Læsetid: 5 min.

Træt af pis og Merlot?

For enden af Vesterbrogade har en vintosse krænget sin sjæl ud og fyldt et vandhul med det, som hjertet inderst inde begærer - ung Bourgogne og Barolo
Enomania har et nådesløst vinkort - skåret ind til en enkelt vintosses smag. Damiano Alberti (bagmanden) har fire-fem sider med de smukke, unge bourgogner, han har Barolo fra de italienske kongers tågede bjerge, og så lidt fra den toscanske sangiovesekrønike.

Enomania har et nådesløst vinkort - skåret ind til en enkelt vintosses smag. Damiano Alberti (bagmanden) har fire-fem sider med de smukke, unge bourgogner, han har Barolo fra de italienske kongers tågede bjerge, og så lidt fra den toscanske sangiovesekrønike.

Tomas Cochello

10. juli 2010

De fleste restauranter sammensætter et vinkort ud fra devisen om, at man skal repræsentere et fint udsnit i alle prisklasser, og noget fra hele verden. Så kan gæsterne til gengæld sidde og være venneløse i noget der minder om en lille, præbabelsk telefonbog. Resultatet er, at med mindre man løbende læser sine vinbibler eller følger med i Søren Franks publikationer, så er man overladt til at navigere efter pris og velkendte vinområder. Når det kobles med en betjening, der ofte består af studerende eller andet uuddannet arbejdskraft, er den almindelige restaurationsgæst komplet prisgivet. Og overladt til den lidt mærkelige måde som danske restaurationer skaber et dækningsbidrag på. Danskere betaler gerne 1000 kroner for en flaske vin, men vånder sig ved at give mere end 165 for en hovedret. Ergo spiser man herhjemme ofte til kostpris på maden, mens indkøbsprisen på vinen som regel ganges med fire. Og så er det ofte op til de spisende at overbevise sig selv om, at de har fået noget, der er spændende i glasset - en evne der er blevet lige så veludviklet som danske teater- og operagængeres hang til tordnende applauser hver gang de kryber ud af hjørnesofaen.

Gode steder; dér kan du læne dig tilbage og forlade dig på en vinkenders personlige smag, som man bør forlade sig på køkkenets stil. Er du vintosse, så ligger Enomania derude, hvor kragerne vender, Frederiksberg slutter og Valby begynder. Det er et lyst, spartansk lokale, fuldstændig i vinens vold. Alle pengene er lagt på hylderne i kælderen. Og Enomania har et nådesløst vinkort - skåret ind til en enkelt vintosses smag. Damiano Alberti (bagmanden) har fire-fem sider med de smukke, unge bourgogner, han har Barolo fra de italienske kongers tågede bjerge, og så lidt fra den toscanske sangiovesekrønike. Nogle andre vine er alibiagtigt skudt ind i kortet, men man skal være fra Farum for at kaste sig over en af de bare fire bordeauxvine.

Alberti smilte ydmygt: »Jamen, folk har jo deres smag, ikke? Jeg kan godt lide unge bourgogner og barolovine«.

Jamen det er jo dét, ikke? Jeg kan ikke huske, hvorfor man skulle have en anden smag? Når man er blevet træt af pis og Merlot, lærerværelsesamarone og påtaget tolerance for oversøisk vin, så vil man jo i enden bare have bourgogner og baroloer. Eller som bagmanden sagde: Folk kan jo have en anden smag. Som om.

Franskmanden var stolt og spinkel

Du får fire faste retter for 350 kroner. Først en sublim grundbogsrisotto, med møre stykker blæksprutte, lidt jomfruhummer og zucchini. Risotto skal være flydende, og det særlige raffinement i denne 'alt godt fra havet'-risotto var, at blækspruttekraften, den var lavet på, hverken var domineret af skaldyr eller muslinger, som jo ellers er de billigste og almindeligste smagsgivere til den slags. Men jeg jo også blækspruttefan.

Vi drak hvidvinene glasvis; østrigsk Riesling (Weingut, Nigl 05) og Macan-Verzé (Domaine Laflaive 08). Østrigeren kom med gule æbler og petroleum, franskmanden var stolt og spinkel med sine fornemmelser af stikkelsbær. Vi fik ravioli med et perfekt bid som genstridig karamel - det skal give et lille klik mellem dine tandsæt, når pastadejen giver efter for kæbernes tryk. De var fyldt med gelatinøst, braiseret og plukket kalvekød og kom bare med olie og parmesanost. Og jeg havde bestemt mig for et gensyn med en gammel forelskelse: Fennochios Baroloer. De er mærkeligt nok sjældne herhjemme.

Jeg mødte engang Claudio Fennochio. Han var kørt til et sommerhus i Vestjylland i en Lancia på størrelse med et bæltekøretøj og bagsmækken proppet med vilde og mærkelige vine. Han var blevet taget ud af skolen det øjeblik, undervisningspligten ophørte, og hans uddannelse havde bestået i, fra han var purk, at gå sammen med far i vinmarkerne. Og han havde lært at lave vin som hans far gjorde, og hans far før det. Sønnike skulle overtage vingården. Claudio har nærmest gjort sine vine endnu mere fundamentalistiske og traditionelle. Han er gået tilbage til at trampe vinen med fødderne. Old school is the only school.

Sært nok har Fennochio-vinene aldrig fået det prishop, som al Barolo ellers har. Husets politik har været ikke at skrue priserne i vejret. Sagen er nok også, at når man er vokset op med ejerskab af nogle af Europas mest sofistikerede jorder, så diskuterer man ikke, om man skal leve godt eller skidt, men bare hvor godt man skal leve. Claudio talte ikke fremmedsprog, havde ingen uddannelse over syvende klasse. Men han vidste alt om vin, trøfler og hidsige italienske motorcykler og sportsvogne. Vi drak hans Riserva, Bussia fra '99 (795 kroner!). En vin hvor Claudio er lykkedes med næsten at udradere frugten, det er noget af det mindst moderne, du kan tænke dig. Den smager af vildt kød, tobak og tjære og er som et utæmmet dyr. Den lukker sig kun langsomt op, den er lige så uindladende som gamle penge: Den er (vin) kultur, der ikke behøver at forklare sig selv. Enten forstår du det, eller også gør du ikke. Det er brutalitet klædt i fløjl. Når du ikke kan holde den moderne verdens kreative destruktion ud længere, når du kun kan se forlorenhed og rastløshed i din tid. Så riv proppen af en af Claudios vine, og drik fra tågebjergenes pulsåre. Det er blod og jord, et højere sprog, der er inderindret i det europæiske menneske.

De to forretter, primierne, var smukke - italienske og klassiske. Secondoen var et stykke mørt oksemørbrad, stegt rødt og fint, og med sky og lidt kartofler til. Ikke at der var noget galt med det, men mørbrad an sich, gør bare ikke noget for mig. Fint håndværk, god råvare, men slet ikke så særegent som resten af oplevelserne på Enomania.

En trold vi havde danset med før

Vi byttede desserten ud med dejlige, lagrede oste - for vi ville have mere Barolo, ville vi. 05 er en flot årgang - vi gik til Bartolo Mascarellos '05 Barolo (955 kroner). Endnu mere burgundisk var den, men med florlette fornemmelser af frugt og en anelse af vanilje og kirsebær. En smuk vin, men på en måde var aftenen domineret af den trold, vi havde danset med før.

Enomania er et godt billede på, hvor meget god mad du kan få i København for mellem tre og firehundrede kroner i dag. Men det slipper du ikke med. For selvom du kan kigge på kortet og finde fine og betalelige vine - så er stedets natur at dykke ned i sine drifter og drikke de ting, man i virkeligheden helst vil have. Vi spiste, tre mand, for cirka hvad det koster at have to børn i daginstitution i Københavns Kommune.

Enomania. Vesterbrogade 187, 1800 Frederiksberg C. Tlf. 33 23 60 80

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu