Læsetid: 3 min.

En mammut om Palæstinas befrielseskamp

Svenskeren har skrevet et spændende og personligt engageret værk om kampen for et frit Palæstina
2. oktober 2010

Første gang - og indtil videre sidste - jeg mødte Per Gahrton var i en hyggelig gårdhave på et hotel i den besatte del af Jerusalem. Det var i forsommeren 2008. Gahrton var på et af sine mange besøg i de besatte områder og var ved at lægge sidste hånd på en stor samlet fremstilling om Palæstina-konflikten. Bogen udkom i slutningen af 2008, men først sidste år landede den på min bogreol. Der har den så stået alt for længe, og det kan nu ærgre mig, for det er en fantastisk god om end deprimerende bog.

Per Gahrton er en stor profil i Sverige. Han har siden sidst i 1960'erne gjort sig bemærket i politik. Først i det liberale Folkepartiet, og fra midten af 1980'erne som fremtrædende medlem af De Grønne. I flere perioder har han siddet i Riksdagen og også fem år i EU-parlamentet. Ved siden af sin EU-skepsis er han kendt som en af landets fremmeste eksperter på Palæstina-konflikten.

Taget af plakaten

I bogens indledning skriver han, at han i sin ungdom havde to plakater hængende: én af Egyptens karismatiske leder Gamal Abdel Nasser og én af Israels første ministerpræsident David Ben Gurion. Men kort tid efter Israels angreb på Egypten i 1956 blev Ben Gurion hevet ned fra væggen.

Gahrton besøgte regionen første gang i 1964, hvor han som 21-årig var i Kairo. Her hørte han igen og igen en helt anden fortælling om Palæstina-konflikten end den, han var vokset op med. Det førte til undren og senere fordybelse i konfliktens historie. Han begyndte at skrive om den, og blev derefter udsat for det, som han betegner som en »voldsom forfølgelse«, næsten som havde han spyttet på den helligste af alle hellige køer. Antisemitisme var blot en af de ting, han blev beskyldt for, og rationalet var for Gahrton: Hvis de, som ikke bryder sig om de mere kritiske skriverier, tyer til en sådan sprogbrug, må de have en særdeles dårlig sag. Resultatet var, at Gahrton fortsatte med at grave sig længere ned i historien. Det er denne mangeårige læsning og interesse for feltet, læsere nu kan glæde sig over.

Bogen er en mammut. Over 700 siders analyser og personlige iagttagelser af konfliktens mere end 100 år lange historie. Han dækker det hele. Dreven, som han er, kender han alle modargumenter og gendriver dem overbevisende. Han har deltaget i tilpas mange debatter i ind- og udland til at vide, hvordan Israels venner argumenterer. Det gør bogen længere, men ikke mindre interessant. Tilgangen er forstående i forhold til det palæstinensiske narrativ.

I bogens indledende del, som fokuserer på begyndelsen af det 20. århundrede, er Gahrton klart inspireret af de 'nye israelske historikere'. Fra 1960'erne og især fra 1970'erne og frem er bogen præget af Gahrtons personlige iagttagelser. Han har igennem årtier haft møder med fremtrædende ledere af PLO, ikke mindst med medlemmer af Fatah. Det kommer der ofte meget spændende - indimellem også paradoksale - insider-beretninger ud af. Således fortæller Gahrton om et besøg i Israel sammen med en EU-delegation, hvor man bl.a. diskuterede spørgsmålet om retten til at slå sig ned i Israel. Det kom frem, at palæstinenserne, der flygtede tilbage i 1948-49 ikke har den ret, men i henhold til en israelsk lov fra 1950 (Law of Return) har jøder fra hele verden ret til at bosætte sig i Israel. »Jøder er børn af jødiske mødre eller en person som er blevet omvendt af en ortodoks rabbiner.« Gahrton kunne, idet hans mormor er født i en jødisk familie i Amsterdam, derfor konstatere at han, hvis han ønskede det, kunne blive statsborger i Israel, mens det palæstinensiske folk som længes efter at vende tilbage, aldrig vil få muligheden. Et faktum der også forargede hans europæiske kolleger.

Et bud på en løsning

Den kritiske tilgang er konsekvent også op i gennem fredsprocessen med Oslo-aftalen i 1993 og ikke mindst efter dennes sammenbrud i 2000/2001. Gahrton, som kender EU systemet fra sin tid som parlamentariker, undrer sig meget over EU's politik, især efter Hamas' valgsejr i 2006. Han er tydeligvis også skuffet over, at de to væsentligste politiske aktører, som palæstinenserne i dag har at vælge mellem, er en sekulær magtelite, som er i lommen på besættelsesmagten - islamister, der orienterer sig mod en religiøs orden. Et valg mellem pest eller kolera.

Trods den ugunstige udvikling er Gahrton overbevist om, at der findes en retfærdig løsning, og også det emne behandler han grundigt. Løsningen skal ikke røbes her, læs i stedet Gahrtons mammut og bliv klogere på en konflikt, der desværre næppe løses foreløbigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu