Et madtempel i Madrid

Er man sådan en lidt håret, læspende type som jeg, med hang til rødvin og ost uden dikkedarer, er der flere gode grunde til at nyde Spanien, jeg vil næsten sige - føle sig fri i Spanien. Her kan tungen folde sig frit ud i både sproglige og kulinariske afslappetheder. Her står der ikke en humaniorastuderende blondine og peger på din tapasplatte med en lillefinger og specificerer indholdet i en udenadlært remse med dårlig udtale. Kendt og ubekendt tilbehør i en lille portion 'para picar' at nippe til bliver smidt på bordet til dit glas køleskabskolde Rioja uden nærmere vejledning. Kan jeg få nogle oliven? Desværre, dem har vi ikke på kortet, men hvis du drikker et glas mere, får du nogle gratis. Så lad gå da.

Et marked for alle

I 2009 genåbnede Madrids gamle markedshal fra 1913 i en nyrestaureret udgave. Mercado San Miguel har lige siden været et mødested for både turister og madrilenere med mange mennesker om dagen og proppet om aftenen og i weekenderne. Her dropper man bare forbi til et glas og en tapas fra én af boderne eller spiser kager om søndagen. Ud over fiskehandel, grønthandel, bager, boghandel, pastahandel og charcuteriehandel er her masser af boder og et par vinbarer, så man både kan proviantere og fylde sig på stedet.

Markedet indtages bedst i små doser, men en pligtopfyldende rekognoscering tog min ledsager og jeg fem timer med pauser og lå for læsernes skyld i den mere dekadente ende af et tapaseventyr.

Hold på stolen

Vi begyndte ved østersboden og kastede på en hurtig beslutning tre forskellige størrelser østers i os med to store glas Pommery. Den mægtige østers, der bar producentens eget navn, Spéciale Daniel Sortur, var en totaloplevelse som den første baglæns kolbøtte i havet og fik lov at stå et øjeblik, inden vi bundede Pommeryen. Hele fornøjelsen inklusive nogle væmmelige gule, syntetiske cocktailperler a la ørredrogn med citronsmag, kostede 29 euro.

Fordi vi tog hul på aftenen så tidligt, det vil sige cirka halv syv, havde vi scoret os et par høje stole ved et af de høje borde, man ellers slås om. Vores første bord-deler var en dame fra Columbia, der spiste en lille sammenkogt ret i lerfad og pænt lod, som om hun forstod mit champagnespansk, mens min ledsager var på olivenjagt. Reglen er, at man på intet tidspunkt forlader sin plads, hvis man vil beholde den. Min ledsager returnede med en flot fangst af lutter spanske oliven i kategorierne 'overordentlig lækker' til 'uspiselig'.

Vores selskab blev nu skiftet ud med to amerikanske damer, én fra Californien og én fra Iowa. De skulle ikke have nogen af vores oliven, men havde klaret sig igennem to uger i Spanien på sangria, øl og guacemole med nachos. Det var også deres valg her på markedet, hvor de i øvrigt kom for anden gang og fejrede, at de havde trykket den spanske prinsesse i hånden i dag ved et velgørenhedsarrangement.

Kattemad

I fiskeboden kan man snolde små smurte tapasbrød med forskellig topping til en euro stykket: store stykker tun, laks, blæksprutte, karrysild og kryddersild, ansjoser og bacalao, det sydlandske svar på klipfisk. En tomatiseret bacalao smagte dejligt, mens den hvide klipfisk var turistafstemt uden revne rå løg. Kedeligst var den galiciske blæksprutte, der ikke rigtig var taget ud af sin konserverede tilstand, blævrede i sin gelé som friskåbnet Whiskas og manglede en tur i ovnen. En stegt grøn tomatskive med røget laks og klipfisk fra baren overfor satte sig bedre igennem. Her var salt og syre og fedme i den bedste balance til et koldt glas Verdejo fra Rueda.

Man kunne til hver en tid have valgt sig en ordentlig tallerken pil selv-rejer, som dem spanierne kaster sig over i lørdagssiestaen med fadøl til, men det gad vi ikke. Ost, det ved man, hvad er, og er lige så nemt som de kræmmerhuse med flæskesvær eller chips, man kan stikke børnene i klapvognen, mens man selv får lidt kvalitetstid med sin Rioja.

Osteboden skiltede med 12 euro for 10 velrepræsenterede oste på en paptallerken. Det er da i orden. Jeg plejer at kalde alt, hvad der er skåret ud i trekanter for manchego, men et par oste fortjener at blive hentet ud af ignorancen og omtalt fortjenstligt: den røgede fåreost fra Idiazabal og gedemælksosten badet i rødvin fra Murcia. Og så var der selvfølgelig den milde Tetilla, den brystformede komælksost fra Galicien lavet på mælk fra blonde, galiciske køer med store øjne. Et delt glas semi-dolce hvid Rioja til fire euro smagte perfekt til både ged, får og ko.

Her ville det have været passende at gøre ende på sit tapaseventyr, men croquetas-boden var lige ved siden af. Små gratinagtige, panerede boller også til omkring en euro stykket.

Reje, ost og porrefyld smagte til forveksling ens, mens den med noget sort fyld a la det, jeg hiver op af badeværelsesafløbet med måneders mellemrum var en delikatesse. Blæksprutte, viste det sig at være og smagte dejligt til et glas Rioja Imperial 2005 til fem euro.

Sssørme lækkert

Berusede nok til at fortsætte videre til den mere snobbede vinafdeling Pinkleton & Wine og forhøre os om, hvad et glas Pingus egentlig koster, satte vi os på de høje polstrede stole og kiggede dybt i Spiegelau-glassene. Pingus koster 130 euro glasset, så det droppede vi, men prøvesmagte lidt andre spanske stoltheder og landede på et godnatglas af deres specialtilbud Vega-Sicilia 1999 Unico fra Ribera del Duero til den pebrede pris af 29 euro for et glas. Mange penge, men tænk, at kunne sidde her på et beskidt markedsgulv og smage noget af den karat: en arabesque af violer, nat, salt og gammelt plaster med ubeskrivelige safter steg op af boqueten for at blive til søde blåbær og pinjekerner i smagen. Så er det tilladt at læspe lidt.

Til sommer skulle vores egne torvehaller stå klar på Israels Plads. Måtte de blive noget lignende for københavnerne, helt uden lillefingerpegning og for enhver pengepung.