Læsetid: 5 min.

En rejse gennem den svenske overklasse

Man regner almindeligvis Sverige for et samfund kendetegnet ved lighed og jævnbyrdighed. Men formuekløften mellem de rigeste og resten er i Sverige større end i noget andet vestligt land
Man regner almindeligvis Sverige for et samfund kendetegnet ved lighed og jævnbyrdighed. Men formuekløften mellem de rigeste og resten er i Sverige større end i noget andet vestligt land
2. oktober 2010

Man taler hverken om penge eller magt, når man tilhører den absolutte svenske overklasse. Det er noget, man har, men det er ikke noget, man snakker om:

»Det centrale begreb er i stedet 'ansvar'«, skriver den svenske erhvervsjournalist Bengt Ericson i sin nye bog om den svenske økonomiske overklasse, Den nya överklassen.

»Man taler om noget tungt og forpligtende, som man ikke selv har valgt, men som er blevet placeret på ens skuldre. Man giver indtryk af, at det er meget hårdt arbejde at være rig.«

Man fremstiller ikke sig selv som en klasse, der har det let og lækkert, men derimod som nogen, der har et enormt ansvar og bærer det med alvor. Man er privilegeret i den svenske overklasse, men privilegierne forpligter.

Det fine ved Ericssons bog om den svenske overklasse er, at han både beskriver, hvor mange penge de har, og hvordan de forvalter deres privilegier. Han afdækker i statistikker og bilag det enorme omfang af de svenske formuer, og han udlægger i fortællinger og reportager deres egen bevidsthed om deres position.

Det er og bliver i det perspektiv en konflikt i fortællingen om den absolutte svenske overklasse, at Sverige på den ene side opfattes som et samfund med enorm lighed og på den anden side er karakteriseret ved en enorm ulighed mellem de rigeste og resten. Den rigeste procent af den svenske befolkning er således relativt rigere i forhold til resten af befolkningen end den rigeste procent af den amerikanske befolkning. Som Ericson skriver i sin konklusion: »Frem for alt fordi socialdemokratiske regeringer i årtier - de borgerlige er heller ikke uden skyld - har prioriteret at bekæmpe indkomstspredningen. Derimod er formueuligheden i det lige Sverige større end i noget andet land i den vestlige verden.«

Sverige er på sin vis både et socialdemokratisk og et kapitalistisk paradis: Alle er socialdemokrater og bekender sig til lighed som ideologi. Men overklassen er ufatteligt rig og lever i sin helt egen verden.

Det er påfaldende, at store svenske virksomheder som H&M og Ikea stiller luksusvarer til rådighed for middelklassen og arbejderklassen. De markedsfører sig på dyder som demokrati, ydmyghed og lighed. De gør det eksklusive design og det udvalgte modetøj så billigt, at alle har råd til at købe det.

Man kan sige, at de bekæmper de fås monopol på den gode smag i boligen og den rette stil i påklædningen. Men samtidig har de to svenske virksomheder skabt nogle af verdens rigeste familier: Grundlæggeren af Ikea, Ingvar Kamprad, har en privat formue på 450 milliarder svenske kroner. Og han bryder sig bestemt ikke selv om at dele ud den. Kamprad skulle efter sigende være temmelig træt af generøse milliardærer som Bill Gates og George Soros, der kræver, at superkapitalister også bliver supervelgørere. Han lever skjult i Schweiz, han stiller ikke sin velstand til skue. Stefan Persson, som er tidligere overhoved i H&M, er Sveriges næstrigeste mand med en privat formue på 121 milliarder kroner.

Comme il faut

Ericsons bog er sat sammen af fortællinger om, hvor overklassen holder ferie, hvor deres børn går i skole, hvad de laver i fritiden og portrætter af svenske rigmænd - for det drejer sig næsten udelukkende om mænd. Den berømte svenske ligestilling mellem kønnene er ikke nået helt til toppen af samfundet.

Den nya överklassener således en journalistisk bog, som kombinerer reportagen med interview og traditionelle baggrundsfortællinger. Der er underholdende eksempler på de ord, overklassen bruger om det, de kan lide, og det, som de ikke kan lide. Man betjener sig af vendinger som »comme il faut«, »lige børn leger bedst«, »sådan noget sker selv i de bedste familier« og »kreti og pleti«. Og hvis nogen fra de lavere sociale klasser stiger op i den nye overklasse, kalder man dem »parvenuer» og »opkomlinge«. Disse mønsterbrydere forstyrrer det naturlige mønster i samfundet. Og hvis man gifter sig med én fra en lavere klasse, kaldes det at »gifte sig nedad« eller indgå »en mesalliance«. De dyder og laster, som afdækkes af sproget i den svenske overklasse, henfører til en konservativ opfattelse af en naturlig orden, hvor nogle få skal være oppe, og de fleste skal være nede. Sådan er det, og sådan bør det være.

Hvis man for eksempel bliver inviteret med på jagt i et af de eksklusive selskaber for første gang, må man for guds skyld ikke dukke op i et helt nyt jagtkostume. Hvis man ikke har været med på en af de adelige eller kongelige jagter før, gælder det alligevel om at lade, som om man altid har været med. Man skal derfor købe sit kostume i en ganske bestemt forretning i Stockholm, og så skal man gnide det mod græsset og slide det med sand, så det kommer til at tage sig autentisk brugt ud. Man må ikke spørge til reglerne og koderne, men skal til enhver tid lade, som om man er indforstået med ritualerne. Man skal med andre ord fremstå, som om man altid har været en af de fremmeste og øverste personer i det svenske klassesamfund.

Det er egentlig paradoksalt, for det fremgår af Ericsons bog, at mere end hver anden af de mest formuende mennesker i Sverige faktisk selv kommer fra lavsociale vilkår i svenske udkantsområder. Objektivt set er hver anden i ethvert af de fine selskaber altså opkomling, men man bekender sig til en overklasseideologi om, at ingen nedefra skal komme op, og ingen udefra skal få adgang. Man forsvarer den sociale orden, som man selv har overskredet, og man ser ned på dem, der vil gøre det samme, som man selv har gjort. Man forsvarer sin stilling, »adel forpligter«, som man siger.

Overklassens må selv forandre

Ericsons bog er ikke et venstreorienteret kampskrift mod klassesamfundet, men den er heller ikke en tabloidhyldest til de store og fine i samfundet. Der er en række interessante fortællinger, som er koblet sammen til oplysende analyser og kritiske perspektiver.

Det er ikke klassesamfundet som sådan, Ericson kritiserer, men derimod det aktuelles klassesamfunds tilstand.

Ericson kritiserer det, han kalder det »nye klassesamfund«: Flere og flere svenskere lever under dårligere og dårligere vilkår. De fristes af forbrugslån og sms-lån, som gør dem til slaver af kreditforeninger og spekulanter. Én procent af den svenske befolkning sidder på 40 procent af de svenske formuer, mens over fire millioner svenskere hverken har opsparing eller kapital - de lever fuldstændig »uden personligt sikkerhedsnet«. Deres skæbne afgøres af tilfældige konjunkturer, mens den nye overklasse både profiterer på dårlige konjunkturer og gode konjunkturer. Ericson tror ikke på, at denne udviklingstendens kan ændres politisk. Han håber på, at overklassen selv vil være interesseret i at skabe et retfærdigt samfund: Hvis den ikke vedkender sig sin magt og påtager sig et ansvar, vil den blive upopulær, presset af de ansattes dårlige »arbejdsmoral« og »urolige lønforhandlinger«.

Det er således i den svenske overklasses egen interesse, at den forholder sig til den sociale virkelighed, som den ellers gemmer sig for og hæver sig over. Bogen er ikke et overbevisende forsøg på politisk problemløsning, men den er en strålende fremstilling af de sjældent sete scener, som tilsammen udgør det svenske borgerskabs diskrete charme - og frastødende fortrængninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sammenligningens kunst er svær.

DE to nævnte rige (IKEA og H&M grundlæggerne) har indtjent deres formuer uden for Sverige ( man kan ikke lave milliarder ved at "handle" inden for Sveriges grænser.)

Så de mennesker/virksomheder m v, der indtjener på globalt plan bør vel ikke sammenligens i en snæver nationalstatslig social indkomstanalyse ?

Eksempel på hvad jeg sigter til :

Der bor en hovedrig skibsreder i Gentofte kommune - man kan således formentlig måle sig frem til , at indkomstforskellen i Gentofte mellem den 1 % rigeste gruppe og de andre er meget større end i Ishøj kommune - de sociale ulighed i Gentofte kommune er således meget stor (måske størst i hele Danmark?).

Det er objektivt korrekt, men altså ---?

Beskrivelsen, af hvordan man går på jagt og klæder sig på til jagt i "overklassen" ligner tilsvarende beskrivelser, som man af og til kan læse i aviser i Spanen, England, Frankrig , Polen o s v.

Man kan altid møde op i jeans, gummistøvler og vindjakke - det der tæller, er om man har en "fin bøsse" og kan "prale" af at have gået på jagt andre og helst mere spændende steder. (Det er lidt provinsielt at møde op i "jagtuniform" og ligne alle de andre.)

adel forpligter - ja tak
Forpligter til at den der har mest, giver mest.
At adelen er til for at beskytte bønderne.
Men bønderne må selvfølgelig ikke, aldrig få magt - men det skete alligevel, da den handelsrejsende blev velstående - i sidste ende stod vi med den globaliserede verden hvor millioner af unge mennesker slagtedes i kapital-interessers navn, hvor jordens ressourcer blev udpint, og luft og vand forgiftet, således at polerne smeltede og fejede den teknologiske civilisation af banen, der ville have udryddet sig selv under alle omstændigheder grundet cyber-terrorisme.

Men det er da altid spændende at læse om hvordan de rige lever, og igen får vi bekræftet at de opfører sig og tænker som Jeppe i baronens seng.