Læsetid: 5 min.

Mad uden ambitioner

Kedsommeligt. Når man placerer sig der, hvor verdenshavene møder hinanden på den gamle dampskibsbro, der minder os om, at vi engang var Nordens centrum for handel, så forpligter det. Og Ofelia lever ikke op til forventningerne
Åndsforladt. Skuespilshusets café og restaurant Ofelia i København har kastet ambitionerne væk over sommermånederne - måske fordi gæsterne kommer helt af sig selv.

Åndsforladt. Skuespilshusets café og restaurant Ofelia i København har kastet ambitionerne væk over sommermånederne - måske fordi gæsterne kommer helt af sig selv.

17. juli 2010

Hvad er det, man siger? De smukke mænd er ikke gode i sengen, for det behøver de ikke at være. Kvinderne kommer helt af sig selv. Slet og ret fordi manden er smuk. En kliché, men brugbar til at indfange ligegyldigheden. En analogi til sex mellem to mennesker afspejler fint det forhold; at man bør gøre sig umage. Umage i alle livets forhold. Umage for at behage og elske sin næste. Og det gælder ikke kun samvær og sexliv. Det gælder også, når man slår sig op på at lave mad og beværte.

Hvor ville vi være uden passionen for det, vi giver os i kast med? Engagementet? Fordybelsen? Vi ville glide af sted på samlebåndet. Og tælle og tælle. Tælle hvor mange anretninger vi kan kaste ud over disken, uden nogen opdager, at vi ikke gør os umage eller prøver at behage. Vi gør det, fordi vi slipper af sted med det. Gang på gang. For solen skinner nok også i morgen, og turisterne kommer jo forbi igen. Og de kender ikke til det faktum, at vi ikke gør os umage og prøver at behage. Men når en gennemtænkt og arkitektonisk urban blanding af pakhus og kongelighed kommer til udtryk i luftige glasfacader og brune teglstensmure med bredere og grovere mursten, end dem, vi kender fra 1970'ernes parcelhuse, så skaber det en forventning om at spise mad, der er tænkt over.

Skepsis

Café og restaurant Ofelia ligger eminent placeret i det københavnske skuespilhus, der er en del af Det Kongelige Teater. Der på Kvæsthusbroen ud over havneløbet med en 150 meter lang egetræspromenade, er der mange der gerne vil sidde. 180 mennesker kan placeres på dækket, der har arkitekttegnet bar, liggestole og Verner Panton-møbler, udsigt over vandet og denne sommerdag, en ordentlig omgang turister serveret helt uden regning.

En presset tjener

Vi er to, der har booket et bord, men der er ikke plads udenfor. Indenfor er fire mennesker i færd med at spise, og udenfor er der omkring tredive spisende gæster. Altså langt fra en fyldt restaurant. Der, hvis den er fuldt booket kan rumme flere hundrede mennesker. Vi bliver enige med tjeneren om at vente på et bord udenfor. I mellemtiden erhverver vi os et par glas danskvand med lime og citron fra baren. Efter 10 minutter bliver vi anvist et bord. Vores tjener kigger skeptisk, da vi nede ved bordet informerer ham om, at der er danskvand i glasset, og at vi ønsker at få det skrevet på vores regning. Hans mistro får ham til at tjekke i baren, om vi taler sandt. Det ligner jo cocktails. Og gæster dem kan man åbenbart ikke stole på. Da tjeneren selv kommer frem til, at han vist var lidt flabet (ved at indikere, at vi løj) insisterer han på at finde et par ekstra gode glas vin frem til os. Med to glas Mãcon-Village fra det sydlige Bourgogne i hånden, er det tydeligt, at vores tjener er presset. Han dækker øjensynligt hele udendørsstillingen for restauranten. Og vi bliver da også i sidste ende opkrævet 45 kr. per glas vin. En vin, der med en let blomst og en anelse for syrlig frugt passer fint til den sursøde oplevelse, vi så småt har taget anløb til.

Om aftenen på Ofelia kan man normalt vælge en treretters menu. Men desværre var køkkenet denne sommeraften udgået for menuen. I stedet blev vi henvist til et cafékort af den slags med burger, sandwich, lidt tapas og salat. Derudover var der et lille udvalg at grilltallerkener på kortet. Skuffelsen havde muligvis været langt større, hvis man var taget ud for at spise, fordi man havde haft mærkedag eller var fuldt ud opsat på et spise tre retter.

Vi skruer forventningerne ned og satser på et par grilltallerkener med salat og kartoffelsalat (129 kr.). Jeg hopper på laksen og min ledsager på et stykke grillet kylling. Ud over noget helt udmærket brød bagt med rigeligt æg og et fint tilberedt stykke grillet laks med sprødt skind er der ikke mange lyspunkter. Det resterende er det næsten kedsommeligt at beskrive; det vandede icebergsalat, der udgjorde salatbjerget under laksen, eller de næsten rå kartofler, der var vendt i en majonæse og udgjorde en kartoffelsalat. Min ledsagers kylling var tør, smagte opvarmet og var næsten helt uden smag. Salaten, vi bestilte på siden var djævelsk kedelig og sjusket anrettet. En salat med spæde sommergrøntsager og sennepsdressing lovede kortet (99 kr.). Snarere var der tale om en omgang vandsjasket icebergsalat, der synede af en salat, der havde ligget i en stålbeholder med lidt for meget vand - lidt for længe - bælgærter, fire små, spæde gulerødder og et syltet løg. Rørt med en vandet sennepsdressing, hvor kun de små sennepskorn afslørede, at der var dressing på.

Serveret som var det kastet ned i en skål og rystet med ligegyldig hånd af et menneske med lukkede øjne. Respekten for danske råvarer var svær at få øje på.

Det kunne have set flere takker bedre ud, hvis man havde været stolt af de friske ærter og ikke gemt dem i bunden af en skål med vand, eller hvis man havde brugt noget salat, der havde lidt mere struktur end en omgang blade i vand.

Det skal smage af omhu

Når man kaster ambitionerne væk over sommermånederne, fordi gæsterne kommer helt af sig selv. Og hvis man tror køkkener er gode i sengen, bare fordi kroppen ser godt ud, så tager man fejl. Når man placerer sig der, hvor verdenshavene møder hinanden på den gamle dampskibsbro, der minder os om, at vi engang var Nordens centrum for handel, så forpligter det. Det brand København bygger op ved blandt andet at værne om det arkitektoniske, det urbane og det historiske. Det skal dufte af kvalitet og smage af omhu, helt ud til fingerspidserne. Ligesom byggeriet til 900 millioner kroner. Maden kunne have spillet så fint ind med omgivelserne, men så var den faktisk både åndsforladt, vandet og kedelig.

Til gengæld var det rimeligt til prisen. Men det giver ingen mening, når det slet ikke spiller. Vi kan have lov at håbe, at det var en engangsforseelse. I morgen gryr endnu en dag, hvor køkkenet i denne arkitektoniske perle kan gøre sig umage. Også selvom de ikke behøver.

Skuespilshusets café og restaurant Ofelia, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K, Tel: 33 69 39 31, Ofelia@kglteater.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu