Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Retten som den er

Grundig biografisk indføring i Danmarks store jurist Alf Ross'videnskab og virke
Moderne Tider
23. oktober 2010
Biografi. Alf Ross fik en broget og eventyrlig tilværelse og trods modgangen i de unge år en enestående karriere. Jens Evald får i bogen om Ross trukket mange tråde mellem det juridisk/filosofiske virke og samfundssynet og trækker ustandseligt faglige og andre inspirationskilder ind i levnedsbeskrivelsen.

Biografi. Alf Ross fik en broget og eventyrlig tilværelse og trods modgangen i de unge år en enestående karriere. Jens Evald får i bogen om Ross trukket mange tråde mellem det juridisk/filosofiske virke og samfundssynet og trækker ustandseligt faglige og andre inspirationskilder ind i levnedsbeskrivelsen.

Han fik afgørende betydning for flere generationer af danske jurister og står som en af de betydeligste i faget og som et af det tyvende århundredes samfundsfilosofiske fyrtårne. Alf Ross (1899-1979). Få andre om nogen har som han formuleret sin tids retsfilosofiske teser og udformet sam- og eftertidens forestillinger om demokratiets grundvilkår. Skal man måle formatet af Ross med retshistorisk alen, ledes tanken hen på Enevældens retsfilosof Anders Sandøe Ørsted. Men her hører sammenligningen så også brat op. Ørsted, attenhundredetallets utvivlsomt største jurist, opfattede den juridiske videnskabs opgave som både beskrivende og foreskrivende, måske mest det sidste, og lagde grunden til den opfattelse, Alf Ross opponerede imod.

For Ross var retsvidenskabens genstand »retten som den er, ikke retten som den bør være«, med andre ord beskrivende. I den henseende kunne Ross som kritiker af konservatismen i den gængse retsfilosofi opvise en retslære, der afviste enhver form for metafysik og subjektive rettigheder som for eksempel den ukrænkelige ejendomsret for i stedet at koncentrere sig om gældende ret. Ross afviste, bekendende sig til de non-kognitive filosoffer, moralske udsagn som objektiv erkendelse, uden at han derfor forkastede moralske udsagns værdi. Disse var blot udsagn eller standpunkter.

Den store konflikt

Denne tænkemåde, som kan være skrøbelig over for indlysende spørgsmål om, hvor beskrivelsen hører op, og forskrifterne begynder, bragte tidligt Ross på kollisionskurs med hans gamle frygtindgydende læremester, professor Frederik Vinding Kruse. En tragisk konflikt, der med årene udviklede sig til et regulært fjendskab. Vinding Kruse bebrejdedes siden for at gå for tæt til den ekstreme nationalisme og drømmen om den stærke mand, der var forvekslelig med nazismen, og fik også at høre for det.

Så meget mere var den oprindelige bitterhed latent, som at Kruse var særdeles aktivt medvirkende til at forkaste Ross første disputats i 1927, et arbejde, der dog siden blev forsvaret i Lund. Siden søgte Vinding Kruse også at forpurre disputats nummer to dog uden held. Så meget desto mere belastende var det formentlig for begge parter, efter som de i sidste ende blev professorkolleger ved Københavns Universitet.

Alf Ross fik en broget og eventyrlig tilværelse og trods modgangen i de unge år en enestående karriere. Hele forløbet fra barndom til døden for egen hånd under håbløs kræftsygdom i 1979 har juraprofessor Jens Evald sat sig for at gennemlyse i et liv Alf Ross.Med lige dele analyse af det vældige værk, som Alf Ross i bøger, artikler, taler og forelæsninger efterlod sig, og det praktiske levede liv som den med tiden internationalt berømte mand gennemløb. Som mange andre betydelige jurister beklædte Alf Ross gennem sit lange arbejdsliv flere retslige funktioner; pro- fessor, det siger sig selv, men også markant som dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 1959-71.

Hvor den nøgterne Alf Ross, der afviste alle former for mytologi, i alle årene stod politisk, var der trods al hans eksklusivitet og integritet ingen tvivl om. Velfærdsstaten var hans projekt, socialismen i Socialdemokratiets udgave hans ståsted. Hertil passede hans afmytologisering af retten som fod i hose. Overleverede rettigheder var der ikke noget, der hed, retten var den ret, lovgivere skabte.

Jens Evald får i bogen trukket mange tråde mellem det juridisk/filosofiske virke og samfundssynet og trækker ustandseligt faglige og andre inspirationskilder ind i levnedsbeskrivelsen. Med den store betydning, Ross fik for så mange retslærde, er det naturligt, at også Evald stiller spørgsmålet, om Alf Ross så også var en original tænker, som mange andre end han selv mente. En ting er sikkert, som også Evald nævner, og som går igen i mange vidneskildringer af Ross, og som denne anmelder har oplevet i professionelt samvær med den berømte mand: hans selvværd fejlede ikke noget. Mange mennesker, også kolleger, stødte han med tiden fra sig ved en adfærd, der kan kaldes arrogance, hvilket naturligvis er af mindre saglig interesse. Mere relevant: holder værket? En betydelig retsfilosof som Preben Stuer Lauridsen mener nej og påviser et mål af epigoneri i Ross filosofi. Forfatteren til biografien mener ja, men medgiver, at Ross i rigeligt mål undlod at opgive citatanvisninger, hvilket selvsagt kan anfægte det samlede billede.

Ross privat

På hjemmefronten delte Alf Ross, der ofte led af depressioner, et ikke altid lige harmonisk eller lykkeligt liv med Else-Merete Helweg-Larsen, datter af en fin og velhavende overretssagfører og i modsætning til Ross, hvis baggrund var betydeligt mere beskeden, altså barn af overklassen. Else-Merete Ross, en af datidens få kvindelige akademikere, meldte sig ind i det Radikale Venstre og var medlem af Folketinget i en 15-årig periode. Jens Evald fremhæver i forbindelse med en begivenhed, hvor Alf Ross efter eget udsagn havde nægtet at give den aldrende Vinding Kruse hånden, hvor eftertrykkeligt Else-Merete kunne kalde sin mand, som hun ofte ellers følte sig underlegen over for, til orden og direkte skamme ham ud.

Jens Evald har skrevet en rigt facetteret bog om den store mand, der prægede utallige jurister og mange andre gennem et par menneskealdre og mere. Et fascinerende sammensat højt begavet menneske ved studiet af bogens mange billeder lejlighedsvis også andet end arrogant og bedrevidende. En personlig erindring fra den tidligste ungdom, hvad den slags så er værd for andre, fortæller denne anmelder, at Alf Ross også kunne være et varmt og venligt menneske. Man kan i parentes glæde sig over, at han ikke kom til at opleve disse års nedbrydning af det retssamfund, han positivistisk forholdt sig til.

En enkelt fejl er sporet i bogen i billedteksten på side 269. Else-Merete Ross fældede ikke tårer over Folketingets ophævelse af Bernhard Baunsgaards immunitet. Det var A.C. Normann, det drejede sig om efter en alvorlig trafikforseelse, der kostede menneskeliv.

En længe savnet levnedsskildring af en stor mand.

Jens Evald

et liv Alf Ross

407 s. ill.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag

ISBN 9788757417623

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Stensbo-Smidt

Husker selv Ross' bøger - blændende, men også svært tilgængelige. Mener også at kunne huske, at Ross' "Hvorfor demokrati?" hørte til en af Palmes favoritter.
Ross' arrogance var vel legendarisk - fx hans anmeldelse af den yngre statsretskonkurrent Germer fra Aarhus. Morsomt - men dræbende!
Og så husker jeg, hvorledes han spiddede Preben Stuer Lauridsen, da denne skulle forsvare sin doktorafhandling. Men fik retur. Jeg tror faktisk, at ordene fald således: "Unge mand, De skulle tegne et abonnement på Ugeskrift for Retsvæsen!" PSL afbrød Ross med følgende spørgsmål: "Undskyld - hvad sagde De tidsskriftet hed?"
Stor jubel - men jeg gætter på, at PSL ikke sidenhen hørte til i Ross' fanskare!
Ak, ja - man kan savne originale fyrtårne som Ross.