Læsetid: 6 min.

Browns fineste stund

Han blev kaldt farveløs og tabte det britiske valg for Labour med et brag, men Gordon Brown var mere end nogen anden manden, der forhindrede finanskrisen i at vokse sig til en global depression af katastrofale dimensioner. I en glimrende ny bog fortæller han selv, hvordan det gik til
Falden leder. Storbritanniens forhenværende premierminister Gordon Brown forlod Downing Street som en slagen mand, afvist af de britiske vælgere. Internationalt er han blevet beundret for sit lederskab under finanskrisen - som ikke er overstået endnu, advarer Brown i sin nye bog.

Falden leder. Storbritanniens forhenværende premierminister Gordon Brown forlod Downing Street som en slagen mand, afvist af de britiske vælgere. Internationalt er han blevet beundret for sit lederskab under finanskrisen - som ikke er overstået endnu, advarer Brown i sin nye bog.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

18. december 2010

Den velkendte frase »skomager, bliv ved din læst« har lige så stor gyldighed i politik som i andre professioner. Det føltes tåkrummende at høre Gordon Brown tale Englands sag som kandidatland for VM i fodbold ved det seneste FIFA-møde i Zürich på samme måde som det blev en krampagtig forestilling, da hans efterfølger, David Cameron, skulle redegøre for de økonomiske nøgletal ved G20-mødet i november.

Men da finanskrisen brød løs i 2008-9, var Brown den helt rette mand på det rette tidspunkt, ganske som Churchill var det i 1940 for nu at finde en passende analogi. Brown havde beklædt posten som britisk finansminister i en ubrudt periode på 10 år. Han havde læst meget og reflekteret dybt over økonomi, finansiering, globalisering. Alt dette betød, at han i en stærkt kritisk situation var den eneste nationale leder, der var i stand til at møde krisen med en gennemtænkt plan, og som tillige havde tilstrækkelig autoritet til at føre den igennem.

Beyond the Crash er historien om, hvordan han præsterede dette, og den er sobert, klart og respektindgydende fortalt. Den er på ingen måde skrevet som et defensorat for hans premierministertid, men er hans personlige beretning om et heroisk øjeblik i denne. Dog ikke sådan at forstå, at han påtager sig æren for at have reddet verden. Han lader derimod historien tale for sig selv og lovpriser hellere det bidrag, som hans eget hold og de øvrige verdensledere leverede end at sætte sig selv i fokus.

Det er også en historie, der afbrydes brat, da han ikke var i stand til at overleve politisk i tilstrækkelig lang tid til at fuldføre jobbet. Men siden han forlod scenen, er de fortsatte bestræbelser på at koordinere politikker, der kan bane vej for en ny global opsvingsperiode, faldet ganske fra hinanden. Så også dette udmåler omfanget af hans præstation og af de hul, han efterlod bag sig.

Sin fineste stund havde han i de syv måneder, der fulgte efter Lehman Brothers-krakket i september 2008, hvor verdensøkonomien blev sendt ud i frit fald, og han de facto blev verdens økonomiske leder. Han indså med det samme, hvad der måtte gøres: Først måtte banksystemet reddes igennem en stor indsprøjtning af kapital, og dernæst måtte økonomien kickstartes med massive stimulanspakker. Hvis den opskrift skulle virke, var det nødvendigt, at de store landes forholdsregler skete på nøje koordineret vis. Browns mantra var (og er):

»Globale problemer forudsætter globale løsninger.«

Brown udfyldte lederskabshullet på et tidspunkt, hvor en blanding af uvidenhed i Europa og et politisk interregnum i USA betød, at ingen andre kunne træde i karakter.

Udlån uden omtanke

I første omgang antog Brown, som de fleste andre, at bankkrisen skyldtes en manglende likviditet dvs. en manglende evne hos bankerne til at kunne indfri deres dag til dag-forpligtelser i kontanter som følge af værdiforringede pantebrevs-aktiver. Da de enorme globale kontanttilførsler i 2007-8 ikke førte til genopblussen af bankernes udlånsaktiviteter, blev Brown overbevist om, at problemet i realiteten snarere handlede om solvens. Bankerne havde udlånt uden omtanke med utilstrækkelig kapital og derefter nægtet at forholde sig til egne tab eller dækket over dem. Rekapitalisering (eller delvis nationalisering) af bankerne til gengæld for fuld offentliggørelse af deres tab var herefter den eneste måde, hvorpå et sammenbrud for banksystemet kunne forhindres.

Den 8. oktober 2008 bebudede den daværende britiske finansminister, Alistair Darling, en pakke til 50 milliarder britiske pund, der skulle gå til at opkøbe aktier fra problemramte britiske banker. Brown var blevet bestyrtet, da Fred Goodwin, den administrerende direktør for Royal Bank of Scotland, havde fortalt ham:

»Alt hvad jeg behøver, er dag til dag-finansiering.« (Et par dage senere skulle Goodwin anmode statskassen om 10 milliarder britiske pund).

I Paris den 12. oktober overtalte Brown de europæiske ledere og to dage senere dage Henry Paulson fra det amerikanske finansministerium til, at man skulle finde frem til en koordineret rekapitalisering af dine banksystemer. Beslutningen om at forfølge dette mål til trods for en begyndende fjendtlighed over for bankerne var den største, som Brown traf i sin tid som premierminister.

På G20-topmødet i London i april 2009 udviste han på ny stort lederskab. Kapitaltilførslen havde reddet bankerne, men havde ikke sat ny gang i bankernes udlånsvirksomhed. Brown brugte sin families sommerferie i 2008 at læse op på Den Store Depression, og dette overbeviste ham om, at en massiv og koordineret stimuluspakke var helt uomgængelig for at genoplive den rigtige økonomi.

Den 2. april 2009 bebudede han, at den globale økonomi ville blive understøttet med en billion dollar: ekstra særlige trækningsrettigheder for IMF, ekstra Verdensbank-ressourcer til mindre velstående lande, ekstra handelskreditter plus et globalt stabilitetsnævn, der skulle styre alle risici og koordinere den penge- og finanspolitiske ekspansion. Brown var en barsk formand for denne uregerlige forsamling. Han havde fra sine dage som studenterrådsformand på Edinburgh University lært, at man skal »styre møder imod konklusioner og ikke vente på, at de indfinder sig af sig selv.« Men de øvrige ledere fattede også tiltro til hans finansielle ekspertise. Præsidenten for Verdensbanken betegnede G20-pakken som den ting, »der standsede verdensøkonomiens frie fald«.

Historierne bag tallene

Det er en intens bog med få afslørende øjeblikke. Læsere vil finde det svært at forstå, at alt imens Brown havde travlt med at redde verden, smuldrede hans indenrigspolitiske position. Hvis man vil have indblik i denne proces, skal man i stedet læse Anthony Seldons og Guy Lodges Brown at 10.

Ikke desto mindre er det, som Brown trods alt vælger at afsløre, ganske oplysende. Han har en stærk forkærlighed for statistik, skriver han, fordi han ser »historierne bag tallene«. Han fortæller, hvordan han forbereder sig på »store udfordringer« ved at læse meget, ved at lytte til de klogeste folk, der er til rådighed, og derefter gennemtænke, hvad konsekvenserne kunne blive af alternative beslutninger. Denne hans minutiøse intellektuelle forberedelse står i skarp kontrast til hans kaotiske administrative vaner.

Bogen er gennemsyret af en afdæmpet moralsk lidenskab. Et samfunds mangel på samlet efterspørgsel er »ikke et abstrakt spørgsmål, men et dybt moralsk anliggende; efter min mening er det simpelthen forkert at overlade mennesker til sig selv uden et arbejde og evnen til at skabe et bedre liv for deres familier, når der findes arbejde, der skal gøres«. Og Brown bebrejder ikke bare bankfolkene deres inkompetence, men også deres mangel på moral.

Krisen er ikke forbi

Som så mange andre faldne ledere er Brown blevet mere beundret i udlandet end hjemme. Han kom til at bekymre sig omfor fattigdom i udviklingslandene end i Storbritannien en korrekt prioritering for en statsmand, men en fatal brist for en folkevalgt politiker. På et topmøde i Italien var han i stand til at få tårerne frem i Berlusconis øjne og udløse en mere praktisk reaktion fra Obama med sin historie om en dreng, der blev tortureret til døde i Rwanda.

Krisen, advarer Brown med rette, er ikke overstået. Den sidste del af bogen, som er værd at læse alene af den grund, rummer hans opskrift på, hvordan der kan skabes afbalanceret vækst i verdensøkonomien, således at hver enkelt verdensdel kommer til at bidrage til en ny opsvingsperiode. Man kan stille spørgsmålstegn ved præmissen at USA og Europa ikke selv kan erstatte deres tabte produktion, fordi de ikke har noget alternativ til finanspolitisk konsolidering men det vil i givet fald være en diskussion, Brown vil nyde.

Forført af sin succes i 2008-9 med at stoppe kursen mod global depression forekommer Brown en smule for optimistisk med hensyn til, hvad der kan opnås på topmøder. Hans globale pagt for vækst, beskæftigelse og fattigdomsbekæmpelse er en ædel vision, som vi kan snuble hen imod at realisere igennem mange nye kriser, men vi kan lige så vel snuble i den modsatte retning. Man kan kun håbe, at denne modige, eftertænksomme og anstændige mand, der viste sig de højeste udfordringer voksen, men som gled på sin egen politiks nederste skråninger, vil forstå at finde sig et post-politisk liv, der står mål med hans evner, interesser og magt til at udrette det gode.

Robert Skidelsky er professor i politisk økonomi og forfatter til det prisbelønnede værk Keynes: The Return of the Master

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Værdiforringede pantebrevs-aktiver" er ikke nogen heldig oversættelse af "impaired mortgage assets", som der står i den engelske udgave. Det er vel "værdiforringede boliglån" det drejer sig om. I praksis strukturerede boliglån.

Jakob Kristensen

Yderst kritisk vinkel at lade en Keynesiansk økonom lovprise den nyere tids mest opsigtsvækkende keynesianske økonomiske politik.
Spild at tid.