’ interessen for en historie, der måske ellers ikke ville føles voldsomt nærværende
Ved hverken at gøre sin hovedperson til stakkels offer eller fejlfri heltinde skærper ’Coco før Chanel’ interessen for en historie, der måske ellers ikke ville føles voldsomt nærværende
11. december 2009

Gabrielle Chanel er navnet, Coco kun kælenavnet. Men der er ikke noget kælent ved den unge kvinde, der vokser op på et børnehjem, bliver syngepige, syerske og 'holdt' elskerinde - for at ende som det måske største navn i forrige århundredes modeverden.

På en sær måde forbliver hun sig selv gennem alle trængsler - alvorsfuld og ærlig, skeptisk indtil det sadoniske, men besjælet af en tro på, at hun nok skal finde det arbejde, der langt om længe vil gøre hende uafhængig.

Coco før Chanel tager sig på overfladen ud som en historisk biografifilm af de ødsle og overfladiske, men den er bedre end som så. Ved hverken at gøre sin hovedperson til stakkels offer eller fejlfri heltinde skærper den interessen for en historie, der måske ellers ikke ville føles voldsomt nærværende.

Vital adelsmand

Der er brugt ikke mindre end 150 millioner kr. på produktionen, delvis amerikanske penge, men den franske instruktør Anne Fontaine begraver ikke udviklingshistorien i overdådigt udstyr.

Vi er i tiden før Første Verdenskrig, hvor en fattig ung pige som Coco normalt kun kan drømme om at vinde frem ved at udfylde roller som hustru eller elskerinde. Sammen med sin søster (Marie Gillain) forsøger Coco sig som sangerinde i provinsknejper, der gerne ser hende i dobbeltarbejde som prostitueret.

Men mændene holdes på afstand, indtil hun bliver elskerinde for en noget ældre adels- og levemand Etienne Balsan. Det er et forhold, der på én gang undertrykker og udvikler Coco, for denne Etienne er en mærkelig blanding af gammeldags tyran og frisindet opdrager, tiltrukket af Cocos karakterstyrke og selvstændighed.

Den meget lidt adeligt virkende belgiske skuespiller Benoît Poelvoorde har som Etienne så godt fat i den jævne, men ikke ubegavede mands modsætninger, at han er lige ved at løbe med både filmen og sympatien. Det er en præstation af suveræn og smittende vitalitet. Men heldigvis overbeviser Audrey Tautou lige så ubesværet som Coco - hun har lagt Amelie fra Montmartre-tuttenutteriet bag sig og har styrke og dybde i sit mørke blik.

Ny enkelhed

Cocos mere romantiske affære med en ung englænder står knapt så stærkt, og forholdet til søsteren tabes næsten helt på vejen. Slutningen virker abrupt, men logisk: Nu får vi syn for sagn med en passende overdådig fremvisning af de cocoske creationer.

Samtdig fastholder filmen fint og tilsyneladende præcist den røde tråd, der inden gennembruddet antyder, hvad der gjorde Coco så skelsættende som modeskaber. I overensstemmelse med sin egen slanke skikkelse indførte hun en ny enkelhed, smed korsetterne væk, løsnede båndene omkring kvindekroppene, kasserede kjoleslæb og overlæssede hatte og gjorde det chikt for kvinder at klæde sig i tøj, som også mænd brugte.

En fornyer, der ikke fandt den romantiske lykke, men blev gift med sit arbejde. Ikke mode, men stil, som hun selv pointerede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu