Læsetid: 5 min.

Beværtet: Restaurant Relæ

Attitudevej. På trods af op- og nedturene, kan jeg virkelig godt lide Puglisis køkken
Sin egen. Relæ er Christian F. Puglisis, Kim Rossens og gadens egensindige restaurant.En restaurant med attitude som gaden udenfor. Puglisi er manden bag maden, og han blander tingene, som han har lyst til. Han lader sig ikke diktere af et køkken eller en stil. Der lefles ikke.

Sin egen. Relæ er Christian F. Puglisis, Kim Rossens og gadens egensindige restaurant.En restaurant med attitude som gaden udenfor. Puglisi er manden bag maden, og han blander tingene, som han har lyst til. Han lader sig ikke diktere af et køkken eller en stil. Der lefles ikke.

Sofie-Amalie Klougart

26. februar 2011

Jeg står med telefonen for øret og prøver at overtale Kåre til at spise middag med mig. Det holder hårdt. Det er nu ikke i selve middagen, problemet ligger, mere tidspunktet, betror han mig. Kåre har som sædvanlig analysen klar, og jeg bliver som sædvanlig fanget med bukserne nede og armene oppe. »Altså der er jo flere lag i det,« begynder Kåre. »For det første er det jo længe, jeg skal gå og være sulten. Og så kommer jeg sikkert til at spise med familien ved halvsyvtiden, og er jeg så sulten kl. 21.30?« Jeg kan godt se problemet, men Kåre er ikke færdig endnu: »Vi skal jo sikkert også have noget at drikke?« Det mener jeg, ville være oplagt, men siger ikke noget, »så skal man jo sidde og dampe lidt af en times tid efter, man er kommet hjem. Og jeg er nok ikke hjemme før midnat tidligst, og så op og have børnene om morgenen ...« Han tier og vi holder bekymret tavshed sammen. Vi bliver enige om at ringes ved senere. Jeg ser bekymret på mine egne børn, da problemet gudskelov løser sig selv. Christian fra Restaurant Relæ i Jægersborggade ringer. Han har fået et afbud. Kunne vi tænke os at spise 20.30 i stedet? Jeg ringer forkert to gange, da jeg forsøger at ringe Kåre op med den gode nyhed, så eksalteret er jeg.

Økologisk

Jægersborggade er et mærkeligt sted, hvor paradokserne er til at tage og føle på. Butikkerne og cafeerne har øko-attitude, miljøprincipper og fair trade-holdninger nok til en hel hovedstad, og ude foran de velbesøgte barer og cafeer på det smadrede fortov står folk og ryger og drikker en råkold øko-øl. Der er ferniseringer og receptioner, så det er en lyst. Pludselig lyder et indianerhyl fra den ene ende af gaden. Hylet ekkoer ned ad gaden, efterhånden som en ensom politibil bumler hen over de skæve brosten. Hættetrøjerne, som er en fast bestanddel af gaden, fortrækker stille og roligt til sidegaderne. Få minutter efter er de fremme igen. Det, de sælger, er muligvis også økologisk.

Der lefles ikke

Relæ er Christian F. Puglisis, Kim Rossens og gadens egensindige restaurant. Også her er paradokset i centrum. Det bløde og lyse træ i køkken og rydderområdet afbrydes hårdt af rå gule mursten og institutionsborde i spiseområdet. På anlægget er der rock. The White Stripes. En restaurant med attitude som gaden udenfor. Puglisi er manden bag maden, og han blander tingene, som han har lyst til. Han lader sig ikke diktere af et køkken eller en stil. Der lefles ikke.

Kåre kommer for sent. Og jeg kan se på ham, at han allerede har spist. Vi roser hinanden for at være kommet af sted uden synligt børnemad på tøjet. Vi får bobler i glasset. En Cremant du Jura, den er for stram til Kåre, men perfekt til mig. Hård ved emaljen og så væk i ganen på et sekund. Som snack får vi en portion seje jordskokker med sennepscreme. Jordskokkerne er vel saltbagte i en rum tid og har fået en næsten luftig, dejagtig konsistens af behandlingen. God start.

Kåre efterlyser servietter, og eftersom vi spiser de fedtede, salte jordskokker med fingrene, er det ikke nogen urimelig forespørgsel. Vi bliver opmærksom på en skuffe under bordet. Heri ligger menu, service og servietter. »Det er sgu smart,« mumler Kåre. Forretten består af oksetatar i muslingesaft med bergamotte. Ideen med muslingesaften til den dybe smag af rå okse er god. Men retten bliver serveret i en iskold, flad stentøjsskål, så alle komponenterne er så kolde, at smagsnuancerne ikke rigtigt træder frem. Det efterlader retten fad og unuanceret og os lidt lange i ansigterne. I glasset får vi en forglemmelig hvidvin fra Loire på den lokale Romorantin drue. Kåre skuler ned til vinene på menukortet.

»Det er fransk det hele, hva'?« Han opdager, at der faktisk er spansk hvidvin til osten og bliver hvid i hovedet. For Kåre er det ikke vin, hvis det ikke er norditaliensk.

Næste ret går rent ind. Et sjældent velafbalanceret stykke kokkekunst i form af den mest silkebløde byg-otto på røget mandelmælk, mættet med blomkål og med enkelte syltede trompethatte. På toppen knuste, tørrede ditto. I glasset en perle af en Sylvaner fra Pierre Frick, der fuldstændig kompletterer retten. Vi er tæt på hurraråb og er helt enige: Denne ret alene er turen til Jægersborggade værd. Humøret stiger, og vi har næsten glemt, at vi er sent ude.

Hovedretten kommer med en overraskelse. Det er skank i marvsauce med godt bagte gulerødder. Overraskelsen er, at retten er drysset med pulveriseret söl, en bredbladet tang, som giver den umiddelbart lidt tunge kødret en forrygende duft af hav. Det er sgu en lille genistreg. I glasset er vi tilbage i mineralske Jura, med en meget lys rødvin på poulsard. Så lys, at Kåre ikke mener, at der er tale om en rødvin. Jeg mener at kirsebærtonerne står mægtig godt i kontrast til menuens tungeste ret.

Slutter 'frisk' af

Tid til ost. En kraftig pecorino, som vi får fem-seks gavmilde skiver af. Sammen med Puglisis gode brød og en dejlige olivenolie, er det et godt intermezzo, der blot understreger Puglisis lyst til at blande. I glasset står den spanske hvidvin fra Tarragona på macabeodruen. Den giver mig et kærligt spark af sød selleri. Kåre foreslår en overskrift til min anmeldelse: 'Hos Puglisi savner man det røde'. Det tager tid at overbevise ham om, at det er dårlig idé, og så savner jeg faktisk heller ikke rødvinen. Endnu.

Desserten er en mousse på jordskokker. Og det er selvfølgelig bevidst, at vi starter og slutter med de små skiderikker. Men det er også irriterende, for jeg gider ikke spise jordskokker to gange på en aften. Kåre spiser, så det er en lyst. Både moussen og passionsfrugten og kaffen, der er strøet ud over desserten. Og det smager sgu også godt. I glasset er der bobler fra Anjou, på chenin blanc-druen. Og den, ellers virkelig dejlige mousserende vin, kommer nu på listen over vine, som passionsfrugten har slået ihjel. Det var et rædselsfuldt valg. Vinkyperen forklarer sig med, at han godt vil slutte »frisk« af. Det gjorde han så.

Vi skyller det hele ned med et par Prune, og så er vi sådan set glade igen. For Relæ er et sjovt sted. Fire retter for 325 kr. er grotesk lidt, billige råvarer til trods. Vinmenuen koster det samme. På trods af op- og nedturene, kan jeg virkelig godt lide Puglisis køkken. Og attituden.

Ude igen. Vi går ned af den nu næsten øde Jægersborggade. Klokken er over 23, og andelsforeningerne har krævet nattero. Kun et par af de driftige unge næringsdrivende, dem med indianerhylene, sidder og hænger på en slidt sofa. Der er vist ingen kunder. Vi er i hvert fald ikke. Vi tager skyndsomt afsked med hinanden og lover bod og bajere næste gang. Hjemme igen står min datter op klokken 05.21. Det var sgu godt, vi fik et tidligere bord.

Restaurant Relæ

Jægersborggade 41, 2200 Kbh. N

4 retter til kr. 325,- vinmenu til samme pris

Åbent onsdag-lørdag 17.30-22

www.restaurant-relae.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu