Læsetid: 3 min.

Udskældt bog viser New Labour indefra

Vi kender alle de tidligere Labour-premierministre Tony Blair og Gordon Brown. Nu fortæller den tredje New Labour-arkitekt om moderniseringsprojektet - og de efterfølgende intriger
31. juli 2010

LONDON - Den britiske Labour-politiker Peter Mandelson har hele sin karriere været kendt som giftig, underholdende, manipulerende og aldrig bange for at lave en smule ravage. Hans erindringsbog - The Third Man - Life at the Heart of New Labour - lever til fulde op til hans generelle eftermæle.

Hans intention, siger han, er at give Labour-partiet mulighed for at lære af fortidens fejl, før formandsvalget til efteråret - en påstand der er blevet grinet af lige siden. Jo, Mandelson er uden tvivl Storbritanniens mest udskældte mand, og hans bog er sommerens mest udskældte bog. Men for partiets egen skyld bør både fodfolk såvel som de aspirerende ledere læse den alligevel. For hvad end Mandelsons motivation med bogen er, så er der en række vigtige pointer, som partiet gør klogest i at tage til efterretning, med mindre det befinder sig godt på oppositionsbænkene.

Den tredje mand

Peter Mandelson var del af den oprindelige trio, der skabte New Labour. De andre to er langt mere kendte: Nemlig Tony Blair og Gordon Brown. Derfor titlen 'Den Tredje Mand', der også tilkendegiver, at de to kolleger begge trods alt endte som landets premierministre, mens Mandelson selv oplevede at blive fyret to gange som minister for at blive hentet tilbage en tredje gang i Labour-regeringens sidste år.

Bogen består dels af Peter Mandelsons personlige historie og dels af hans version af tiden før, under og efter skabelsen af New Labour.

Hans relative ukendthed gør hans personlige historie særlig interessant. For eksempel har undertegnede altid undret sig over påstanden om, at denne designbevidste, Oxford-uddannede mand med hang til luksusferier og fine bekendtskaber var »født ind i Labour«. Så det er interessant at få at vide, at manden er barnebarn af tidligere Labour-minister Herbert Morrison. Og det er spændende at høre om en familie, der fulgte Labours interne debatter og kampe med de konservative på samme måde som »fodboldfanatikere var fikserede på (...) lokalopgør«.

New Labour

Fortællingen om New Labour-projektet strækker sig over perioden fra slutningen af 1970'erne, hvor mindre grupper i partiet begyndte at efterspørge modernisering, til valgnederlaget til de konservative i maj i år. Mandelson får læseren til at forstå, hvorfor modernisering af partiet var en nødvendighed, og dermed hvorfor New Labour endte med at se dagens lys.

Han tager læseren med ind på det pressekontor, hvor hans egen Labour-karriere startede - stedet, hvorfra han med sin baggrund i tv-journalistik revolutionerede måden, partiet kommunikerede med vælgerne på. Han blev »Storbritanniens første spindoktor«, som han med slet skjult stolthed beretter. Imidlertid var 'produktet' stadig det samme, og hans personlige hunger efter at forny partiet og gøre det valgbart igen fandt genklang i det lille kontor, som de nyvalgte parlamentarikere Tony Blair og Gordon Brown dengang delte.

Der var andre 'fornyere' - de fleste blev senere kendte som ministre i Labour-regeringerne - men det var »de tre musketerer«, som medierne døbte dem, der var de oprindelige New Labour-arkitekter.

Mandelson, der i 1992 tog springet fra pressekontoret til parlamentets bænke, beskriver detaljeret om frustrationer samt personlige kampe, valg og skuffelser i hele perioden, og enhver, der er fascineret af britisk politik, vil sluge denne bog.

I Storbritannien har bogens detaljer om Blair og Browns personlige kampe fået mest omtale, om end de fleste briter allerede kendte hver en detalje. Men ligegyldigt om man kender historierne eller ej, er det fascinerende at være 'til stede' i rummet, når Blair siger til Mandelson, at Brown har noget »paranoidt over sig« og er »en frygtelige mikrofinansminister«, der »blander sig i alt« og »ødelægger tingene«.

Vigtige erfaringer

I sidste ende er det imidlertid en tragisk historie om store egoer, der var ude af stand til at tilsidesætte personlige ambitioner i landets og partiets interesse. Men det er også historien om et parti, der ikke fandt det nødvendigt at forny sig, og som derfor - næsten ved et tilfælde - endte med at blive styret af en lille gruppe fornyere. Mandelsons morale er, at partiet anno 2010 igen risikerer at returnere til 80'ernes reformforsigtighed, og at det er vigtigt denne gang at have en bred diskussion og accept af den nødvendige fornyelse.

»Vi gentager behovet for at tage ved lære af fortiden, men der er en forventning om, at vi vil være tilbage i regering, sandsynligvis ved næste valg, og senest ved valget efter,« skriver han om partifællernes holdning efter maj-nederlaget.

Det var denne holdning, der sikrede partiet fire regeringsperioder i opposition. Mens Miliband-brødrene og de øvrige kandidater tygger på den, kan resten af os blot nyde at blive underholdt og belært af en af Storbritanniens mest farverige politikere.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu