Læsetid: 3 min.

De gode mod de gode

Millioner af oprindelige folk er drevet på flugt af naturfredning og nationalparker. Ny bog beskriver vestlige græsrodsbevægelsers konflikt med mennesker, der i generationer har levet i bofællesskab med klodens rigeste biodiversitet
29. januar 2011

En morgen i 2002 stimlede fiskerne fra Milne Bay på øen Kwaraiwa i Papua Ny Guinea sammen nede ved havnen. Luksus-megayachten Reef Encounter var ved at lægge til, og fiskerne havde hørt, at Harrison Ford var om bord.

De 21 stjerner, der gik i land, kendte fiskerne dog ikke fra bladene. Den dyre gruppe, som naturfredningsorganisationen Conservation International (CI) havde inviteret med på turen, var ikke anført af Harrison Ford, selv om han sidder i CI's bestyrelse. I stedet kom CI's leder Pete Seligmann, den verdensberømte oceanograf Sylvia Earle, en virksomhedsejer og milliardær ved navn H. Fisk Johnson og gruppens eneste yngre par - Pearl Jam-guitaristen Stone Gossard og hans kæreste. De to overvejede at støtte CI som modbetaling for de 5.700 ton store CO2-fodspor fra den kommende Pearl Jam-verdensturné.

Årsagen til besøget var, at tunfiskene ud for Milne Bay, som har Papua Ny Guineas højeste maritime biodiversitet, øjensynligt var forsvundet. CI ville igangsætte et naturfredningsprojekt til over 30 millioner kroner, finansieret af blandt andet FN, Verdensbanken, Moore Foundation og den japanske og australske regering. Til gengæld for indskrænkningen af deres levemuligheder bad Pete Seligmann fiskerne i landsby efter landsby skrive ønskesedler til CI.

Ødelæggelsen

Fire år efter var millionerne brugt op, fredningen udeblevet (tunen var dog kommet tilbage ad en El Niño-affødt omvej) og fiskerbefolkningerne var rasende. De havde ikke fået deres ønsker opfyldt, og deres liv var blevet fræset sønder og sammen af højtbetalte videnskabsfolk på luksusbåde, vandscootere og sportsfly, uden at de vidste hvorfor.

Den synd, Pete Seligmann begik den dag i Milne Bay, hed cargo conservation - fredning ved hjælp af fragt. Forfatteren Mark Dowie fortæller om forhistorien, nemlig de fragtkulte, der opstod hos befolkningerne i det sydlige Stillehav, da de første missionærer begyndte at komme med gaver som manna fra himlen. Problemet med fragtfredning er, at forventningerne om gaverne altid vokser til et håbløst niveau. Og at lokalbefolkninger opmuntres til at deltage i fredningsprojekter, for så vidt de udløser køleskabe, vandscootere og andre gaver - og ikke fordi de forbedrer deres verden.

Mark Dowie har skrevet bogen Conservation Refugees efter at have rejst gennem en række af de over 100.000 områder af verden, som i dag er under officiel naturbeskyttelse, og studeret forskningen om en konflikt, han kalder 'de gode mod de gode': Naturfredningsforeningerne mod verdens oprindelige folk.

De fleste kender den grundkonflikt, som James Camerons kæmpe succesfilm Avatar dramatiserede: Lokale, oprindelige folk i pagt med naturen angribes af udvindings-industrier. Færre ved, at nogle af de oprindelige folk i dag ikke betragter råstofindustrien som deres største trussel, men naturfredningsbevægelserne.

Conservation Refugees fokuserer på dem, de oprindelige folk kalder 'BINGO'erne': de fem største, Big International Non-Governmental Organisations. Den gennemgår, hvordan Verdensnaturfonden, Conservation Interna- tional, The Nature Conservancy, African Wildlife Foundation og Wildlife Conservation Society, med hovedkontorer i New York, corporate sponsorer, milliarder af bistandsmidler i ryggen og de bedste intentioner, har været en drivende kraft i, at verdens naturfredningsflygtninge i dag tælles i millioner.

Uberørt?

Årsagen er, at stort set alle de steder i verden, der indeholder høj biodiversitet og fremstår 'uspolerede', i realiteten har været beboet af oprindelige folk i århundreder og årtusinder. Fra indianere i USA og Canada over pygmæer i Gabon og buskmænd i Botswana til australske aboriginals har de levet holistisk og naturressourcedrevet, ofte nomadiske liv i udveksling med naturen.

Ifølge Dowie er BINGO'ernes natursyn baseret på en misforstået opfattelse af, at naturen og det vilde liv er lig med det, som mennesket ikke har berørt. Han beskriver, hvordan folk der i årtusinder har levet i pagt med et naturområde, kan blive omdannet til naturhærgere, krybskytter og tømmertyve i desperation, når de flyttes ud af deres hjemsteder.

Det er en rystende og svær historie uden simple løsninger, selv om Dowie har nogle gode bud. Næste land at holde øje med er efter forfatterens udsagn Gabon. Her nåede den korrupte leder Omar Bongo inden sin død at udnævne 13 gigantiske naturparker, og fire af de fem BINGO'er har åbnet hovedkontorer, som gør klar til indsatsen. Især Gabons pygmæer, der bor der, venter i spænding på, om deres naturparker også bliver for mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu