Da Barack Obama gik over dørtærsklen til Det Hvide Hus 20. januar 2008, stod han ansigt til ansigt med to kæmpe udfordringer.
Allerede på dette tidlige tidspunkt i præsidentens første embedsperiode var det indlysende, at han kun ville kunne gøre sig håb om genvalg i 2012, hvis han i de næste fire år fik afværget en langvarig økonomisk recession og afsluttet den syv år lange krig i Afghanistan.
Knap to år efter er det stadig uklart, hvad det endelige facit bliver.
Obamas økonomiske politik står til en hård afstraffelse ved midtvejsvalget til Kongressen den 2. november. Det er selvfølgelig muligt, at konjunkturerne vil vende sig inden præsidentvalget om to år, men Obama har ikke råd til at vente. Han bliver nødt til at være proaktiv.
Hans store problem er imidlertid, at et styrket republikansk mindretal i Senatet og Repræsentanternes Hus eller et direkte magtskifte i et eller begge af Kongressens kamre kan føre til total politisk lammelse i Washington fra den 20. januar 2011 og frem til præsidentvalget 2012.
Hvordan præsidenten i en sådan fastlåst situation skal kunne få sat gang i amerikansk økonomi, er svært at se. Et forsøg på at pumpe flere penge ind i den private sektor gennem f.eks. infrastrukturprojekter ville utvivlsomt hjælpe.
Slut med Keynes
Der er bare et problem: Republikanere og konservative demokrater ville aldrig i livet gå med til mere keynesiansk politik, som ville øge forbundsstatens budgetunderskud og gæld.
Nøglen til at få det høje arbejdsløshedstal på 10 pct. skåret ned, kunne være drastiske skattelettelser, som ville give forbrugerne flere penge mellem hænderne til at købe varer.
Men vil Obama gå med til at føre republikansk finanspolitik og tilmed risikere at få budgetunderskuddet til at eksplodere (som kan føre til rentestigning og inflation)? Centralbankens chef, Ben Bernanke, vil sikkert bekæmpe store skattelettelser med næb og kløer. Hans forgænger Alan Greenspan opfordrede for nylig til skattestigninger.
Når det gælder amerikansk økonomis fremtid, ser det - alt andet lige - ret mørkt ud for Obamas chance for at blive genvalgt i 2012.
Obama tror ikke på sejr
Hvad med krigen i Afghanistan? Interesserede i dette aspekt vil finde et righoldeligt materiale at fundere over i Bob Woodwards nye, fascinerende bog Obama's Wars.
Det over 400 sider lange værk er en kronologisk beskrivelse af, hvordan Barack Obama kom frem til beslutningen sidste efterår om at forstærke den amerikanske kampstyrke i Afghanistan med yderligere 30.000 soldater, således at de i dag tæller godt og vel 100.000 mænd og kvinder.
Som bekendt satte præsidenten til Pentagons store fortrydelse en tidsramme for det eskalerede militære engagement: I juli næste år vil USA begynde at overdrage flere og flere opgaver til Afghanistans hær og politistyrker - der i mellemtiden vil være vokset i størrelse og kvalitet - og gradvist trække sine styrker hjem over et ukendt antal måneder - eller år? Præcis, som Obama har gjort det i Irak.
Hvis nogen har næret tvivl om Obamas reelle hensigt, vil læsningen af Woodwards nye bog gøre deres skepsis til skamme. Præsidenten er en no-nonsense politiker. Han mener, hvad han siger. I Woodwards fortælling, der er baseret på udsagn fra alle hovedvidner og beslutningstagere, virker Obama ikke følelsesmæssigt engageret i at vinde krigen.
Hverken han eller vicepræsident Joe Biden tror på en sejr i Afghanistan i begrebets klassiske betydning.
Under deres ledelse er det militærstrategiske formål med krigen i Afghanistan blevet korrigeret.
Forgængeren George W. Bushs endemål var at knække Taleban og al-Qaeda (som ikke længere er tilstede i Afghanistan).
Obamas ambitioner er mere beskedne. Han vil svække de to vigtigste taleban-grupper, Quetta Shura i Pakistan og Haqqani-netværket i provinserne Kandahar og Helmand i en sådan grad, at de ikke længere formår at vælte Hamid Karzais styre. Parallelt hermed vil USA træne titusinder af nye afghanske soldater og officerer og fortsætte med den civile genopbygning.
Håbet er, at denne strategi kan skabe grundlaget for en national forsoning.
Og Pakistan ...
Ligesom i Irak planlægger Obama at reducere USA's styrketal i Afghanistan til et absolut minimum, nok til at holde al-Qaeda og de pakistanske talebanere ovre på den pakistanske side af grænsen.
Det oplagte problem ved denne tilgang er naturligvis, at man elegant viger uden om den allervanskeligste udfordring: Hvordan få al-Qaeda røget ud af de nordvestlige territorier i Pakistan? Obama har ladet CIA angribe al-Qaedas ledere og pakistanske taleban-militanter med væbnede droner langt oftere, end Bush gjorde. Men når det kommer til stykket - lærer vi i Woodwards bog - så gør Obama sig ingen illusioner om de pilotløse spionflys effektivitet som kampmiddel mod de islamistiske terrorister. De er højst en supplerende faktor.
Pakistan er og bliver en langt mere kompliceret opgave end Afghanistan - hvor utroligt det end kan lyde efter ni års uafbrudt krig.
Der hersker en akut risiko for, at al-Qaeda og dets allierede pakistanske talebanere (som til forskel fra de afghanske talebanere har forsøgt at gennemføre terrorattentater i USA) vil fortsætte med at udgøre en overhængende terrortrussel mod USA og Europa, når Obama efter alt at dømme søger genvalg i 2012 og kan pege på de positive følger af sin Afghanistan-strategi - nemlig en påbegyndt tilbagetrækning.
Sær historieskrivning
Man kan kritisere Bob Woodward for meget. Han er ikke den typiske historieskriver, der søger en dybere mening gennem sin egen tolkning af begivenhederne. Begrebet kildekritisk tilgang synes at være en by i Rusland for den amerikanske journalist, der ellers blev verdensberømt sammen med Carl Bernstein for deres gravearbejde i forbindelse med Watergate- skandalen.
I denne og tidligere bøger om andre præsidenter har Woodward udviklet sin helt egen stil. Han følger historien, som den udfolder sig for øjnene af de vidner, han interviewer, med kun lidt forsinkelse. Der er ikke nogen af beslutningstagerne, som afviser at tale med Woodward, inklusiv præsident Barack Obama.
Til gengæld får de alle lovning på at optræde i bogen. De tilkendes en prominent plads i den første skitse over et vigtigt kapitel i amerikansk nutidshistorie. Senere historikere vil blive nødt til at forholde sig til deres udsagn i Woodwards bog; det er tvivlsomt, at de vil kunne få så ubegrænset adgang som Woodward til de vigtigste kilder.
Amerikansk presse kaster sig forudsigeligt over nyheder og de mest farverige detaljer i en bog fra Woodward - eksempelvis skænderier, tillægsord slynget mod en modstander i regeringnsapparatet, osv. Sådan er det også gået med denne bog. Ingen vidste f.eks., at CIA har dannet en hemmelige kommandostyrke på 3.000 afghanere til indsættelse mod Taleban og al-Qaeda på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan.
En hårdtslående præsident
Men det egentligt fascinerende er at følge den detaljerede beretning om, hvordan Obama næsten mutters alene kæmper en nærmest heroisk kamp for at tilbagevise Pentagon-generalernes kompromisløse krav om at få myndighed til at sende 40.000 flere soldater til Afghanistan på ubegrænset tid og med det løst formulerede mandat, at de skal føre Petraeus' oprørsbekæmpelsesstrategi fra Irak ud i livet.
Jo, under slaget i Det Hvide Hus får Obama uvurderlig hjælp fra Biden og civile rådgivere, men han er oppe imod de landskendte krigshelte, David Petraeus og Stanley McChrystal samt masser af firestjernede generaler, der har været vant til at få ret under præsident Bush.
De politiske risici for Obama er betydelige. For en ny og ung præsident, der aldrig har tjent som soldat, kan det være ekstremt intimiderende at blive præsenteret for et enkelt bud på, hvordan USA vinder krigen i Afghanistan. Take it or leave it!
De fleste ville bøje sig. Ikke Obama. I en typisk advokatstil prøver han at pille generalernes plan fra hinanden med kritiske spørgsmål, der viser, at han har sat sig nøje ind i sagerne. Hvert møde ender med, at Obama forlanger revisioner og fremlæggelse af alternativer, han kan vælge imellem.
I Pentagon bliver man mere og mere irriteret og begynder at lække historier til pressen. Både general Petraeus (chef for den centrale kommando i Mellemøsten og Sydasien) og McChrystal (øverstbefalende i Afghanistan) går på tv og lægger gennem deres offentlige udtalelser direkte pres på Obama, der raser i Det Ovale Kontor.
Obamas udsendinge gør det på et tidspunkt klart, at hvis de to generaler fortsætter i den dur, bliver de fyret. Det bliver til sidst McChrystals skæbne. Han taler over sig. Den amerikanske hærs ubetinget dygtigste og mest populære general, David Petraeus, tør Obama ikke skaffe sig af med. Han bliver i stedet sendt til Afghanistan for at føre sine egne idéer ud i livet.
Hvis Petraeus' mission mislykkes, vil han utvivlsomt tage Obama med sig i faldet. Trods en indbyrdes aversion har de to mænd nu en fælles interesse i strategiens succes. Det er - som man siger - en virkelig god historie.
