Læsetid: 5 min.

Beværtet: Tre hundrede kilometer fra Boserup City

Noget med dansk film og menstruationsbind – og heldigvis også noget med trøffel
Kokkeriet. i 90'erne var stedet hjemsted for én stor fest. I dag er der skruet ned for festen og op for de gastronomiske ambitioner.

Kokkeriet. i 90'erne var stedet hjemsted for én stor fest. I dag er der skruet ned for festen og op for de gastronomiske ambitioner.

Karolina Zapolska

27. november 2010

Tue Nissen lå på min telefonsvarer: »Min gamle ven Peter Millionær vil møde dig. Det er noget med en film.«

Jeg ville sådan set skide på Peter Millionær, men Tue var altid en aften værd. Den sydslesvigske forfatter og jeg havde været kulturvenner, siden jeg tilbragte en weekend i hans lille skrivehus ved Egernsundbroen og interviewede ham over seks sider til Euroman. Han virkede næsten intimideret af sin spirende succes dengang, men siden gik det amok: Romantrilogien om de forvirrede, sønderjyske frihedskæmpere blokerede førstepladsen på bestsellerlisten. Første bind blev filmatiseret til et ni-tal af ham den humorforladte, og rettighederne til de andre handlet for svimlende summer.

Jeg havde ikke set Tue, siden han vendte Sønderjylland ryggen og flyttede til Ceresvej, til gengæld var han umulig at undgå på P1 og DR 2. Han var beviseligt folkekær, skønt intellektuel i smug; så blændende ud, talte velovervejet, finurligt og ukrukket og var, som følge af disse sjældent kombinerede dyder, blevet den almindelige danskers stemme i den akademisk betonede offentlighed.

Vi skulle mødes på Kokkeriet, restauranten, der under sit fødenavn, Boserups Kærlighed, skød 90'erne i gang. Happening som man kun kendte det fra London, Paris og New York; et berusende kaos, Boserup med sabel og champagne, baren sejlende i udsøgte cocktails på skovbær og vodka, Rage Against the Machine, en befriende hovedløs energiudladning efter 80'ernes latente dagsregn. Siden kom det søde makkerpar Henrik og Peter til og med dem den legendariske fiskesuppe med kokos og en anelse stringens. I dag er der skruet ned for festen og op for de gastronomiske ambitioner. Kokkeriet har i al stilfærdighed erobret en Michelinstjerne og - efter belægningen at dømme på en gennemblødt novembertorsdag - konsolideret sig med et trofast publikum.

Lige til sagen

Tue og Peter Millionær sad bænket ved det bageste bord. Jeg noterede mig en ny bar, lav, skulpturel og i kobber. Langbordet stod stadig i baglokalet. Tue kom mig i møde: elegant i midnatsblå habit og hvid skjorte uden slips. Peter Millionær havde bare tøj på, men han lagde hårdt fra kaj. Fast håndtryk og direkte op i mit fjæs:

»Du har aldrig sat dine ben i en kostald, vel Kongstad?«

Ikke nikke nej. Tjeneren skænkede mig et glas Muscadet fra 1997, Chateau de Coing. Smuk farve. Smagte. Hmm?

»Den er lidt død i det, er den ikke,« sagde Tue.

Tjoh. Den kom med et næsten vermouthagtigt attack, ja, og så kom der faktisk ikke mere. Eftersmagen havde borte taget.

Peter Millionær sad strunk i sædet. Selvtillid var ikke en mangelvare.

»Jeg går lige til sagen,« sagde han. »Sådan er jeg.«

Tjenerne kom med en net anretning og skulle til at præsentere den, men Peter Millionær satte en stop-hånd op.

»Jeg er styrtende rig, ok? Og jeg vil bruge noget af guldet på at få humoren tilbage i dansk film. Danskerne gider ikke se flere film om menstruationsbind! Tænk over den!«

Så lod han tjeneren fortælle, at de rustikke kiks i den smukt formede træskål var lavet på alle slags kornsorter, og at dippen var foie gras.

Tue kastede sig ud i en art parade-ros af min novellesamling, mens han behændigt undgik at mene noget af blivende værdi, og da han var færdig, fortalte Peter Millionær mig, at han ikke læste bøger. Som det sig hør og bør på en restaurant af den klasse, ankom nu en forsmag: rimmet torsk (gætter jeg på) omgivet af tyndrevne, hvide radiser og beriget med creme på rygeost. Den lille platte var sort. Smukt! Rygeosten vandt på knock out.

Peter Millionær gav sig til at anprise Hangover in Vegas, alle drengerøves nye yndlingsfilm, da den næste småret indfandt sig: en fortolkning af røget laks, som her var røget rogn fra laksen på en bund af rødbede med sorbet på tyknet mælk. Præsentationen var Noma-style; røg og damp. Delikat eftersmag af laks, og så endelig noget nyt i glassene; champagne fra Bollinger, special cuvée og med denne to slags brød: lune, hjemmebagte boller, den ene på malt og to slags dyppelse til: old school andefedt og pisket, brunet smør med hasselnødder. Rigtig lækkert.

Kom nu, ping-pong med mig!

Peter Millionær lænede sig ind over bordet: »Har du humor? Tue siger god for dig, men jeg må sgu lige høre det fra din egen mund. Har du humor, Kongstad?«

Tue havde stadig, kunne jeg se. Han undertrykte sin latter.

»Det kommer an på, hvad du mener med humor,« sagde jeg. »Er det sådan noget med at grine, når folk slår sig?«

Peter Millionær kiggede ud i luften. Et øjeblik var der helt sort skærm.

»Hvad skal din film handle om,« sagde jeg.

Så ankom vores første egentlige ret: Gravad havtaske med musling og græskar, udmøntet i seks mindre skefulde fisk og græskar. Lakridsnoter fra fennikel og anis holdt græskarsødmen i ave. Meget delikat og ikke heftigere end, at champagnen kunne følge trop.

»Vi skal lave en film om en selvfed københavner, som aldrig har set andet end caffé latte og kunstnertyper,« sagde millionæren.

Jeg kiggede over på Tue, men der var ikke megen hjælp at hente.

»Han arver sin onkels gård på Als og møder op i tweedtøj, men den er forladt. Han må trække i fodermestertøjet selv, haha?«

Den effektive og ordentlige tjener befriede mig med saltbagt selleri & trøffel. Nederst en kraftig trøffeljus, over den en confiteret æggeblomme, og himmelsk, smørbløde selleriskiver, toppet med et overbud af sort trøffel.

Michelinstjernen glimtede.

Holder Villy?

»Hvad sker der så?« sagde Peter Millionær.

»Hvor?« sagde jeg.

»I vores film. I stalden.«

»I don't know,« sagde jeg.

Peter Millionær slog ud med armene.

»Kom nu, Kongstad. Ping-pong med mig! Tænk ud af boksen!«

Tjeneren var så stolt af den næste vin, at han ikke lurede den døde stemning; Krug, grande cuvée, serveret i store glas. En champagne, som eliminerer stort set alt andet i kategorien. Og til den en kanin rullet i udblødt brødkrumme, maskeret med bacontilsmagt glace og serveret med små toppe på løg og tyttebær. Kanin er kompliceret, enten for vammelt eller tørt, men her saftig som aldrig før.

Peter Millionær gik endelig på toilettet. Tue og jeg havde vores første moment. Han trykkede min hånd over bordet. Forfatter til forfatter. Så lod han den falde, hånden, og kiggede indgående på mig.

»Holder Villy Søvndal i den kreative klasse?«

»Hvaba?«

»De har tilbudt mig at stille op i Hellerup. Jeg er på toppen over det, men holder han? Skyd fra hoften, Kongstad!«

Jeg fakede noget ansvarlighed over for familien og gik på Byens Kro.

 

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu