Læsetid: 3 min.

Dræbende skud

Når nogen skyder på nogen, er det ikke altid kun offeret, der bliver ramt. Det fremgik af to tv-udsendelser, at de, der har fingeren på aftrækkeren, ofte får varige skader på sjælen
Skuddræbt. Trods mange episoder, hvor politiet dræber psykisk syge under anholdelser - her i 2001 - er der stadig ikke læger med på den slags anholdelser.

Skuddræbt. Trods mange episoder, hvor politiet dræber psykisk syge under anholdelser - her i 2001 - er der stadig ikke læger med på den slags anholdelser.

Teitur Jonasson

29. januar 2010

Dengang jeg havde et hus på landet, var der en dag noget usædvanligt på færde i baghaven. En politibetjent stod med en skarpladt riffel i ly af en havemur, mens en velklædt herre snakkede med en mand, der havde gemt sig på loftet oven over slagterbutikken, som vi var nabo til. Flere af de lokale havde samlet sig uden for butikken, og af dem fik jeg at vide, at det var vaskeriejeren, der havde fået nok og var gået amok. Han havde været på kroen, og hele natten havde han kørt rundt og spredt skræk i landsbyen i sin bil, nu havde han forskanset sig på loftet, og distriktslægen, som var blevet hidkaldt, var i færd med at tale ham ned. Det lykkedes med gode ord.

Sådan går det ikke altid. Hvis den psykisk syge skønnes farlig for sine omgivelser, rykker politiet ud, og selv om politiet i dag ofte klarer problemet med en peberspray, har der været flere tilfælde i de senere år, hvor en betjent har dræbt en psykisk syg. Kunne det være anderledes?

Det handlede et indslag om i Bo Reimer Christensens udmærkede program 21 Søndag på DR om, idet det rejste spørgsmålet: Hvorfor i alverden kan det gå så galt, når Rigshospitalets chef for to år siden lovede, at betjentene, som ikke er uddannede til slige situationer, i fremtiden ville blive det, hvilket ikke er sket?

Et lægejob

Programmet eksemplificerede med en soldat fra Bosnien, der havde været i diverse farlige situationer, men som, så vidt man ved, ikke dræbte nogen, selvom han havde sit våben fremme ved flere lejligheder. Efter hjemkomsten blev han aldrig sig selv igen, men led formentlig af posttraumatisk stress. Diagnosen lød på skizofreni. Han jagtede på et tidspunkt søsteren med en hammer. Hun ville have ham tvangsindlagt til behandling. To patruljerende betjente skulle hente ham, men da han så dem, angreb han dem med en sabel. Politiet skød, og han blev dræbt af flere skud. En af betjentene fik bagefter psykologhjælp.

Søsteren bebrejder ikke betjentene, men ledelsen, fordi den trods løfter ikke havde sendt en læge med ud. Så havde denne måske kunnet tale ham til ro, som det tit sker, helt udramatisk. Men hvorfor kom lægen ikke med ud, og hvorfor er den særlige uddannelse af betjentene ikke gået i gang? På det sidste spørgsmål svarede politimesteren fra Politiskolen, at den blandt andet var udskudt på grund af Klimatopmødet i Bella-Centret, en ikke tilsigtet effekt af demonstrationerne. Moraler: Kom i gang med uddannelsen. Send læger med ud. Sæt ind med behandling, før skaderne er sket.

Øl og dram

Tilfældet ville, at TV 2 samme aften havde et delvis dramadokumentariske program om henrettelserne efter Besættelsen, hvor den danske regering indførte dødsstraf med tilbagevirkende kraft.

46 danskere blev skudt, stikkere, landsforrædere, de fleste foran et skur på Amager, andre i en skov ved Viborg. Der var en diskussion om, hvem der skal udføre henrettelserne. Egentlig var det ikke politiarbejde. Hævntørsten var stor i den danske befolkning, modstandsfolk meldte sig som frivillige, men regeringen mente ikke, det var et job for civile, ligesom den heller ikke mente, militæret skulle udføre det. Altså fik en modvillig rigspolitichef en lodret ordre. Den enkelte betjent kunne sig nej til at være med i pelotonerne, men pligttro, ansvarsfulde betjente påtog sig opgaven.

Bagefter fik nogle af dem ar på sjælen. En absurd situation opstod for øjnene af dem, da den tilkaldte præst viste sig at være far til en af dem, der skulle dø.

Psykologhjælp fandtes ikke. Efter endt henrettelse fik betjentene en øl og en dram samt et par stykker smørrebrød. Senere fik en af dem mareridt om natten, en anden opgav sin tro på Gud. Omvendt fik en tredje først problemer, da regeringen fra 1950 benådede restgruppen af dødsdømte. Det havde han svært ved at forlige sig med. Sådan virkede det på forskellig måde, men fællesnævneren er, at det er krævende at skyde på andre, man kan selv blive ramt.

DR1: 21 Søndag.

TV 2: Med politiets øjne: Bødler i statens tjeneste

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu