Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Blair om det, de hader ham for

Han kunne gå på vandet, da han blev valg til premierminister i 1997, men endte som hadeobjekt på grund af Irak-krigen. Her er uddrag af Tony Blairs egen beskrivelse af hans udenrigspolitiske rejse
Triumf. Blair på besøg hos de britiske tropper i Irak i 2004. Krigen er det, der for alvor har taget glansen af Blair.

Triumf. Blair på besøg hos de britiske tropper i Irak i 2004. Krigen er det, der for alvor har taget glansen af Blair.

Peter Mac

Moderne Tider
18. september 2010

Efter tre års selvvalgt eksil og tavshed har Tony Blair igen taget briterne med storm. Hans erindringer, A Journey, om hans 10 år som landets premierminister er blevet forudbestilt, revet af hylderne, slugt og fordøjet som ingen anden politisk bog i umindelige tider.

Kommentarerne og protesterne, der fulgte udgivelsen, har imidlertid afsløret, at bogens popularitet langt fra udtrykker den tidligere premierministers. En autograf-begivenhed i London måtte aflyses af frygt for optøjer - og ydmygelse - og det er blevet klart for forfatteren, at han selv på 700 sider ikke har kunnet formilde sine kritikere.

Det er især - og stadigvæk - Irak, der får sindene i kog, efter at Blair endnu engang afviser at undskylde - eller erkende at invasionen var en fejl. Til gengæld får læserne et detaljeret indblik i den dannelsesrejse, som fik en ung politiker, der med egne ord vandt en jordskredssejr i 1997 på et »næsten eksklusivt indenrigspolitisk program«, til ved sin afgang 10 år senere at være berygtet for sin udenrigspolitik.

»Hvis nogen på den klare maj-morgen, da jeg for første gang gik ind i Downing Street, havde fortalt mig, at jeg i løbet af min tid ved magten ville engagere Storbritannien i fire krige, ville jeg være blevet forbløffet og forfærdet,« erkender Blair.

Kosovo

13 år og mange timers diskussioner, spekulationer og beslutninger senere kan han imidlertid sætte ord på, hvad han dengang tænkte, og hvordan den tankegang ændrede sig.

Tony Blair fortæller i bogen, hvordan det tog ham lang tid - de to første valgperioder - at finde sit ståsted på det indenrigspolitiske område. Hans »opvågnen på det udenrigspolitiske område var omvendt abrupt. Det skete under Kosovo«.

»Da Kosovo kom på dagsordenen i slutningen af 1998 og brød ud i begyndelsen af 1999 var udenrigspolitikkens og beslutningsprocessens hårdhed øjeblikkelig og smertefuld i sin effekt.«

»Kosovo-konflikten lærte mig mange ting om regering, om at lede, om mig selv (...) Den ændrede også fuldstændig min holdning til udenrigspolitik,« skriver han og erklærer udenrigspolitik baseret på »snævre egeninteresser« for »mangelfuld og umoderne« i en globaliseret verden.

Han beskriver, hvordan det internationale samfund kun var parat til at handle »inden for meget begrænsede rammer, og om overhovedet muligt at sammensætte en aftale, stort set hvilken som helst aftale, som kunne fjerne emnet fra overskrifterne. Der var et ønske om at pacificere, men ikke om at løse«.

Blair argumenterede fra starten for »løsning, ikke pacificering« til irritation for mange af de øvrige allierede.

»Hvorfor var jeg så parat til at handle,« spørger han sig selv. »Jeg så det grundlæggende set som et moralsk emne. Og det kom på en måde til at definere mit syn på udenlandsk og militær intervention.«

»Gennem Kosovo nåede jeg til det synspunkt - rigtigt eller, som nogen i lyset af Irak måske mener, forkert - at i et sådant usikkert landskab er den eneste måde at finde en retning på ved at stille nogle moralske spørgsmål: Kan vi tillade, at dette sker? Bør dette regime forblive ved magten? Bør dette folk fortsætte med at lide under denne uretfærdighed?«

Han understreger, at det ikke nødvendigvis betyder, at man skal gå i krig, hvis svaret på spørgsmålene er nej, men pointerer, »at ikke-intervention også har uforudsete udløbere. Ikke-intervention i Bosnien i starten af 1990'erne så givetvis fornuftig ud dengang, men ikke i retrospekt.«

Sierra Leone

Begivenhederne førte til en række konklusioner i den forholdsvis grønne premierministers hoved, som han sammenfattede den 24. april 1999 i The Economic Club i Chicago, hvor han fremlagte det, han kaldte for »det internationale samfunds doktrin«. Dette er, skriver han, en »storslået titel for, hvad der i virkeligheden var en meget enkel opfattelse: At intervention for at vælte et voldeligt, diktatorisk regime kan retfærdiggøres med henvisning til regimets natur, ikke udelukkende ud fra hvorvidt det er en umiddelbar trussel mod vores interesser.«

Fra Chicago-talen til invasionen af Irak i 2003 går der en tydelig og lige linje. Men der var en række begivenheder, der inden invasionen bekræftede ham i doktrinens rigtighed. Den første var Sierra Leone, som Blair beskriver som »en af de mindst omdiskuterede episoder i mine 10 år som premierminister, men det er en af de ting, jeg er mest stolt af«.

Storbritannien havde som forhenværende koloniherre fortsat tropper i landet, da situationen i maj 2000 - med Blairs ord - »pludselig blev rigtig grim, da RUF (oprørsgruppen, red.) brød den seneste våbenhvile og gik på krigsstien«. Da lederen af de britiske tropper i landet sagde til Blair: »Vi har soldater derude (...) Hvis du vil have os til at ordne RUF, så lad os gøre det«, blev »instruktioner givet«, skriver Blair, hvorefter de britiske soldater »over et par uger ordnede RUF«.

11. september

Mest af alt kom terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september 2001 dog til at bekræfte Tony Blair i sine konklusioner, samtidig med at han erkendte, at den krig, som den vestlige verden nu befandt sig i, ikke var en almindelig krig.

»Jeg indså med det samme, at selv om det var en krig, så ville den på grund af sin natur nødvendigvis skulle beskrives og kæmpes på en anderledes måde,« skriver han, men erkender, at han »misforstod udfordringens dybde«.

»Hvis jeg havde vidst, at vi et årti senere stadig ville kæmpe i Afghanistan, ville jeg have være inderligt foruroliget og alarmeret. Jeg håber, jeg alligevel ville have taget de samme beslutninger, både der og i forhold til Irak. At have forsøgt at undgå konfrontationen ville have været en frygtelig fejl; politisk fejhed,« skriver han og erklærer sig »ikke mindre engageret til kampen« i dag end dengang.

Irak

På samme måde forsvarer han stadigvæk beslutningen om at vælte Saddam Hussein. Han skriver, at han var kommet til den konklusion, at Saddam Hussein kun kunne væltes, hvis han brød FN's resolutioner, og ikke alene fordi han var en diktator. Men allerede i april 2002 - under et møde med George W. Bush i Crawford - var Blair selv afklaret med, »at fjerne Saddam ville være at gøre verden, og særligt det irakiske folk, en tjeneste. Selv om jeg vidste, at regimeskifte ikke kunne være vores politik, så jeg på et skifte med entusiasme, ikke forfærdelse.«

Han skriver, at han ikke vil forsøge at overbevise læseren om, at han havde ret, men blot bede læseren om at reflektere over, at han »måske har ret« - ligesom han siger, at han selv ofte har reflekteret over, hvorvidt han tog fejl. Han pointerer, at han aldrig betragtede modstanderne af krigen som »dumme eller svage«, fordi argumentet var så fint balanceret. Han pointerer dog at »i hver enkelt af de militære kampagner, jeg blev engageret i, var der en historie af ikke-intervention før interventionen ... Med andre ord, evolution var mislykkedes. Det eneste, der ville virke, var at løse problemet, ikke pacificere det«.

Fremtidens kampe

Og således ender Blairs udenrigspolitiske rejse - stadigvæk lige stærk i troen på, at han har ret, som dengang under Kosovo, hvor han fik en åbenbaring: Problemer skal løses, ikke blot pacificeres. Det gælder også Iran, om hvilket han skriver:

»Iran med en atombombe vil betyde, at andre i regionen vil erhverve sig de samme våben; det ville ændre magtbalancen dramatisk i regionen, men også inden for islam.«

Netop blandingen af islam og ekstremisme optager ham særlig meget, og han sammenligner overordnet set kampen mod islamisk ekstremisme med tidligere tiders kampe mod fascisme og kommunisme. Denne overordnede kamp imod ekstremisme kan ifølge Blair ikke undgås, kun udskydes - hvilket han ikke overraskende er imod.

»Vi har brug for en Obamas (eller en Clintons) overtalelsesevne i argumentet, og det simple i Bush's (eller Reagans) tilgang. Vi har brug for en intellektuel sag, mesterligt opstillet, kombineret med en praktisk indstillet evne til at konfrontere. Det er nu, det skal gøres,« skriver han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Blair tænker nok en del dybere over tingene end mange andre politikere -uanset om men er enig eller uenig i hans konklusioner, så virker han grundlæggende reel og hæderlig.

Jeg har altid ment lige præcist det modsatte,
Tony B Liar er et "fake" menneske .
Hans selv-forherligende bog bekræfter da også at han er en uhæderlig politisk opportunist ..
Hvem andre end Karen Jespersen og Naser Khader ville stille op for et parti de ikke mener er det bedste for Nationen ?? Tony B Liar vil !!

Niels østergård

"My friend Tony" hæderlig og reel?
Den bliver du vist nødt til at uddybe, Hr. Kroll.

nævnte Blair slet ikke sin gode ven David Shayler og sin egen karriere inden for et vist statsorgan i sin bog: A Journey(to hell)?

@Robert Kroll
Ja, det er problemet - Blair er en suveræn skuespiller og "virker" reel og hæderlig. Sir Richard Dearlove (daværende britisk efterretningschef) vendte tilbage til Storbritannien efter et møde med hans amerikanske kollegaer inden irakkrigen blev indledt. Han fortalte Blair og hans stab, at amerikanerne var fast besluttet på at gå i krig, og fordi der ikke var forbindelser mellem Irak og al Queda eller kendskab til masseødelæggelsesvåben i Irak, "the intelligence and facts (were) being fixed around the issues".
For nylig blev Blair spurgt om han fortrød beslutningen om at gå i krig. Han sagde nej, idet han henviste til islamisk terror som en af de største problemer i verdenen. Det sagde han vel vidende, at det var krigen som bragte al Queda til Irak, og ikke omvendt. Tidligere chef for MI5 fortalte ved Chilquot inquiry , at det var hensides al tvivl at krigen har gjort Storbritannien mindre sikker (pga. terror), i overensstemmelse med vurderinger af Pentagon, adskillige efterretningsfolk og tænketanke.
Til sidst, da Les Roberts m.fl. udførte en epidemiologisk undersøgelse af krigens påvirkning af irakisk dødelighed (publiceret i the Lancet) og konkluderede i 2006, at der var ca. 600.000 døde som følge af krigen, fortalte Blairs scientific advisor, at undersøgelsen var "bullet-proof". Det forhindrede ikke Blair i at udtale, at han ikke fandt undersøgelsen "troværdig"!
Blairs hæderlighed? Tja, det må han have parkeret et eller andet sted før han blev PM.

Henrik Sarpsborg

Blair er en naiv lykkeridder. Hans metiér var at bringe neoliberalismen ind på venstrefløjen, som politisk svar på Berlinmurens fald, og i DK var både venstre og socialdemokratiet aftagere. Noget som har banet vejen for højrepopulisternes succes, destrueret velfærdssamfundet i dets velfungerende form, og efterladt Dansk politik i ruiner, fuldstændigt blottet for andre visioner end økonomisk fundamentalisme. Sikken en politiker!

Man må ej heller glemme, at Blair synes at være prototypen på en katolsk kristen fundamentalist. Al den tale om moral og etik skal jo bare dække over, dvs. legitimere statens UK's behov for at gå i krig mod dem, de ikke kan lide (læs: dem som har olie). Og i den forbindelse skal man se hans holdning til både Irak og Iran - Vi i Vesten (dvs. UK og USA) har ret til stadig at kontrollere andre landes regeringers og staters adgang til olie.

Mht. Serbien og Kosova, var det (desværre) sådan, at
albanerne i Kosova blev bedt om at forsvinde, mens Nato bombede de serbiske stillinger - så meget for Blair's sympati med albanerne. (hvoraf de fleste i oprørshærem iøvrigt vist gik ind for at genskabe et Stor-albanien...)

Mht. Sierra Leone, så var det måske et spørgsmål om man ikke lige skulle have undersøgt, hvorfor folk gjorde oprør, før britiske soldater ordnede RUF i løbet af et par uger?

Mht. Iran med en atombombe overser han totalt, at både Israel, Pakistan og Indien allerede har en sådan bombe. Og denne idé om at hvis Iran får en sådan bombe, vil alle også have en sådan, er lige så forkert, som det at Irak kunne bruges som murbrækker til at skabe demokrati i Mellemøsten; kun naive neokonservative liberalister havde kunnet forestille sig dette...

Mht. min anklage mod Blair om at være katolsk kristen fundamentalist behøver man bare lytte til hans udtalelser i serien 'the way to war' (som The History Channel genudsender fra tid til anden). Her er manden totalt sikker på sig selv, han gjorde det rigtige og korrekte hele tiden, også ifht. Kosova/Serbien, Irak og Afghanistan. Og manden er meget tæt på at sine, at vi skal gå i krig med Islam, fordi Islam (og dermed muslimer) ikke deler vore værdier. Præcis sådan argumenterede katolikkerne og protestanterne også - dengang i middel-alderen.

Og hvorfor vælter man ikke Saudi-Arabien eller generalerne i Burma eller Kina? De er om muligt endnu mere undertrykkende overfor deres befolkninger end Irak var under Saddam Hussein. Noget tyder på, at al denne moral-tale kun er brugt som skalke.skjul for at legitimere at gå i krig mod de lande, som truer vores (dvs. Vestens) interesser.