Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Enden på Socialdemokratiet

Den tyske partiforsker Franz Walter leverer et dystert gravskrift over det tyske socialdemokrati som folkeparti. Kun et nådesløst opgør med forældede selvforståelser kan revitalisere det gamle parti, lyder budskabet
Moderne Tider
27. marts 2010
Den tyske partiforsker Franz Walter leverer et dystert gravskrift over det tyske socialdemokrati som folkeparti. Kun et nådesløst opgør med forældede  selvforståelser kan revitalisere det gamle parti, lyder budskabet

Med sidste års katastrofale socialdemokratiske resultater til Europa-Parlamentsvalget blev det entydigt klart: De europæiske socialdemokratier er i dyb krise. Medlemstallene styrtdykker, vælgerlussingerne skal tælles i slagserier, og manglen på medrivende politiske visioner og projekter er udtalt. Blandt kommentatorer og politiske profeter presser et afgørende spørgsmål sig i stigende grad på: Har socialdemokratiet i sin traditionelle form overhovedet en fremtid i europæisk politik?

Nej, siger den tyske partiforsker Franz Walter i en ny bog med titlen Vorwärts oder Abwärts. Zur Transformation der Sozialdemokratie. Walter fælder en hård dom over det tyske socialdemokrati, SPD, der ved partikongresser dyrker arbejderidentiteten og fejrer fordums præstationer, mens man i realiteten har fjernet sig milevidt fra grundlaget og har stødt samfundets svage fra sig. Ifølge Franz Walter befinder det tyske socialdemokrati sig ikke blot i en midlertidig krise. Nej, det er selve partiets sjæl som folkeparti, der er i færd med at smuldre bort for bestandig.

Neoliberale fraser

Det er en tragisk historie, som Franz Walter kan fortælle. Om et parti, der blev bygget på klassestolthed og konkrete forbedringer af arbejdsvilkår og faglig kamp og organisering. Om et parti, der via neoliberale vildfarelser i stigende grad mister kontakt med fagbevægelsen og begynder at betragte sine vælgergrupper som stemmekvæg uden legitime krav på indflydelse på den førte politik. Og om en elitær og professionaliseret partiledelse, der med ringe overbærenhed og endnu ringere forståelse for livet på samfundets bund vender det døve øre til utilfredse stemmer fra folkedybet.

Walter beskriver med bidende kulde, hvordan yngre socialdemokratiske politikere på højden af partiets trængsler under det forrige valg ugentligt rundsender receptionsinvitationer, der afholdes af tobaksvirksomheder og forsikrings- og energikoncerner, uden så meget som at adressere ledelseskrisen og de styrtdykkende meningsmålinger. Og netop fremmedgørelsen over for egne vælgergrupper og den manglende vilje til at forholde sig enten afvisende eller bekræftende til den historiske arv er den væsentligste fejltagelse, som fortsætter med at plage partiet i en grad, der gør det svært for Walter at forestille sig, at SPD nogensinde igen vil indtage rollen som Tysklands store folkeparti.

Processen, der har ført til en afgrundsdyb kløft mellem arbejderklassens parti og arbejderklassen selv, tager allerede sin begyndelse, da oliekrisen i 70'erne sætter en brat stopper for både den magelige materielle selvtilfredshed og de dertilhørende keynesianske fantasiforestillinger, der præger det regeringsansvarlige socialdemokrati midt i Wirtschaftswunderet. Men afstanden mellem folk og partielite bliver efterfølgende forøget eftertrykkeligt, da Gerhard Schröder i sidste halvdel af halvfemserne sammen med Tony Blairs New Labour slår ind på Den Tredje Vej.

Under Blairs og Schröders banner forlader de europæiske socialdemokratier deres traditionelle baser i fagforeningerne og arbejderklassen og bejler i stedet til den ressourcestærke middelklasse, der primært ønsker uddannelse og velfærdsydelser af staten. Solidaritet er væsentligt mindre interessant for de nye midtervælgere, der bruger staten til at kontrollere de dovne arbejdsløse. »Man går efter i sømmene, evaluerer og observerer alle dem, som nu hele tiden kan mistænkeliggøres som snyltere, gratister og sociale bedragere,« skriver Walter om mentaliteten i Den nye Midte.

Franz Walter er i det hele taget aldeles nådesløs i sin bedømmelse af den Tredje Vej, en socialdemokratisk blindgyde, som han fortolker som et svigt af partiets seje historiske kamp for social retfærdighed, der uden blusel udskiftes med neoliberale fraser og skræmmer skuffede vælgere i armene på populister på begge fløje. De politiske løfter om lige muligheder og besyngelsen af det private initiativ vandt ikke genklang hos globaliseringens chanceløse tabere, der oplevede den Tredje Vej som en svækkelse af den solidariske socialstat og derfor vendte SPD ryggen.

Spildte chancer

Først med finanskrisen og efterårets valgnederlag er den tyske socialdemokratiske selvglæde blegnet. Krisen blotlagde nemlig en både ideologisk og terminologisk rådvildhed af hidtil uhørt omfang. Ikke nok med at Schröders socialdemokrati med sine berygtede arbejdsmarkedsreformer havde stødt arbejdsløse og underklassen fra sig, men med de talrige offentlige tilkendegivelser til fordel for deregulerede markeder, konkurrence og effektivitet var ledende socialdemokrater også forhindret i at fare i flæsket på finansverdenen med stærke statslige initiativer. Franz Walter sætter fingeren på det ømme punkt, når han påpeger, hvordan SPD og de europæiske socialdemokratier dermed har spændt ben for sig selv og forspildt en oplagt chance for at generobre det tabte initiativ.

»I den Tredje Vejs år forspildte socialdemokraterne en stor historisk chance. For på det tidspunkt rådede de vidt og bredt over regeringsmagten i Europa. De havde kunnet afstemme finanspolitikken og kunne have opstillet hårde regler for kapitalmarkederne. Men nej, »socialdemokraterne ignorerede alle advarsler. De fremførte muntert de neoliberale skåltaler på et tidspunkt, hvor festen for længst havde passeret sit højdepunkt og hvor tømmermændene allerede var begyndt at melde sig.«

Åben for alliancer

Ifølge Walter er dommen klar. Med Den Tredje Vej har Socialdemokratiet kørt sig selv ud på et sidespor, der truer med at gøre partiet historisk irrelevant. Dermed er det også på tide, at Socialdemokratiet ser sandheden i øjnene og revurderer sine politiske muligheder. Walter understreger, at SPD må finde ud af, om man igen vil være venstreorienteret folkeparti for middel- og underklassen, eller om man vil være 'den nye midtes parti', som satser på at varetage interesserne for arbejdstagere med ambitioner.

Et af de tilbagevendende temaer i efterårets tyske valgkamp var SPD's forhold til det tidligere østtyske socialistparti Die Linke, hvis paroler om brandbeskatning af de rige har lokket en ikke ubetydelig portion af skuffede socialdemokratiske vælgere til. Ifølge Franz Walter må socialdemokraterne overvinde en del af sin arrogante modvilje mod Die Linke og holde sig åben for alliancer, hvis partiet fortsat skal gøre sig tanker om reel politisk indflydelse.

Det er ikke nødvendigvis en skidt udvikling, skriver Walter og peger på den indledende socialdemokratiske modvilje mod partidannelsen De Grønne, der endte med at udvide mulighederne for det tyske centrum-venstre. Den historiske erfaring må SPD huske på, og samtidig må partiet opgive ideen om at have monopol på venstrefløjens mærkesager.

For som Walter skriver: »Man skal ikke ubetinget regne med, at det 21. århundrede bliver et socialdemokratisk et af slagsen.«

Franz Walter:

Vorwärts oder Abwärts. Zur Transformation der Sozialdemokratie. 135 sider. 12 euro Suhrkamp Verlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her