Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Et sted, der er belønnet af Biblen, er altid en fornøjelse

Det var vel Kong Hans og Era Ora, der startede den bølge af anerkendelse, som for nogle år siden ramte dansk gastronomi og udløste masser af Michelinstjerner. Det er et stykke tid siden, Era Ora lancerede begrebet slow food, én menu og et hav af små retter, og udviklingen har i høj grad givet den lille italienske restaurant på Christianshavn ret...
Toppen. Era Ora var en af de restauranter, der startede den gastronomiske bølge herhjemme. Stedet er stadig på toppen.

Toppen. Era Ora var en af de restauranter, der startede den gastronomiske bølge herhjemme. Stedet er stadig på toppen.

Kristian Sæderup

Moderne Tider
5. februar 2011

Det var vel Kong Hans og Era Ora, der startede den bølge af anerkendelse, som for nogle år siden ramte dansk gastronomi og hentede os masser af Michelinstjerner. Det er et stykke tid siden Era Ora lancerede begrebet om slow food, én menu og et hav af små retter og udviklingen har i høj grad givet den lille italienske restaurant på Christianshavn ret. Konceptet er således ikke så epokegørende længere – det praktiseres af en masse restauranter, fra Noma og hele vejen ned ad rækken. Men derfor kan ideen jo være god nok alligevel, og det er i øvrigt altid en stor oplevelse at spise på restauranter belønnet af Biblen. Det kan være for dyrt, javist, men faktisk tror jeg aldrig, jeg har været på en dårlig Michelin restaurant. Og igennem årene har jeg trods alt været på en del, fra Comme chez soi og Villa Lorraine i Bruxelles, over Au Crocodile i Alsace, Jules Verne, Ledoyen, La Tour d´Argent, Le Pré Catelan, Relais Louis XIII i Paris til L´Atlantide, Anne de Bretagne, La Fontaine aux Perles, Le Pressoir og Auberge Bretonne i Bretagne samt et par stykker i Rom og Berlin og nogle andre, som jeg ikke nævner, idet vi jo ikke kan nå det hele. Jeg kan naturligvis godt tage fejl og være en idiot alligevel, men i det mindste har jeg forudsætningerne for at vide hvad jeg taler om. Og jeg siger, at det som regel er pengene værd.

’God mad – skidt forretning

Imidlertid er der sket en uheldig udvikling herhjemme, idet toprestauranterne ofte er dårlige forretninger, økonomisk set. Det er synd og skam så mange, der er lukket de seneste år – for eksempel MR, Geranium og Ensemble. Til en vis grad er højkvalitetsbølgen blevet afløst af en slags bistro-bølge, og Era Ora har også spillet med på dén bane, med anbefalelsesværdige aflæggere som l'Altro og Acquamarina.

Men hvordan står det egentlig til med selve moderdyret? spurgte jeg mig selv en dag. Det var et godt stykke tid siden, jeg sidst havde været der – helt tilbage til starten af den gastronomiske bølge. En af gangene var det grotesk dyrt, hvilket både var godt og skidt. Det gode ved det var, at det var forlaget, der inviterede.
Men det er også nogle år siden, to-tre år tror jeg. Så det ville blive sjovt at se, hvordan det stod til nu, hvor Smalhals plager min fødeby.

Man kan starte med at konstatere, at stedet ligner sig selv, uhyre smagfuldt og mondænt på en moderne, norditaliensk måde. Den kunne for så vidt godt ligge i Milano. Det var ved frokosttide, og der var ikke mange gæster, jeg så vist Søren Frank med ledsager og derudover et kontingent brovtende, norske forretningsmænd.
Det gode ved dét var, at tjeneren så kunne tage sig tid til at forklare og fortælle, både kompetent og interessant og ikke på nogen måde påtrængende, som tjenerforedrag ofte kan være. Han var god til sit job, ganske enkelt.

Trylle med råvarerne

Jeg startede med en lille appetizer af kammusling, parmaskinke og chilimajo og grovkornet, rødt salt – alt i alt en velturneret lille dims, som passede fint til den tørre og skønne spumante fra Sicilien (Milazzo), som jeg mener, de også serverer på Acquamarina. Videre gik det til et flot gennemført eksperiment, vil de fleste vel kalde det: En råmarineret makrel med appelsinmarineret fennikel og et interessant glas hvidvin, igen fra Sicilien, 2006 Milazzo Vignavella, angiveligt på lokale druer, som man ikke helt kan artsbestemme. Et specielt og interessant glas hvidvin – som blev fulgt op af et mere ’normalt’ glas fortrinlig Toscaner, som akkompagnerede en delikat anretning paneret perlehønebryst med lidt zucchinistrimler. Næste ret var et eksempel på, hvad kun rigtigt gode restauranter kan, nemlig trylle med råvarer, der ikke er specielt dyre, så man føler, at man virkelig er ude i noget sjældent og avanceret. Det var en blanding af pasta, hvide bønner og salami + krydderurter. En lille, men meget mættende anretning, som gik perfekt sammen med et godt glas rødvin fra Piemonte, på Nebbiolo druen. Portionerne er nok små, men de er mættende og dét på den gode måde. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg måtte teste hele syvretters menuen ved en senere lejlighed og sprang derfor hovedret og dessert over i denne omgang. Til gengæld fik jeg en fin lille osteanretning og et glas super Amarone, som jeg senere opdagede, der ikke var blevet charget ekstra for. Regningen var ikke slem, det blev 735 kr. for én – inklusive overordentligt gode vine og vand.

Den egentlige test

Så grunden var lagt til at lave en mere udførlig test. Derfor inviterede jeg to gamle kendinge, nemlig de kompetente folkepensionister, som jeg i sin tid havde med på Sletten Kro. De har sgu set lidt af hvert og er ikke sådan at bide skeer med, så det forekom mig at være oplagt at indrullere dém til kontroltjekket. Især fordi jeg til min overraskelse i mellemtiden havde læst, at Politikens Adam Price kun havde givet fem ud af seks stjerner og at Jyllands Postens Jesper Stein ligeledes havde givet én under max. Umiddelbart forekom dette mig at være uretfærdigt, med den frokostmenu, jeg indtog forekom stedet absolut at have Michelinniveau. Men det kunne jo være, mit indtryk skulle korrigeres.

Diskret ydre

De to rutinerede spisere var i højt humør ved ankomsten og udtrykte deres tilfredshed ved det flotte lokale og den blærede detalje, at facaden sådan set slet ikke signalerer, at der indenfor er en toprestaurant med den ypperste indretning. De holdt meget af vores velkomstspumante – den allerede nævnte. På en lille skiferplade lå der en smule hakket agurk og zucchini i lidt eddike lage, ved siden af en tempura friteret reje og en teskefuld røget auberginemousse og chilimajoen, jeg kendte. Der var store lovord til kompositionen og til tempurarejens sprødhed, som mine gæster understregede er ligeså svær at opnå, som det er at lave en krystade af rette papirstynde kvalitet. Talen drejede sig ind på fænomenet ’mandolinjern’, idet man anerkendte finheden i grøntsagsudskæringen. Vi blev afbrudt da første forret kom på bordet, en anretning med vild broccoli og fuldstændigt perfekt stegte kammuslinger, som tilmed var ’modigt saltede’. Den sprøde overflade havde simpelt hen fået nøjagtigt, hvad den skulle af ordentligt salt, og vildbroccolien var skønt tilbehør. Lidt appelsinreduktion var der også –det var en vellykket ret med en fantastisk ikke-fad-lagret siciliansk hvidvin til, Vignavella Milazzo 2006.

Vores dygtige tjener, en rødtop, forskænkede før-hovedrettens vin, en Barbaresco fra 2000, som skulle iltes lidt. Inden da kom der en carpaccio af høj kvalitetskalvekød, papirstyndt udskåret, delikat marineret og på et leje af ligeså tyndt udskåret figen og squash. En utroligt enkel ret, hvor det er umuligt at snyde. Og talen faldt igen tilbage på mandolinjernet og papirstynde udskæringer. Ét gæt var, at fileten måske havde været lynfrosset, for det gør det jo altid lettere at skære tyndt. Et andet var, at man havde frosset kniven, måske. Begge dele er jo gode tips, som hermed gives videre. Sandheden var, at de havde en maskine til det.

En tilgivelig vits

Jeg smagte en smule på Barbarescoen inden primo piatto kom på bordet og den virkede meget tillukket og afvisende. Men da den uendeligt røde risotto kom på bordet, åbnede vinen sig op og blev en fabelagtig følgesvend.

Risottoens rødhed kom fra rødbeder, hvis sødme blev holdt i skak af (igen) papirstynde skiver af æble og en ganske lille skefuld friskost. En perfekt risotto – og en vellykket, ny kombination.
Hovedretten var en lammemedalion med en smule rødvinsreduktion og sauterede squashstrimler. Det var angiveligt irsk lam og der var ikke en finger at sætte på det. Heller ikke på vores 2001 Brunello, som der blev skænket rundhåndet af. Det var lydefrit, og det samme var de efterfølgende oste og den lille dessert på hvid chokolade. Glimrende siciliansk rødvin og en let-sød dessertvin, som anbefales: Due Cuori, Vigne di S. Pietro, Veneto.

Vi sluttede af med lidt espresso, en enkelt grappa (Brunello, meget mid og behagelig) og et par skønne petit fours, mest baseret på chokolade, men dog med en lille vits, en skumfidus, som mine kræsne gæster tilgav.

De mente begge at det var blasert ikke at give topkarakter til stedet. De har en helt anden måde at gøre det på, mente den ene sågar, men det er samme princip og karakter som Noma. Det er så måske at give den for meget gas, men jeg skriver gerne under på at Era Ora hér – og gangen før - absolut var i top og klart fortjener sin stjerne i Biblen. Regningen blev inkl. drikkepenge på 4.600 kr.

Era Ora
Overgaden Neden Vandet 33B, København K
Bordbestilling: 32 54 06 93

Serie

Beværtet

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her