Læsetid: 3 min.

Skulle man ikke lige ...

Når oktober er ved at blæse taget af huset, kan man jo godt lige nuppe en cognac at styrke sig på
30. oktober 2010

Når det blæser og regner allermest frygteligt udenfor, er det samtidig den mest fortrinlige undskyldning for at runde søndagsmiddagen af med et styrkende glas foran pejsen, mens DAB-radioen skratter og børnene spiller terre. Desværre er det de allerfærreste beskåret at have en pejs, der sendes ret få hørespil med Ebbe Rode på DAB-kanalerne, og der er vistnok endnu ikke kommet nogle anstændige terre-udgivelser til hverken Xbox eller playstation. Derfor må vi sætte vor lid til cognacen.

Cognac er i de senere år blevet noget, som de friværdifinansierede amatørkendere går op i i en sådan grad, at det kan være næsten lidt flovt at byde gæster et glas fra en flaske, der er både overkommelig i pris og et mindre sjældent syn end en grædende Keld Heick. Men, flere vil jo nok kvie sig noget ved at skulle sidde og se Borgen efter at have spist krebinetter med stuvede gulerødder, vasket paneler og lavet selvangivelse, med et glas Chateau de Montifaud til 5.500 kroner literen, som kun kan bestilles over nettet. Derfor har vi i denne uge været i supermarkedet og fundet et par af de flasker, der med fordel kan opbevares omme bag tangbrændevinen lavet i en gryde af øgleskind, hjembragt fra ferien i Mikronesien.

Den billigste

Den først smagte, og den billigste, er faktisk slet ikke en cognac, men en brandy. Det vil sige, at det er en druebrændevin, som ikke er lavet i Cognac-distriktet. Disse er næsten altid billigere end de mere prestigiøse cognacs, men ikke altid dårligere. Prince de France Napoleon VSOP lover ikke meget med sit selvmodsigende navn: I Cognac-distriktet er VSOP en officiel aldersbeskrivelse, hvor Napoleon er en uofficiel og anden aldersbeskrivelse.

Den har en stor, frugtrig og syrlig aroma, der minder om ribs og pærer, som blander sig med varmt krydrede noter af kanel og tørret tidsel. Smagen er mild, grundet en ret lav alkoholprocent, men det gør også, at den er rundere og blidere end det meste spiritus i samme prisklasse. Når det er svært at finde noget at beklage, hænger det også sammen med, at det er et yderst anonymt produkt, som ikke rigtig byder på spænding eller lyst til et stort glas til, og måske derfor udfylder den rollen som hverdagsnydelse godt.

De store huse

Et af de allerstørste huse i selve Cognac-regionen er Martell, hvis yngste og billigste type er VS, som må betragtes som et absolut standardprodukt til et bredt verdensmarked.

Den er flot rubinrød, desværre kunstigt farvet og har en svag, letkrydret duft med minder om valnød og kørvel og en tydeligt tungere dråbe end Prince de France. Smagen er stærkt sødlig, næsten som blommemarmelade, men samtidig så skarp, at den velkendte cognac-varme er meget tydelig og umiddelbar. Eftersmagen er kort og ikke ligefrem imponerende, men man kan ane små nuancer af tannin i munden længe, og helhedsindtrykket er også meget vinøst. Den virker som en fremragende cognac til flamberede desserter, men som drikkecognac vil mange nok finde den en smule for muskuløs på en oppustet facon. Det er cognacens svar på en Ford Mustang, men søger man det, er den til gengæld helt perfekt, blot noget dyr.

Huset De Luze er en af de større producenter, omend i en noget mindre skala end Martell, og de er heller ikke nær så udbredt herhjemme. Deres VS er lysere end Martells, og dråben er mindre fed, hvilket matcher den tørre, lidt høagtige aroma fint. Smagen er på samme tid mindre syrlig og mindre sød end de to andre og åbner for et bredere spektrum af bitre og sarte nuancer. Den er krydret, næsten pebret, men også sprødt vinøs som champagne. Eftersmagen er halvlang med et skarpt centrum og en sært behagelig sæbeagtig afrunding. I det hele taget er det en langt mere ambitiøs brændevin end de to andre, og den fylder fint sit glas uden at blive højrøstet.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu