Læsetid: 5 min.

Ramt af en håndbold

De danske håndboldherrers høje tempo og gode energi under VM i Sverige har ramt lige der, hvor al skepsis og modstand over for herrehåndbold som en lidt halvkedelig sport hører op
Kraft. Herrehåndbold er fysisk, og sporten har ry for at være en bonderøvssport i dele af befolkningen. Men selv som skeptiker er det svært ikke at blive revet med, når først musikken spiller, og halkommentatoren gejler publikum op.

Kraft. Herrehåndbold er fysisk, og sporten har ry for at være en bonderøvssport i dele af befolkningen. Men selv som skeptiker er det svært ikke at blive revet med, når først musikken spiller, og halkommentatoren gejler publikum op.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

22. januar 2011

Lad mig sige det rent ud: Jeg er til fodbold og har kun lidt henkastet fulgt med i håndbold. Jovist, de der håndboldpiger er da meget søde, men jeg har oftest siddet og halvkedet mig lidt, når håndboldfeberen har hærget. Der har ellers været masser af muligheder: Jeg har håndboldblod i familien og et par venner, der trofast drager rundt i Europa for at se håndbold, når det er bedst. Håndbold har bare aldrig rigtig ramt mig lige der, hvor jeg ikke kan styre begejstringen længere og synes det giver stor mening at bruge flere timer foran fjernsynet, diskutere spillet og ikke mindst spillernes detaljer.

Men når der alligevel er et helt verdensmesterskab i håndbold derovre på den anden side af sundet, og muligheden bød sig, så kunne det da være meget sjovt at se håndbold med pigerne og kigge nærmere på håndboldfolket trods al skepsis.

Eurosport

Allerede på parkeringspladsen foran Malmø Arena får jeg bekræftet, at håndbold er lidt for fodboldfans, der savner højtiderne omkring grønsværen.

»FCK, FCK, FCK,« synger en flok Dannebrogsbeklædte unge.

Fodboldoutfittet går igen blandt publikum indendøre. Strømmen af rød og hvidklædte danske er stor allerede her to timer før kampen. Der er yndige håndboldpiger med hestehaler og pæne røde t-shirts med Dansk Håndbold Forbunds logo. I det hele taget er der flere af hunkøn, flere ældre, flere slags danskere, og det er jo altid rart. Og håndboldfolket er ikke så nøjeregnende, når man alligevel er kommet, så kan man lige så godt se en kamp mere. Danmarks sværeste modstandere i gruppen, Kroatien spiller mod Australien før aftenens landskamp. Dunsten af svedig hal akkompagneret af overgearet popmusik og en lokalradio-agtig speaker, der prøver at hidse en stemning op, minder om fortidens halballer i Vestjylland.

På banen kæmper den ret nye håndboldnation en ulige kamp mod det stærke østeuropæiske hold. Kroaterne nøjes nådigt med at lade spillerne fra andenholdet om at flå australierne, mens de tusindvis af danske fans i den runde arena prøver at peppe australierne op med hujen og taktfaste klask mod håndfladerne med papirvifterne. Ydmygelsen ender 42-15, og det bliver aldrig rart endsige underholdende at se på. Det er højst lidt pinligt og udstiller en af håndboldens svagheder - at den stadig mest er for europæere.

Nationalbrølet

Da serberne løber ind for helt fredeligt at varme op og lave lidt yogaøvelser på den blå bane, begynder det danske publikum at buhe. Træner Ulrik Wilbeks entré afføder omvendt ivrige klask fra vifterne.

»Blondinen er i huset,« lyder det fra et par fyre bagved.

Kampens indledende ritualer med nationalsang og fanebæring går i gang, og da serberne løber kampklare ind på banen stiger den nationale brølen - selv mine ellers så sobre håndboldvenner buher af modstanderne. Er det ikke lidt dårlig stil, spørger jeg sidedamen, der forklarer, at sådan er det i håndbold. Østeuropæerne er langt værre, fortæller den erfarne håndboldfan.

Danmarks tredje kamp i VM går i gang. Håndboldvennerne er bekymrede, fordi spilfordeler Thomas Mogensen er skadet, men det går nu meget godt for det danske hold helt fra start. Især de små vævre danske fløje har de store tunge serbere svært ved at holde trit med, når de helt nede fra baglinjen får den skruet i mål. Og det går også stærkt, når danskerne for alvor sætter sig bevægelse. Bare 30 sekunder efter et serbisk mål kan de sætte den ind i den modsatte ende. Stemningen koger, og den svenske speaker leger med det danske publikum. Efter hvert mål råber han målscorerens fornavn, og publikum svarer med efternavnet. Det er måske plat, men det virker.

Kun tyve minutter inde i kampen, hvor Danmark kun fører snert, sidder jeg også og buher af serberne. Ikke bare når de tager brydertag på de danske spillere eller på grund af de mange gule kort, men fordi det føles meget godt at lade den lille grimme ting komme ud i kampens hede. De 50 serbiske tilskuere med mindst tyve store flag kan også godt brøle igennem, når de 6-7.000 danske fans indimellem stilner af.

Popfest

Da den kraftige serbiske stregspiller igen laver nogle 'af sine beskidte tricks', kommer selv de pæne ældre mænd og søde piger op at stå af bare ophidselse. Sidemakkeren mener, det ellers så gode franske dommerpar giver serberne alt for megen plads til vold. Serberne får sig dog også en hel del straffekast, så danskerne kan også godt det der med at spille hårdt.

Så er der time-out og de to hold samles for at lægge taktikken, selvom der kun er få minutter til pausen. Musikken vælter ud af hallen, og speakeren opfordrer publikum til vifteklask. Og jo, de der lidt fimsede vifter er efterhånden meget praktiske, så flittigt som håndboldfolket bruger deres hænder. Landstræner Wilbek laver håndkantslag i luften over for spillerne, og i den infernalske larm fra publikum og den svenske popfest, er det vist også kun muligt at gøre sig forståeligt på tegnsprog. Hans Majestæt Hans Lindberg udligner i de sidste sekunder før pausen, og trods det nogenlunde tætte spil er man ikke for alvor bekymret for det danske hold.

Solgt

I pausen går det op for mig, at håndboldfolket også kan drikke øl. I Sverige må man bare ikke drikke i hallen, forklarer en pige med et 'Danmark' stående i panden.

Men der er lidt mere familie over publikum end til fodboldkampe. Flere i mit selskab er også i familie og har i flere generationer selv spillet, været dommere og fulgt ivrigt med i håndbold, fortæller de hen over de medbragte sandwich.

Familiefølelsen er der også, da kampen starter igen. De danske drenge fyrer den af og øger stille og roligt føringen. Serberne kæmper bravt og diskuterer irriteret det franske dommerpars udvisninger.

»Kan de ikke bare spille håndbold i stedet for at brokke sig,« lyder det sejrsikkert fra en af danskerne. Sejren er næsten i hus, og det ellers massive gulv i ishockeyarenaen gynger, mens spillerne ser ud til at gløde af kampgejst. Og da Mikkel Hansen sætter det sidste punktum et par sekunder før tid, er jeg godt klar over, at der kommer til at gå meget tid med at se håndbold de næste par uger.

Det høje tempo og den gode energi hos de danske spillere har ramt mig lige der, hvor al skepsis og modstand over for håndbold som en lidt halvkedelig bonderøvssport hører op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu