Læsetid: 5 min.

Beværtet: Så er der gnocchi!

Ud at spise i Rom med Clara og hendes nye og helt ulidelige kæreste
Rom. Stedet står ikke i Gerts guide-bøger, og det gør at man slipper for hans slags - og al deres vrøvl om 'det ægte Rom'.

Rom. Stedet står ikke i Gerts guide-bøger, og det gør at man slipper for hans slags - og al deres vrøvl om 'det ægte Rom'.

Rene Mattes

28. august 2010

Clara jublede, da hun erfarede, at vi ville være i Rom samme weekend. Jeg alene, hun sammen med sin spritnye kæreste Gert, ex-forsanger i et medium-hot 90'er-band og nu et eller andet med webdesign. Clara har en evne til at finde ulidelige mænd, den ros skal hun ha', men jeg havde hvidvinschantet på at bortradere hendes grufulde track record og slentrede nu mod Caffè della Pace, min yndlingsbar, med et åbent sind og en pudderfarvet cashmèresweater over skuldrene. Gerts signatur-lange rockhår var væk, til gengæld havde han fået briller, med farvet stel; hvilket alle dage har været et alvorligt faresignal.

»Jeg glæder mig sådan til at blive guidet rundt i Rom af jer to kendere,« sagde Clara. Hendes stemme lå en terts for højt. Vi fik en flaske pinot grigio og det sædvanlige fad pindemadder.

»Wow!« sagde Clara. »Kendte du den her bar, Gert?«

»Jeg kommer aldrig herinde i turistdelen mere,« sagde Gert.

En 80-årig mand i rosa skjorte slentrede forbi med sin datter på armen. Clara tog en bid af pindemadden.

»Uhm, der er noget trøffel i den her,« sagde hun.

»Essens,« sagde Gert. »Der er ikke mere trøffel i den olie, end der er spejdere i spejderhagl.«

»Er det egentlig grønne eller blå spejdere, der ikke er i dem?« sagde Clara. Der var heldigvis en grænse for hendes blondine.

Jeg havde bestilt bord på La Pollarola, en sikker vinder bag Campo dei Fiori. »Nå, ja. Det er et rigtigt danskersted,« sagde Gert. På min anbefaling fik vi alle tre fettucine funghi porcini til forret. Alt var som det skulle være: De evige tjenere, hvidvin fra Lazio (Sergio Mattura), pastaen al dente på sekundet, dyb karl-johan-smag, fred på den lille piazza, men stadig pulsen fra Campo dei Fiori. Gert fik maialino porchettato (pattegris). Clara og jeg tog rombo al forno (pighvar), som tjeneren kunstfærdigt fileterede ved bordet, lidt dampet spinat med god olie og rosmarinstegte kartofler. Clara skålede i begejstring.

Ansporet af mine pluspoints gav Gert sig til at bestille den ene flaske rødvin efter den anden. Barolo, Barbaresco og en masse andre som endte på o. Men enten var mine smagsløg barnagtigt afvisende, eller også valgte han de forkerte flasker. Vi sluttede med tiramisu, og den laves ganske enkelt ikke mere præcist. Så ville Gert hjem.

På rejser og i kortspil ...

Vi lejede cykler næste dag og kørte ubesværet rundt i trafikken. Ved frokosttid brugte vi en time på at finde Gerts lille hemmelige restaurant »uden skilt på døren, hvor mamma på 85 laver whatever hun har lyst til«. Vi gennemtrawlede sidegaderne ved Piazza del Popolo, indtil sursultne Clara skar gennem og pegede på et skilt. Gusto, stod der. Det viste sig at være et gennemført designet lille imperium, bestående af restaurant, pizzeria, butik og vinbar. Der er tre millioner restauranter i Rom, som alle laver de samme 20 retter, således også Gusto. Men spisekortet var funky og tjenerne lignede modeller.

»Det her har absolut intet med Rom at gøre,« sagde Gert.

»Ikke andet end at det ligger i byen,« sagde Clara.

Jeg fik verdura mista fritta, fritterede grøntsager i dej. Det kan være en klæg og bastant ret. Her var den let og sprød. Zucchiniblomster, gedeost, mozzarella, aubergine. Clara fik pappardelle (bred båndpasta) med funghi porcini, også det uhyre delikat. Gert havde bestilt en trancheret bøf med stegte kartofler og kunne ikke finde noget at klage over, hvor gerne han end ville. Gusto er professionelt drevet og høj man får kvalitet for pengene. Vi nåede ikke vinkortet den dag, men der var masser af interessant vin på glas og til en fair pris. Gusto står ikke i Gerts guidebøger til det autentiske trattoria, hvilket lykkeligvis betyder, at man undslipper turister af hans kaliber og al deres fordrukne sludder om »det ægte Rom«.

Gert tog ud til Testaccio for at få en oprindelig arbejderklasseespresso, og jeg hev Clara op på Hotel Raphaëls tagterrasse. Priserne er lavere end på nærliggende Piazza Navona, men udsigten er ubetalelig.

»Hvordan har I det?« spurgte jeg.

»Folk afslører sig i kortspil og på rejser,« sagde hun.

Den danske drøm

Gert havde inviteret Clara på romantisk middag samme aften, og jeg var lettet over bare at sidde med et glas vin på Piazza Madonna di Monti, da min telefon ringede. Det var Clara.

»Gert vil rigtig gerne ha' at du kommer med.«

Taverna Trilussa er den danske drøm om et rigtigt romersk sted. Vinen slyngede sig troværdigt ned ad de patinerede gule mure, brosten var der, lamper med gyldent lys. Ejeren tog imod ved indgangen. Smuk mand i kostbar, marineblå pullover, som kindkyssede storrygende overklassekvinder og sendte dem til den højre del af den store terrasse. Jeg røg til venstre. Dér sad Clara og Gert.

»Nå, kan du li' stedet?« spurgte han. »Du skal glæde dig til maden.«

Spisekortet var tonsetykt og let forvirrende. Først var der adskillige sider med skinker fra hele Italien, så tilsvarende mange oste, heraf alene 50 på får. Indimellem var der en del af de klassiske, romerske retter og så en side, hvor de slog et slag for oksekød fra Chianti. Ingen fisk. Vinkortet var meget imponerende.

»I må ikke snyde jer selv for Ravioli Mimosa,« sagde Gert. Ifølge kortet en prisvindende hjemmelavet ravioli med hemmeligt fyld. Den tog vi. Men først brød, og hey, lad os lige én gang for alle aflive den rutineprægede lovprisning af italiensk brød. Fakta: Det bliver tørt i det sekund, man skærer det for, og det mangler salt (selvfølgelig er der undtagelser: Pane Romana fra bageren i hjørnet af Campo dei Fiori, for eksempel).

Raviolien blev serveret på pande og lå i en sovs af smeltet ost. Det hemmelige fyld var måske lavet på artiskok; jeg skriver 'måske', fordi det ikke smagte af noget. Retten skreg på noget syre til at snyde den anmassende fedtprocent, men dens skrig om hjælp blev ikke hørt.

»Her er sådan lidt Grøften-agtigt, er her ikke?« sagde Clara, og det var egentlig temmelig præcist. Grøften er et dejligt sted, men stemningen er bedst. Gert og jeg delte en humpel af det berømte kød fra Chianti, og det smagte godt og var fint stegt, men smørmørt var det ikke. Clara fik coda alla vacinara, en romersk klassiker (oksehaleragout). Tomatsovsen så for lys ud, og kødet faldt ikke ligefrem af halen. Vores salat var blandet med ignorance og uden dressing, de hvidvinskogte kartofler smagte umiskendeligt genopvarmet, kun de helstegte babyartiskokker var en delikatesse. Vinen var god, og der var for meget af den.

Som kaldet

Jeg kunne ikke bære at overvære endnu et nederlag til Gert, og derfor kom diskussionen om gnocchi som kaldet. Jeg aner ikke, hvordan den opstod, men jeg husker, at den omhandlede, hvorvidt denne pasta altid og udelukkende er lavet på kartoffelmel. En af dem mente noget andet. Først gav Clara sig til at google opskrifter på sin iPhone, siden blev en tjener kaldt ind som vidne og sluttelig forlod Clara selskabet i blindt raseri. Sådan kan man også gøre det.

Gert og jeg gik ud i Trasteveres kulisser og drak Heineken og fandt ud af, at vi begge var indædte Rod Stewart-fans, samt at hans fætter var den legendariske Ole Rutebil, som jeg tog en del speed med i 80'erne.

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu