Læsetid: 3 min.

Manden, der gjorde folkemord til folkeeje

De færreste tror længere på, at Vesten kan være verdens moralske politimand. Derfor er der ikke flere ministerposter til Læger Uden Grænsers medgrundlægger Bernard Kouchner - og dét er godt, hvis man skal tro en skandaløs portrætbog
De færreste tror længere på, at Vesten kan være verdens moralske politimand. Derfor er der ikke flere ministerposter til Læger Uden Grænsers medgrundlægger Bernard Kouchner - og dét er godt, hvis man skal tro en skandaløs portrætbog
4. december 2010

Det, de fleste medier fokuserede på, da Frankrigs præsident for to uger siden fyrede sin udenrigsminister, var, at udenrigsministeren var en frossen mand. Frosset ud af sin præsident, uden held i forsøget på at få indflydelse til venstrefløjen ved at træde ind i et borgerligt kabinet.

Historien, som ikke blev skrevet, handler om, at Sarkozys spark til sin socialistiske udenrigsminister Bernard Kouchner var det endegyldige punktum for de humanitære interventionisters storhedstid. En lille æra, som spirede under indflyvningen af nødhjælp til Biafra i 1960'erne og for alvor fik vind i sejlene med den interventionspolitiske moralske optimisme efter bombningen af Serbien i 1990'erne og toppede med Bushs, Blairs og Foghs militant idealistiske regeringstid i 00'erne.

Kouchner, medgrundlægger af nødhjælpsorganisationerne Læger uden grænser og Médecins du monde, blev ellers gennem årtier fotograferet med rissække på ryggen i verdens mest ekstreme hjørner og forenede sin aktivisme med stor politisk indflydelse. I den beske portrætbog Le monde selon K. fra 2009 beskriver den undersøgende journalist Pierre Péan Bernard Kouchner som en moralsk, megaloman politimand, hvis eksplosive popularitet skyldes en nøje tilrettelagt mediestrategi med dybt problematiske konsekvenser.

Tog sig pænt betalt

Bogen blev en skandale, da den udkom i Frankrig sidste år, blandt andet fordi den fremlagde dokumentation for, at Kouchner i årene 2003-06 (hvor han midlertidigt ikke sad på en regeringspost) havde tjent halvanden million kroner på konsulentarbejde for det nationale sundhedsvæsen i Gabon. Tjansen - som Kouchner ikke har benægtet efterfølgende - fremstod lurvet; dels fordi Gabon var ledet af Omar Bongo, der havde plastret landet til med olierørledninger og oprettet minimum 70 spækkede bankkonti i Frankrig alene, uden at have trukket sin befolkning en milimeter op af fattigdommen. Og dels fordi Koucher i perioden var regeringsudpeget leder af et organ, der uddelte bistand fra franske sygehuse til deres afrikanske modstykker. Endelig tyder intet på, at der er kommet noget gabonesisk sundhedssystem ud af den indsats, Kouchner lod sig belønne så rigeligt for.

Den sande skandale i Péans aggressive, velskrevne biografi hedder imidlertid den humanitære interventionisme. Bernard Kouchner er vel den mest prominente fortaler for den såkaldte droit d'ingérence, retten til indblanding, som er tanken om, at staters krav på respekt for deres suverænitet falder bort, hvis der er moralske, presserende, humanitære begrundelser for at bryde den. Eller sagt groft: At man kan føre krig af humanitære årsager alene. Det er en tanke, som efter Pierre Péans mening over de seneste årtier har »degraderet diplomatiets kunst og formindsket chancerne for fred i verden.« Og den skyldes i hans analyse i høj grad en mand, der bare »elsker krigen« - en fascination, som Kouchner blandt andet har beskrevet i dette interview om »den røde cirkel« - det sted, som alle andre end de krigende parter har forladt, og som det er Kouchners og Læger Uden Grænsers ideologi altid at nå frem til. »Du siger til dig selv: Hvis jeg dør, bliver det i det mindste på en cinematografisk baggrund. De, som ikke har mærket en kalashnikov mod mellemgulvet, forstår det ikke.«

Ingen blev lykkelige

Kouchner er nået frem, men ikke som læge, mener Péan. I stedet har han været PR-mand med en strategi kendetegnet ved en overdådig anvendelse af hyperbolske termer som »koncentra- tionslejre« og »folkemord«, et ord, som Kouchner har brugt om konflikter i Biafra, Kurdistan, Libanon, Eritrea, Somalia og Kosovo. Ved en præsentation af særligt udvalgte fattige mennesker som viljesløse, lidende ofre, som booster den hvide givers selvværd som redningsmand. Og ved at knytte nødhjælp og udviklingsindsatser tæt til dybt politiserede, militære indsatser, en tanke som Somalia i 1993 var den første prøve på, men som blev videreført med Irak og Afghanistan. Alle tre indsatser, som Kouchner var stor tilhænger af.

Ingen af dem blev til lykkelige eksempler. Og i dag har forestillingen om, at nødstedte folk verden over kan gøre sig håb om vestlig indblanding med våben og rissække i hånd, på godt og ondt tabt sin styrke.

Le monde selon K. giver et fascinerende indblik i psykologien bag en tid, der troede det var muligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en uskik at bedømme organisationer udfra deres ophavsmænd, men på grund af manges hang til stereotyper og fotografernes udkomme, er denne uskik særdeles udbredt...

Det kommer da an på, Bill Atikins, i hvor høj grad ophavsmændene styrer deres organisationer.
Læger uden Grænser lyder som en god idé, men lyder omvendt i den kursoriske omtale af meriterne ikke så vel udført, hvilket jeg tillader mig at tvivle på.
Hvad jeg imidlertid ikke tvivler på er, at vi tydeligvis er gået alt for langt i den vestlige verdens undergravning af staters suverænitet.

Morten Nygaard Christensen

Jeg synes ikke, artiklen hænger sammen - hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Er den mon oversat?

Men vigtigere: Hvorfor skal en mand, som har gjort så meget godt, men også så meget dårligt fremstilles som én, der kun har gjort dårligt?

Er det, fordi det passer godt ind i en journalists autopilotfortællinger?

Kunne man ikke forvente sig mere af Information?

nej, men vi kommer hele tiden tilbage til at de som foregiver at have foresat sig at gøre godt i verden, eller som rent faktisk på et eller andet niveau gør det, ikke moralsk eller politisk har råd til at gøre noget som helst forkert.
Der findes vel stadig folk hvem der simpelthen ikke er noget at udsætte på, fordi deres integritet simpelthen bare er i orden.