Officererne der næsten fik ændret historiens gang

I Tyskland stiger interessen for den gruppe af yngre officerer, der flere gange prøvede at myrde Hitler og gennemføre et militærkup. En ny bog om én af nøglepersonerne - grev Lehnsdorff fra Østprøjsen - illustrerer hvor ekstremt tæt, modstandskæmperne kom på deres mål
7. august 2010

Officererne bag det mislykkede statskup mod Hitler i juli 1944 havde indtil 1990'erne ikke rigtigt vundet anerkendelse som en modstandsbevægelse animeret af en rasende ideologisk modstand mod det nationalsocialistiske regime og dets umenneskelige forbrydelser.

I de første 15 år efter Anden Verdenskrig blev militærkuppets to ledende skikkelser, Claus Schenk Graf von Stauffenberg og Henning von Tresckow, slet ikke nævnt i den offentlige debat. Først i begyndelsen af 60'erne lod kansler Konrad Adenauer et mindesmærke opstille.

Man skulle tro, at 68-oprøret - der i høj grad var rettet mod den ældre generations fortielser om dens medskyld - ville have fremhævet dette lyspunkt i den ellers så dunkle historie om tyske borgeres næsten totale svigt over for civilisationen.

Men det gjorde man ikke. I 68-generationens øjne var kupmagernes herkomst suspekt. De var nemlig adelige og borgerlige officerer. Fremfor at være demokrater blev de beskyldt for at have ønsket sig kejsertidens Tyskland tilbage.

Dobbeltlivet på godset

Selv i de sejrende allierede nationer ignorerede man i lang tid kupmagerne. Deres motiv til at vælte Hitler skal have været håbet om at indgå en gunstig fredsaftale med de allierede, som ville afværge tilintetgørelsen af landet.

I en ny bog skrevet af den tyske teolog Antje Vollmer, medgrundlægger af partiet De Grønne og i mange år viceformand i Forbundsdagen, bliver disse myter manet bestemt i jorden. Hun var selv aktiv i studenterbevægelsen i 1968 og husker tydeligt diskussioner om 'greverne', der ville kappe hovedet af Hitler, Himmler og Göring og andre nazistiske ledere.

I 'Doppelleben - Heinrich und Gottliebe von Lehndorff im Widerstand gegen Hitler und von Ribbentrop' fortæller Vollmer den medrivende historie om en ung godsejer i Østprøjsen og hans hustru, som bliver dybt involveret i planlægningen af de mange mislykkede attentatforsøg mod Hitler, herunder det sidste og vigtigste 20. juli 1944.

En stor del af bogen foregår på parrets herregård, hvor Hitlers udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og hans følge af SS-mænd og Gestapoer har indtaget en hel fløj for at være i umiddelbar nærhed af førerens hovedkvarter (Wolfschanze) og hærstabens ditto tæt på den østlige front.

Officerernes motiver

Her kommer ikke alene diplomater på visit. SS-fører Heinrich Himmler og andre højtstående naziledere er også hyppigt gæster på godset, hvor de således omgås Lehndorff, hans hustru og andre yngre officerer, der på en og samme tid planlægger attentatet og et militærkup, hvorunder hele det nazistiske magtapparat skal nedkæmpes og elimineres.

Alene denne omstændighed - parrets dobbeltliv gennem fem år - gør bogen ekstremt læseværdig og spændende. Det er ikke svært at forestille sig en Hollywood-filmatisering, dels fordi Vollmer har fundet så mange optegnelser fra og om Lehndorff-parret, dels fordi alle de unge officerer omkring Stauffenberg og Tresckow udviser et fantastisk mod og vilje til at ofre sig selv for at redde Tyskland og verden fra den ultimative katastrofe.

Forfatterinden er kommet i besiddelse af hidtil ukendte dokumenter og dagbøger og fik endda opdrevet én af Lehndorffparrets fire overlevende døtre, som levede i landflygtighed i New York (hun er nu vendt hjem og bosat i Berlin).

I 1944 er grev Lehndorff kun 31, han er medlem af partiet, men er med tiden blevet en indædt modstander af Hitler og hans kumpaners totale krig og udrydning af polakker, ukrainere og jøder. Han vil have en retsstat og et parlamentarisk demokrati tilbage. Hans anskuelse deles bredt af de andre yngre officerer; deres store problem er, at de har svært ved at overtale generaler og feldtmarskaller til at deltage i kuppet. Kun nogle få vil medvirke.

Forrykt foretagende

Tresckows og Stauffenbergs forehavende er næsten forrykt. Tænk blot på, hvad de har i sinde. Den supergodt beskyttede Hitler og mindst to af hans potentielle efterfølgere skal elimineres, man skal have en detaljeret plan klar for hæren til at overtage magten i hele landet og nedkæmpe SS-apparatet, Gestapo og alle de militante og væbnede grupper knyttet til nazipartiet. Og det i et totalitært og nøje overvåget samfund og midt i en krig, som Tyskland praktisk talt udkæmper mod hele verden!

Næsten alle odds er imod dem. Alligevel forsøger officererne mange gange og er ofte uhyre tæt på at komme Hitler til livs. Hvordan det lykkedes disse officerer at holde tæt og undgå sikkerhedsapparatets ører og øjne i så mange år - første militære attentatforsøg finder sted i 1939 - er en gåde.

De oprørske officerer var så overbeviste om deres sags berettigelse, at de uden moralske kvaler planlagde flere selvmordsattentater mod Hitler. Det skortede endda ikke på frivillige.

Man tør næsten ikke pønse på, hvor mange menneskeliv der kunne være blevet reddet og hvor anderledes verden havde set ud efter 20. juli 1944, dersom Hitler i stedet for at blive såret af Stauffenbergs bombe var afgået ved døden.

Nogle gange skal der ikke meget til for at udøve en afgørende indflydelse på historiens gang. Det bør vi - de overlevende - altid erindre.

Antje Vollmer: 'Doppelleben - Heinrich und Gottliebe von Lehndorff im Widerstand gegen Hitler und von Ribbentrop', Die Andere Bibliothek im Eichborn Verlag, bogen udkommer 6. september i Tyskland

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

SELV- og EFTERSYN.

Den ændrede opfattelse af krigen har været under vejs i alle årene. Hver generation har fortalt på egne betingelser, således også en dansk 68-generation, der, dengang synligt for enhver, ville tone frem som ungdommens evige oprør og derfor lagde afstand til de overskyggende hændelse under besættelsen, eller, som Klaus Rifbjerg, forplumrede krigens bevidsthed.

Attentatforsøgene på Hitler var mangfoldige, og nationens dødskamp måtte, som Günter Grass har fortalt det, udleves, før de kunne offentliggøres. For officererne betød resultatet et dobbelt nederlag. hvor 2.verdenskrig skulle have været revanche for 1.verdenskrig, eksempelvis ville Werner Best fuldføre sin fars nationaldrømme. Attentatmændene måtte, uanset hvem, nødvendigvis stå som de inkarnerede landsforrædere, uanset om deres sag var retfærdig. Derfor udgav Freja Molkte før sin mands breve til Kreisau i 1990 (dog antydet af Michaëlis i 1950).
For her i landet har vi fra begyndelsen haft kendskab til attentaterne, men af modsvarende nationale bevæggrunde underspillet historien om bl.a. friherre Axel von dem Bussche, der jævnligt besøgte sin mors forældre i Bækkeskov og gik på jagt med sin fætter, Anders Lassen, der begge som officerer i krigen blev hædret med adskillige fortjenstmedaljer, den ene på Østfronten, den anden i den engelske hær. Axel foretog mindst to attentater på Hitler, der ligesom von Stauffenbergs mislykkedes, men blandt danskere mindes vi Anders som et forbillede, mens Axel er glemt.

Dagbladene udgiver i dag forbløffende mange betragtninger over besættelsen 40/45, nogle rene ideologiske efterrationaliseringer, kendt i Information er Outze-beretningerne og selv heraf forstår en eftergeneration antaglig dårligt, at yderst få journalister på Nationaltidende og Berlingske hørte til de proforma-arresterede personer i 1943.
Et eksempel på, at man på den ene side vil tilhøre historien om samvittighedens og sindelagets "rigtige side" og dog omfortolke historien, kom frem i et interview i Politiken, der understregede besættelsens venstreradikale holdning, med 50-årige Anette Warring. Til trods for hendes tidligere samarbejde med Claus Bryld afskriver hun at fortælle modstandshistorien på dens egne vilkår til fordel for det flertydige "historien er aldrig sort-hvid". Nej, det er netop sagen, for krigshandlinger var og er sort-hvide, såvel dengang som i dag - tag ikke fejl af ven og fjende! Bageftrer har man intet at vove, Hitler er død, og kan frimodigt stille sig blandt de vægelsindede, der aldrig nåede at vælge og måtte holde med begge parter.
Her 60-70 år senere er det åbenlyst dem (Claus og Anette), der vandt krigen, for ikke at tale om de mange antikommunistiske røster, der huserer aviserne, Anette skriver om tyskerpigerne, men sammenføjer dem med modstandskampen, mens modstandsfolkene mig bekendt ikke inddrog pigerne ("madrasserne"), undtagen dem, der fungerede som meddelere. Hånen og nedværdigelsen lød skingert fra de vægelsindede, dem, der undlod at tage parti og deltage i attentatet på Hitler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne H Blom

For den der vil læse mere om emnet kan jeg anbefale bogen MIT FÆDRENE LAND af den tyske forfatter Wibke Bruhns.

Wibkes far var iblandt dem, der blev dømt til døden for meddelagtighed i sammensværgelse. I 1970'erne ser Wibke sin far i en TV-udsendelse og beslutter sig herefter for at efterforske sin families historie. Bogen beskriver udover familens historie også forholdene i Tyskland fra midten af 1800-tallet, op gennem 1. verdenskrig og slutter i 1945.

anbefalede denne kommentar