Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Da Europa begyndte at erindre sin fortid

Erkendelsen af, at fremtiden kun kan tackles, hvis vi lærer af fortiden, er af nyere dato. For kun få årtier siden, blve glemslen stadig betragtet som kilde til fred og forsoning
Moderne Tider
6. november 2010

Da man i det gamle Athen 494 f.Kr. opførte en tragedie, som tematiserede ødelæggelsen af byen Milet, førte det til så heftig en diskussion blandt byens borgere, at skuespillet blev taget af programmet. Milets lidelse skulle ikke bringes tilbage til den offentlige bevidsthed af angst for, at athenernes hævntørst kunne udløse nye blodsudgydelser.

Set med nutidens øjne virker tilgangen - ja, antik, for ikke at sige mærkelig. Ikke alene påberåber vi i 0s dag erindringen; vi anser den nærmest for en pligt. Kun ved at konfrontere fortiden og gøre op med dens forteelser og forbrydelser, er vi i stand til at leve videre og sammen med vores naboer. Men i realiteten er denne form for Vergangenheitsbewältigung et moderne fænomen.

Historikeren Christian Meier viser i sit essay, at det glemsen prægede ikke blot antikken, men hele perioden op til det 19. århundrede. Hvis den underlegne ikke glemmer, vil han hævne sig. Og det skal undgås, sammenfattede Meier den grundlæggende tanke for nylig i et interview med tysk P1, Deutschlandfunk. Med andre ord: Freden stod over erindringen, og for fredens skyld måtte krigens rædsler og lidelser glemmes. Ellers ville de gentage sig i en evig cyklus. Selv en af Europas blodigste krige, Trediveårskrigen, blev således sluttet med parolen: Alt være begravet i evig glemsel.

Holocaust

Vendepunktet for denne erindringskultur, eller mangel på samme, kom ifølge Meier med Anden Verdenskrig. Med tyskernes folkemord på de europæiske jøder havde barbariets historie nået et nyt, hidtil ukendt niveau. Landet var ikke blot brudt sammen militært og politisk, men også moralsk. Og næsten hele den tyske befolkning var til en start under mistanke for at have støttet, banet vejen for og aktivt deltaget i alle regimets voldshandlinger.

De stærkeste, mest interessante og tankevækkende afsnit i Christian Meiers bog er fortællingen om, hvordan den erindringskultur, vi har tilegnet os i dag, er blevet til.

For også tyskerne reagerede straks efter sammenbruddet i 1945 med de kendte mekanismer: fortrængning, ønsket om amnesti og glemmesel. Landets totale sammenbrud gjorde, at alle kræfter blev brugt på at klare hverdagen. Dertil kom, at Tyskland snart blev til brik i det verdenspolitiske spil. Forbundsrepublikken blev del af den vestlige sfære, og med Den Kolde Krig blev det vigtigere for de allierede, at få det tyske samfund op at køre end i stor stil at gå efter naziregimets forbrydere. Dette førte ikke alene til, at Tyskland allerede i 1950, blot fem år efter krigen, igen fik sit eget militær, Bundeswehr. Men også at adskillige forhenværende nazister indtog nøglepositioner i det nye vesttyske samfund.

Opgøret med begyndte således først så småt sidst i 1950'erne. Tyskland havde ikke kun stabiliseret sig, men også oplevet en enorm økonomisk vækst. Mange politikere, bl.a. kansler Adenauer, var begyndt at tale om endeligt atlægge den nationalsocialistiske fortid bag sig. Men sådan gik det ikke. En ny generation var vokset frem, og velstanden havde skabt forudsætning for en kritisk offentlighed, som begyndte at stille spørgsmål.

En ny europæisk bevidsthed

Meiers pointe er, at denne fase mellem 1945 og slutningen af 1950'erne, hvor den nære fortid glimrede ved sit fravær, var en forudsætning for, at erindringen senere kunne dukke op: Det tyske samfund ville umiddelbart efter krigen ikke have kunnet klare en konfrontation med sine egne gerninger. Hvis tyskerne var gået erindringens vej, havde det ført til apati og et samfundsmæssigt sammenbrud. På den måde er der i mine øjne meget, der indikerer, at ugerninger i stor stil må forties, indtil man er trådt ud af deres umiddelbare skygge. Det kan ikke udelukkes, at den lange tavshed var en forudsætning for, at opgøret med nazitiden i de følgende år stadig var uendelig besværligt, men i sidste ende succesrigt.

I modsætning til antikkens tankegang behøver fred og erindring i dag ikke at udelukke hinanden. Tysklands møde med sin egen fortid i årene efter 1958 har skabt en ny europæisk bevidsthed. En bevidsthed om, at historien har vi med os, og at selve mødet med den er en forudsætning for, at vi fredeligt kan leve sammen og komme videre. Christian Meiers store fortjeneste er imidlertid, at han viser, at også erindringen forekommer i en historisk kontekst og dermed kan antage forskellige former. Opgøret med nazisterne kan således ikke gøres il model for opgøret med f.eks. den tidligere elite i DDR. Dertil kommer, at lige meget, hvor meget vi konfronterer vores egen fortid, så forsvinder den ikke. Auschwitz kan man hverken få bugt med eller indhente. Man kan udelukkende konfrontere sig selv med det igen og igen, udsætte sig for det, arbejde med erindringen. Men komme af med fortiden, det kan man ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her