De nye rejsekammerater

Paul Berman analyserer vestlige intellektuelles knæfald for islamismen i en fremstilling, der afslører en række toneangivende vestlige intellektuelle som lige så afvisende over for realiteterne, som Sovjets åndelige håndlangere var det under Den Kolde Krig
Tariq Ramadan. Ramadan har aldrig taget afstand fra Det Islamiske Broderskabs samarbejde med Hitler-Tyskland, alligevel hyldes han af førende vestlige intellektuelle som en eksponent for et moderne islam.

Tariq Ramadan. Ramadan har aldrig taget afstand fra Det Islamiske Broderskabs samarbejde med Hitler-Tyskland, alligevel hyldes han af førende vestlige intellektuelle som en eksponent for et moderne islam.

Salvatore di Nolfi
21. august 2010

Den amerikanske journalist Paul Berman har interesseret sig for at kortlægge sin egen generation, 68-generationens, udvikling og idehistorie - og har samtidig bakset med idehistoriske emner som i det store essay Terror and Liberalism i 2003, hvor han lokaliserede den aktuelle islamismes rødder i 20'ernes fascismer. I hans ny bog The Flight of the Intellectuals flyder disse to interesser sammen i et angreb mod intellektuelle kolleger på den vestlige venstrefløj - for at bøje sig for fascistiske forestillinger i islamismen. Bogens titlen spiller naturligvis på Julien Bendas klassiske La trahison des clercs - klerkenes forræderi - fra 1927, der kritiserede tidens intellektuelle for at svigte oplysning og universalisme til fordel for hver deres etniske dyrkelse af blod og jord. Men en nyere parallel er naturligvis de kommunistiske fellow-travellers - rejsekammerater - de intellektuelle i Vesten, der måske ikke selv var kommunister, men som var med på rejsen og derfor fandt det nødvendigt at tie om kritiske forhold i Sovjet - ja, at lukke munden på kritikerne.

Fascistisk arvegods

Nu er 'fascisme' jo et rigtigt hårdt ord, der af mange slynges til højre og venstre i flæng. Så Berman er klar over, at han har en bevisbyrde at løfte. Han mener ikke bare, at islamismen har visse ligheder med fascisme - han argumenterer for, at den er explicit inspireret af fascismen, har samarbejdet med den og stadig hylder den. Denne opgave gør reelt og noget overraskende den omstridte 'euro-muslim' Tariq Ramadan til bogens hovedfigur. Hele første halvdel af bogen medgår til at dokumentere reelt existerende fascistisk arvegods i Ramadans nære bagland. Ramadan står som det Muslimske Broderskabs mest vellykkede pr-talsmand med sin velpolerede og tilsyneladende milde version af Broderskabets islamisme - og kunne aldrig selv finde på direkte at ytre et fascistisk ord. Men han er ikke bare barnebarn af Broderskabets grundlægger Hassan al-Banna, han priser ham også i tale og skrift, ligesom han igen og igen i beundring og ærefrygt henviser til visdommen hos bedstefaderens gamle ven, den endnu levende Yussuf al-Qaradawi - uden nogensinde at lægge afstand til disse figurers udtrykte hyldest til Hitler og jødeudryddelsen. Berman øser her af europæisk kulegravning af disse emner, såsom Caroline Fourests bog Frere Tariq (Broder Tariq) og Mallmann og Cüppers Halvmåne og hagekors om det islamistisk-nazistiske samarbejde under krigen. De suppleres med Jeffrey Herfs udforskning af dette samarbejde ud fra et nyligt fund i Washingtons arkiver - her ligger i sirlige afskrifter dokumentation fra den amerikanske ambassade i Cairo over programindholdet i den nazistiske propagandasender i Mellemøsten. Berman går i mange detaljer - en hovedlinje er det, at al-Banna stifter det Muslimske Broderskab med explicit inspiration fra Mussolini, at han samarbejder tæt med Hitlers allierede, stormuftien af Jerusalem, al-Husseini, der fra sin plads i Berlin fremskynder jødeudryddelsen - og at al-Banna vedbliver med at hylde al-Husseini og Hitler efter krigen. Et langt citat af en afskyelig tale, da det er lykkedes al-Banna at få stormuftien fri af det allierede fangenskab i 1946, optrykkes - hvor al-Banna uden blusel jubler: »Hvilken helt, hvilket mirakel af en mand. (...) Ja, denne helt, der udfordrede et imperium og bekæmpede zionismen, med hjælp fra Hitler og Tyskland. Tyskland og Hitler er væk, men Amin al-Husseini vil fortsætte kampen.« Den fælles kamp for Broderskabets islamisme og nazisterne var naturligvis: jødeudryddelsen som en hellig pligt - og fører direkte videre til den intense antisemitisme i den islamistiske bevægelse. Den arabiske verden er den eneste del af kloden, hvor fascismen ikke blev delegitimeret efter krigen - og Hamas, en af Broderskabets mange afskalninger, kan endnu i dag hylde al-Banna for hans radikalitet. Denne nazistiske forbindelse angår ikke islam som sådan, men specifikt Broderskabets indflydelsesrige variant af islamismen - en islamisme, der siden 80'erne har bredt sig også blandt muslimske indvandrere i Vesten, bl.a. med stigende vold mod jøder som resultat. Berman kulegraver Ramadans forsigtige, skøntalende skrifter, hvor bedstefar al-Banna hyldes - men samtidig renvaskes for alle ubehageligheder, der konsekvent ikke nævnes. Det eneste Ramadan kan svinge sig op til er, at »han brugte også slogans, der kunne misforstås slemt« - uden at sige mere om, hvad det mon var for nogle. Noget tilsvarende gælder Ramadans fader Said Ramadan, der ikke veg tilbage fra at kræve vold mod den jødiske befolkning i Israel som helhed. Og noget tilsvarende gælder den indflydelsesrige al-Qaradawi, broderskabets åndelige leder, som Ramadan konstant og ærefrygtigt hylder som en moderat muslim - uden at nævne hans krav om drab af homoseksuelle, hans konstante propagering af selvmordsterror imod civile, eller hans hyldest til Hitler og jødeudryddelsen så sent som i 2009. Undvigende tale er central blandt Ramadans strategier - en anden er hans brug af moderne liberal terminologi til stik modsatte formål. Berman viser, hvordan 'reformisme' betyder noget ganske andet, når han bruger det: Han mener reform af islam tilbage til den radikale teksttro version fra det 7. århundrede, altså salafisme - eller hvordan 'frihed' ikke betyder individuel frihed, men frihed for religioner til at underkue deres medlemmer.

Stilistiske argumenter

Bermans kulegravning af Ramadans åleglatte omgang med sandheden kan være interessant og nødvendig nok - men i denne bog er den kun en præmis i forhold til det egentlige ærinde: at forstå, hvorfor de vestlige rejsekammerater har kunnet forledes til at omfavne fascismen i Broderskabets islamisme. En af grundene er Broderskabets mange radikale afskalninger, fra Hamas til al-Qaeda: når der er så mange yderliggående voldelige eller terroristiske grupper kan en figur som al-Qaradawi pludselig forekomme 'moderat'. Som hovedrepræsentant for 'rejsekammeraterne' vælger Berman hollandsk-amerikaneren Ian Buruma. Han deltog med fynd og klem i den berømte islamdebat på internetsiden signandsight.com for et par år siden - og Bermans bog er faktisk en udvidelse af et essay, han dengang selv bidrog med i den debat. Her var anledningen, at Buruma og efter ham Timothy Garton Ash havde kritiseret islamkritikeren Hirsi Ali for at være »oplysningsfundamentalist«. Hermed citerede de uden at sige det Theo van Goghs drabsmand Mohammed Boyeri, der dolkede en trussel mod Hirsi Ali fast i den døde van Goghs bryst - her blev hun kaldt »de vantros fundamentalist« og truet med døden. Berman gennemgår detaljeret, med hvilke argumenter, de to højt ansete intellektuelle i verdens førende tidsskrifter igen og igen kritiserer Hirsi Ali. Det er påfaldende nok ikke det, hun siger, det kan måske være o.k. nok - det er hele tiden et spørgsmål om stil. Hun udtaler sig i en forkert 'tone'. Hun gør en bestemt håndbevægelse i et tv-program, der forekommer »nedladende«. Hun kaster et blik, der virker »smart«. Hun udviser for megen »ildhu« i sine synspunkter. Og så er hun naturligvis alt for smuk - som Garton Ash hånligt skriver, så var der ingen, der ville høre på hende, hvis hun var lille og grim og klodset. Berman underdriver faktisk denne pointe - når Buruma og Ash mener, at hun er lige så fundamentalistisk som sine modstandere, så er deres eneste argumenter reelt stilistiske. Men der er vel stadig fanden til forskel på at have dårlig stil - og så at myrde sine modstandere? Eller skal det nu være lige forkasteligt? Buruma og Ash har imidlertid et argument til: hun fremtræder så irriterende konsekvent i sine oplysnings-argumenter, og hun er ikke længere troende muslim. Her er det så de, af alle, fremhæver den smidige Ramadan som det bedre alternativ - modsat Ali har han stadig kontakt til de islamistiske troende. Derfor er det bedre med en som ham, der ikke vil tage afstand fra stening af kvinder - end en som hende, der utvetydigt tager afstand! Det er dette argument, der for alvor knytter kontakten til de sovjetiske 'rejsekammerater'. For det argument klinger jo bekendt. Berman mindes Sartres berygtede grund til ikke at ville tale om Gulag: »Man skal ikke tage håbet fra Billancourt« - det ville gøre Renault-arbejderne i Paris-forstaden Billancourt modløse, hvis man fortalte dem om kommunismens realiteter. Tilsvarende gør Buruma og Ash muslimer til børn, siger Ali og med hende Berman: De kan ikke tåle at høre sandheden om islamismen. Stilen er ganske vist anderledes dæmpet. Sartre udbrød noget mere djærvt: »Enhver antikommunist er en beskidt rotte.« - Burumas sensible stil med dobbelte negationer fører sig mere dydigt frem, men benytter essentielt samme metafor, når dissidenterne ikke er 'ganske renvaskede'.

Hvidvaskningen

Det er det, der udgør 'de intellektuelles flugt' - Buruma og Ash tjener som eksempler for en hel bevægelse blandt vestlige intellektuelle. Som Berman siger i bogens afslutning, så er det helt uhørt i Vesten, at der i dag lever en hel social klasse af dissidenter, som må leve under politibeskyttelse mod dødstrusler på grund af deres udsagn. Berman opremser nogle af de kendte: Ali, Rushdie, Caroline Fourest, Fiamma Nirenstein, Robert Redeker, Magdi Allam, Ibn Warraq, Flemming Rose, Kurt Westergaard, Boualem Sansal. Men endnu mere uhørt: at førende intellektuelle ikke som ved fatwaen mod Rushdie tager parti for de truede - men i stedet tager islamisten Ramadans parti, eller endnu værre, som Garton Ash, fremhæver al-Bannas endnu levende broder Jamal al-Banna som en lærd og liberal muslim, mere værd at støtte end Hirsi Ali. Her nævner Ash naturligvis ikke, at Jamal al-Banna, Ramadans grandonkel, jublede over 11. september-terroristernes dåd, der var »extremt modig« og »skrækindjagende og strålende«, eller at han hævder, at jøderne som sådan er forbandet af Gud. Buruma og Garton Ash har med stort held gjort alt for at fremstille Hirsi Ali som en misliebig og utroværdig person - ganske ligesom det lykkedes Den Kolde Krigs rejsekammerater at gøre sandhedsvidner som Arthur Koestler til persona non grata. Men - som Berman indvender - det er jo flygtningen og dissi- denten Ali, der har førstehåndserfaringer med islamisme og forfølgelse af hendes egen person, medens rigmandssønnen Ramadan fra Schweiz kan sidde mageligt på afstand af konflikterne og lancere sine hvidvaskninger af islamismen.

For nylig udkom John V. Flemings The Anti-Communist Manifestoes om fire bøger, der var med til at forme Den Kolde Krig - om fire personer, det i stort omfang lykkedes den daværende kommunistiske venstrefløj og dens rejsekammerater at marginalisere: Koestler, Richard Krebs, Kravchenko og Whittaker Chambers. Nu ved vi, at deres portrætter af sovjetkommunismen faktisk var korrekte, selv om datidens rejsekammerater ikke syntes, man kunne tillade sig sådan at sige sandheden. Man kan måske allerede nu skitsere dispositionen til en tilsvarende bog til udgivelse om 50 år - hvor Hirsi Ali, Ibn Warraq, Caroline Fourest, ja og måske Paul Berman, kan fremhæves for faktisk at sige sandheden, medens majoriteten af rejsekammerater fandt det upassende, uproduktivt og helt uden for god tone sådan at tale sandt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Paul Berman
304 sider
17,16 dollar
Melville House Publishing

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Oreskov

Jeg skal ikke tage stilling, til artiklens egentlige emne ”de radikale islamister”, men derimod gribe fat i artiklens andet tema ”de kommunistiske fellow – travellers”, som Frederik Stjernfelt bruger på skrømt og ukritisk. Herved knytter han an til den amerikanske ekstreme højrefløjs mytomani, og ureflekterede sovjet diskurs. I denne diskurs er det altid implicit, at højrefløjen har ret, og de andre uret – et naivt og farligt standpunkt. Helt lattervækkende bliver det i slutningen, af artiklen hvor John V. Flemmings fremragende bog ” Anti- Communist Manifestor” fejl citeres. Det er tydeligt, at Stjernfelt ikke har læst bogen, for den handler om det stik modsætte, af det han påstå. Stjernefelt skriver, at bogen dokumentere, at ”den daværende kommunistiske venstrefløj” fik marginaliserede de 4. anti kommunistiske skribenter: Koestler, Richard Krebs, Kravchenko og Whittaker Chambers. Men det er ikke hvad John V. Flemmings skriver i sin bog. Hans tema er, at de 4. bøger som danner den kolde krigs syn på Sovjetunionen, alle var fiktive, men blev opfattet som dokumentar. Endvidere påpeger forfatteren, at en hærskare af journalister, fra alle de store kirkelige, og højre populistiske blade, og aviser stod parat, og øgede værdifuld støtte, til alt hvad der kunne krybe, og gå som kritiserede Sovjetunionen. Her til kom, at det var lønsomt. Reader's Digest der stod bag de flere, at disse publikationer skovlede millioner af dollars ind – flere, af bøgerne kom på 17 millioner i oplæget, og blev læst af omkring 60 millioner ( ikke just hvad jeg vil kalde marginaliserede) hvis man skal tro Max Eastman, der selv skrev anti – kommunistiske krøniker for Reader's Digest. Man satte dernæst en stab af skribenter til, at genskrive og rette ind, i de forskellige kradserier. Det galt især Jan Valtin og Kravchenko der ikke selv kunne skrive særlig godt. Nogle få kritikere kunne godt se at disse bøger ikke var historisk sande, men hævede de ”de er moralsk sande”! Jan Valtins bog ”Out of the Night” er særlig interessant for os danskere, fordi den førte til gestapos anholdelse og fængsling, af Søfyrbødernes formand Richard Jensens. John V. Flemming henviser til Richard Jensens bog om affæren ”Frem i Lyset”, men intet tyder på at han har læst den. Så ville han nemlig vide at Vilhelm Priors Forlag ved et forlig i Øster Landsret blev pålagt at udgive ”Frem i Lyset”; som en kompensation for hvad der stod af løgne om Richard Jensen i Jan Valentins bog, som Priors forlag havde publicerede på dansk under titlen: ” Ud af Mørket”. I Danmark herskede der ingen tvivl om Jan Valentins nazistiske fortid. Det var den slags folk højrefløjen brugte i deres kamp mod kommunismen, skal man tro Stjernfelt er det en alliance de radikale islamister fører videre!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Åleglat er det præsteskab, som i stedet for næstekærlighed sælger krige. Indblandingen af 68-generationen forplumrer sagen, eftersom de unge i 60'erne blot forsøgte at hamle op med en ældre krigsmærket generation på dens præmisser.

Den antifascistiske venstrefløj har ingen religiøs bekendelse og danner derfor ikke forbundsfælle med muslimerne, man kan af andre grunde tale deres sag. I samme forstand var aftalerne mellem palæstinenserne og nazisterne, mellem Der Mufti von Jerusalem, Amin el-Hussewini, und Der Nationalsozialismus, Der Führer Adolf Hitler, hverken reliøse anfægtelser eller antifascistisk overbevisning, men den øjeblikkelige krigs diktat.

Palæstinenserne kunne vælge mellem Tyskland og England for at bevare eksistensen. Tyskerne sympatiserede ikke med muhammedanerne, men var tidens uimodståelige stormagt på alle fronter, mens englænderne allerede i den første verdenskrig havde afskrevet palæstinenserne og lovet jøderne deres land. Valgets udfald må være indlysende for enhver, men altså ikke spiseligt for den vestlige højrefløj, der en gang for alle har solgt den palæstinensiske jord til Israel og er fastlåst på deres egne beslutninger, måske understøttet af en 68-generation.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Måske kommer Claus Oreskov nærmere Stjernfelts ærinde end mit indlæg om den muslimske-nazistisk aftale, idet har skriver om konspirationerne i efterkrigstiden, især i USA.
Og måske er det blilledet af Stjernfelt selv, der åbenbart har "de intellektuelle' på uriasposten, når han skriver oprørt om en hel social klasse af dissidenter under politibeskyttelse, bl.a. den åbenbart stakkels Kurt Westergaard.

Imidlertid lever langt større grupper i samfundet herhjemme og i udlandet forfulgt af politiet, hvilket har tilknytning til mit indlæg. Folk, der må vælge mellem at sige deres mening og på anden måde gøre deres holdning gældende offentligt, men da registreres og overvåges af det hemmelige (også danske) politi og i nogle tilfælde straffes, eller leve i det skjulte, som vi prøvede det under besættelsen. I Krig ændres mange love, og i dag lever vi på kanten af en krig, der blot af højrefløjen er forlagt til en anden verdensdel.

Man kan få en anelse om, at Frederik Sjernfelt er repræsentant for den holdning i tiden, som han skriver om, højrefløjens skjulte fascisme, også fordi han ikke indser, at antifascisme ikke er intellektualisme. Og en fornemmelse af, at meget i tidens samfund er af fascistisk arvegods. Omtalen af aftaler mellem muslimer og nazister leder tanken hen på de aftaler som nazister og amerikanere indgik om verdenshandel allerede før afslutningen af 2.verdenskrig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Dvs. en varieation af en todimensional variation, udtalt af danske folketingspolitikere som fakta: Hvis I ikke er imod Saddam, er I for ham. Enten-Eller tilsyneladende, men en syntetisk idealisme i børnehøjde: "kom her hen til far, lille Peter, så skal han vise dig, hvad der er rigtigt", en apriori udelukkelsesmetode, der i dette tilfælde indeholder en nødvendig betingelse, nemlig at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, dvs. at hvis blot den ene betingelse er til stede (han og/eller våbnene), så er den anden det også. Men udsagnet har det som tolkningen af gamle hieroglyffer, viste Blix's imdersøgelser, uvisse mesopotamiske tegn i sandet, som imidlertid blev tilbagevist af Bush ved logikkens skepticisme: Hvis ingen kender alle iagttagelser, så findes heller ingen, der véd, om enhver iagttagelse er sand eller falsk. Derved åbnedes den etiske relativismen og vejen, som vi følger i dag, til netafysikkens teologiske forsvar og retfærdiggørelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Artiklen skælder vestlige intellektuelle ud for at tie om, at Ramadans grandonkel falskt har postuleret, at jøder er forbandet af Gud - og har hyldet 911-terroristerne. Et bizart valg af anklager, hvor sidste del vel burde være rigeligt. I stedet skal vi så også ud på et teologisk skråplan, som vor kirkefader Luther også var alt for enig i.
Og med bibelen i hånd kan der snildt argumenteres for den med jøderne. Fx Johannesevangeliet 8. bog vers 44, hvor Jesus citeres for at jøderne har "Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. .. . Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." Den slags hadefulde Jesus-citater er et godt argument for at udelade den slags flueknep om hvilke dumme fordomme vi i dag kan lære af Det Ny Testamente...

Jeg er vokset op med et abonnement på Det Bedste, som gav mig en solid indsigt i alt hvad der var godt i Vesten, og hvor onde de var bag Jerntæppet. Siden hen har jeg søgt at få et mere nuanceret syn på verden, og det giver mig røde knopper på nethinden, når jeg læser så forsnævrede synspunkter, som dem der tydeligvis forlyster Frederik Stjernfelt. @Claus Oreskovs fine gennemgang virker langt mere nuanceret!

Utvivlsomt ser diverse fortidigt toneangivende intellektuelle dumme ud i dag, når man nu ser på dem med solid bagklogskab - uanset hvilken fløj de mente at tilhøre. Lidt kritisk sans over for virkeligheden hjælper altid, og i min øjne er Frederik Stjernfelt for ofte skråsikker ud over hvad realiteterne giver grund til. Hvilket er ærgerligt, da hans viden, sprog og analyser i øvrigt virker både interessante og tilforladelige. Men hans tekster er da altid en meget god øvelse i konstant at tænke, om de så nydeligt fremlagte data virkelig kan passe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Claus Oreskov har en helt rigtig pointe i sin påvisning af Fredirk Stjernfelt's koldkrigs historieskrivning. Men for det andet lægger Stjernfelt sig her i slipstrømmen af en omfattende højrepopulistisk og racistisk smudslitteratur i disse åtr om 'islamiseringen' og dens trussel mod Europa. Endelig, sidst, men ikke mindst, så oppuster Stjernfelt fascisme-begrebet ud over alle grænser.

I en årrække har en stribe af forskere på feltet ellers hævdet, at man overhovedet ikke kan operere med et generelt fascismebegereb hvad angår blot Europas udvikling i det 20. århundrede. Dette har nok været for vidtgående. Men nu pludselig og omvendt - fordi det åbenbart er politisk opportunt - skal man operere med et fascismebegreb der også omfatter iandre verdensdele og islam.

Men fascismen var, hvad enten vi kan lide det eller ej, en europæisk bevægelse, en del af Europas ulykkelige historie i det 20 århunndrede og sammenhængende med et demokratibrist her. De muhammedanske landes historie og grundproblemer har her været helt andre.

Truslen mod det europæiske demokrati i dag kommer ikke fra mellemøstlige diktaturer, men desværre indefra, fra opløsningstendenser i vores eget demokrati, og fra den nye højrepopuilsme der i disse år breder sig over hele Europa, samtidig med at den dominerende neo-liberalisme smadrer den samfundsmæssige solidaritet.

Stjernfelt ( og 'Information?) har imidlertid travlt med at medvirke til den almindelige dæmonisering af 'onde kræfter', udefra og er åbenbart totalt blinde for den fremadskridende forarmelse og forvridning af vores demokrati over mod et 'bruger-demokrati' samtidig med at højrepopulismen underminerer de hodlninger og opfattelser der skulle danne basis for et levende demokrati.

Det er deprimerende at se hvordan selv 'Information' følger med 'tidsånden'. Det er dog , midt i konformiteten, oplivende at avisen -og vi andre- stadig har en Georg Metz med nosser til at stå imod. strømmen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lindblom

Hej Curt

Du har helt ret i, at der så sandelig er indre trusler og opløsningstendenser i de vestlige lande også, men når det er sagt, så er jeg ikke helt enig med dig. Jeg mener ikke, at fascisme er eksklusivt europæisk.

Som du skriver, så har der aldrig været en entydig fascistisk ideologi eller bevægelse på samme måde som med nazismen og i mine øjne kan fascismen vel knapt kaldes en egentlig ideologi, men er vel snarere en styreform med en række mere eller mindre udtalte karakteristika: Autoritært, ekskluderende, nationalistisk, enhedsideologi om staten, korporatisme osv. som i de historiske tilfælde, hvor lande er blevet kaldt fascistiske aldrig har været helt ens.

Og jeg mener derfor ikke, at der kan være tvivl om, at fx. præstestyret i Iran har en fascistisk styreform, som på mange områder ikke lader den iberiske eller latinamerikanske fascisme noget at høre, når man ser på korporatisme, autoritært, ekskluderende nationalistisk (statsideologi om revolutionsstaten), frihedsrettigheder osv..

I dette link - ca en tredjedel nede i kommentarsporet er der iøvrigt en lidt mere udtømmende debat om netop Iran som fascistisk.

http://www.modkraft.dk/spip.php?article13066

Jeg glæder mig iøvrigt til at læse Stjernfeldts artikel, når tiden er bedre. Jeg har tidligere haft stor fornøjelse af bogen Adskillelsens politik, og det faktum, at han kritiserer ting, som den yderste højrefløj også kritiserer, ja det gør ham hverken selv til populist eller yderste højrefløj selv.

Venligst

Jakob

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Hej Jacob,

Jeg har læst din kommentar med interesse, men er uenig. Jeg mener, at fascimen er et moderne -primært post 1914 fænomen- i Europa og som fænomen sammenhængende med fejlslagen demokratianstrengelse og -sammenbrud. Fascismen må herunder også ses i sin kontekst som en voldelig reaktion mod den alternative løsning på den europæiske massepolitiks krise fra ca 1890 til 1945, nemlig den socialistiske arbejderbevægelse. Fascismens hovedkendetegn var den teroristiske brod mod den europæiske arbejderbevægelse og -sammenhængende hermed alliancedannelsen med de traditionelle eliter og institutioner. I intet land erobrede fascismen magten ved egen kraft. Og overalt smadrede den arbejderbevægelsen.

Men alt dette vedrører Europas udviklingshistorie. Det tjner intet analytisk formål at udvide fascisme-begrebet til også at omfatte bevægelser og regimer i verden uden for Europa. og med en helt anden historie og samfundsmæssig kontekst.

Derimod er den nutidige politiske hensigt i en sådan inflatorisk begrebskonstruktion tydelig: 'Vi' Europæere ( og Nordamerikanere) er de 'gode' og alle andre er 'de onde' og alt galt i vores verden komme udefra fra 'de fremmede' og fra politiske modstandere (: venstrefløjen) der ikke kan indse denne åbenbart indlysende sandhed. Fra Stjernfelt til Pittelkow & Jespersen hører vi igen og igen det samme budska, et budskab som helt svarer til det budskab højrepressen kolporterede i mellemkrigsårene.

'Jyllands-Posten' var herhjemme i front hver gang og nu er 'Information' åbenbart også ved at være med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lindblom

Hej Curt,

Tak for svaret. Det er lidt pudsigt at læse, da jeg netop har været idblandet i en tilsvarende debat om, hvorvidt nazismen var moderne eller antimoderne, og her indtager jeg også standpunktet, at nazismen i høj grad udsprang af moderniteten og var moderne. (se kommentarsporet her: http://www.modkraft.dk/spip.php?article13830

Som sådan er det jo i høj grad et spørgsmål om definition og abstraktion, da jeg ikke tror, at vi er særligt uenige historisk set. Men blot om, hvorvidt fascisme er én særlig ideologi i én særlig historisk kontekst, eller som jeg snarere mener, at det er én slags styreform med særlige karakteristika, som bevares (som alt andet) jo er influeret af den historiske, materialistiske kontkest, som den opstår i.

Således er der for mig at se også stor forskel på den måde, som fascismen i Italien, falangismen på den Iberiske halvø og de øvrige samtidige fascismer / autoritære styrer udspandt sig i 30-erne og 40-erne sammenlignet med senere ( i mine øjne) fascistiske regimer som Rohdesia, Sydafrika, Latinamerikanske juntaer , Grækenland og vore dages Iran og Burma.

Men som sagt er det jo i høj grad et definitionsspørgsmål, om man anser fascisme som en afgrænset periode, en ideologi eller en række karakteristiska ved en bestemt styreform.

Iøvrigt anser jeg den anden del af diskussionen for mere sprængfarlig, idet du har ret i, at kritiseres andre, så risikerer man at skabe et unuanceret billede, der nationalistisk kan bruges som den "anden".

Men i mine øjne, så kan dette ikke retfærdiggøre at undlade kritikken, hvor den er relevant. Hvis ikke vi kritiserer drab på homoseksuelle i Iran, hetz i Gaza osv. osv. ud fra en ide om at venstrefløjens friheds/rettighedsideal er universel så fejler vi.

Det er netop solidarisk at blande sig i protesterne mod præstestyrets undertrykkelse på samme måde som solidariteten med sandinisterne og ANC i firserne.

Fokus må altså være på, at vi dels ikke vil være med til højrepopulismens stigmatisering af "alle muslimer" og dels igen og igen fastholde, at det er os, der har frihedsbudskabet og rettighedsbudskabet og ikke de borgerlige, som blot udnytter nogles undertrykkelse til at hetze alle og sågar hytte egne interesser ved at ekskludere alle, hvor vi vil inkludere både mod stramme flygtningeregler og hetzagtige starthjælpssatser osv. og mod undertrykkelse fra religiøse mørkemænd - uanset om de hedder Langballe eller Wahid Petersen.

Det er noget af en balancegang, men skal vi have de etniske minoriteter til at alliere sig med os i vores universelle religionskritik, som den har eksisteret i hele venstrefløjens historie, ja så kræver det, at de ikke ser denne som et middel til at ramme dem selv og legitimere overgreb, men derimod til at frisætte alle udfra nogle universelle værdier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Kære Jakob,
'Jeg er mere enig med dig i dine indlæg i debatten på 'Modkraft': Fascismen er et moderne europæisk fænomen - og en uhyggelig påmindelse om at moderniteten kan følge flere veje og at historien aldeles ikke er slut!

Jeg er selvfølgelig enig med dig i at der er brug for en kritik af diverse regimer rundt omkring i verden. Men disse er af en anden type end de klassiske europæiske fascistiske regimer. Det er ikke just modernisme der præger de mellemøstlige præste-diktaturer

De senere års inflatoriske brug af begreber som 'fascisme' og 'totalitarisme' i den vestlige højrefløjs diskurs er politisk motiveret og drevet af et ønske om at skabe et stigmatiserende fjendebillede.

Det barokke er så, at den reelle fare for fascisme i dagens Europa kommer fra den selvsamme højrefløj, der er ved at udvikle sig til en moderne proto-fascisme ( men til forskel fra mellemkrigsårenes fascisme med en 'demokratisk' populistisk retorik)

Venlig hilsen Curt

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Måske skal vi ikke sige "knæfald"?
Er det mere precist at sige at der blandt "nogle" er en indforståethed? F.eks. om at der 1: aldrig nogen sinde må generaliseres. 2: Der er nogle "undertrykte grupper" der pr. definition har ret, eller dog mindst må forstås (selvfølgelig modsiger det i virkeligheden punkt 1, men pokker ta´logikken - ikke?)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lindblom

Hej Curt

Teknikken åd mit svar igen inden jeg fik det sendt i går, så nu prøver jeg lige igen.

Jeg er enig i, at fascismen og nazismen er moderne fænomener, men for at forklare det, så tror jeg, at man skal sondre. Jeg sondrer fx mellem nazisme og fascisme forstået på den måde, at nok var nazismen fascistisk, mens fascismen ikke nødvendigvis var nazistisk.

Og når nu man kan se, at der er stor forskel på de lande og regimer, som er blevet kaldt fascistiske i form af nazityskland, Italien under Mussolini, falangen i Spanien / Portugal, oberstvældet i Grækenland osv. ja, så må man jo se på, hvilke karakteristika, der trods forskellene gør, at de opnår det fælles prædikat fascisme.

Og her er det så at jeg ser forskellige generaliserbare træk. Det være sig en autoritær styreform, med en statsideologi, hvor det er staten som er alles fælles bedste, og hvor der derfor ikke eksisterer modstridende interesser (læs klasser) indenfor staterne. Derfor smadres arbejderbevægelsen og korporatismen opstår, hvor arbejder- og arbejdsgiverorganisationer arbejder sammen til statens (elitens) bedste. At dette også er en reaktion mod netop arbejderklassen er i øvrigt indlysende.

Der er desuden en udpræget nationalistisk chauvinisme, forfølgelse af minoriteter og anderledes tænkende og varierende grader af totalitaritet i ideologien (værst ved nazismen).

Dette mener jeg fint kan overføres til eksempelvis Iran, som har en statsideologi om den islamiske revolutionsstat, arbejderbevægelsen er smadret, religiøse regimeorienterede fagforeninger oprettet, og der er et stærkt autoritært styre og undertrykkelse af andre.

Som sådan er der de samme generaliserbare karakteristika til stede her og som sådan kan det kaldes fascistisk i mine øjne (selvom det også adskiller sig, ligesom der var forskelle indbyrdes i Europa).

Så mener du, at fascismen er et moderne fænomen (jeg forstår dig som modernitetens gennembrud efter 1. verdenskrig – er det rigtigt?). Jeg er enig i, at det er her, den dannes (men med rødder i de sidste 40 år inden.).

Imidlertid mener jeg ikke dermed, at den er bundet hverken til denne tid eller til Europa. Du nævner selv dens mulige genkomst i dag, hvorved den altså ikke er bundet i tid. Jeg mener heller ikke den er bundet i rum.

Man kan sammenligne det med modernitetens anden (beslægtede) store europæiske ide, som også i dag er global, nemlig nationalismen, og jeg vil minde dig om von Laues bog, The Revolution of Westernization, som du vist nok selv har introduceret mig til, hvis tese i høj grad er, hvordan vestliggørelsen har revolutioneret hele verden og hvordan modtryk mod vesten, fx kolonikrige, ofte har taget et vestligt udtryk bagefter.

Så skriver du, at præsteskabet netop ikke er moderne, tja, dets udtryk er i hvert fald ikke!
Men spørgsmålet er, om det adskiller sig fra andre nationalismer og fascismer. Her tænker jeg på Eric Hobsbawms begreb om invented traditions, hvor man kan se, at nationalismer (og fascimer) søger legitimitet i gamle myter og traditioner, om end disse gerne er opfundet og tilpassede.

Mussolini gjorde det i romerriget, Hitler i det tysk-romerske rige og hunnerne som ariske indoeuropæere (trods det ikke passede). Storserbien gjorde det med solsortesletten, og præstestyret gør det med en blanding af persisk nationalisme og religiøse dogmer. Faktisk er politisk islam i wahabismeformen (sunni) fx også et moderne fænomen fra slutningen af 1800-tallet og med masser af ”opfundne traditioner”.

Men selvfølgelig har du ret i, at der ikke skal gå inflation i begreber, og det hvad enten nogle har trang til at kalde DF nazister eller når alle muslimer udråbes til islamofascister per definition. Og selvfølgelig foregår det en masse politisk motiveret misbrug og populisme i denne debat.

Kh.
Jakob

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Kære Jakob,

Hvad er der i vejen med de gode gamle begreber om 'despoti', 'militærdiktatur' og 'autoritært regime' ? Hvorfor skal vi sløre vores blik og svække vores anaytiske kraft ved at gøre alt kloden over til 'fascisme'?

Fascismen var måske det vigtigste og mest skæbnesvangre fænomen i det 20 århundredes Europæiske udvikling, og samtidig et komplekst og svært fænomen at forklare. Den havde imidlertid tydeligvis noget at gøre med massepolitikkens krise og fejlslagent demokratiforsøg ( lad mig i den forbindelse anbefale den amerikanske historiker Robert Paxton's fortræffelige bog 'Anatomy of Fascism' , New York: Alfred Knopf 2004).

Ved at udvide fascismebegrebet ud over alle grænser slører vi vores blik for et afgørende fænomen i det 20 århundredes i Europa. Og måske er en ny -og moderniseret fascisme med en maske af 'demokratisk' politisk retorik på vej her - simpelthen fordi massepolitikkens krise stadig ikke er løst, den samfundsmæssige orden ved at krakelere og demokratiet ved at forvitre ( og i nogle lande har det endda slet ikke slået rod).

Landene i Asien, Afrika og Latinamerika har så andre og også store problemer, men disse får vi ikke en teoretisk forståelse af ved mekanisk at overføre problemstillinger og begreber fra den europæiske udviklingshistorie til en helt anden kontekst (:det samme kan iøvrigt siges om den så udbredte inflatoriske anvendelse af begreber som 'totalitarisme' og f.eks. 'kommunisme' ).

Den teoretiske problematik er imidlertid ganske vanskelig og måske skulle vi forlægge vores diskussion heraf til et andet forum hvor der er mere plads og tid.

vh Curt

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lindblom

Kære Curt

Mit ærinde var ikke bare mekanisk at overføre teorier eller problemstillinger, tværtom!

Og hvor andre begreber er mere dækkende, så skal disse selvfølgeligt bruges, og at vi så har en lidt forskellig tilgang til de enkeltes begreber og generaliserbarhed, ja det kommer vi nok over :-)

Jeg vil i hvert fald gerne tage debatten med dig en anden dag, måske over en øk til 1. maj :-)

Men tak for debatten, jeg fandt den oplysende.

Kh.
Jakob

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Sålænge og så såre nazismen eller fascismen viser sit ansigt, findes antifascismen.
Nogle af de bedste bøger om fænomenet blev skrevet af de nogle af de store tyske forfattere i årene omkring nazismens overtagelse af magten, eksempelvis Tucholsky og Brecht, men et par af Günter Grass' åbner øjnene for, hvor vanskelig udrednngen og forsoningen endnu er, såvel i det nære familiemiljø som i de politiske beslutninger, og hvor utilnærmelige grupper i det unge tyske samfund stadig kan stå overfor hinanden. Mange unge synes ligefrem at have arvet fædrenes modsætninger, men formulerer dem i tidens sprog.

Uden de unge bliver samfundet atter løbet over ende, men jeg vil alligevel her gøre opmærksom på en enkelt af de antifascistiske bevægelser i landet, nemlig Antifascistisk Forum med et kulturpolítisk tidsskrift af samme navn, fordi det indeholder den historiske udvikling fra den gamle Horserød-Stutthof-forening og altså den direkte konfrontation med nazismen og videre til mellemkrigsårenes fascisme (en europæisk bacille, der vel har det som de planter og dyr, der fulgte i europæernes fodspor overalt i verden og hvorpå vi også kendes.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikael Aktor

Ved nogle af jer, om Stjernfelt har ytret sig om Israel-Palæstina konflikten? Jeg har kun lejlighedsvist læst ham. Han påpeger igen og igen forbindelser til antisemitismen, og det er væsentligt at få disse frem, men hvad siger han om den semistiske kulturalisme som den kommer til udtryk i staten Israels ideologi og om undertrykkelsen af palæstinenserne?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Stjernfelt er meget aktiv for tiden og hans opfattelser, mere politiske end filosofiske, diskuteres i Information, Politiken, Weekendavisen og Jyllandsposten, evt.også andre aviser, bl.a. hans særlige antimuslimske, nazificerende, antikommunistíske og antikulturradikale holdning, herunder zionister vs. palæstinensere.

anbefalede denne kommentar