Læsetid: 3 min.

Da fornuften blev sat ud af spillet

En tidligere vicedirektør i Lehman Brothers afslører i en bog, at mellemledere i investeringsbanken forudsagde finanskrisen så præcist, at institutionen kunne være blevet reddet fra fallit i god tid
26. februar 2011

Det er fristende at lægge denne bog fra sig efter læsning af de første 100 sider. En tidligere vicedirektør i den legendariske investeringsbank, Lehman Bro-thers, lover på forsiden af bogomslaget at fortælle 'inside-historien' om bankens fallit i september 2008, der som bekendt udløste finanskrisen og den store recession. Det lyder som spændende læsning. I stedet handler de første tre kapitler om Lawrence McDonalds opvækst og karriere. Først herefter bliver vi ført ind i én af Wall Streets mest ærværdige institutioner, hvis aner går tilbage til de tre Lehman-brødre - jøder immigreret fra kongeriget Bayern til den bomuldsproducerende slavestat Alabama i 1850'erne.

McDonald dåner, da han første gang træder indenfor i bankens hovedkvarter i det sydlige Manhattan og betræder kostbare tæpper og ser uvurderlige malerier fra Europa hængende på væggene.

Forblændet af 'boblen'

Men 'arrivistens' betagelse over endelig at være klatret øverst op på rangstigen uden en (næsten obligatorisk) akademisk grad fra et eliteuniversitet begynder snart at aftage. McDonald opdager til sin fortrydelse, at bankens ordførende direktør Dick Fuld og hans sykofante højrehånd, Joseph Gregory, er totalt forblændet af en spekulativ boble skabt af en finansiel karrusel.

Det er ifølge 'Larry' McDonald disse to toplederes uvilje mod at tage notits af højtstående medarbejderes advarsler om den kommende katastrofe - en afvisning af at se virkeligheden i øjnene - der er årsagen til Lehman's sammenbrud. Hvis blot Fuld og Gregory havde lyttet i tide ...

McDonald er ikke sen til fornemme, at det er blevet for let at skovle perverst store gevinster ind i årene efter dot com-boblen i 2000 og terrorangrebet på New York i 2001. Pengene flyder i en lind strøm gennem Wall Street uden at have noget synligt slægtskab til faste værdier.

Forfatteren er i en god position til at følge det vanvittige spekulationsløb fra sit bord i Lehmans afdeling for analyse af 'dårlige aktiver' i banker og virksomheder. Det er bl.a. McDonalds opgave at spotte skjulte svagheder eller hvide løgne i regnskaber og sætte penge ind på, at selskabets aktie- og obligationskurs snart vil rasle ned ('to shorten' på engelsk).

Talgenier fra Harvard

At der er et eller andet ravende galt, går allerede op for McDonald og andre mellemledere i Lehman Brothers i 2005 - tre-fire år inden bankens fallit, krakket og finanskrisen. Faktisk forudsiger to chefer i hans afdeling uhyggeligt præcist, hvad der vil ske i 2007-08.

Det er endnu ikke blevet afklaret, hvorfor kloge hoveder som centralbankformand Alan Greenspan og andre højtstående analytikere ikke så boblen vokse. Vi venter stadig på deres erindringer.

En vigtig retningspil er de glade dage en etage over McDonalds afdeling, hvor de unge 'talgenier' fra Harvard, Yale og Princeton tjener mange fold mere end andre ansatte i Lehman Bro-thers. I denne afdeling samles hypoteklån i gigantiske porteføljer og omformes til værdipapirer, der kaster en kunstig høj rente af sig, for derefter at blive solgt videre som varmt brød, indtil lånedokumenterne til sidst ender hos en sorteper et eller andet sted i verden.

Priser falder aldrig

Hele det nyudviklede spekulationssystem er båret oppe af den ahistoriske antagelse, at priserne på ejendomsmarkedet i USA vil fortsætte med at stige. Som optimisterne i Lehman Brothers forkynder: Siden 1929 er ejendomspriser kun én gang faldet fem pct. i værdi. Så er der ingen grund til bekymre sig ...

Lån gives generøst til alle og enhver uden krav om et minimumindskud. Folk, der før i tiden aldrig havde en chance for at kvalificere sig, bliver pludselig boligejere. Sælgerne, de nye private hypotekforeninger, banker og investeringsbanker bliver alle fabelagtig rige. Ingen af de direkte involverede synes at være bekymrede for, hvad der monstro sker den dag, husprisernes himmelflugt standser og en økonomisk recession berøver boligejernes evne til at betale lån tilbage, især dem med fleksibel rente.

Trods de mange knaster i denne bog - den selvcentrerede fortælling, de mange ordblomster indsat af spøgelseskribenten Patrick Robinson og personificeringen af en systemisk krise - er den et væsentligt bidrag til eftertidens forståelse af en epokegørende begivenhed, som vores efterkommere vil markere i historiebøgerne.

Spekulationsbobler er tilbagevendende begivenheder. Jo flere direkte vidneudsagn, vi får om beslutningstageres tåbelige dispositioner, desto større er chancen for forebyggelse.

Lawrence McDonald with Patrick Robinson: A Colossal Failure of Common Sense, The Inside Story of the Collapse of Lehman Brothers, Three Rivers Press, New York 2009, 350 sider, 16 US-dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Nej desvaerre - den naeste boble kan ikke forudses eller forebygges, men regulering kan maaske afboede skaderne:

Behover vi have en saa stor finansiel sektor? Hvis bilafgifter omlaegges til maanedsvis betaling, der tillades pensionsopsparing i egen bolig, ejendomshandel med delvis finansiering af private pantebreve goeres mere fordelagtig igen - saa kunne der maaske slankes?

I USA maatte bankerne tidligere kun drive forretning i en stat, for at de ikke skulle blive for store. I Danmark havde vi foerhen banker og sparekasser med forskellig risikoprofil. Var det en mulighed for staerkere konkurrence og bedre mulighed for kunderne for at beslutte om man helst vil vaere i en forsigtig sparekasse eller i en mere dristig bank?

Og hvordan med pengene? Vi er jo alle enige om at kun dronningen/staten/nationalbanken skal slaa moent/trykke penge. Men hvad med de elektroniske? Skulle alle borgere kunne oprette en simpel internetkonto med tilhoerende haevekort uden kredit direkte i nationalbanken/eller en genetableret postgiro - der saa maa bekoste kontantautomaterne? Det er jo ikke alle der oensker at laane - skal de ikke have mulighed for statsgaranti for deres penge?