Læsetid: 5 min.

Beværtet: Disciplin på en søndag

Beliggenheden, udsigten og renommeet kunne gøre det. Men folkene bag det afslappede spisested ved Bellevue Strand har mere at byde på
Beliggenheden, udsigten og renommeet kunne gøre det. Men folkene bag det afslappede spisested ved Bellevue Strand har mere at byde på
29. maj 2010

Jeg mødte engang en madanmelder fra Østrig. Han var en garvet lædergane, og jeg var lidt en grønspætte. Han forklarede mig storebroderligt: »
I prefer to dine at lunch. I like being tipsy through the day. All those late nights are bad for discipline.«>

Som jeg frygter alderdommen, frygter jeg at få et mekanisk forhold til at spise og drikke. Ligesom skøgen må få et mekanisk forhold til sex. Det er mistænkeligt alvorligt, når folk spytter vinen ud igen. Han var et forspist menneske, der kunne bevare sin forelskelse i måltidet og fornøjelsen ved det gode, og våde, lag. Professionelle ganer kan godt blive tørvetrillere, fortabt i gastronomiens i sidste ende uvigtige grammatik. Men det er altså bare et spørgsmål om lidt disciplin.

Inden invasionen

Jakob og jeg udviste den af østrigeren foreskrevne disciplin og cyklede til Cottagen for at spise søndagsfrokost. Den Gule Cottage er for nylig blevet overtaget sammen med sin røde søster i lunden et par hundrede meter borte. Af de to cottager ved Bellevue skal den gule nu være et lidt mindre formelt sted og den røde holde fast i det højere gastronomiske skoleridt. På den ene side er det på tide, at nogen laver noget med Den Gule Cottage, der hænger bedre sammen med det store liv ved vandkanten. På den anden side skal pøbellefleri straffes: Der må ikke være point for at vulgarisere det fine gule hus, der ligger på plænens højeste punkt i et af de arkitektonisk mest vellykkede rum i Danmark.

Søndag morgen lå badet i majsol. Det er nu, man skal sætte sig ud på Den Gule Cottage, før Bellevue Strand bliver konverteret til en Paradise Hotel-festival. Når de første varme junidage kommer, bliver plænerne og stranden omkring det fine lille stråtækte hus konverteret til kropskulturens glinsende, vellystne og skamløse fuckfinger til det bornerte Klampenborg; pakket ind i sine hække, knappet til i stangtøjshabitter og omviklet i konede Ivan Grundahl-gevandter. I kan tro, de lokale holder sig væk, når kødhavet kommer.

Bobler til morgenmad

»Jeg vil have bobler,« sagde Jakob. »Det passer til snacks,« prøvede han sig. Pyt. Vi fik to glas blanc-de-blanc. Og fem forskellige snacks. Vinen var lige soda stream-agtig nok for mig, men bobler er nu også lige det stiveste sidst på formiddagen. Den fede rygeostcreme, friterede rodfrugter med kryddermayo og mandler ristet med limfjordsporter var der ikke noget galt med. Vi grinede lidt af de ramsløg, der er blevet det danske køkkens nye marxisme. Oliven og syltede løg lå i ramsløgolie og gav lidt hvidløgsfornemmelser. Jeg slukkede for det boblende sidespring. Den Sauvignon Blanc fra Loire (2007 Les Deux Tours, Baron Patrick de Ladoucette), der bare koster 300 spir, er det svært at have reservationer over for. Et roligt glas vin. Kortet har fem retter du kan få dem i store eller små udgaver til 100 eller 150; to små og en stor måtte konstituere en ordentlig søndagsfrokost.

Flirt med det søde

Kammuslingerne var stegt rigtigt, så de var blanke i midten. De kom med tre konsistenser af karotter: små babykarotter dampet, crudité af samme (papirstynde skiver) og lidt gul mos. Tjeneren hældte sauce nage ved. Jeg forsøgte at holde fast i en vranten anmeldertone og gjorde dumsmarte bemærkninger om, at gulerødder vist er en foderplante, som man ikke bør fravriste heste. Hvilket det jo ofte er. Men den syrlige sauce nage udlignede den lidt ubeslutsomme sødme i gulerødderne, som gør dem irriterende og umulig som dominerende grøntsag. Hvis de da ikke er spæde og vårkry som her. Kammuslingernes kød har jo også søde toner, så hele tallerkenen flirtede med det søde. Men nagen holdt det i skak, og den usædvanligt sprøde crudité slog fornøjelsen ved det forårsfriske fast. Vi bællede Loire-vin til lyssejen kom, med både dampede og strimlede grønne asparges. Køkkenet kan lide at servere samme grøntsager i rå og tilberedt udgave. Og ja ja lidt ramsløg var der flere steder, enten som blomst eller blad. Men ramsløgene er jo også den danske skovbunds opgør med vinterens tyranni og triste rodfrugter. Lyssejen var tilberedt vakuumpakket og pocheret ved relativt lav temperatur, så den var ideel glasagtig fra inderst til yderst. Jeg tænkte efter, hvor jeg sidst havde oplevet nogen lægge sådan et arbejde i en frokosttallerken til en hund. Det svandt i flasken.

Betjeningen overtalte os til at nappe et glas burgundisk pinot noir. Alle blev skånet ved, at jeg ikke spurgte til prisen. Nogle gange skal man bare lukke øjnene og køre kortet igennem. De stillede flasken, med hvad der var tilbage i den. Et nådigt træk.

... næste gang!

Asparges skal steges eller grilles. De første hvide asparges, man får, skal dampes og serveres med vinaigrette. De næste, du får, skal spises med fjordrejer og mousseline. Derefter skal du begynde at stege dem. De grønne skal grilles, så smager de mest af ærter. De hvide skal have tæsk, så de branker, på glohed pande med klaret smør, så sukkeret i det hvide spyd karamelliserer, men så der er bid i kødet. Det har Jakob lært mig. Til rødvinen fik vi smørristede hvide asparges, rå crudité igen, kalvefilet og skysauce med kapers og løg, der holdt den friske tone.

»...og så er det alligevel blæret, at der er ristede brisler til, uden at det står på kortet,« sagde Jakob. No shit.

Dagens bedste glas vin var dessertvinen. Et stort, koldsvende glas Barzac-Sauternes, der smagte af valnødder og undertrykte drifter. Køkkenchefen, der er nytilkommet fra 1. th har en fortid som dessertkok, hvilket hun demonstrerede med skødesløs overlegenhed og et sukkerpunch af en chokoladetærte og en lakridstoffee, som vi sloges om til sidste stykke. Vi bestilte naturligvis prøver fra hele dessertkortet. Tjeneren sagde høfligt, bagefter, at der ikke var så mange, der forlangte spiritus efter frokost, så de havde ikke fået flasker derud endnu. Han undlod at lægge noget i det. Og sagde, at det ville der være næste gang.

På trods af at vi virkelig udviste klassisk, østrigsk disciplin, slap vi med 1.500 dask på en vellykket folkelig genfødsel af et klassisk sted, som ellers sagtens kunne fylde terrassen på beliggenhed, udsigt og renomme alene. Se så at få en calva i huset.

Den Gule Gottage

Strandvejen 506, Klampenborg

Telefon: 39 64 06 91

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu