Beværtet: L'Altro

»Du kan aflevere en sidste anmeldelse på mandag ikke,« spurgte redaktøren. Det var fredag. Jeg fik fat i kaptajnen. Sidste anmeldelse. Måtte finde noget godt. Dansk december er tung af nelliker og kanel, den særlige danske julekarry hænger en ud af halsen længe før juleaften. Vi skulle finde noget friskere med fornemmelse for grønt også.

Det højt anpriste italienske madtempel Era Ora, som alle mine forbilleder har anprist, og som introducerede et nyt gastronomisk niveau i Danmark, rykkede fra Christianshavns Torvegade ned til kanalen, og i deres gamle lokaler indrettede samme virksomhed i stedet en antiristorante med navnet L'Altro, et sted for 'mamas' rustikke italienske landkøkken. Jeg havde læst om gode vinmenuer, og glædede mig til at invitere Kaptajnen ud på bladets regning for sidste gang. På Torvegade, fortalte kaptajnen, lå omtrent her et sted, der blev drevet som et kollektiv af italienske kokke, en forløber for Era Ora, hvor christianshavnere kunne få god trattoria-mad til små penge. Det var dengang, Christianshavn var et sted, hankattene kunne gemme sig. Torvegade er det italienske køkkens brohoved ind i København. Det måtte kunne berettige den store menu (450 kr.) og noget lovende, der hed Wine Lovers Menu (740 kr.). En generation eller to i København har ikke gjort stedet dansktalende, og det kan kun skyldes en eller anden form for (EU-)hul i lovgivningen, at klanen kan blive ved med at familiesammenføre og fastholde en engelsk/italiensktalende restauration. I betragtning af at virksomheden i dag driver tre restauranter, et bageri og lidt anden fødevarevirskomhed i København, virker det nærmest som en bedrift.

Børnene sov, det gjorde min hustru sikkert også, og jeg sad forventningsfuldt og ventede på Kaptajnens røverhistorier. Vi skulle spise og drikke og glemme alt om jul. Han lagde ud med historien om, dengang et par værtshusudsmidere var kommet til at tage livet af en mand, havde smidt ham ind bag rattet på en bil, skubbet den i havnen, og var lykkedes med at bilde politiet ind, at det var en spritbilist, der var plasket i. Gode historier. Og så fik vi fik hvid Venetovin, hvor lokale druer ofte giver spændende hvidvinsoplevelser. Bare ikke her. Kaptajnen kiggede lidt skuffet på glasset (le Vigne de San Pietro) og mukkede. Jeg kæmpede lidt for en god start og begyndte at fable om italienske druesorter, der giver gule og tørre vine ved fødderne af Dolomitterne. Tjeneren havde oplyst vinen var lavet på Malvasia og Trebbiano. Men så vidt jeg har kunnet finde ud af siden, var vinen vist fra en lidt sjovere blanding af Rondinella, Molinare og Corvina. Vi mistænkte, den havde været åben længe, og at det forklarede slapheden i den.

Flot åbning

Men det er en flot omgang antipasta L'Altro diverterer med: Økologisk salami varmet i puylinser, lidt kantet med dette stykke charcuteri varmet op. Men de bruschetta, der kom med noget, der blev præsenteret som en særlig toscansk kål, var dejlige. Vi fik en Montepulciano d'Abruzzo fra Velenosi. Kaptajnen kiggede lidt åndsfraværende på den og stirrede på sin tallerken. Vi fik små anretninger af italiensk kødpie i butterdej, brødskiver med kikærtemos, kold polenta med gorgonzola og en let kyllingeleverpostej. Der kom fed og lækker Coppa, lidt parmaskinke og peberfrugter marineret med ansjoser og oliven. Og sidste ombæring var fine rødbeder med broccolistokke, appelsin og balsamico. Og så en carpaccio af roastbeef med granuleret parmesan, persille og basilikum. Fint med den mineralske smag af krydderurterne, men hvad pointen med carpaccio af tilberedt kød er, ved jeg ikke. Råt er godt.

Til den simple, hjemmelavede pasta, igen med den toscanske kål, der mindede om en fjern fætter til broccolien, fik vi en Lacrima di Morro, en vin fra en 'lille' lokal Marche-drue. Men nu havde kaptajnen fået nok. Jeg prøvede med »det er da fedt at smage en ny drue.« Han vinkede tjeneren hen. »Der er noget galt med vinen. Den er simpelthen helt flad, den smager som om den har været åben længe.« Tjeneren duftede i glasset, der ikke duftede af noget, og undskyldte med, at nogen måtte have blandet gamle flasker i underetagen. Den nye han trak op til os var en fin, florlet sag, med smag af bær og violer: et sjovt og temmelig sorgløst bekendtskab. Men det nyttede ikke noget. Kaptajnens humør var dalende. Han havde ellers været ved at komme i gang med historier om klabautermanden, om bortførte skønheder, sømænd på nordafrikanske horehuse og smuglertogter og al den slags. Det er en heldig mand, der får pladsen ved siden af kaptajnen på plejehjemmet.

Vi fik et glas sangiovesevin skubbet ind imellem, før vi fik hovedret. Det var en form for dådyrburger, kunne man vel kalde det. Dådyrkødet hakket, blandet med lidt krydderurter, stegt mørt og saftigt. Oven på den en udstanset rund skive polenta, og så stegte sølvbeder og skalotteløg med chili. Jeg har altid betragtet det som ret ambitiøst at eksportere den norditalienske begejstring for polenta. Dette er et personligt smagsspørgsmål, men det er lettest at spise polentaen som varm, flydende majsgrød til ragout'er eller lignende, og fornøjelsen plejer at være ligefrem proportional med mængden af parmesanost, der røres ud i eller hældes over. Kold, stivnet majsgrød er en svær øvelse, jeg må finde en italiensk agroturismo at blive indoktrineret på en dag. Der kom tre små stykker fint lagret ost. Men Kaptajnen havde besluttet sig for at anlægge et stenansigt. Det var selvfølgelig nok et resultat af, at den Barbaresco Rabaja fra Guiseppe Cortese, som burde være en lille drømmerejse til tågebjergene, heller ikke virkede frisk. »Du taler ikke det her op,« sagde kaptajnen med et skarpt blik.

Prisen

Moscatoen var frisk og hyldeblomstagtig og lidt sommerlig til en iset og ikke for voldsomt sød yoghurt med et par ribs. Og så fik vi ellers en fin grappa, der duftede blåligt af røde bær, og en balje espresso. Men Moscato virkede slet ikke på Kaptajnen, der var blevet trodsig. Og min lørdag friaften fra familien var ved at ende med en tidlig tur hjem i metroen. »Det kan de sgu ikke være bekendt sagde han,« da regningen på 2.800 kr. kom. Han følte sig ikke som en 'wine lover'. Jeg slog tilbage: »Men antipastaerne var jo rigtigt dejlige, det er jo et fint trattoria. Køkkenet ved da, hvad de laver.« Han kiggede på mig, som om at det måtte jeg selv ligge og rode med. Men noget måtte der gøres for at holde ham i det lune hjørne. »Hvad med Eiffelbar?« fiskede jeg. Og så livede han op i et stort grin. »Vidste du, at det i gamle dage var et lebbeværthus, hvor truckertøserne satte lastvognene udenfor?« Han begyndte at fortælle om malerisk om Christianshavns lesbiske scene fra 70'erne. »Vi skal lige rundt om Stærkodder først,« sagde han. »Der kender jeg sjov fyr, der prøver at drikke en kapitalfond op. Ham skal du møde.« Det gjorde vi nu ikke. Men vi mødte datteren til Christiansøsilden, der talte om sildemarinering den halve nat. Men det er en anden historie. Tak for denne gang.

L'Altro

Torvegade 62. København K.

Bordbestilling: 32 54 54 06