Enhver guitar-elskers våde drøm

Der er en scene i Davis Guggenheims musikdokumentarfilm It Might Loud, som mere end noget andet fortæller, hvad det handler om for hovedpersonerne, de tre verdensberømte guitarister 66-årige Jimmy Page (Led Zeppelin), 48-årige The Edge (U2) og 34-årige Jack White (The White Stripes, The Raconteurs).

Filmens omdrejningspunkt er et møde mellem de tre meget forskellige guitarister, tre generationer, der deler kærligheden til den elektriske udgave af musikinstrumentet med de seks strenge.

I scenen, der kommer ca. midtvejs i It Might Get Loud, giver Jimmy Page, trekløverets bedste tekniker, en prøve på sin kunnen, og mens Pages fingre danser hen over strengene, og han forsvinder ind i sin egen verden, ser The Edge og Jack White beundrende til.

Af deres små, skæve smil og henførte blikke forstår man, at det her er en himmerigsmundfuld. De er i selskab med en mand, som har været med til at bygge fundamentet, de står på, og som nu viser dem hvordan. Som Jack White siger i begyndelsen af filmen, da han er på vej for at møde Jimmy Page og The Edge, så handler det også om at aflure de to andre deres tricks og hemmeligheder.

Musikalsk topmøde

De tre guitaristers kærlighed til deres kunst og metiér er også en af grundene til, at It Might Get Loud fungerer så godt, som den gør. Den magi, de kan skabe på scenen, formår de - og filmen - at formulere og demonstrere på inspirerende og inciterende vis.

Davis Guggenheim, som også lavede filmen om Al Gores miljøkorstog, En ubevem sandhed, krydrer det musikalske topmøde - der foregår i et stort filmstudie - med sekvenser, hvor de tre musikere hver for sig fortæller om deres liv, karriere og store passion og viser rundt på steder, der har betydet meget for dem.

Jimmy Page, der virker som en meget venlig og beskeden mand, tager publikum med til det statelige hus, hvor Led Zeppelin i 1970 indspillede sit tredje album. Gruppen søgte efter noget nyt efter de to første studiealbums, og det fandt de blandt andet i husets hall, hvor trommeslager John Bonham fik en anden, større lyd på sine trommer.

Page fortæller også om sin tid som studiemusiker og regulær håndværker, der medvirkede på alverdens plader, og om det øjeblik, hvor det gik op for ham, at han måtte videre, hvis han ikke skulle gro fast. Det førte ham først til The Yardbirds og siden til Led Zeppelin, der blev en af 1960'ernes og 1970'erne mest indflydelsesrige rockgrupper, ikke mindst takket være Pages guitarspil.

Væg af vellyd

The Edge, som er trekløverets æstetiker, viser rundt i barndommens Dublin og på skolen, hvor han mødte de andre unge mennesker, der sammen dannede U2, verdens vel nok mest populære og succesfulde rockgruppe. Til at begynde med hentede gruppen sin inspiration fra 1970'ernes og de tidlige 1980'eres punk - The Clash, The Jam, Six Pistols - der beviste, at det ikke handlede om teknik og kunnen, men om vilje og energi.

Hurtigt blev The Edge dog ambitiøs, og det er i høj grad ham, der har defineret U2's unikke lyd, og han viser, hvordan han takket være alskens pedaler og lydmaskiner kan forvandle et enkelt, lidt kedeligt riff til nærmest en væg af vellyd.

Det er denne æstetiserende og superkontrollerende indgang til guitarspillet, der betyder, at han indimellem virker lidt udenfor, når de tre guitarister jammer i filmen. The Edges lyd er ikke så egnet til improvisation, hvorimod Jimmy Page og især Jack White lever og ånder for det.

Lydens mange former

For Jack White handler det netop om alt andet end teknologiske hjælpemidler. Hans største inspiration er bluesmusik fra første halvdel af 1900-tallet, hvor det var så enkelt og samtidig så følelsesladet, som det næsten overhovedet kunne blive.

Det første, man ser i filmen, er White, der bygger en elektrisk guitar med forhåndenværende hjælpemidler - et par stykker træ, metaltråd og en colaflaske - og filmen igennem giver han smagsprøver på sit ofte beskidte, støjrige spil på alt fra skramlede guitarer, han har fundet, til plastikguitarer, han har købt billigt.

Indimellem larmer han næsten for meget, men sammen med The Edge og Jimmy Page understreger White ikke kun spændvidden i moderne rockmusik, men viser også den store udvikling, rockmusikken har gennemgået, og de mange former, passionen for musik og lyd og instrument kan antage.

Og derfor er It Might Get Loud blevet til en underholdende og berigende opdagelsesrejse, også for andre end de mest dedikerede guitarnørder.

It Might Get Loud. Instruktion: Davis Guggenheim. Amerikansk (Vester Vov Vov i København)