Tour de Bière

En cykeltur idet danske sommerlandskab, med ølstop på de lokale mikrobryggerier, rejser lokkende ferieperspektiver, men årets mest vellykkede sommerøl er et importprodukt, som kun forhandles på Vesterbro i København
10. juli 2010

Lige netop nu er Danske Ølentusiaster i gang med Tour de Bière, et etapeløb, som strækker sig over 550 kilometers dansk højsommerlandskab. Og for enden af hver etape findes noget, som er fuldt så forlokkende som kindkys fra smukke sparekasseassistenter fra Fran-krigs provinser. Nemlig et optankende besøg i et af de mange lokale mikrobryggerier, som vort land i de senere år er blevet så lykkeligt oversået med.

Ølatleter i eliteklasse

At dømme efter fotoreportagen på DØ's hjemmeside, er det ølatleter i sand eliteklasse, som deltager. Mange er tydeligvis vant til at sørge for en væskebalance i højt niveau, derom vidner deres beundringsværdigt fyldige pondus. Konceptet er genialt: Først oparbejder man tørst i overstørrelse på landevejen. Så slukker man den med stride strømme af det bedste øl, der brygges på den egn, man just er cyklet gennem. Og således arbejder man sig dag for dag igennem Sommerdanmark.

Alle kan lave deres egen rute. En fin oversigt over det mest oplagte pitstop kan findes på oelruten.dk. Selv ville jeg lægge min rute forbi Det Lille Bryggeri (hvis de ellers tager imod - ring lige først - for der er tale om et hobbybryggeri, hvis bryggere også skal passe civile hverv som brandmand og pædagog). Og det ville jeg gøre i frydefuld forventning om at lade min drøbel kærtegne af endnu flere dråber af Danmarks bedste hjemmebryggede sommerøl, Hindbærskum.

En blæret øl

Måske er Hindbærskum ikke akkurat innovativ, men den matcher de bedste inspirationsforlæg.

Der er tale om en lys belgisk ale tilsat gær af typen brettanomyces bruxellensis og hindbær i overmåde mængder. Det resulterer i en blæret og potent frugtøl med fornem rød glød og bærsød, aromatisk duft. Anslaget er syrligt, og i smagsbilledet er hindbærelementet ikke overraskende altdominerende, skønt også kirsebær og marcipan og lettere noter af balsamico titter frem. Forfriskende og behageligt tør. Ubefæstede sjæle, der ikke kender genren, vil nok finde den en kende sur.

En lurvet blondine

I Barley Wine fik jeg også anbefalet en øl med det noget afskrækkende navn, Lurvet Blondine. Skotske BrewDog har komponeret uartigheden, som skulle være smagt til med passionsfrugter. Det element havde jeg svært ved at sanse, men i min dufts- og smagsoplevelse samlede sig indtryk af moderat til kraftig nyslået hø, umoden frugt, honning, maltsødme og måske en tvist af abrikos. En frækkert man får svært ved at sige nej til, når hun ligefrem averterer med at være let til fals.

Som nævnt i forrige klumme forhandles netop i disse uger i Ølbutikken i Oehlenschlägergade en ganske særegen øl, sjælden og yderst eftertragtet og med en hitlisteplacering hos BeerAdvocate.com som verdens pt. niendebedste øl (hvis disse målinger ellers har mening - er nydelseskvaliteter kvantificérbare?).

Bærbombe

Bemærkelsesværdigt nok er Blåbær Lambik fra belgiske Cantillon fremstillet kun for Ølbutikken, men har alligevel kunnet tiltrække sig superlativ opmærksomhed fra ølæsteter i hele verden. Man kan undre sig over, at blåbær ikke i større stil figurerer i lambikker, for manner, hvor de klæder dette tindrende, unikke bryg.

Alene farvespillet, der changerer fra uklart dybblå og karmoisinrød og over i syrenlilla er mageløst at skue! Skumkronen holder sig længe og afsætter store violette bobler. Aromaen er tung af bærfrugt, både blåbær, tranebær og solbær, egetræ, våd hund og hestedækken, men syrlighed vinder over sødme. Cirkulér den i mundhulen og mærk en bærbombe detonere. Rygterne talte sandt. Dette er med bred margin den bedste lambik på markedet og sommerens ultimative øloplevelse.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

BrewDog
Trashy Blonde
33 cl
4,1 pct
22 kr
i BarleyWine, Læderstræde 13, Kbh. K.

Det Lille Bryggeri
Hindbærskum
50 cl
48 k
i Barley Wine

Cantillon
Blåbær Lambik
33cl
5 pct
99 kr.
i Ølbutikken, Oehlenschlägergade 2, Kbh. V.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu