Læsetid: 6 min.

Det rigtige sted at diffamere

Her er der luft til bagtalelser mellem frokostrestaurantens solide klassikere
Her er der luft til bagtalelser mellem frokostrestaurantens solide klassikere
22. januar 2011

Som forfatter har man som en naturlov mange fjender. Det er ikke småting, man skal finde sig i i denne profession af tåbeligheder, ikke mindst fra diverse anmeldere. Men ingen grund til at pive over dét, har Klaus Rifbjerg engang så korrekt bemærket. For man har jo det umådelige privilegium, at man kan hævne sig.

For at hævne sig ordentligt skal man imidlertid researche grundigt, dét er helt nødvendigt. Derfor har jeg det sidste halve års tid taget oplysninger på en ganske særligt naragtig anmelder én som Carsten Jensen engang har kaldt hhv. en opblæst Biedermeier og en æggemadskritiker. Da denne klumme fokuserer på det kulinariske, vil jeg nøjes med at forklare Jensens sidste betegnelse.

Han var engang til et stort seminar om dansk kultur sammen med pågældende kritiker. Ved frokosttide blev dørene slået op til en gigantisk buffet, som overvældede alle på grund af sin ekstreme overdådighed. Alle ... bortset fra kritikeren. »Gid jeg dog havde vidst dét,« sagde han bedrøvet, »så havde jeg ikke taget min madpakke med!« Kritikeren fortvivlede over det vanskelige valg, men endte med at sætte sig over i hjørnet og spise sine medbragte æggemadder. Dette er netop definitionen på en dårlig kritiker, påpegede Carsten Jensen: En æggemadskritiker nægter at lade sig positivt overraske over noget uventet, og kan kun glæde sig over det, han kender i forvejen. Kloge ord fra unge Jensen og en historie, som morede mine to gæster meget under den frokost, jeg havde indbudt dem til på Turesen i Nansensgadekvarteret.

Stedet var ikke tilfældigt valgt. For det første mener jeg, at der er høj kvalitet, hvad køkkenet angår, for det andet har det en indretning, som egner sig fint til de rænker, som jeg gerne ville smede sammen med de to udmærkede mennesker, som indgående kender æggemadskritikeren fra hhv. en avis og et større københavnsk kollegium, hvor han i en periode var forstander, provst. Indtil han snart måtte stikke halen mellem benene, fordi hans mangel på sociale færdigheder forhindrede ham i at løfe den ellers ret overkommelige opgave.

Løsslupne natlige scener

Turesen forekom mig at være det rigtige sted at diffamere og indhente oplysninger. Der er nemlig på en eller anden måde noget herligt skummelt over det lille spisested. Måske nok så meget fordi indehaveren har bevaret meget af indretningen fra stedets brogede fortid. Således er der buddhastatuer og figurspejle fra dengang her var leptisk natklub. En herlig indretning, der får én til at forestille sig løsslupne natlige scener, hvor mandhaftige og behårede klidmostre sidder og ryger cigar med yndige små sylfider på skødet. Her har også været billardsalon og man kan faktisk også snildt forestille sig gustne, tatoverede løjsere hér, med flakkende blikke over det grønne linned, hvor alle prøver at snyde penge fra alle med udspekulerede psykologiske tricks.

Nå, nok om dét. Der er spøjs indretning, men man sidder fint og har god plads.

Vi startede med et par øl fra Jakobsen Carlsbergs nichebryggeri. De er såmænd ok, men stedet har bedre ind- og udenlandske øl. Vi tog også lidt Linie Akvavit, så tungen kom på gled med et par historier om, hvorledes kritikeren havde opført sig som en sand lille diktator i sin tid på kollegiet. Blandt andet truede han en beboer med udsmidning, fordi denne havde »larmet for meget« til sin tredive års fødselsdag(!). Han påbegyndte også en udsmidningsprocedure over for en kollegianer, fordi denne til en fest havde siddet på taget i strid med reglerne, og der dagen efter så var faldet en glemt flaske ned på gaden. Nogle beretninger om mandens forskellige hysteriske anfald på avisen blev det også til, stærkt underholdende og brugbare.

Maden kommer hurtigt på bordet på Turesen, og vores venlige værtinde serverede to gode Christiansø-sild i rigelig mængde samt en portion fiskefrikadeller med remoulade, begge dele hjemmelavet. Huset har godt brød og fint hjemmeproduceret krydderfedt. Der var stor tilfredshed, så jeg fik lige en historie mere, om dengang Provsten censurerede kollegiets årlige revy, fordi en sketch gjorde grin med ham, idet den benyttede sig af svampe-betegnelsen provstepik. En herlig historie, som vi fejrede med en O.P. Anderson, iskold som reglen påbyder.

Ikke nærigt

To af os blev ved fisken og tog en røget ål og en frisk torskerogn, mens den tredje valgte gorgonzola på ristet rugbrød med rå æggeblomme, løg osv. Vi var ude i helt klassiske tilberedninger med gode råvarer og rigelige mængder. Nærig er man ikke hér. Ålen var god og fed og kom med røræg og purløg og torskerognsbuksen havde et par citronbåde ved sin side og den gode remoulade. Vi var enige om, at alt var af fin kvalitet og valgte at slutte af med stedets udmærkede kaffe og noget sprut fra det lille udvalg. De har fin marc og armagnac, så det blev dét som afsluttede vores eftermiddag dét, og så den glædelige information, at en del af kritikerens/provstens mange dekreter (han henvendte sig helst til kollegianerne pr. dekret) cirkulerer på nettet. Et par stykker er senere kommet i min retning og de er k-o-s-t-e-l-i-g-e.

Mit yndlingseksempel er det, hvor han voldsomt ophidset skælder ud over, at kollegianerne på en militær flagdag har valgt at flage med FN-flaget i stedet for Dannebrog: »De håner nationen og spotter vor fane, og hvad der er lige så usselt: De ringeagter mindet om deres forgængere (...) Tungest vejer dog følelserne. Når jeg ser et rødt flag smælde, bliver jeg kampivrig og klar i knolden. Når jeg ser Dannebrog vaje, er jeg stolt over at bo i Danmark og glad ved at være dansk ...«

Ja, man tror jo næsten, det er løgn eller i det mindste Hans Scherfig, men det er skam den skinbarligste virkelighed og mandens ramme alvor. Måske er også De så heldig, kære læser, at en PDF-fil med de ubetaleligt naragtige dekreter en dag kommer forbi Deres mailboks. De kan forvente stor komik.

Holdt niveau

Men nu er dette jo ikke et debatindlæg, så jeg vil nøjes med at tilføje, at jeg naturligvis tjekkede stedet en gang mere, denne gang med nogle, der kender Skyum fra universitetet. Min hensigt var atter research. Jeg skulle lige have bekræftet nogle forlydender om, at hans akademiske meritter er helt i bund og at han i modsætning til sin dygtige og velestimerede bror egentlig ikke er anset for noget videre rent videnskabeligt.

Dette fik jeg hurtigt bekræftet, han har hverken skrevet disputats eller nogen specielt væsentlig bog iflg. mine gæster. Og hans stipendiatafhandling var ikke andet end en samling tidligere offentliggjorte artikler. Det var tilbage i halvfjerdserne og dengang var der så meget, man kunne slippe af sted med på uni, forklarede de.

Også de var begejstrede for indretningen og traktementet den ene af dem så meget, at han spurgte om man kan leje stedet privat. Det kunne jeg svare, at man sagtens kan. Jeg afholdt engang selv en uhyre vellykket julefrokost her, for femogtyve af de nærmeste venner og veninder.

Maden holdt niveau. Vi fik marinerede sild, denne gang dog med Leffeøl, som fås hvid og mørk, og Rød Aalborg. Senere en pandestegt rødspætte, atter god frisk kvalitet og den fine røgede ål. Vi holdt os altså til klassikerne, som da også er dem, der er flest af på kortet. Dog er der nogle signaturretter, f.eks. lammefrikadeller med spinat eller den ualmindeligt onde og lede potkäse. Jeg havde startet med at advare imod den, da den vitterligt må betegnes som hardcore. Som det ofte sker, blev min advarsel imidlertid tolket som en anbefaling, og min gæst indtog med stor fornøjelse den næsten flydende udgave af gammelost (potkäse er, som måske bekendt, ost, der i årevis trækker i en krukke med lidt sprut). Han havde kun lovord tilovers for den kradsbørstige ost, men han er vel også liebhaver.

Igen var alle glade, og den lille restaurant i Turesensgade har dermed adskillige gæsters anbefaling, inklusive min egen. Også hvis man slet ikke har lyst til rænker og bagtalelse, men tværtimod er i fint-fint humør og på god fod med alle. Jeg tager den med i min topti over frokostrestauranter og tilføjer gerne, at her også er billigt. Første besøg kostede små 1.200 kr., andet 765 kr.. Begge gange for tre personer, inkl. øl, vand, kaffe og sprut.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nynne-Cecilie Schmidt

Må man som død regensianer have lov at foreslå Jan Sonnergaard et glas samarin til dette sure opstød.

Det ville have klædt historiefortællerne at stå ved deres livlige fortolkninger af aktuelle hændelser i stedet for at optræde anonymt, ligesom man måske også burde have holdt sig til sandheden.

Nynne-Cecilie Schmidt
Februar 2005 til december 2009

Kristine Lykke Nielsen

Mage til ubrugelig, bitter smålighed skal man vist lede længe efter - og det gælder både forfatter og den anonyme regensielle kilde, der øjensynligt har en forholdsvis letsindig omgang med sandheden.

Hvor er det dog trist at læse, Jan. Forhåbentlig har du allerede fortrudt.

Mvh
Søren Dixen, mag.art. i nordisk litteratur og tidligere beboer på ubenævnte kollegium, som i øvrigt nok burde vogte sin anstændighed noget bedre.

Humorforladte sure løg! Jeg nød læsningen meget, og det glæder mig, at Turesen er så velanskrevet blandt virkelige kendere. Nu har den også fået sin plads i litteraturen.
Det er jo pinligt, at en mag. art i nordisk litteratur ikke formår at skelne mellem fiktions-prægede indlæg og den egentlige substans (anmeldelsen). Dette var iøvrigt en pragtfuld parafrase på indtil flere danske forfatteres inddragelse af køkkenets glæder i litteraturen. Jeg går ud fra, at bemeldte til lejligheden opfundne anmelder vil være den første til at slå sig på lårene af grin.

Rasmus Bech Olsen

Søren Dixen@
Det undrer mig at du føler, at kollegiets anstændighed er sat på spil i ovenstående artikel.
Den indeholder for mig at se intet, der kan falde tilbage på kollegiet som helhed, højst på Sonnergaards unavngivne kilder.

Man kan mene, hvad man vil om artiklens lødighed, ligesom man kan mene, hvad man vil om Skyums håndtering af de nævnte sager.
Det ændrer ikke på at kritiken er rettet imod hans forvaltning af provsteembedet, som vel er en universitær position.
Jeg mener ikke, at dette har noget at gøre med kollegiets anstændighed.

Rasmus Bech Olsen, stud.mag. og nuværende beboer på ubenævnte kollegium

Thorsten Møller

Hold da op, hvor er der et lige et par kommentanter hér, der synes drattet ned i græsset i ganske forsvarlig afstand til humortræet.

Personligt synes jeg det er en fornøjelse at læse en anmeldelse af et spisested, der ikke bare ender i sætningen "god mad til rimelige priser", men rent faktisk giver læseren en oplevelse af den mere hybride, indlevende art. Jeg mindes Boyd Rices anmeldelse af Club 33 i sin tid, og det bringer kun gode minder op.

Det er mig evigt beklageligt, når folk skal gøre sig til moralens vogtere og hér ovenikøbet forsvare en personage, der i dén grad har gjort det til sin personlige opgave at uddele øretæver på mest selvhøjtidelige vis.

Turde man ikke håbe på lidt større largesse i læsningen fra Informations læsere, eller er vi alle på vej mod Nationen?

Kristian Møller Schmidt

Man undrer sig over, at Information trykker så fej og misvisende en artikel. Det her er jo ganske pinligt for Jan Sonnergaard, der i stedet for at forføre et par studenter med smørrebrød og snaps burde have været mand nok til at tage den ansigt-til-ansigt med sin anmelder.

@Rasmus: Jeg tror nok bare, at jeg opfatter anmeldelsen som en slags mobning, der som vel al mobning nok kan siges at være sjov og undertiden måske endda også rammende, men som altså bare ikke er særlig fed. Uanset hvem den er møntet på. Og jeg tror nok bare, at jeg ærgrer mig over, at selve dét at være beboer på dette større, københavnske kollegium ikke automatisk forhindrer én i at støbe kuglerne til den slags. Dét ser jeg som et problem for kollegiet som sådan: At enkelte unavngivne kilder tilsyneladende formår at forblive uomsluttede af jeg ved ikke hvor mange århundreders tradition for ikke at kysse og sladre. Som et udtryk for, måske, at stedets symbolske kraft er blevet uheldigt formindsket.

Nutidens akademikere mangler åbenbart humor efter alle disse år med amatører. for ikke at sige dilettanter, på området.
Sonnergaard skriver sig her ind i den fine perlerække af danske humorister fra Søeborg og frem; men i denne tid har de færreste jo også vist sig at have sans for den overlegne stil hos en Carsten Jensen - og Hultberg blev længe slet ikke opfattet som humorist, så måske er der slet ikke noget nyt? Det er den samme sproglige fremmedhed og mangel på at læse stil og indhold i én bevægelse. Gad vide hvordan de mennesker kommer igennem en teaterforestilling?

Steffen Gliese

Så tog jeg min årlige tørn med den nu sørgeligt mistede Jan Sonnergaard og må endnu engang, når jeg kommer til kommentarerne, undre mig over, at det går henover hovedet på kritikerne, at det måske nok er ret rimelige krav, den pågældende provst har ønsket opfyldt - hvilket også er, hvad der skaber litteratur ud af anmeldelsen, der da også er holdt i et helt andet, bedaget sprog end det, der kendetegner Sonnergaards øvrige mere socialrealistiske produktion.
Den peger klart tilbage til noveller fra 60erne og 70erne af modernisterne, dels Rifbjerg, der citeres, men også Peter Poulsen og Panduro.