Vi skal omvendes, men det er ikke så slemt

Et spørgsmål dukker igen og igen op i den offentlige debat. Det deler vandene: Er de muslimske organisationer i Europa en kraft, der virker for dialog, integration og fredelig sameksistens, eller er de en slags femte kolonne, der arbejder for at undergrave vores liberale demokratier og erstatte dem med regimer baseret på sharia-lovgivning?

Debatten har delt Danmark mellem hardliners og 'hallalhippier' og vist sig som en særdeles potent konfliktflade - særligt efter Muhammedkrisen, der involverede repræsentanter fra en række muslimske organisationer, og de ufuldbyrdede terrorplaner, som er kommet tættere og tættere på. Ude i Europa er diskussionen ikke mindre potent, især ikke i lande som Spanien og England, der faktisk har oplevet terror.

Skabt af Mellemøsten?

»Vi vil se det sorte flag vejre over Downing Street og over København - vi skammer os ikke over det, vi siger det ligeud. Men ikke ved at slå folk ihjel, men ved at overbevise dem i åben dialog. Og det er sagens kerne. Hvis I vil stoppe os, så stop os. I vil udskifte en version af islam med en anden. Den I så ved London-bomberne,« sagde den britisk-syriske prædikant Omar Bakri til Information for et par år siden, efter hans islamiske organisation var blevet opløst, og han selv var udvist fra Storbritannien. Den slags udsagn har skabt konstant diskussion om, hvorvidt de muslimske organisationer i Vesten er af det gode eller af det onde.

Det spørgsmål har den italiensk-amerikanske islamforsker Lorenzo Vidino sat sig for at opklare i en ny bog. Eller rettere sagt han har sat sig for at opklare, i hvor høj grad de euromuslimske organisationer er præget af de mellemøstlige organisationer, som har skabt selve tankesættet om politisk islamisme - deraf titlen; The New Muslim Brotherhood in the West, efter den indflydelsesrige organisation Det Muslimske Broderskab, der fra sit afsæt i Egypten har påvirket stort set alle islamistiske organisationer - af fredelig eller militant art.

Vidino påviser, at Vesten har modtaget de politisk-islamistiske dissidenter, som ikke er blevet accepteret i deres egne lande. Særligt i immigrantlande som Storbritannien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Holland og Belgien har de fundet både et identitetshungrende muslimsk publikum og den frihed, der har tilladt dem at organisere sig på en måde, deres hjemlande ikke har gjort.

En konspirationsthriller

En væsentlig konklusion i bogen er, at de muslimske organisationer er så ustrukturerede og kaotiske, at effektive islamister nemt kan overtage dem - ikke mindst fordi muslimske befolkninger i vestlige lande i sagens natur ikke er særligt homogene, med deres forskellige nationale, sociale, religiøse og kulturelle baggrunde - og fordi de får lov til at leve deres eget liv af de vestlige samfund.

Vidino peger på nøglepersoner og organisationer, der danner bindeled mellem organisationer i Europa med en mere politisk og missionerende dagsorden end blot at repræsentere de muslimske beboere, der findes i Vesten, f.eks. Føderationen af Islamiske Organisationer i Europa, FIOE, Jamat e-Islami og den nydelige og spiselige repræsentant for euroislam, Tariq Ramadan, der er barnebarn af Det Muslimske Broderskabs egyptiske skaber Hassan al-Banna, en person, hvis tanker har haft stor betydning for senere islamister. Vidinos kortlægning af de islamiske netværk er indimellem som at læse en konspirationsthriller af Frederic Forsyth med sine afstikkere til forskellige lande, kortlægning af nøglepersoner, deres udsagn og faktiske handlinger og de banker og organisationer, de opererer i ly af, og organisationer, der oftere repræsenterer små radikale grupper end de store segmenter, de antages at tale for.

Der er sågar et 'kartotek', det såkaldte 'projektet', et dokument, politifolk fandt, da de undersøgte en villa i grænseregionen Campione d'Italia mellem Italien og Schweiz, der tilhørte den centrale pengemand og selverklærede 'udenrigsminister' for Det Muslimske Broderskab, Yuossuf Nada, som i slipstrømmen efter World Trade Center-angrebet i 2001 blev udpeget finansierer af terror af de amerikanske myndigheder.

Intet tyder på vold

I hjemmet hos Nada, der er en af de mest centrale personer i det uformelle netværk af europæiske islamister og formand for den store islamiske al Taqwa-bank, fandt efterforskerne et dokument, der indeholdt en slags praktisk opskrift på, hvordan man i Vesten kunne etablere 'guds rige på jorden' ved at bevæge sig tæt på magtens cirkler og advokere for en islamisk dagsorden, mens man samtidig undgik konfrontationer med lokale love og normer, men tværtimod tilegnede sig de videnskabelige og tekniske evner til at fremme den islamiske sag på lokale præmisser.

Al Taqwa-banken havde oven i købet et par schweiziske personer med tung nazistisk forhistorie i deres bestyrelse for at gøre konspirationsbilledet komplet.

Youssef Nada og hans bank er senere blevet fjernet fra diverse terrorlister, og det grumsede billede af de islamiske netværk kan både tolkes pessimistisk og mere optimistisk, idet organisationer for så vidt ikke lægger skjul på deres hensigter, og der samtidig er meget lidt, der tyder på, at de har tænkt sig at bruge voldelige metoder for at nå dem.

Ny verdensopfattelse

Vidino beskriver, hvordan de muslimske gruppers tilstedeværelse i Vesten har tvunget de islamistiske teoretikere til afgørende at forandre deres opdeling af verden.

Fra at opdele verden i Dar al-Islam - Islams land, hvor sharia i princippet skulle fungere og Dar al-harb - krigens land, hvor muslimer forfølges, har Vesten fostret et nyt begreb, Dar al-Dawa - forkyndelsens land, fordi islam både er tilladt og potentialet for omvendelse er tilstede - og det er i vid udstrækning udgangspunktet for de vestlige, islamiske organisationer med udspring i Det Muslimske Broderskab.

»Islam vil vende tilbage til Europa som en erobrer og en sejrherre efter at være at være udvist to gange. Jeg fastholder, at erobringen denne gang ikke vil ske med sværdet, men med prædiken og ideologi,« siger den muslimske prædikant Youssouf al-Qaradawi, der over en årrække har udviklet sig til nok at være den mest indflydelsesrige muslimske teolog via sit show på tv-stationen al-Jazeera, hjemmesiden IslamOnline.net og en række andre platforme - særligt over for et muslimsk publikum i Vesten, hvor lokale regimer ikke har kontrol over religionens udtryk.

Al-Qaradawi er blevet kendt som en moderne reformator af islam, men har også sit udspring i Det Muslimske Broderskab (hvis lederskab han da også er blevet tilbudt adskillige gange), og han er blevet beskyldt for at tale med to tunger, når han på den ene side siger, at islam sagtens kan forenes med demokrati og vestlige frihedsidealer, og på den anden side f.eks. siger, at homoseksualitet og konvertering fra islam i nogle tilfælde kan straffes med døden. Og det kan lyde skræmmende, når han lykønsker afghanske islamister med sejren over Sovjet og lover dem, at »som Sovjet er faldet, vil også USA og Vesten bukke under med Guds hjælp«.

Et forbehold

Og hvordan skal man så reagere? Det kan så enten føre til frygt for den vestlige civilisations snarlige sammenbrud eller lettelse over at beskæftige sig med organisationer med rimeligt transparente mål.

For Vidino er konklusionen det sidste - med nogle forbehold. Han opfordrer til, at man grundigt undersøger bevægelserne, før man indleder officielle samarbejder med dem, og finder ud af, om de repræsenterer de muslimske befolkningsgrupper, de siger, de repræsenterer - og endelig, om deres retorik bag kulisserne svarer til de pæne ord over for et vestligt publikum. Vidino anbefaler, at man hverken støder grupperne fra sig eller accepterer dem som regulære repræsentanter for alle den vestlige verdens muslimer, men i stedet vælger en tredje vej:

»Der er en voksende bevidsthed om behovet for en mere raffineret tilgang. Der er i sandhed væsentlige fordele ved ikke at isolere organisationer, der udgør en del af 'Det nye Vestlige Broderskab', f.eks. gode resultater i at skabe sikkerhed. Og, selv om ingen kan forudsige udviklingen, er der gode argumenter for, at engagement kan føre til moderation af bevægelsen«.