Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Er Jesper Langballe bare en af vore egne?

Hvis Jesper Langballe havde været revystjerne eller seksdagesrytter, havde det været en strålende biografi, som nu er udkommet om ham. Men han er præst, politiker og intellektuel
Moderne Tider
11. september 2010
Hvis Jesper Langballe havde været revystjerne eller seksdagesrytter, havde det været en strålende biografi, som nu er udkommet om ham. Men han er præst, politiker og intellektuel

Janne er præstedatter i en mindre by i Jylland, Thorning. Som 12-årig begynder hun at ryge cigaretter. Det var efter, man havde fundet ud af, hvor usundt det er at ryge, men det var inden de store kampagner skulle gøre det umuligt at gøre det usunde. Janne bliver ikke skældt ud, da hendes forældre finder ud af, at hun er blevet ryger. Hendes mor siger noget om, at det ikke er så godt, men det er, fordi datteren stjæler cigaretterne. Hendes far bliver derimod stolt, da han finder ud af, at hans unge datter sandelig kan inhalere. Hun ryger ordentligt!

Hendes far er præsten, politikeren og den intellektuelle Jesper Langballe. Og anekdoten er en af de mange episoder, som er sat sammen af journalisterne Mads Bregenov-Pedersen og Mads Jensen i biografien Langballe.

Der er mange fortællinger om det vilde liv i præstegården i bogen om Jesper Langballe: Det er et sted, hvor de unge får lov at drikke og køre på knallert. Præsten Langballe er et tilløbsstykke og en boheme i lokalområdet. Han tiltrækker og fastholder et publikum med sine prædikener, men han er ikke særligt god til at holde reglerne og passe tiderne. Han bliver nødt til at ansætte en sekretær for at sikre, at sognebørnene i hvert fald når at få deres dåbsattest, inden de bliver konfirmeret. I sine ferier skriver han i over 20 år på sit store værk om digterpræsten Steen Steensen Blicher, men han er kendt som en skandaløs bilist, der ikke kan holde farten - og indimellem ikke engang holde sig på vejen, når han tager en afstikker over marken.

Da en utilpasset københavnerpige sidst i 1970'erne bliver anbragt hos en familie i Thorning, bliver hun berygtet for at leve stærkt og drikke hårdt. En dag beslutter hun sig for at stikke af fra plejefamilien, men et af Langballes børn beder hende ringe til præsten, inden hun tager flugten. Hun kommer til en samtale med Jesper Langballe, får et langt bad og en seng at sove i. Langballe og hans kone Gitte tilbyder hende et nyt hjem, så hun flytter ind. Siden kommer hun ud i misbrugsproblemer i København, og to gange sørger Jesper Langballe for at få hende anbragt til afvænningsbehandlinger, som han selv betaler for. I dag er hun gift med hans søn og mor til tre børnebørn.

Der er adskillige anekdoter af den slags i Langballe - en biografi, som afkræfter fordommene om en reaktionær mørkemand og bekræfter myten om en impulsiv intellektuel præst og politiker. Han bliver af borgerne i byen betragtet som en progressiv skikkelse, der prædiker på kant med de vedtagne forestillinger om rigtigt og forkert. Således betegner han selv sin stilling i Tidehverv som en systemkritisk position:

»Det er at støde kritisk frem. Det er et udgangspunkt, hvorfra der kan udøves en radikal kritik af stort set alt mellem himmel og jord.«

Modstandsmandens arv

Jesper Langballe blev født i København i 1939. Hans mor Agnete var hjemmegående, mens hans far, lægen Mogens, var optaget af storbylivet med musik og revyforestillinger. Mogens bliver stærkt engageret i modstandsbevægelsen, men udvikler en tilbøjelighed til amfetamin for at kunne opretholde dobbeltlivet som læge i dagtimerne og modstandsmand om natten. Efter krigen kan han ikke vænne sig af med det, men kombinerer det med et morfinmisbrug. Han ender med at tage sit eget liv.

Den unge Jesper Langballe er ualmindeligt godt begavet og interesseret i dansk litteratur, men desværre også ualmindeligt doven. Tre gange forsøger han at tage sig sammen til at gennemføre en gymnasial uddannelse og blive student, men det mislykkes. I stedet står han til søs. Efter en konflikt med skibets autoriteter vælger han at stå af i Marseille, hvor den unge mand til alt held finder hyre på et andet skib.

Da han kommer hjem, forsøger han sig som journalist på Jyllands-Posten, hvor han som satireskribent og bagsideredaktør skaber sig et navn og får et fast publikum. Siden flytter han som 'egnsredaktør' til Esbjerg, hvor han dyrker forholdet til sin fætter Søren Krarup, som er præst i Seem. Ikke mindst deres diskussioner og engagement inspirerer ham til at søge dispensation til at tage en teologisk særuddannelse, selv om han ikke er student.

Han har i mellemtiden mødt Gitte, som både overvejer en karriere i journalistikken og studier i litteraturhistorie på universitetet. Men det bliver Jesper, som kommer til at studere, og Gitte, der ender med at passe børn. Hun udvikler under hans studier et alkoholmisbrug, som hun aldrig kommer ud af igen. Da Jesper Langballe i 1975 bliver ansat som præst i Thorning, håber de, at hendes psykiske problemer og tendenser til alkoholisme vil gå over af sig selv. Men som Jesper Langballe selv erkendte ved konens død i 2005: »Generelt må jeg sige, at ingen af os håndterede Gittes problemer særligt talentfuldt, og jeg kan godt sætte ord på min skyldfølelse.«

Ind i politik

Det bliver indvandringsspørgsmålet, som engagerer Jesper Langballe i den politiske offentlighed. Sammen med sin fætter Søren Krarup fører han kampagner mod Dansk Flygtningehjælp og den danske udlændingelov fra 1983. Som intellektuelle foragter både Krarup og Langballe politik. Langballe siger selv, at det økonomiske overhovedet ikke interesserer ham. Han kæmper med sine egne ord hele sit liv »for at bevare noget, som jeg var lige ved at miste«. Det kan være retten til at ryge, hvor man vil, det er familien over for »socialt formynderi« og den fri forskning over for den moderne fakturafanatisme, og »det gælder Danmarks bevarelse under masseindvandringen og i EU«.

Jesper Langballe finder på den måde åndelige fronter, som kan retfærdiggøre, at han alligevel stiller op til Folketingsvalget i 2001 og kommer ind. Han opgiver sin systemkritiske indsats og vælger en positiv politisk position. Nu kan han ikke længere nøjes med at »støde kritisk frem« og angribe alle kritisable forhold mellem himmel og jord. Han bliver tvunget til at stemme for krigen i Irak, finansloven og ældrechecken. Langballe og Krarup opgiver det sted, hvorfra de som uafhængige intellektuelle kunne angribe velfærdssystemet og ender som medlemmer af et parti, der vil forsvare hele socialstaten som sandheden om Danmark.

Man fornemmer også et konstant ubehag ved tilværelsen i politik: Til de andre medlemmer af Dansk Folkepartis forargelse afbryder Søren Krarup gerne sin fætter, når Langballe fører sig frem på gruppemøderne. Han gør grin med ham og vrænger »stor, stor politiker« ad Langballe, når han taler. Eller Krarup kalder ham for en »stor idiot«. De mobber ustandseligt hinanden, og de nedgør de politiske realiteter. Til gengæld opskriver de deres egen indsats som »national værnepligt«, og de kalder Pia Kjærsgaard for en dansk Jeanne d'Arc.

Det er konflikten mellem kritikken i offentligheden og deltagelsen i magtudøvelsen, mellem Tidehverv som systemkritik og en positiv politisk dagsorden, der er det afgørende drama for Jesper Langballe. Det er her, han brillerer som forsvarer af forskningsfriheden - og falder igennem med intellektuelle vildfarelser og farer vild i retoriske figurer om de muslimer, der skulle dræbe deres egne børn. Her finder man ham på den ene side som konsekvent kritiker af kvindefrigørelse og på den anden side engageret i noget, der i bogen bliver kaldt for »den livsvigtige debat om islams kvindesyn«.

Men forfatterne forholder sig ikke til den pinlige modsigelse mellem en mand, der hylder sin kone for ikke at være frigjort, men angiveligt skulle ville frigøre de undertrykte muslimske kvinder. Forfatterne til biografien om Langballe er gode til at fortælle anekdoter om tobak, alkohol og komiske situationer, hvor Langballe spiller dum, gammel mand i flyveren, der lader som om, han ikke ved, at rygning er forbudt. Men de to forfattere forholder sig ikke til modsigelserne og konflikterne mellem Langballes intellektuelle idéer om verden og hans politiske praksis i den. Det havde været en god biografi, hvis Jesper Langballe havde været revyforfatter eller seksdagesrytter. Men nu ender den som en middelmådig bog, der reducerer et intellektuelt drama og en sensationel politisk skæbne til en række røverhistorier om mørkemanden, der søreme kan finde ud af at drikke whisky hele natten og glemmer at skifte beskidte jakker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Sjovt nok har jeg aldrig opfattet Jesper Langballe som intellektuel, men det hænger utvivlsomt sammen med min opdragelse (primært erhvervet gennem medierne), hvorefter intellektuelle pr. definition altid tilhørte venstrefløjen eller i hvert fald ikke dens modsætning. Så tak for påmindelsen, for selvfølgelig - hvorfor skulle han ikke kunne være det?

Jeg ved godt, hvad der menes med det i artiklen, men jeg synes nu alligevel, at det virker lidt morsomt: ".... mor til tre børnebørn" ;-)