Læsetid: 6 min.

Mandlen i brystet

Tove Ditlevsen blev født i 1917 og døde i 1976, da hun tog sit eget liv. Hun havde tabt modet på livet og trak sig tilbage – som når man forlader et selskab i utide. Og denne gang mente hun det alvorligt
Gravsted. Tove Ditlevsen begik selvmord for at få fred - ikke mindst for sig selv - så al unødvendig støj i anledning af hendes sjæl ville blot have irriteret hende. Inden sin død endte hun dog alligevel med at ønske sig en stor og smuk højtidelighed i Kristkirken. Og det fik hun.

Gravsted. Tove Ditlevsen begik selvmord for at få fred - ikke mindst for sig selv - så al unødvendig støj i anledning af hendes sjæl ville blot have irriteret hende. Inden sin død endte hun dog alligevel med at ønske sig en stor og smuk højtidelighed i Kristkirken. Og det fik hun.

Tomas Cochello

10. juli 2010

»I gamle dage havde de begravet dig uden for kirkegårdsmuren,« siger jeg og lægger et par hjemmeavlede roser på den rå granitsten, der er sat over Tove Ditlevsen på Vestre Kirkegård i København. Tove Ditlevsens forhold til naturen var præget af nogen distance, faktisk gjorde al anden natur end Søndermarken og Vestre Kirkegård hende skrækslagen, og stiv i botanik var hun af samme grund langtfra, så jeg vil være sikker på at give hende en blomst, hun kan genkende.

»Og der var ikke blevet sunget sjælemesse for en selvmorder,« fortsætter jeg nøgternt, vel vidende at Tove Ditlevsen sandsynligvis ville have været bedøvende ligeglad med en sjælemesse. Til syvende og sidst begik hun selvmord for at få fred - ikke mindst for sig selv - så al unødvendig støj i anledning af hendes sjæl ville blot have irriteret hende.

Tove Ditlevsens grav er nummer 23 i række 14, afdeling 9, en af de trekantede afdelinger omkring Stjernevejspavillonen. Nogen har anbragt en lille fugl over 'Ditlevsen', tidligere var der to små elefanter. Det opdager man, hvis man googler hendes gravsted. Hvem mon kommer med stadig nye dyr og fugle?

I 1999 er en kvart sol af gravstedet blevet afgrænset med flade sten. Her ligger Michael Ryberg, Tove Ditlevsens søn med Carl Ryberg, den læge, der gjorde hende til narkoman. På Michael Rybergs lille sten sidder hele to små fugle, og graven er tilplantet med begonier og lobelier, vækster, hans mor havde været ude af stand til at identificere.

En bitter mandel

En af de myter, der går om Tove Ditlevsen, er at hun begik selvmord efter at være blevet forbigået ved uddelingen af Akademiets Store Pris i 1974. Og sandt er det, at det var en smertelig skuffelse for hende, skønt hun energisk benægtede det.

Men skuffelsen havde hun så at sige overstået med et tidligere selvmordsforsøg, som imidlertid er bedre kendt end det, der lykkedes, fordi hun selv har skrevet om det. Hvad hun i sagens natur ikke var i stand til den sidste gang.

I 1974 var hun søgt op i Rude Skov ved Holte, men overlevede ironisk nok på grund af sin skræk for naturen. Selv om hun ville dø, turde hun nemlig ikke gå ind i skoven, så hun lagde sig i udkanten, hvor hun blev fundet af en hundelufter.

I sin ugentlige klumme i Politiken fortalte hun den 6. oktober 1974 om selvmordsforsøget:

»Jeg gav mig selv et kvarters hvile, før jeg tog fat på det sidste stykke arbejde, jeg skulle udføre. Hvilken umådelig fred og stilhed på denne våde plet i skovbunden! Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Det regnede stærkere og den strålende københavnske himmel var fulgt med mig, og lige før intet nogen sinde mere ville forandre sig - nu lå jeg oven på soveposen - rev de allersidste ord sig løs fra min bevidsthed til noget, der lignede de trætte sprukne toner fra en lirekasse.«

Og så citerer Tove Ditlevsen en børnesang af Louis Levy, 'Prinsesse Klare':

»Højt på kransekagens top/står prinsesse Klare./Røde støvler har hun på./Himlen hende bevare.//«

»Røde støvler, en hat med fjer,/de sødeste pusselanker./Men i det skønne sukkerbryst/en bitter mandel banker.//«

»Oh, en grusom konditorsvend/forbitrer hende lykken./Dog må hun holde sig stiv og strunk/for hun har ståltråd i ryggen.//«

»Himlen bevare prinsessens liv/og skærme hendes vandel./Den kan sagtens, der har i sit bryst/en ganske almindelig mandel.//«

En slags sjælemesse blev det så alligevel til i 1974.

Tove Ditlevsen mestrede kunsten at udtrykke det indviklede enkelt. Forskellen på liv og død, lykke og ulykke er blot som forskellen på en bitter mandel og en ganske almindelig mandel. De ser ens ud, så man opdager først bittermandlen, når man tygger på den. Men har man først fået den i sig, fylder den hele brystet. Tove Ditlevsen havde på den ene side »fået al den succes, hun kunne ønske sig,« som hun skrev i et brev til eksmanden Victor Andreasen. Hun stod på toppen af kransekagen, men samtidig var hendes liv »blevet dumt uden kontinuerlighed,« efter skilsmissen fra ham. Bittermandlen kommer til at symbolisere digtningen som skæbne. Uden kan hun ikke leve, men med den går livet forbi hende, bliver »dumt«.

I 1974 blev Tove Ditlevsen 'reddet', men hun havde tabt modet på livet. Hun når at skrive sit sidste store værk, Vilhelms værelse, skabt over ægteskabet med Victor Andreasen, men så er det også slut. Hendes depressioner tager til, og i begyndelsen af marts 1976 tager hun livet af sig i en venindes lejlighed. Denne gang havde hun sikret sig, at hun ikke blev fundet i utide.

Jeg husker fra min barndom Tove Ditlevsen som en digter, der var berygtet for at tage livet af sig i ét væk. Men de færreste var klar over, at selvmord for hende var to distinkt forskellige ting. Den ene var råbet om hjælp, når hun havde taget piller og selv ringede efter lægen, det var det, man lagde mærke til. Men den anden var selvmordet som et tilflugtssted, et frihedens sted, der for hende rangerede på linje med digtningen.

»Jeg tror, der i fordømmelsen og forargelsen over dem, der vælger døden frem for livet, indgår et element af misundelse hos alle de mennesker, for hvem denne mulighed af religiøse eller moralske grunde ikke står åben ... Vi, der tit er mere bange for livet end for døden, har ligesom en dimension mere, en følelse af frihed ved tanken om, at vi når som helst kan trække os tilbage med en høflig undskyldning, som når man forlader et selskab i utide,« skrev hun den 4. maj 1974 i Politiken.

Det var den dimension, hun til slut valgte at træde ind i, og at hun vitterligt ikke betragtede selvmord som moralsk forkasteligt, havde jeg allerede et par år tidligere selv erfaret. En ældre bekendt, som jeg en overgang så en del til, havde forsøgt selvmord og var indlagt på Kommunehospitalets lukkede afdeling, hvor jeg besøgte hende. Tilfældigvis var hun også en af Tove Ditlevsens veninder, og mens jeg sad og talte med hende, dukkede digterinden op, iført kongeblå forårsfrakke og en rasende munterhed.

»Du er sgu da også en værre idiot sådan at begå selvmord midt i påsken,« begyndte hun, »alle de gode læger er jo på påskeferie!« Og så fortsatte hun med et godt råd:

»Næste gang må du hellere spørge mig til råds først!«

De grinede og pjattede, og selvmordskandidaten kom i perlehumør.

Far verden, farvel

Men til sidst var det alvor. Og da det kom til kritten, ville Tove Ditlevsen alligevel gerne have en art sjælemesse.

»Jeg er døbt i Kristkirken, og fra den vil jeg gerne begraves,« skrev hun i et efterladt brev til sin datter.

»Præsten skal kun holde en kort tale før Fadervor og det sædvanlige ritual. Jeg vil ligge på Vestre Kirkegaard, hvor jeg så tit legede som barn, og det hele skal være officielt, altså ikke noget med at 'bisættelsen har fundet sted'. Af salmer skal der synges 'Far verden, farvel' og 'Gud ske tak og lov, vi så dejligt sov', som var det første digt jeg nogen sinde hørte.«

Det, hun ønskede, var den hyldest, hendes læsere kunne give hende.

»Tanken om den store og smukke højtidelighed« kom ikke af, at hun var blevet »hellig« på sine gamle dage, skrev hun, »men mange mennesker vil ønske at vise mig den sidste ære, og det skal de have lov til.«

Det fik de. Mellem 800 og 1.000 mennesker, de fleste kvinder fra Vesterbro, kom til Kristkirken. Begravelsen skulle finde sted klokken 12, men allerede flere timer før var de første mødt op, og ved halvtolvtiden måtte kirkebetjentene have hjælp af politiet for at regulere tilstrømningen. Kirken var fuld, mente myndighederne, men kvinderne havde en anden opfattelse. De fandt plads på pulpituret, i sidegangene og til sidst flokkedes de omkring orglet. De sidste mange hundrede måtte dog nøjes med at aflevere deres blomster, kirkegulvet var allerede stuvende fuldt af buketter og kranse.

Så ventede de udenfor. Ned ad Istedgade stod de, flere aviser havde nemlig ment, at kisten skulle føres ad barndommens gade på vejen til kirkegården. Det havde dog intet på sig. Men også de ventende kvindeskarer fandt en måde at udtrykke deres bevægelse på. Da kisten blev ført ud, nejede de for den døde. Tove Ditlevsen blev fulgt til graven som en dronning.

Eller en prinsesse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu