Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et Danmarks-billede af i går

Bernd Kretschmer portrætterer Danmark til et tysk publikum. Billedet er tegnet i lyserøde farver. Så lyserøde, at de blænder
Moderne Tider
5. juni 2010

Det er Grundlovsdag. Dannebrog pynter i haver og gader. Politikerne er draget ud i landet for at møde borgerne og give deres besyv med vedrørende rigets tilstand. Nogle vil sandsynligvis påpege, at det netop nu, i krisens tegn, gælder om at stå sammen. Andre vil måske understrege, at de stærke skuldre fortsat skal bære mere end de svage, sådan har det altid været, og det har Danmark nydt godt af. En tredje gruppe vil helt sikkert advare mod alle udefrakommende trusler, som, hvis ikke de blev stoppet af modige mænd og kvinder, ville undergrave det danske fællesskab. En festdag for folkestyret. Et folkestyre, hvis ideologiske forskelle, på trods af forskellige budskaber, trods alt er til at overse.

Vist er Danmark, set med tyske øjne, et hyggeligt land. Traditionerne holdes i hævd. Man har et afslappet forhold til sin egen historie og sine egne nationale symboler. I det hele taget er afstanden kort - ikke kun geografisk, men også mentalt. I modsætning til Tyskland virker Danmark på mange måder som et land i overensstemmelse med sig selv.

En kender af Danmark

Det er også det billede, som Bernd Kretschmer formidler i sin bog. Kretschmer er tysker, men har i årevis arbejdet som Kongerigets repræsentant syd for grænsen, i 1980'erne som presse- og kulturattaché ved ambassaden i Bonn, senere i samme funktion ved det danske generalkonsulat i Düsseldorf, siden 2003 som leder af det danske kulturinstitut i Tyskland.

Med andre ord en vidende, men nok ikke helt neutral forfatter, idet han er vant til at sælge Danmark til et tysk publikum, vant til at bedrive det, man nu om stunder betegner som public diplomacy på Danmarks vegne.

Denne farvning er bogen også præget af. Nogle af kapitlernes overskrifter taler for sig selv: »Tradition og fremskridt - det danske kongehus«, »Trylleformlen hedder viljen til kompromis - Danmarks politik«, »Verden forbavses - fleksibilitet skaber arbejdspladser og økonomisk vækst«, »Lykkelige danskere«.

I det hele taget præsenterer Kretschmer sine læsere for et land, som virker som ét af de sidste paradiser på jorden. Politikerne taler sig til rette. Folk har tillid til hinanden og elsker at betale skat, for de ved, hvad de får retur. Der er fri bane for de kreative energier og ingen bureaukratiske forhindringer. Og hvis bare EU var en smule mere demokratisk og effektivt, og hvis bare indvandrerne ville blive ligesom danskerne selv, ja, så vil kongerigets børn også have nemmere ved acceptere begge dele.

Problemet er ikke, at alt dette er forkert. Der er mange elementer, som har sin berettigelse, især hvis man sammenligner Danmark med andre europæiske lande. Det er rigtigt, at de danske kvinder arbejder og får børn; at forskellen mellem rig og fattig er mindre end i andre samfund; at den politiske kultur er mere konsensusorienteret end f.eks. syd for grænsen.

Er DF isoleret?

Men et billede kan også blive forkert, når nuancerne mangler. For kunne der ikke også argumenteres for, at der netop i disse år iagttages en stigende modsætning mellem arbejds- og familielivet, der f.eks. resulterer i stress og psykiske sygdomme hos mange unge mødre og fædre, for ikke at tale om skilsmisser blandt unge familier? At den sociale ulighed i Danmark netop i det seneste årti er blevet større? Og den politiske kultur bliver mere ideologiseret, således at netop de store og elementære spørgsmål ikke længere bliver vedtaget hen over midten? Bare tænk på krigen i Irak.

Helt kuriøst bliver det, når Kretschmer forklarer, at den skarpe tone i den danske udlændigedebat skyldes Dansk Folkeparti - et parti, der dog i øvrigt møder stor modstand og derfor nærmest står isoleret med sine synspunkter. Hallo? Jo, det er rigtigt, at det kun er omkring 15 procent af vælgerne, som sætter deres kryds ved DF. Men er det interessante ved dette parti ikke netop, at det i den grad har haft succes med ikke kun at sætte dagsordenen, men også med at få de andre partier til at følge trop? At det ikke er Dansk Folkeparti, som er blevet tvunget til at bevæge sig hen imod den politiske midte, men nærmest omvendt?

Det er synd, at bogens forfatter vælger at formidle et Danmarksbillede af i går. Senest har den finansielle og økonomiske krise vist, at de vestlige samfund står over for lignende udfordringer, at alle lande i det globaliserede tidsalder bliver påvirket udefra på en måde, som ikke lader dem stå uforandret tilbage.

Også Danmark er i disse år under forandring. Og måske en erkendelse heraf er den første og vigtigste forudsætning for i længden at kunne bevare det, som bevares skal?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her