Læsetid: 7 min.

Da den tredje verden skyllede op til overfladen

Da digerne brød sammen i New Orleansi 2005 skyllede den tredje verden, der eksisterer i den industrialiserede verden, op til overfladen, så alle kunne se den. I sin nye bog, Zeitoun skriver Dave Eggers om familien Zeitoun, som mister tilliden til det amerikanske samfund efter orkanen Katrina
Da digerne brød sammen i New Orleansi 2005 skyllede den tredje verden, der eksisterer i den industrialiserede verden, op til overfladen, så alle kunne se den. I sin nye bog, Zeitoun skriver Dave Eggersom familien Zeitoun, som mister tilliden til det amerikanske samfund efter orkanen Katrina
3. april 2010

At ankomme til New Orleans kort efter orkanen Katrina i 2005 ville svare til at være vidne til, hvordan Haiti ville have set ud, hvis der havde været bygget skyskrabere oven på murbrokkerne efter jordskælvet – en luftspejling af rigdom, magt og orden, som skjuler en virkelighed af fattigdom, hjælpeløshed og kaos. Da digerne brød sammen, skyllede den tredje verden, som lever midt i den industrialiserede verden – og uden hvilken den industrialiserede verden ikke ville kunne eksistere – op til overfladen, så alle kunne se den. En sort mands forventede levealder i Louisiana er lavere end i Kirgisistan, den forventede levealder i Washington DC er lavere end i Gaza-striben. De fleste amerikanere, som hører disse fortællinger, finder dem bogstaveligt talt utrolige. Det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke tror dem (selv om den omstændighed, at en tredjedel af landet mener, at Bush gjorde et godt stykke arbejde i forbindelse med Katrina, tyder på, at mange ikke tror på dem). Men at indrømme, at det er muligt, ville tvinge dem til at revurdere alt, hvad de troede, de vidste om deres land. Hvis disse ting er mulige, hvad siger det så om demokratiet, forfatningen, landets velstand, lov, orden og retfærdighed? Og uden disse ting, hvad er der så tilbage af Amerika? Problemet er ikke naivitet. Men ligesom en kødæder i en slagtehal, bliver de konfronteret med en vulgær virkelighed, som de kun havde en vag bevidsthed om eller havde henvist til et parallelunivers, der aldrig ville trænge sig på i deres virkelighed eller fantasi.

En typisk familie

David Eggers’ Zeitoun repræsenterer en sådan konfrontation, for både læseren og familien, som den handler om. Det er en velkomponeret og velskrevet skildring af Abdulrahman Zeitoun og hans kone Kathys liv umiddelbart før og efter orkanen Katrina. Familien Zeitoun er i næsten enhver henseende en gennemsnitlig amerikansk familie. Sammen driver de et byggefirma i New Orleans og ejer flere udlejningsejendomme. Deres tre piger er besat af Jane Austens Stolthed og fordom. Efter at have set filmen på dvd hver aften i to uger løber de rundt i huset og bukker og nejer til deres fars overbærende fornøjelse. Zeitoun er både stædig og pålidelig, og fordi disse to kvaliteter er indbyrdes forbundne, gør det som Kathy, der har en søn fra et tidligere ægteskab, elsker ved ham hende også fortvivlet. På et tidspunkt minder hun ham kærligt om en ferie, hvor Zeitoun overtalte hende til at forvandle en kort gåtur langs stranden til vandretur på flere timer for at røre ved en klippe, der så ud til at være tættere på, end den faktisk var. Fra da af er »Rør klippen!« blevet deres private vittighed, når Zeitoun forsøger at opmuntre hende til at gå videre med noget svært. Men selv om de er typiske, er de på ingen måde arketypiske. Zeitoun er syrer, en muslimsk indvandrer fra fiskerbyen Jableh. Kathy voksede op i Baton Rouge, ikke langt fra New Orleans, og konverterede til islam, før hun mødte ham. I sit sind bliver han ved med at kredse om sin barndom, mens dens afstand, som Kathy altid har følt i forhold til sin familie, er blevet øget på grund af hendes valg af religion. Disse indledende detaljer afbryder ikke fortællingen, der afstikker en temmelig forudsigelig, men medrivende kurs.

Zeitoun forsvinder

Under optakten til stormen beslutter Kathy sig for at forlade New Orleans og tage børnene med hen til sin søster i Baton Rouge. Zeitoun, som er blevet for at holde øje med deres ejendomme, er i huset, mens vandet stiger, og begiver sig ud i en kano for at redde naboer og fodre herreløse hunde. Både Kathy og hans bror i Malaga videregiver de apokalyptiske fortællinger, de hører på kabel-tv og bønfalder ham om at forlade byen. Men Zeitoun oplever for det meste kun ro og gode gerninger. Uden nyheder og med sporadisk adgang til en telefon indser han kun langsomt, at byen er sunket ned i kaos: Hundehvalpe bliver dræbt på motorvejen, politiets både nægter at stoppe, når folk vinker til dem. Et par, som politiet lover at redde, er der stadig næste dag. Da Zeitoun ser et lig, som kommer flydende ned ad gaden, begynder han at spekulere over, hvad der sker: »Han kunne ikke finde plads til synet i de etablerede kategorier i sit sind«, skriver Eggers. »Det billede stammede fra en anden tid, en radikalt anderledes verden (…) Han havde ikke lyst til at overveje muligheden af, at manden havde brug for hjælp og ikke havde fået den.« Den radikalt anderledes verden opsluger ham, da nationalgardister og det lokale politi stormer hans ejendom, arresterer ham, hans lejer, en ven og en fremmed, der var kommet for at bruge telefonen, og beskylder dem for at være en del af en terrorcelle. Nærmest levende begravet under et retssystem, hvor vold og ydmygelser er redskaber til almindelig afbenyttelse, bliver han ydmyget, mishandlet og ’forsvinder’ fra sin familie. Han får ikke lov til at foretage et eneste telefonopkald og kan således ikke fortælle Kathy, hvad der er sket. Efter ikke at have hørt fra ham i en uge forbereder Kathy, der er flyttet ind hos en ven i Arizona, sig selv og sine børn på nyheden om hans død, men modtager i stedet et opkald fra en missionær, som siger, at han har set Zeitoun i fængslet.

Alt kan ske

Hendes bestræbelser på at finde og derefter få frigivet sin mand fuldender den kafkaske fortælling. Han finder ikke ud af, hvorfor han er blevet fængslet, indtil han bliver løsladt. Efter den korte tid i fængsel kommer han ud som en nedbrudt og grå mand. Da de går tilbage til politistationen for at få udleveret hans tegnebog, beder han Kathy om ikke at lave en scene: »Han advarede hende gentagne gange om, at de begge kunne risikere at blive anholdt, eller han kunne risikere at komme i fængsel igen. Alt kan ske. Alt var sket.« Zeitouns oplevelse var på ingen måde et isoleret tilfælde. Det fulde omfang af de institutionelle, politiske og infrastrukturelle funktionsfejl og fordærv på alle niveauer i denne periode kommer stadig for dagen næsten fem år senere. I sidste måned tilstod en politibetjent fra New Orleans, Michael Lohman, at have skjult beviser på, at politiet skød mod en gruppe ubevæbnede sorte mennesker, hvoraf fire blev såret og to blev dræbt, da de krydsede en bro for at søge hjælp. I en anden sag kom der i sidste måned beviser frem på, at politiet skød en uskyldig mand i brystet, fordi de troede, han plyndrede. Mandens bror fik hjælp fra en forbipasserende. Men de hævder, at da de tog ham med hen til den lokale politistation, blev de begge udsat for overgreb, mens den sårede mand lå døende i bilen. Bilen blev senere fundet udbrændt med mandens forkullede lig. Katrina var en naturkatastrofe. Men næsten alt, hvad der skete både før og efter, handlede om forsømmelser. Ikke forsømmelser i god tro – sorgløse forsømmelser af folk, der har for travlt til at gøre andet – men ondsindet, forsætlig foragt for menneskeliv og menneskerettigheder, miljø og infrastruktur, fordi staten ikke gad at handle anderledes. Som litteratur er Eggers’ bog sublim og skrevet i en enkel og ubesværet stil. Han bygger sine figurer godt op (Katrina ankommer først en fjerdedel inde i bogen), og lader dem derefter dominere historien. Zeitouns barndom i Syrien, Kathys konvertering, deres flirten og venskaber, forretninger og forhåbninger dominerer først og krydrer derefter historien. Der er god grund til vrede her, men historien bliver fortalt afdæmpet. Eggers viser snarere end fortæller og giver stemme til sine to hovedpersoner med nuancer, som kun kan fremkaldes med en skarp pen og et empatisk øre.

Skete det?

Det ender med, at Zeitoun forsøger at glemme, hvad der er sket, og Kathy søger lægehjælp, fordi hun af og til ikke kan huske, hvad hun er i gang med. Ingen af dem nærede storE illusioner om det amerikanske retsvæsen, men de troede begge, at der var en grænse for vilkårlig uretfærdighed. Da denne tro bliver knust, bliver de hjemsøgt af en viden om, hvad der ikke blot er muligt, men også hvad der på et hvilket som helst tidspunkt er sandsynligt. Kathy husker en kvindelig fængselsbetjent, som nægtede at fortælle hende, hvor forhøret af Zeitoun fandt sted: »At denne kvinde, en fremmed, kunne være bevidst om hendes fortvivlelse og des­peration, men alligevel afvise hende. At der kan afholdes retssager uden vidner, at hendes regering kan få folk til at forsvinde. Det fik mig til at bryde sammen,« skriver Eggers og tilføjer: »Om morgenen og sent om natten undrer hun sig ... Skete der virkelig alt det? Skete det i USA? For os?« Oversat af Mads Frese © Guardian News and Media 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen svarer i sin stil de skriverier , som bl a Stalins propagandemagere diskede op med om vesten (herunder Danmark) under den kolde krig og som Nordkoreas mathavere fortæller deres ""slaver" om vesten..

Enhver stor naturkatastrofe har gode eksempler på forbryderisk adærd blandt de ramte og udbytning udefra, men også på eksemplarisk menneskelighed og uegenyttighed.

Orkankatastrofen Katrine er ingen undtagelse - det afvigende i mønstret var en ikke alt for smart præsident Bush, der ikke kunne håndtere forbundsregeringens indsats ( -meget diplomatisk sagt.).

Og så kan man fortsætte med at leve i sin renskurede bobble eller hvad?

I følge artiklen er det jo ikke katastrofen, der i sig selv er problemet. Det er blot en omstændighed, der afdækker et dybere problem i den vestlige verden. Så som udbredt rasicme i dele af politistyrkerne, store skel mellem de der har og de har må undvære.

Det er selvfølgelig rart, blot at lukke øjnene for det. Men store dele af de vestlige befolkninger lever i dyb fattigdom.

I følge CIA har danmark fx ~12% af befolkningen, der lever i fattigdom. Hvis man accepterer dette, bliver man så nød til at revudere forbrug og fordeling, hvilket jo ikke er så bekvemt, når man gerne vil have plads til sit overforbrug.

Kære Janus Agerbo

Fattigdom defineres som under 50% af medianindkomsten.

Man kan også nationalt træffe politisk beslutning om at folk ,der ikke har råd til visse nærmere angivne goder, er fattige.

Ved den første definition, så vil der matematisk til alle tider og i alle samfund være nogen fattigdom i ethvert samfund.

Ved den anden (politiske) model, kan man efter behag definere sig til stor eller ingen fattigdom - alt efter det folkevalgte parlaments aktuelle sammensætning ( rød blok - blå blok - midterblok o s v )

Det mest relevante er - for mig at se - hvorledes ginikoefficienten ser ud.

For Danmarks og de øvrige nordisk lande vedkommende er ginikoefficienten superlav - d v s , at forskellen på rig og fattig er udlignet enormt stærkt.
De nordiske ginikoefficienter er de laveste i verden.

Overforbrug er en sjov størrelse.

Overforbrug er, når man ( som individ eller samfund) ikke producerer værdier svarende til det man forbruger.

F eks en uddannelsessøgende , der låner eller får penge til sin uddannelse ,har et overforbrug - hen ad vejen får han/un en uddannelse, og så triller der forhåbentlig nogle skatte-og afgiftsindtægter ind, som "kompenserer " overforbruget under uddannelsen og finansierer andres ( andre uddannelsessøgendes , sygdomsramtes o s v overforbrug)

Hvis et samfund over længere tid har et samlet overforbrug, så går det som i Grækenland - hvis et individ over tid har et overforbrug, så går vedkommende fallit, med mindre andre individer gennem indkomstoverførsler dækker . den pågældendes overforbrug - socialhjælp o s v)

Ok Robert... men hvad har det med vilkårlige anholdelser at gøre?
Din første post beskriver bogens ærinde som 'propaganda' i stil med Stalin og Nord Korea.
Det kalder jeg en meget hurtig lukning af enhver diskussion af bogen. Kan kun konkluderer at du finder det der står i den meget ubehageligt - og derfor vælger at mene/tro at det må være propaganda, eller i hvert fald skrevet med et eller anden ideologisk underlødig agenda.
Det er for nemt, Robert.

Kære Marie Splid Clausen.

Vilkårlige anholdelser er på ingen måde det karakteristiske i Katrina katastrofen - der var vel også uberettigede anholdelser under COP 15 i København, men det betyder ikke, at tingene for 95 %'s vedkommende ikke var OK ?.

Iøvrigt er det generelt let for en skribent at fabulere og vinkle - hvis f eks en journalist fra et formiddagsblad skulle beskrive historien om snehvide og de 7 dværge, så ville det blive til noget med en nymfoman og orgier med 7 små mænd ?

Arthur Schopenhauer

Jeg tror, det ville være ganske naivt at tro, at der ikke foregik forfærdelige ting under Katrina, som der gør i alle katastrofeområder.

Samtidigt er jeg dog meget interesseret i at læse kildeangivelserne til denne bog, for det lyder umiddelbart som en temmelig ensidig beretning, hvor violinerne hyler for fuld skrue i baggrunden.

nu er det så længe siden, men der var en fremragende førstehåndsberetning fra en nødhjælper som tilfældigvis var på konfrerence eller kursus der, da det skete, og dennes beretning stemte helt overens med hvad der synes at blive fremlagt i denne bog - ondsindet, forsætlig foragt for menneskeliv og menneskerettigheder, miljø og infrastruktur.

Inden for politivæsnet er der ved at udvikle sig en generel foragt for under-USAs liv og rettigheder.
Bob, Californien