Læsetid: 8 min.

Hvem er svenskerne mest bange for?

Det højrepopulistiske Sverigesdemokraterne kan ikke bekæmpes med boykot, tabuisering eller tavshed. Tre bøger forsøger at give et billede af partiet, der er ved at have rystet sin ekstreme skygge af sig og nu er på vej til kunne at spille en politisk rolle i Sverige
Faren fra højre. Det er ikke risikoen for, at den fanesvingende nationalisme får et aboslut flertal og magt, der er farlig. Faren er, at ekstremisterne får placeret sig et sted, hvor de som tungen på vægtskålen bliver attraktiv for en borgerligt konservativ højrefløj og dermed tager teten fra de moderate og forsonlige.

Faren fra højre. Det er ikke risikoen for, at den fanesvingende nationalisme får et aboslut flertal og magt, der er farlig. Faren er, at ekstremisterne får placeret sig et sted, hvor de som tungen på vægtskålen bliver attraktiv for en borgerligt konservativ højrefløj og dermed tager teten fra de moderate og forsonlige.

5. juni 2010

For ikke så længe siden fik jeg fat i en dvd-udgave af den tyske instruktør F. W. Murnaus stumfilmsklassiker Nosferatu fra 1922. Udgivelsen var svensk, og en tekst på kassetten oplyste, at skrækgenrens første mesterværk havde været forbudt i Sverige i over 50 år, før filmen endelig blev tilladt i 1972.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv, hvad det var i denne film, der var så skrækkeligt, at det svenske folk i et halvt århundrede ikke tålte at se den. Hvad var det, filmen anfægtede i en grad, så et demokratisk land som Sverige måtte gribe til censur for at beskytte sine borgere?

Var det synet af den legendariske skuespiller med det symbolske navn, Max Schreck, med den dårlige tandstilling, de udstående ører og det tomme blik? Var det blodet, der havde en så ophidsende effekt på hans vampyr-instinkter? Var det den åbenlyse seksuelle symbolik i hans trang til at suge sig fast i struben på sine uskyldige ofre. Eller var det noget helt andet? Hvad var det helt nøjagtigt, det svenske folk var så bange for, at det ikke engang tålte synet af det i stumfilmens kornede grå-hvide gengivelse?

Nosferatu er ikke nogen helt almindelig vampyr. Overalt hvor han færdes, bringer han en hær af smittefarlige rotter med sig. Som blind passager ombord på et skib, hvis besætning en efter en dør, ankommer han til den tyske havneby Bremen i jagten på en ung kvindes hvide hals, som han kun har set gengivet på et fotografi, og snart rammes Bremens borgere af pesten, og ligtog efter ligtog drager gennem gaderne.

Uskylden må ofres

En sølvkugle eller en pæl gennem hjertet, de traditionelle metoder til at tage livet af vampyrer, er ikke nok til at sætte en stopper for Nosferatu. Der kræves noget mere: et menneskeoffer. En ung jomfru må frivilligt tilbyde ham sin hals natten igennem, så han glemmer tiden, og det bliver for sent at vende tilbage til den kiste, hvor han kan skjule sig for solens stråler, der vil brænde ham op.

Der er meget mere end en seksuel symbolik knyttet til denne vampyr-skikkelse. Der er angsten for smitten, den smitte, som fremmede kan bringe med sig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det næppe var noget tilfælde, at Nosferatu var forbudt i nogenlunde de samme år, hvor Sverige havde meget restriktive indvandrer-love og på uhørt vis benyttede sig af tvangssterilisering over for borgere, der blev anset for degenererede og derfor var i vejen for et sundt og virksomt folkehjems fremdrift. Nosferatu inkarnerede angsten for den fremmede.

Hvad mere var: Den eneste virksomme kur mod Nosferatus rædselsregime var næsten lige så slem som rædselsregimentet selv: Man måtte ofre sin uskyld og selv lade sig smitte. Nosferatu repræsenterede det ultimative svenske tabu, som forener både højre og venstre: urenheden, og hvad der var endnu værre: nødvendigheden af uskyldstabet.

To slags angst

Sverigesdemokraterne, Sveriges fremstormende højrepopulistiske parti, som er tættere end nogensinde på at blive stemt ind i Rigsdagen ved valget til efteråret, har deres Nosferatu: det er indvandrerne. Men resten af Sverige har også en Nosferatu: det er Sverigesdemokraterne.

Fra indvandrerne udgår der en smitte; usvenskhedens smitte. Men det gør der også ifølge det etablerede Sverige fra sverigesdemokraterne selv: intolerancens smitte, og i et Sverige, der understreger sin åbenhed og tolerance, anses intolerance for usvensk. I kampen mellem det officielle Sverige og Sverigesdemokraterne er det to forskellige opfattelser af svenskhed, der tørner sammen.

Dagens Nyheters legendariske chefredaktør Olof Lagercrantz skrev engang, at dyrearterne på de i zoologisk henseende enestående Galapagos Øer var fuldt rustet til at modstå de fjender, der i millioner af år havde stræbt dem efter livet. Men de nye fjender, der blev introduceret, da det første menneske gik i land på de hidtil ubeboede øer, var Galapagos dyrearter værgeløse overfor.

Lagercrantz mente sit billede som en politisk metafor: de fjender, vi kender, er vi som regel rustede til at modstå, for nogle gange lærer vi faktisk af historien. Men de nye fjender, der dukker op, kræver også nye svar, og det er derfor ikke altid nok at studere fortiden. Man må også skærpe blikket for sin samtid. For historien gentager sig kun sjældent.

Er Sverigesdemokraterne en gentagelse af 1930'ernes nationalsocialisme? Eller er det højrepopulistiske parti et moderne svar på moderne problemer? Er det nok at påpege retoriske ligheder mellem dengang og nu og så sætte røde advarselsskilte op? Eller ligger fronterne et helt andet sted, ikke i nazismens tågede forestillinger om blod og jord, men i et forsvar for en truet velfærdsstat?

Modig nærkamp

Radiojournalisten Christoph Andersson er i sin velresearchede bog Från gatan in i parlamenten. Om extremhögerns väg mot politisk makt på jagt efter lighederne. I en undersøgelse, der også bringer ham tæt på det halv-nazistiske tyske NPD, er det imidlertid ikke Sverigesdemokraterne, han sætter fokus på, men det langt mere yderligtgående Nationaldemokraterne. Modigt går han i nærkamp med partiet i pågående og skarpsindige reportager, der ikke lader tvivl om, at her er et parti, der aldrig har sluppet sine rødder i nazismen.

Nationaldemokraterne er til gengæld blottet for vælger-appel og befinder sig med deres voldsdyrkelse og åbenlyse anti-semitisme snarere i en gråzone mellem ekstremisme og kriminalitet. Det lykkes ikke Andersson at overbevise om, at det bizarre parti udgør en trussel mod demokratiet. Deres lave stemmetal demonstrerer, at svenske vælgere har lært lektien: Her er en historie, der ikke må gentage sig. Forbløffende er til gengæld det svenske politis manglende vilje til at efterforske eller bare skride ind over for partimedlemmernes utallige lovovertrædelser. Mikael Ekman og Daniel Poohls bog Ut ur skyggen. En kritisk granskning af Sverigedemokraterne fokuserer på Sverigesdemokraternes rødder i højreekstreme bevægelser af den mest tvivlsomme art. Det er en grundig og overbevisende redegørelse for partiets historie, men også her ligger fokus på ligheder med 30'ernes nazisme. Sverigesdemokraternes forsøg på at rense ud i egne rækker og normalisere partiet med Dansk Folkeparti som forbillede fremstår i det lys som en utroværdig maskerade og deres nylige succes som resultatet af et bedrag.

Niklas Orrenius mener i sin bog Jag er inte rabiat. Jag äter pizza, at der er for mange holdninger og for lidt information om Sverigesdemokraterne i svensk presse, der snarere end at berette om det udskældte parti ser det som sin opgave at bekæmpe det. Orrenius skildrer nogle af de forfølgelser, partiets medlemmer har været udsat for på deres arbejdspladser, og giver om ikke sympatiserende, så dog forstående portrætter af mennesker, der ud fra deres egne forudsætninger ærligt brænder for deres overbevisninger. At deres overbevisning så også indebærer en diskriminerende nedvurdering af indvandrere, lægger han ikke skjul på. Men at beskylde Sverigesdemokraterne for at være nazister i forklædning, mener han kun fratager journalistikken troværdighed. Orrenius efterlyser en journalistik, der ikke er forudindtaget. Selv prøver han dog ikke at sætte det nye parti ind i nogen større sammenhæng.

Et farligtt skred

Både Christoph Andersson og de to forfattere til Ut ur skyggen kæmper mod gamle fjender, som vi genkender, når vi ser dem. Vi er rustede til at modstå nazismen, hvad enten den træder åbenlyst frem eller forklæder sig. Men forfatterne er også realistiske nok til ikke at fremmane et parti, der stræber efter den absolutte magt. De ved godt, at de højrepopulistiske partier aldrig vil få absolut flertal eller bare komme i nærheden. De kan i stedet udgøre tungen på vægtskålen og lokke en borgerlig, konservativ højrefløj, der alt for længe har været henvist til et liv i frustrerende opposition ind i et fatalt samarbejde, hvor det bliver ekstremisterne og ikke de moderate, der ender med at sætte tonen. Det er de opportunistiske alliancer, den frygtsomme eftergivenhed, den gradvise overtagelse af en hadsk retorik, som sigter mod at undergrave den demokratiske tro på menneskers lighed, der er det farlige.

Mikael Ekman og Daniel Pohl siger det tydeligt i efterskriften til Ut ur skyggen. Man bør imødegå Sverigesdemokraterne konkret og med udgangspunkt i principielle ideologiske holdninger i stedet for at tabuisere eller fortie de spørgsmål, de rejser. Man bør endog erkende, at intolerancen findes og er en kendsgerning i det svenske samfund. Den eksisterende integrationspolitik, hvor partierne overgår hinanden i hårdhed og behandler indvandrere, som om de var fjerne satelitter i stedet for en del af samfundet, styrker i sidste ende intolerancen.

Byd dem velkommen!

I et demokrati findes der ingen forkerte spørgsmål. Men der findes forkerte svar. Det siger forfatterne til de omtalte bøger ikke helt. Men det siger jeg som borger i et land, hvor et ekstremt højreparti er kommet til magten i en uhellig alliance med den etablerede borgerlighed. Problemet er ikke mindretallet. Problemet er det altid vigende flertal, der taber forbindelsen til sine egne værdier. Jeg taler ikke blot om den anløbne borgerlighed i Danmark. Jeg taler også om den socialdemokratiske opposition, der tragisk er endt med at tro, at man kan bekæmpe sin modstander ved at overtage hans ord, retorik og tankegang.

Skal Sverigesdemokraterne bydes velkommen i rigsdagen? Det tror jeg, de skal. Det vil måske ligne et politisk uskyldstab for mange oprigtigt tænkende demokratiske mennesker i Sverige. Men i så fald er det et nødvendigt uskyldstab: Nosferatu dør først, når solens stråler rammer ham, og i et demokrati er det debatten, kanaliseringen af konflikter, sammenstødet mellem holdninger, ikke tabuisering, boykot og tavshed, der er solskinnet.

Det forudsætter dog, at de andre partier igen bliver præget af principielle holdninger og en fornyet tro på, at det er muligt sammen at sætte menneskelige mål for hele samfundet. En politik, der indskrænker sig til taktik eller teknokratisk administration af en udvikling, ingen længere tror, de kan påvirke, er i disse år en større fristelse end nogensinde før. Men en sådan skin-politik vil aldrig kunne dæmme op for en fremstormende højrepopulisme. Den giver tværtimod næring til den.

Demokratiets fineste stund er altid solopgangstimen, hvor mørket viger for lyset, og vampyrer forvandles til røg. Men det forudsætter ligesom i en film, der var forbudt i Sverige i 50 år, at man tør lade sig bide og ikke stædigt holder fast ved en indbildt uskyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Julian Jensen

Ekstra information kan også findes/høres i P1 i programmet Agenda fra d. 24-04-2010 om hvordan vores demokrati overgår "svenskens"

jan henrik wegener

så er det måske man skal spørge Carsten Jensen, men for den sags skyld Informations læsere: Ville det være mere "moralsk ophøjet", eller så at sige mere "svensk" eller ligefrem "skandinavisk" hvis flagene ikke havde været svenske (eller danske eller norske) men f.eks. palæstinensiske? Eller symboliserende "frihed" for et eller andet andet -længst muligt væk selvfølgelig.

Christian Olesen

Man kan godt lade sig bide uden at miste værdigheden!
Jeg var til Grundlovsfest på Christiania i går og de er bla. et af de fineste beviser på det, sikke en skønhed op mod løgn og hykleri som hersker udenfor.
Bare de smukke øjeblikke på pusherstreet, hvor en halvtyk "kamphund", overvældet af søvnen er faldet om på gaden og alle går udenom så de ikke fostyrre dens søvn, det er smukt.

Gode betragtninger...

I følge Carsten Jensen er det den 'menneskelige lighed' der er under angreb fra højrepopulisterne.

CA skriver videre: højrepopulistiske partier vil aldrig få absolut flertal eller bare komme i nærheden

Hvad er så højrepopulisternes egentlige hensigt?

Er det mon at befri borgerlige mennesker for en samfundsdebat, som de af mangel på politisk logik ikke magter?

Et blik på VK-regeringens optræden giver svaret.

Jesper Wendt

"Forbløffende er til gengæld det svenske politis manglende vilje til at efterforske eller bare skride ind over for partimedlemmernes utallige lovovertrædelser."

Efter mordet på Palme, var det da fremme en del, at det svenske politi havde en massiv højredrejning, sågar nazistiske rødder. Men jeg har aldrig fået det bekræftet, skal jeg dog tilføje.

Jesper Wendt

VKO genopretnings pakken er jo et udemærket eksempel, på hvad der sker nå højrefløjen må tage de nødvendige beslutninger. Der viser de i sandhed deres hensigter, nu da det var uundgåeligt at spare.

Bo Klindt Poulsen

Er meget sjældent enig med Peter Lauritzen, men vil hermed gerne anbefale hans kommentar, som må være månedens kommentar! :-)

Den gav i hvert fald et godt grin i Århus i dag. :-)

Kirsten Svejgaard

Denne her artikel satte mange tanker i gang hos mig. Er det rigtigt at "trække nazismekortet", når man taler om tidens højreekstremister?

Det synes jeg, det er. For lige som samfundet hele tiden forandres, gentages historien også med skræmmende regelmæssighed. Historiske perioder kan minde om en spiral, der hele tiden kommer tilbage på et nyt niveau og med nye etiketter.

Ja, vi ved, at nazismen ikke må få herredømmet igen, og dér, hvor den tydeligt ser ud som de billeder, vi kender, kan vi værge os imod den. Men nazismen var jo ikke bare Hitler og SS, skrårem og strækmarch. Nazismen var også arbejde til (næsten) alle, optimisme og orden, motorveje og Volkswagen. Den 'almindelige' tysker troede, at koncentrationslejren var en arbejdslejr for de kriminelle og de dovne ("Arbeit macht frei" - som skulle fremmane en forestilling om, at man kunne blive løsladt, hvis man arbejdede flittigt). "We didn't know, said the Bürgermeister", som Tom Paxton har formuleret det i en sang om dem, der ikke vil vide af, hvad der foregår.

I Sverige er det let at tage afstand fra de erklærede nazister med deres voldsretorik og deres tåbelige marcher hvert år på Karl XII's dødsdag. Men som CJ skriver, har Sverigedemokraterne taget ved lære af DF's strategi.

Carsten Jensen sammenligner højreekstremisterne med Nosferatu - og det er måske det rigtige. Men andre sammenligner måske situationen med Pandoras æske: hvis man åbner den, slippes alverdens onder løs.

I hvert fald kan man jo ikke forhindre Sverigedemokraterne i at komme i Rigsdagen, hvis de får stemmer nok. Spørgsmålet bliver så, som CJ så rigtigt siger, om "de andre partier igen bliver præget af principielle holdninger", eller om en moralsk anløben og slatten regering som i Danmark løber med på de højreekstremistiske krav for at bevare magten.

Umiddelbart fremstår den svenske regering jo mere principfast. Hvis jeg husker rigtigt, startede statsministeren f.eks. med at fyre et par af de nye ministre, fordi de i flere år ikke havde betalt TV-licens. I Danmark blev ministre ikke fyret for økonomisk bedrageri eller andre lovovertrædelser. Ikke under denne regering. Men faren er jo, at den stigende tilslutning er symptom på et begyndende skred, der ligesom her kan vokse til noget, der begynder at minde om en lavine.