Hvis du virkelig vil forstå et land, et samfund eller sågar en civilisation, skal du ikke gå på nationalmuseer eller i offentlige arkiver. Tag på lossepladsen. Ifølge Annie Leonard, som er tidligere Greenpeace-aktivist, urokkelig optimist og besat af affald, er lossepladsen noget i retning af samfundets hemmelige dagbog. Leonard blev fascineret af ting i sine teenageår og tog på ekskursioner til lossepladser, da hun som universitetsstuderende begyndte at undersøge spørgsmålet om, hvordan vi kan opbygge en økonomi, som udelukkende er baseret på ressourcer.
Det er 20 år siden, og meget har siden ændret sig. Affald og genbrug er nu brændende politiske spørgsmål. 40 lande, hundredvis af fabrikker og endnu flere lossepladser senere er Leonard bekymret for, at vi ikke har forstået det grundlæggende problem med tingenes økonomi:
»Det er et lineært system, og vi lever på en planet af et begrænset omfang. Man kan ikke anvende et lineært system på en begrænset planet på ubestemt tid. Alt for ofte betragtes miljøet blot som en lille del af økonomien. Men det er ikke bare en lille ting, for alt i vores liv afhænger af det.«
Forbrug og behov
I 2007 forsøgte Leonard at formidle sit budskab via et nyt medium: en video på YouTube.
Story of Stuffvar en åbenhjertig og dygtigt animeret kortfilm, der fortalte historien om den amerikanske kærlighed til ting, og hvordan den helt bogstaveligt sender planeten på lossepladsen. Tre år senere er den blevet et fænomen på internettet. Den er blevet set af 10 millioner mennesker i private hjem og klasseværelser verden over. Nu har hun fulgt op på videoen med en bog af samme navn. Leonard har dog overrasket mange ved faktisk ikke at være modstander af ting. Hun er ikke engang modstander af forbrug. Hun mener faktisk, at mange mennesker burde forbruge mere. Bare ikke de fleste af os her i den vestlige verden, som ofte overforbruger. Forbrug kan være godt, siger hun: »Jeg vil ikke være hjerteløs over for de mennesker, der virkelig har brug for flere ting.«
Forbruger og borger
Men forbrugerisme er altid slemt. Det giver os ikke meget mere velfærd, og samtidig er det katastrofalt for vores planet.
»Det er en bestemt form for overforbrug, hvor vi ikke køber ting for at opfylde vores basale behov, men for at udfylde nogle huller i vores liv og skabe en fortælling om vores sociale jeg,« forklarer hun. »Det viser sig, at vores ting på ingen måde gør os mere lykkelige,« hævder hun. Vores tvangsprægede forhold til materielle ting bringer faktisk vores mellemmenneskelige relationer i fare: »Det er igen og igen blevet bevist, at det er den afgørende faktor for vores lykke, når vores basale behov er blevet opfyldt.«
Leonard savner en bredere forskningsmæssig tilgang, som kan undersøge de sociologiske og psykologiske konsekvenser af denne altopslugende epidemi, bl.a. med udgangspunkt i Tim Kasser og Robert Putmans forskning. Kasser har identificeret sammenhængen mellem et overdrevent materialistisk livssyn og øget angst og depression, mens Putman hævder, at den ultimative pris for vores forbrugerisme er tabet af venskaber, naboer og et velfungerende samfund. De hævder begge, at vi er vidne til intet mindre end den sociale sammenhængskrafts sammenbrud.
Ifølge Leonard er vores forvirrede selvopfattelse en del af problemet. Vi har tilladt vores borger-jeg at blive sat i skyggen af en relativt ny tvangsbetinget handling: forbrug, forbrug, forbrug.
Sjovt fællesskab
»Vores forbruger-jeg er så overudviklet, at det optager det meste af vores tid. Man kan se det på gader og stræder. Normalt interagerer vi med andre med udgangspunkt i vores forbruger-jeg, og det er vores forbruger-jeg, der lader sig anfægte. Problemet er, at vi befinder os så godt med det, at når vi står over for meget store problemer som f.eks. klimaforandringer, tænker vi på, hvad vi kan gøre som enkeltpersoner og forbrugere: »Jeg burde købe dette i stedet for dette.«
»Det er fint nok, hvis du vil stemme med dine penge,« siger Leonard. »Men du skal huske på, at Exxon har mange flere penge, end du har. Vi må stemme med vores stemmer og igen begynde at engagere os i den politiske proces og ændre magtbalancen, så dem, der passer på planeten får overtaget, i stedet for dem, der blot ser på bundlinjen.« Ligesom George Monbiot tror Leonard ikke på, at såkaldt etisk eller grønt forbrug vil løse problemet: »Den virkelige løsning handler ikke om at perfektionere din evne til at vælge den bedste løsning, men om at fjerne produktet fra hylden,« siger hun.
»Det ser i stigende grad ud til, at ideen om grønt forbrug forsinker folks deltagelse i den politiske proces.«
Leonards film har fået en del kritik. Ifølge Fox News er den »fuld af vildledende tal«. Og tænketanken The Competitive Enterprise Institute, der består af tilhængere af det frie marked og klimaskeptikere, betegner projektet som »universitetsmarxisme med hestehale«.
Men man kan ikke sige, at Leonard ikke lever op til sine egne værdier. I hendes hjem i Californien har hun og fem andre familier valgt at prioritere fællesskabet over materielle ting ved rive hegnet mellem deres huse ned: »Det er ikke noget særligt,« siger hun. »Vi går ikke i ens tøj og er ikke medlemmer af nogen sekt. Vi er bare seks familier, der deler ting. Og vi har det så sjovt.«
Story of Stuff handler om Amerika, men hvordan går det med Storbritannien? Leonard har bemærket nogle forskelle: Den politiske diskurs i Storbritannien gør det mulig at udtale ordene kapitalisme og bæredygtighed i samme åndedrag, og så kan hun lide, at tørresnorene ikke er udryddet. Men Leonard er dog irriteret over briternes pyromani. Hun er bekymret over vores politiske lederes kærlighed til forbrændingsanlæg: »Det er bare så deprimerende. Forbrændingsanlæg er en regressiv måde at behandle affald. Vi skal fremme nul affald som et alternativ.«
Nul affald er et begreb, som ofte bliver bragt i spil, senest i denne uge af den nye britiske miljøminister, Caroline Spelman. Ifølge Leonard er vi nødt til at gå hele kredsløbet efter i sømmene og kombinere intelligente designløsninger med incitamenter til genbrug. Det kan meget vel være et af svarene, og bogen giver os et par mere. Men Leonard foregiver ikke at have dem alle, og hun er også tilbageholdende med at forpligte sig på et nyt økonomisk paradigme, for »vi har ikke opfundet det endnu«. Hun er dog sikker på én ting:
»Forandring er uundgåelig. Man kan ikke på ubestemt tid bruge halvanden gang så mange ressourcer, som planeten indeholder.« Mange har kritiseret mindre detaljer i bogen, men kun få har sat spørgsmålstegn ved den grundlæggende forudsætning: At vores nuværende anvendelse af ressourcerne ikke er bæredygtig. Endnu færre har betvivlet hendes optimisme: »Miljøforkæmpere er nødt til at finde på en mere spændende og indbydende måde at tale om disse ting, hvilket jeg håber at gøre med denne bog.«
© Guardian & Information 2010
Oversat af Mads Fres
