Læsetid: 4 min.

Krigsbørnenes traumer

Millioner af tyske krigsbørn har levet et helt liv uden at kunne tale om deres traumatiske barndomsoplevelser. Men så kom journalisten Sabine Bodes bog
16. januar 2010

En hyggelig julefest på et kunstgalleri nær museet Hamburger Bahnhof i Berlin. En ældre tysk herre bliver præsenteret. Manden er forfatningsadvokat, hedder Wolfgang Leist og stammer fra det sydlige Tyskland.

Der går ikke mange minutter, førend den habitklædte tysker på godt og vel 70 åbner for slusen. Historien skal partout fortælles.

Formentlig har den distingverede herre utallige gange fortalt om den tid, han som barn tilbragte under Anden Verdenskrig med sin mor i arbejdslejr i Tyskland. Hun var aktiv socialdemokrat, hvilket var nok til at ende i en lejr. I vinteren 1944-45 formåede hun at flygte med sin 4-5 årige søn. De tilbragte et halvt år i skovene et sted i Sydtyskland, inden nazisterne blev væltet.

Når Wolfgang Leist taler om overvintringen i skovene med farer lurende bag hvert træ, lyder det så nærværende, at man skulle tro, at han lige er sluppet ud. Men der er også noget besat ved hans fortælling - som om han ikke kan give sit eget liv mening, hvis ikke han konstant må fortælle om sin barndoms prøvelser.

Leist hører til en af de heldige, der har magtet at bryde tavsheden og gennem fortællingen håndteret et ekstremt svært kapitel i sin tilværelse.

50 års tavshed

Det tog min egen polske svigerfar 50 år. En juleaften i Rom besluttede han med ét at fortælle den tragiske historie, om hvordan han blev forældreløs. Gestapo henrettede hans far på gaden uden for deres lejlighed i Warszawa, moren døde af granatsår under opstandelsen i 1944. Den forældreløse dreng på 15 blev taget i at dele løbesedler ud og endte i en tysk krigsfangelejr.

Af en eller anden grund kunne han ikke afrapportere på polsk. Det skulle ske på engelsk. Min kone og svigermor måtte således høre om farens og mandens krigsoplevelser på et fremmed sprog. I dag er han 80 og benytter ofte møder med fremmede til at fortælle sin dramatiske krigshistorie.

Den tyske generation af krigsbørn er ved at blive gammel og dø. Indtil for nylig havde offentligheden intet hørt fra de millioner af tyskere, der som børn oplevede skrækkelige ting under de allieredes invasion og luftbombardementer.

Hvordan håndterede de traumer, der havde sat sig i deres sind? Det var op til dem selv. Den tyske stat tilbød ikke psykologisk hjælp. Emnet var nærmest tabu.

Også ofre

I 2005 udgav den tyske journalist Sabine Bode den første bog om emnet, Die Vergessene Generation, Die Kriegskinder brechen ihr Schweigen (Den glemte generation - krigsbørn bryder tavsheden). Et imponerende grundigt værk, der blander personlige vidneudsagn med videnskabelig forskning.

I årtierne inden 50 års jubilæet for Adolf Hitlers fald var der i Tyskland blevet udgivet stribevis af bøger om de mange typer ofre for nazismens forbrydelser: jøder, romafolket, homoseksuelle, handicappede, kommunister, socialdemokrater, slavere, etc.

Men, fremfører Sabine Bode, ingen havde indtil da anset krigsbørn for ofre, og da slet ikke dem selv.

Millioner af tyske børn blev totalt traumatiseret af at se og opleve ting, som ingen mindreårig bør udsættes for. Desværre sker det stadig på slagmarkerne i Afghanistan og Irak. Man kan ikke bombe en formodet fjendtlig stilling i et civilt område uden at traumatisere børn og efterlade uudslettelige spor i deres bevidsthed.

Som vi ved fra artikler i Information i 2005 om Kirsten Lylloffs omstridte afhandling om behandlingen (eller mishandlingen) af forældreløse tyske børn i danske lejre, blev børns tarv ikke prioriteret særligt højt i de første efterkrigsår. Hverken i Danmark, Tyskland eller andre steder. De voksne i Tyskland havde alt for travlt med at overleve hunger, sygdom og nød.

Brændt inde

Psykoterapeuter fremhæver, at den bedste vej ud af en depression er at lære at formulere de problemer, der tynger ens sind. Hvis denne mulighed ikke bliver givet, brænder den lidende inde. I årene efter 1945 blev al tale om krigen pålagt taleforbud i Tyskland. En hel generation brændte inde med sine traumer.

En østprøjsisk flygtningedreng fortæller til forfatteren:

»Lige fra barnsben fik vi at vide, at det taler man ikke om. Sku fremad! Vær taknemmelig for, at du er i live. Glem alt! Og det gjorde de fleste af os ... Hvis vi som voksne havde gået rundt og sagt, at vores barndom var rigtig slem og at den stadig tynger os, ville vi være blevet stemplet.«

Bodes bog vrimler med fascinerende anekdoter. Hvem havde tænkt på, at tyske kurbades popularitet kan tillægges den glemte krigsgenerations uløste psykiske behov? Eller at nogle krigsbørn blev så hærdede af deres oplevelser, at læger har noteret en særlig evne hos dem til hurtig helbredelse?

Ja, til krigens ofre hører ganske rigtigt langvarige sjæleskader, men menneskets psyke kan være så robust og smidig, at nogle rustes til at leve længere. Især hvis de får munden på gled, som min egen polske svigerfar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erkendelsen af sindets vildveje.

Sabine skal selvfølgelige skrive løs. Men krigsbørn fandtes overalt i Europa - i Helkinki, Moskva, London, København for ikke at tale om Lidice og Oradour - og overalt forsøgte man at afbøde virkningerne med 40'enes begrænsede midler.
Litteraturen om emnet er ikke begrænset - jeg genkender væsentlig træk i Günter Grass' erindringer. Da vi selv heldigt kom tilbage i 45 til hus og hjem, talte vi yderst sjældent om hændelserne. Nogle skrev helteberetninger, men ondskaben var større end ord, og endnu fandtes i mange lande og udbombede byer sulten og fordrivelsen. Først mange år senere, da Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti sprang ud som modstandspartier med det tåbelige frihedsbegreb, følte jeg anlening til at deltage.
Den nye tyske republik forsøgte skam at tage sig af ungdommen. Som dansker deltog jeg selv i et af de mange "revalidiringsophold" ved Bad Harzburg i et forfaldent palæ og byggede sammen med unge tyskere min første fiedel under vejledning af den unge ingeniør Wulff, der om aftnen byggede på et cembalo. Mange kræfter arbejdede målbevidst for en konstruktiv fremtid.
Adskillige flygtninge har jeg mødt, bl.a. finnerbørn under besættelsen, siden flygtninge fra bl.a. Litauen. Min gode nabo i dag, Mona, har på sin krop udstået flugtens ubarmhjertighed. Som sudetertysker blev hun med sin mor og søskende jaget ud af Böhmen, velnok politisk forståeligt, men på flugt gennem Øst- og Vesttyskland til hun i dag bor i en lille landsby på Falster. Tro det eller lad være, men den dag i dag oplever vi forlfølgelsen i dette efter sigende så humane land, beboet af gode, gæve danskere med dansksindet i orden.
Jeg har hidtil ment, at de fleste unge fra krigens dage inddrog erkendelsen fra den tids forståelse af fællesskabet og fredens nødvendighed. Måske "svømmede nogle af ovenpå" og blev, som artiklen skriver, hærdede af oplevelserne og faktisk selvhelbredende og uden trang til at selvmedlidenhed. Men måske kan vi derfor øjeblikkeligt genkende folk og tildragelser, der bygger videre på nye oplæg til krig.