Læsetid: 5 min.

Beværtet: Frokost med kaptajnen

Taarbæk Kro lever op til Taarbæks insisteren på at være noget andet end resten af overklassens Nordsjælland
Tidslomme. Hvis charmen hviler på en oplevelse af en tidslomme, hvor noget oprindeligt er bevaret, så er kroen helt med.

Tidslomme. Hvis charmen hviler på en oplevelse af en tidslomme, hvor noget oprindeligt er bevaret, så er kroen helt med.

Sigrid Nygaard

9. oktober 2010

»Vi skal til Rungsted og spise frokost,« sagde kaptajnen. Vi stod ved Christianshavns Kanal på et gyngende stykke dansk innovation. På et tidspunkt i 60erne eller 70erne havde en eller anden overbevist sejlerlegenden Poul Elvstrøm om genialiteten i et projekt, der i al sin enkelthed gik ud på at kombinere en campingvogn med en jolle. Ideen var at lave et skib, hele familien kunne være i, og som man med et snuptag kunne lægge masten ned på, sætte på trailer og hænge bag på bilen. Og så køre af sted til Gardasøen eller Harzen. At sejlsportsfolket og campingturister er omtrent de to mest forskellige kulturer, nogen har forsøgt at forene, spændte nok ben for konceptets succes. Men det er en historisk skibskonstruktion, for ingen andre har fået ideen hverken før eller siden. Båden havde kaptajnen, der kender alle sprækker i samfundet, fundet hos den efterladte til en drukkenbolt på Lolland. Den hedder stadig Ursula. Mænd navngiver normalt skibe med kvindenavne, der afspejler deres udlængsel. Ursula er et navnevalg man i skibsverdenen kun ser på fartøjer, der går i pendulfart mellem Helsingør og Helsingborg.

Det var september, og det blæste koldt fra nordøst »Vi kommer sgu ikke længere end Taarbæk,« indvendte jeg. Ursula er hyggelig og rummelig. Men noget lyn på vandet er hun ikke. »Det skal vi, for der gider vi ikke spise frokost,« fnøs kaptajnen.

Et par timer efter sad vi på krostuen i Taarbæk. »Nå ja, det skal da også nok blive godt,« sagde kaptajnen. Taarbæk Kro er en mærkelig historie. Taarbæk er skridtet videre end Kartoffelrækkerne for den del af københavnerne, der bilder sig ind, at der kan være formildende omstændigheder ved forstæderne. Forestillingen er, at der findes en autencitet, en rest af oprindelig fiskerlejementalitet i miljøet i Taarbæk. De små tætliggende huse tiltaler pyssenyssetheden i nogle kvinder, den samme æstetikfornemmelse der får dem til at insistere på pæonbede, slidt hvidt, en 2CV eller en folkevognsboble.

En stædig uappetitlighed

Taarbæk vil gerne være noget andet, end resten af nordkysten, og det er let at mærke, at det vil kroen også gerne. Den har været ejet af samme person siden midt i 70erne. Og det var også sidste gang, nogen malede eller i øvrigt gjorde noget ved stedet. Der er ikke andre steder op ad strandvejen, hvor Erich Honecker ville føle sig så godt hjemme. Det gamle grøn-brun-grå-gule gulvtæppe er helt sikkert kreeret af DDRs hofdesigner, og stolene fuldender dekorens næsten punkagtige protest mod tidens og indretningens udvikling med en stædig, uappetitlig brunhed. Vi bad om lidt at spise og fik med en uhøflighed, der sikkert skulle gøre det ud for en særlig autencitet, stukket tre stykker krøllet karton i hånden. De flossede og plettede kort afslørede en perlerække af danske frokostklassikere. »Jeg vil gerne have røget sild«, sagde kaptajnen, famlende efter hvad på kortet, der krævede mindst tilberedning i køkkenet. »Det har vi ikke mere,« svarede tjenerinden som et riffelskud. Enten var der flere, der tænkte som kaptajnen, eller også svarede hun sådan til alt, gæsterne startede med at ønske for at holde den særlige stemning. Nå men så måtte vi jo bestille tre slags sild karrysild kan man da ikke gøre en protest ud af? Den lovede karrysild var så ikke en del af sildefadet, da den kom. Sådan gør man det. Alle tre slags sild var heldigvis friske fra glasset, lidt sjovt at se både store stykker af fileter og bidder i samme skål. Køkkenet viste lidt personlighed ved at servere det på denne måde, eller også var man lige løbet tør for sildefileter og tog hul på et glas, hvor silden var skåret ud i små bidder. Og gammelt, køleskabskoldt rugbrød.

Lån fra nabobordet

Vi bestilte Linie Akvavit og fik en anden snaps, der da også smagte meget godt. Reklamemanden, den slags er jo fine på den, bad om en stofserviet og fik at vide, at dem var der ikke flere af. De havde den tynde slags papirservietter, der lynhurtigt bliver en klam lille kugle. Der stod ellers mange stofservietter foldet i kegler på de tomme borde rundt om os. Men de måtte åbenbart ikke bruges, og tjenerinden lod fuldstændig, som om ingen af os kunne se dem. Da hun forsvandt, tiltuskede vi os en hver fra nabobordet.

Og så skulle jeg desværre bruge toilettet. Hvilken installation. Sidst, jeg så noget så klamt, var vist på den transsibiriske jernbane før murens fald, hvor jeg forsøgte at holde mig samtlige otte bumlende dage over det asiatiske fastland. Jeg håber, Informations fotograf får et billede med derudefra det eneste lokum i whiskybæltet der med garanti ikke har fået en kærlig hånd under højkonjukturen. Helt klart en markering, der distancerede stedet fra den omkringliggende, sjælløse overklasse.

Reklamemanden og jeg havde bestilt de to ting på kortet, der direkte var markeret som hjemmelavet. Men bare rolig: Hans hjemmelavede gravad laks bar vakuumpakningens distinkte, glatklamme overflade. Og min hjemmelavede hønsekødssalat, kom direkte fra spanden. Med en industrimayo af stiveste slags, og krydret med samme intensitet som en opbagt sovs i Polen. Bedst af alt var den lagt op i filodejsform der sikkert skulle have været sprød. Men hvis den ikke var det i forvejen, hvilket den jo nok var, så blev den naturligvis voksagtig og slatten af sit mayonnaisefyld. Endnu en klar taarbæksk uafhængighedsmarkering. Salaten, der lå omkring, var pjaskvåd men tomatstrimlerne var friske. Og baconen formentlig også stegt on site. Nærmest et genrebrud på dette tidspunkt i måltidet.

Ikke som resten af overklassen

Kaffen kom i en grå, revnet og ramponeret termokande. En feltfalske fra sidste forsamlingshuskrig. Vi turde ikke rigtigt spørge om de små, tørre gule sukkerblomster på industripetitfouren var noget de selv kreerede. Vi havde ikke turdet adressere betjeningen, siden vi, da vi bad om Hof på flaske (det lignede ikke et sted, der ofte renser fadølsanlægget) blev mejet ned med et vredt: »Der er ikke noget, der hedder Hof mere!« Hun formildede sig dog og tilbød Carlsberg. Selvfølgelig var cognacen en sød, karamelliseret Renault den med garanti eneste cognac, du aldrig bliver budt noget sted i whiskybæltet.

Taarbæk Kro lever op til Taarbæks insisteren på at være noget andet end resten af overklassens Nordsjælland. Hvis charmen hviler på en oplevelse af en tidslomme, hvor noget oprindeligt er bevaret, så er kroen helt med. Ude på søen igen bemærkede vi noget hvidt om reklamemanden hals. Han var den eneste der ikke vidste, at det var Erik Brandt-uge på sundet, og var kommet hjemmefra uden charmeklud. Han fik det sidste ord, og en stofserviet i halsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu