Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Demokrati er blevet det nye ord for det gamle fædreland

Den unge historiker Jeppe Nevers har skrevet en fin afhandling om, hvordan demokrati er gået fra at være et slemt skældsord til det ultimative hurraord
Moderne Tider
26. februar 2011
Den unge historiker Jeppe Nevers har skrevet en fin afhandling om, hvordan demokrati er gået fra at være et slemt skældsord til det ultimative hurraord

Det siges til højre, at venstre er den forkerte side af stregen. Det er blevet en borgerlig sandhed, at venstreorienterede har været på det forkerte hold i kampen mellem demokrati og totalitarisme, frihed og undertrykkelse.

Venstreorienterede skulle have støttet totalitær kommunisme og holdt hånden over undertrykkende regimer. Og venstreorienterede har taget den borgerlige sandhed til sig og sagt undskyld for det, de sagde og skrev under på.

Efterhånden har vi fået så mange bekendelser og undskyldninger fra angrende forhenværende antidemokrater, at vi ikke har brug for flere. Det gør hverken de skyldige eller de uskyldige klogere.

Det siger selvfølgelig noget om forholdet mellem højre og venstre, men det siger også noget om forståelsen af demokrati.

Selve ordet demokrati er ifølge den unge historiker Jeppe Nevers blevet til et andet navn for det etablerede samfund, som vi kender det i dag. 'Demokrati' har udviklet sig til en konservativ betegnelse for virkeligheden, som vi kender den. Som Nevers skriver:

»På sin vis er demokratibegrebet nærmest blevet en nutidig substitut for fædrelandsbegrebet: Når man bekender sig til demokratiet, så bekender man sig til virkeligheden, som den er, og når politikere og meningsdannere i vore dage føler behov for at kritisere aspekter af den demokratiske virkelighed, så tales der ikke om demokratiets skyggesider, men om populisme.«

Man kan sige, at demokrati er blevet en identitetsmarkør: Det, vi er, er demokrater, og det, vi ikke er, er antidemokrater. Det er, som Nevers pointerer, det eneste, »man som politiker ikke kan være imod i dag«.

Men det er ikke mere end et par hundrede år siden, at demokrati betød flertals-tyranni og fædrelandsfjendtlig virksomhed, og demokrater blev regnet for urostiftere. Således har det indlysende positive for ikke så længe siden været det indlysende negative, og historien om denne forvandling udfolder den unge historiker Jeppe Nevers i sin bog fra Fra skældsord til slagord - demokratibegrebet i dansk politisk historie.

Det er en ph.d.-afhandling om demokratibegrebets forvandling fra en 'teoretisk kategori i den klassiske forfatningslære', over status som skældsord og frem til ordets nye stilling som det store 'hurrabegreb'.

Efter revolution

Den store franske revolution i 1789 førte til en politisering af demokratibegrebet. Forsvarerne for det bestående samfund brugte démocrates som et skandaliserende mærkat på dem, der lavede optøjer og skabte kaos. 'Demokrater' blev for nogen en nedsættende betegnelse, men for andre var 'demokrater' den gode modsætning til de onde, undertrykkende 'aristokrater'. Man var som demokrat mest imod det bestående samfund og ikke nødvendigvis tilhænger af demokrati som styreform. Den Franske Revolution betegner et definitivt brud med den gamle orden, men ikke en ny enighed om demokratiet som den rigtige styreform.

For mange henviste ordet demokrati i øvrigt til styret i de små, antikke græske bystater, mens man kaldte demokratiske styreformer i større nationalstater for republikker.

Revolutionen fik også danske konsekvenser, selvom ordet demokrati forblev et skældsord i Danmark. Således hævdede den store Grundtvig i 1830, at samfund, hvor man vil udrette noget stort og samlet, enten må være monarkiske eller oligarkiske. Der skulle en konge eller en overklasse til at skabe politiske resultater.

Demokratiske samfund ville ikke kunne skabe store værker. Det vigtigste ord i 1800-tallets politiske kamp var 'folket', men man kunne sagtens påberåbe sig folket uden at være demokrat. I 1834 blev Stænderforsamlingen indført som rådgivende organ for kongemagten, og 1849 fik Danmark sin første grundlov. Det blev vi dog ikke demokrater af, og Grundtvig mindede i 1848 om, »hvilken rædsom Magt de fleste Stemmers uindskrænkede Herredømme er«. Den fornemmelse kender mange i dag, men de færreste ville af den grund kalde sig antidemokrater ...

Nevers anfører, at demokrati på dette tidspunkt stadig var et polemisk begreb, som man forbandt med pøbelvælde og anarki.

Det liberale borgerskab i København fremstillede sig selv som den ansvarlige overklasse, der skulle sørge for at forsvare det fælles bedste. De var folkeviljens særlige udvalgte repræsentanter. Frem mod slutningen af 1800-tallet var det venstreorienterede og såkaldte »radikale bondevenner«, som talte for demokrati, mens den borgerlige overklasse talte konservativt for, at folket ikke kunne regere sig selv. Der måtte kyndige autoriteter til.

Det interessante ved denne epokes kamp om folket er, at de borgerlige var antidemokraterne, mens de venstreorienterede kæmpede for demokratiet. Det er ifølge Nevers »en vigtig del af demokratibegrebets indtog i dansk politik, at det fra begyndelsen stod centralt i den socialistiske tradition«.

Danmark fik parlamentarisme i 1901, men først i 1915 blev vi det, som man i dag ville regne for demokratisk. Først da fik tjenestefolk og kvinder stemmeret.

Velfærdsstaten

Demokratiet ændrede status i det tyvende århundrede: I perioden efter Første Verdenskrig forsvarede de etablerede partier demokratiet, mens både de venstreorienterede og højreorienterede yderfløje var demokratikritiske. Nu var det dem, der hævdede, at demokratiet var slapt og uden handlekraft.

Først efter Anden Verdenskrig blev 'demokrati' i Danmark for alvor et ord for alt det, der samlede borgerne. Det var nemlig det modsatte af nazisme. Og demokratibegrebet blev centralt for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre som målet for det moderne velfærdsprojekt. De forstod ikke længere demokrati som en styreform, men som en hel kultur, der rummede menneskets frigørelse som det definitivt rigtige.

Historien om demokratibegrebet fra Den Franske Revolution og gennem det turbulente nittende århundrede over forfatningskampen i 1890'erne og frem til den socialdemokratiske velfærdsstat afdækker Jeppe Nevers elegant og sikkert i sin fine bog. Den er både spændende som en roman og oplysende som en afhandling - og så fungerer den fint som kritik af vores nutids myter. Det fremgår, at demokratibegrebet ikke er fastlagt en gang for alle, men er genstand for en form for forhandling om grænserne for rigtig og forkert, som man i mangel på bedre kunne kalde - demokratisk.

Jeppe Nevers

Fra skældsord til slagord - demokratibegrebet i dansk politisk historie

225 s., 248 kr.

Syddansk Universitetsforlag.

ISBN 9788776745530

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Løfterigt - især når Ove Kaj Hansen i sin bog konkurrencestaten påpeger, hvordan det ellers i 60erne og 70erne udviklede deltagerdemokrati blev rullet tilbage på - tillader jeg mig - skammeligste vis.
Måske tiden kunne være inde til at læse Rousseau på ny?