Læsetid: 3 min.

Den mystiske uendelighed

Skyldtes Moskvasskolens matematiske kreativitet først i det 20. århundrede dens forbindelse til en mystisk religiøs sekt, der dyrkede Guds navn? Det hævder en betagende bog af to jordnære forskere
15. januar 2011

Benhårde rationalister må hellere holde godt fast. Er man overbevist om, at matematikken hånd i hånd med videnskaben effektivt kan få udryddet irrationalitet og religiøs obskurantisme, risikerer man at komme på glatis.

Franskmanden Jean-Michel Kantor, matematiker og forsker i matematikkens historie, har hånd i hånd med den amerikanske videnskabshistoriker Loren Graham skrevet en forunderlig og modig bog, der kan rode rundt i hovedet på dogmatikere af enhver art, religiøse som rationelle.

I uendelighedens navn, nu udgivet både på engelsk og fransk, behandler et af de vanskeligste emner inden for matematik og filosofi fra forrige århundrede: På hvilken måde eksisterer de objekter, matematikken finder på? Hvad skete der, da man for lidt over 100 år siden meget mod den etablerede matematik prøvede at videreudvikle den tyske matematiker Georg Cantors vanske- lige tanker - der gjorde ham selv vanvittig - om uendeligheder, der var større end andre uendeligheder? Fandtes de mærkelige og paradoksale objekter, man dengang fandt på 'virkelig', eller var det bare noget man fandt på?

Optagede af Gud

Mange matematikere forbandede Cantors tanker, der førte til en række paradokser. Andre fortsatte med at arbejde med dem - til enorm gavn for både matematik og fysik.

Kantor og Graham har sat sig for at se på, hvorledes religiøse forestillinger spiller ind i matematisk erkendelse. Det er to domæner, man nu har for vane at skille ad, men sådan ser det ikke ud i historisk perspektiv. De to forskere påviser, at de russiske matematikere, Egorov, Luzon og Florensky, der var inspireret af religiøs mystik og grundlæggere af en af verdens mest produktive matematiske skoler, var langt bedre til at udvikle Cantors vilde og matematisk dybt produktive tanker end de franske matematikere Borel, Lebesque og Baire, der først i det 20. århundrede stoppede op i nærmest irrationel angst over for den matematiske slugt, Cantor havde åbnet for dem.

De nu pivåbne arkiver viser, at de russiske matematikere var dybt optagede af en kristen 'sekt', der dyrkede noget så syret, som at udsigelsen af Guds navn er lig Guds eksistens. Og at disse matematikere førte matematikken langt videre, end franske rationalister havde været i stand til.

Den troende videnskab

Der har altid været både konflikter og harmonier mellem Gud og videnskab, som man kunne tro var hedengangne. Galilei risikerede i bogstaveligste forstand at få hovedet hugget af, da han ud fra matematiske argumenter påstod, at jorden ikke var centrum i Universet, og paven blev meget, meget sur.

De færreste husker til gengæld, at Gud og videnskab også har været i dyb harmoni. For så længe siden som hos pythagoræerne, men også hos Newton - hvis verdensbillede vi i høj grad stadig lever i. Newton var en dybt religiøs mand, der ganske efter Galileis angivelser »læste i universets store bog, skrevet i matematikkens sprog«. Og det så alt sammen pænt, ordentligt og enhedsagtigt ud. Newton var så heldig at leve, efter at storhedsvanvittige Henrik VIII af skilsmissegrunde havde overført Pavens autoritet til det engelske overhoved. Det mistede andre hovedet på - men altså ikke lige Newton.

Man kan måske tro, at sådanne personlige, religiøse eller historisk kontekstuelle detaljer intet har at gøre med videnskabens 'rene' objekt. Det er her, Kantor og Graham burde være natbordslæsning for alle fremtidige undervisere. Det er krimi, det er scifi, det er ikke længe siden, og de sår tvivl om, hvorvidt matematiske objekter findes eller bare opfindes, men ikke mindst om, hvad politisk og anden magt forvrænger.

Som en krimi

For naturligvis er det utrolig svært at følge med i, om Kantor og Graham har ret i, at den russiske sekt, der fremsagde Guds navn til bevidstløshed i obskure kirkekældre og dermed gjorde Guds eksistens ensbetydende med navnet 'Gud', virkelig var bedre tænkere end de vestlige franske og rationelle skeptikere, der holdt på, at et matematisk objekt skulle passe på en virkelig verden.

Men fortællingen om, hvorledes man kan blive forfulgt først af den ortodokse kirke, så af Lenin og Stalin og samtidig mistænkeliggøres af det vestlige videnskabelige samfund, og at ens tanker - der måske oven i købet ikke selv er særlig tolerante eller åbne - ikke desto mindre viser sig at være mere produktive end dem, de andre tænker, tja, det er en mega-lektion i forskningsfrihed og dens obskure veje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

kantor og graham kunne muligvis levere nogle naturlige forklaringer, men de bliver nok leveret naturligere og bedre af moskvaskolerne selv

--------------------------------------
og påpegningen:

.. Cantors tanker, der førte til en række paradokser. Andre fortsatte med at arbejde med dem - til enorm gavn for både matematik og fysik.

den påpegning bestyrker jo, at:

cantor’s lære:

mængden, og kun mængden, er drivkraften i

dannelsen af forbedringer i historiernes forløb.

---

som moskvasovjetterne jo siger:

er en vej til paradiset, også på matematikkens og fysikens områder.

n.b.: i udforskningen af drivkræfter, bør man ikke forsømme også at udføre ( også selv)studier udi driv_den_afkraften.

----

men jo også:

( slogan skrevet på væggen i ground controls

lokaler ):

Folket og kun folket
( dog: jvf. kritik af gothaprogrammet :

bortset fra øvrige (rå)stoffer, og deslige )

er drivkraften i dannelsen af verdenshistorien.

----

og de jordiske forskere kan så få lidt mindre ringe jordforbindelse.