Læsetid: 3 min.

Den mest irriterende synd

Når vi igen og igen lader os forarge af nye afsløringer af vores politikeres hykleri, har det at gøre med demokratiets grundstruktur som politisk system skabt til dygtige, men realistiske, snakkehoveder
12. marts 2011

Lige før jul afslørede Ekstra Bladet i artiklen »Løkke afsløret som hykler«, at statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år sendte sin datter i privatskole. Statsministeren havde tidligere langet hårdt ud mod politikere med børn i privatskoler. »Det har jeg ingen respekt for,« sagde han i bogen Løkkeland.

»Handling skal følge ord,« skrev Ekstra Bladet dagen efter med et citat fra en leder, Berlingske Tidende havde skrevet et halvt år før efter avisens afsløring af, at også Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt ville sende sin datter i privatskole. Afsløringen fik Politiken til at mene om S-toppen, hvoraf flere andre politikere også anvender privatskoler, at »Hykleriet har sejret ad helvede til«.

Lars Løkke blev dog sparet for det værste, da SFs leder Villy Søvndal i en efterfølgende tv-debat tilgav statsministeren:

»Jeg kunne aldrig drømme om at bebrejde forældre, der gør det, de nu synes er bedst for deres børn. Lad nu være med al den moralisering,« udtalte Søvndal.

Hyklerhistorie

Men var det hykleri, eller var det moraliseren? Hvorfor er det egentlig så provokerende, når politikeres private praksis adskiller sig fra deres proklamerede politik? Og er det muligt at tænke sig en demokratisk politisk arena, hvor hykleriet er elimineret til fordel for en oprigtighedens politik, hvor de politiske ledere kan afkræves kun at sige det, de virkelig selv vil efterleve?

Det er de centrale spørgsmål, den britiske politolog David Runciman søger at besvare i bogen Political Hypocrisy, en mikrohistorie om begrebet hykleri i liberal politisk teori og i den praktiske, moderne politiske verden.

Hvorfor er det egentlig så stort et problem for politikere, der går ind for offentligt drevne folkeskoler, at deres børn ikke benytter dem?

Kunne den indsigt i folkeskolerne, der har fået dem til at opgive den, ikke blive brændstof til et politisk engagement, der med tiden kunne føre til en sand forbedring af folkeskolen, drevet igennem af politikere med øjne for dens problemer?

Argumentet synes stærkere for en Helle Thorning-Schmidt, der aldrig har siddet på den politiske magt, end for en Lars Løkke, der længe har været med til at bestemme.

Alligevel fik Thorning-Schmidt mest ballade for sin datters skolevalg, formodentlig fordi hun som leder af Socialdemokraterne betragtes som mere forpligtet på at dele »almindelige menneskers« livsvilkår end den liberale Løkke. Hykleriet bestod i, at hun sås som fortaler for en skolepolitik, der skulle gælde alle, men som hun ikke selv ville underlægge sig. Som en retoriker med ridser på oprigtigheden.

Ord og handling

Netop denne diskrepans mellem politiske ord og private handlinger, den adfærd, der mest hyppigt leder til anklagen om hykleri i vore dage, er imidlertid ifølge David Runciman et uundgåeligt element i, ja en reel betingelse for, den liberale demokratiske politiske orden. Årsagen forklarer han med hjælp fra magtfilosoffen og demokratiforagteren Thomas Hobbes: Demokratiske politikere er altid nødt til at afveje to hensyn mod hinanden: at arbejde for deres politik og at skaffe stemmer ved at sælge den på en tilstrækkeligt behagelig måde.

Det folkelige styres institutioner umuliggør stort set politisk oprigtighed, understreger Runciman. Eftersom den moderne stat har valgt at udnævne ledere, der på den ene side skal være akkurat som os andre (og repræsentere os), og på den anden side anderledes nok til at få os til at gøre, hvad de siger, er dobbeltspillet og diskrepanserne mellem de politiske budskaber og de levede liv uundgåeligt.

Når dét er slået fast, er det Runcimans ønske, at vi går i gang med at skelne sofistikeret mellem, hvilke former for hykleri der er rigtigt skadelige, og hvilke der reelt er ligegyldige. Arbejdet med at skelne går i bogen gennem en kompleks og grundig gennemgang af historiske udlægninger af det politiske hykleri fra Hobbes og Mandeville til Orwell og 2 x Clinton.

Konklusionen er pragmatisk: De værste hyklere er slet ikke dem, hvis handlinger ikke kan leve op til deres ord. Men som David Runciman understreger igen og igen: Det er ikke særlig svært at affærdige hykleriet som et mindre problem, så længe man betragter det filosofisk og abstrakt. Udfordringen kommer, når man skal håndtere det i praksis. For det værste ved hykleriet er faktisk, at det er så utroligt irriterende.

David Runciman
Political Hypocrisy – The Mask of Power, from Hobbes to Orwell and Beyond.
272 sider.
12,56 pund. Ca. 100 kr.
Princeton University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu