Den pragmatiske præsident

Lærernes fagforeninger rasede, og Tea Party-aktivister kogte af vrede, da præsident Barack Obama og Floridas tidligere guvernør Jeb Bush fornylig roste hinandens syn på uddannelsesreformer under et møde på Miami Central High School.

Anledningen var en uddannelsesreform gennemført for fem år siden af Jeb Bush og republikanerne, som bl.a. giver delstaten og kommuner i Florida bemyndigelse til at fyre uduelige skoleinspektører og lærere. Fagforeninger og demokratiske lovgivere forsvarede fastansættelse med næb og klør og bekæmpede andre punkter i reformen, eksempelvis offentlig finansiering af private skoler.

Men her stod Obama altså og roste sin modstander for at have gjort det rigtige nemlig at binde inspektørers og læreres ansættelse til skoleelevers færdigheder. I det konkrete tilfælde blev inspektøren og halvdelen af lærerstaben på gymnasiet i Miami afskediget og erstattet med frisk blod, der i løbet af de sidste fem år har hævet elevernes præstation betydeligt.

Optrinnet er ifølge forfatteren til en ny bog om Barack Obamas politisk-filosofiske rødder symptomatisk for præsidentens demokratiforståelse. Han er pragmatiker ud til fingerspidserne, skriver James Kloppenberg i Reading Obama Dreams, Hope and the American Political Tradition.

»I Miami fremhævede Obama, at det er ligegyldigt om demokrater eller republikanere har idéerne. Det afgørende er at finde ud af, hvordan denne skole i Miami pludselig skøjtede ind på førstepladsen. Den holdning er blevet sjælden i amerikansk politik,« påpegede Kloppenberg under en debat om bogen på Harvard Universitys Manhindra Humanities Center.

Ude af trit med tiden

Obama praktiserer en pragmatisme, som rækker langt tilbage i USA's historie, men spørgsmålet er, om præsidenten ikke fejllæser en samtid præget af skarp polemik og konstant politisk konfrontation.

»I vores politiske system synes der ikke længere at være plads til pragmatisme,« påpegede historieprofessor Peniel Joseph fra Tufts University i Boston.

Det bekræftede Kloppenberg: »Problemet er ikke så meget hans idéer som risikoen for, at tiden ikke er moden til dem. Hans pragmatisme er virkelig god til at løse komplekse problemer, men måske passer den ikke til stemningen hos vælgerne. Alligevel tyder noget på, at den store gruppe af midtervælgere er begyndt at lytte til Obama; de håber, han kan moderere det politiske debat.«

I Kloppenbergs velskrevne fremstilling af den unge Obamas studier af politisk filosofi, hans tidsskriftsartikler og to bøger afsløres en tænker, fast forankret i en progressiv og pragmatisk idépolitisk tradition. Herved vendes der om på det udbredte indtryk i offentligheden, at præsidentens politiske handlemåde hans besindighed og tolerance kan tillægges hans opvækst, der er beskrevet så fængslende i det selvbiografiske værk, Arven fra min Far.

Borgersind og lighed

Her hører man, hvordan han som barn af en hvid amerikansk mor og en fraværende sort afrikansk far måtte lære at balancere mellem to vidt forskellige universer i USA den ene befolkning herskende og selvoptaget, den anden nedtrådt og ugleset.

Det krævede en vilje til at sætte sig ind i de hvides mentalitet og dagligt gå på kompromis med egen stolthed; det fordrede empati, fleksibilitet og udholdenhed. Og det ambitiøse projekt kunne naturligvis ikke lykkes uden den enorme selvbevidsthed, Obama besidder.

Disse personlige erfaringer skulle være forklaringen på, at præsidenten skyr konfrontation og instinktivt søger mod midten af amerikansk politik; at han altid udviser respekt for politiske modstandere, at han aldrig handler impulsivt, at han anser forsigtighed for en dyd og aldrig tager en beslutning uden at give sig tid til at reflektere og bestræbe sig på at skabe konsensus.

Men det er langt fra hele forklaringen.

»Obama opfatter sig også som et produkt af Amerikas fortid,« skriver Kloppenberg, professor i historie på Harvard.

»I sine skrifter demonstrerer Obama et exceptionelt sofistikeret og vedvarende engagement i amerikansk idéhistorie og politisk kultur. Når nogle ser hans hans politiske ageren som nyskabende, er det, fordi de ikke kender amerikansk demokratis hæderværdige traditioner nemlig respekt for modstanderen og en vilje til at indgå kompromisser,« skriver han

Forfatteren placerer Obama som discipel af de to politiske teoretikere, William James og John Dewey. Begge talte sidst i det 19. århundrede for at inkorporere politisk pragmatisme i den progressive tradition i amerikansk historie.

Som studerende ved Occidental College i California tog Obama et kursus i politisk teori over to år, hvor han stiftede bekendtskab med James og Dewey og andre store amerikanske og europæiske politiske filosoffer. Han læste jura på Harvard sidst i 80'erne og først i 90'erne, hvor en vigtig intellektuel debat om deliberativt demokrati, medborgerlig republikanisme (civic republicanism) og kommunitarisme udfoldede sig.

Fælles for de tre strømninger er synspunktet, at USA's grundlæggere i det 18. århundrede tillagde lighed og retfærdighed lige så stor betydning som individuel frihed. Mere specifikt hævdede historikeren Gordon Wood i 1969, at den medborgerlige republikanisme, der lægger vægt på at veje individets egeninteresse op imod fællesskabets interesser, på et tidligt tidspunkt i amerikansk historie var blevet overrendt af en tøjlesløs individualisme.

Wood dokumenterede, at det amerikanske demokrati fra begyndelsen var beregnet på at inddrage alle etniske og sociale grupper samt begge køn i et deliberativt demokrati, hvor alle havde mulighed for at diskutere og fremme idealer som frihed, lighed og retfærdighed.

Formelt eksisterede det amerikanske borgersind, nu skulle det blot genoplives.

Debatten på Harvard

Denne debat fandt fortrinsvis sted på Harvards juridiske fakultet; Obama havde allerede læst værkerne på Occidental College og reflekteret over stoffet, da han i 1989 blev optaget på jurastudiet. Her lærte han om fællesskabets betydning, om det centrale i at opfylde samfundspligter og en næsten glemt tradition for borgersind i amerikansk demokrati, skriver Kloppenberg.

Han blev hurtigt en førende eksponent for medborgerlig republikanisme og deliberativt demokrati en debat, der udfoldede sig på siderne af Harvard Law Review, som han blev chefredaktør for i 1991.

»Obamas evne til at få individer og grupper med divergerende synspunkter til at blive enige og løse komplekse problemer hænger ikke kun sammen med hans personlighed. Forklaringen ligger også i hans opfattelse af demokrati som et medium til at drøfte og votere, hans indblik i filosofisk pragmatisme, en kristen realisme og en sofistikeret forståelse af historie,« skriver forfatteren.

Hertil skal lægges, at Obama er jurist med speciale i den amerikanske forfatning. Han er derfor bedre bekendt end de fleste andre amerikanske præsidenter med, hvilke idépolitiske overvejelser, den amerikanske republik er bygget på.

Som præsident har han f.eks. refereret til én af forfatningsfædrene for at illustrere, hvorfor det er uproduktivt for lovgivningsarbejdet i USA's kongres, at de to partier møder op med lovudkast hugget ud i sten.

»Han benyttede James Madisons iagttagelse, at en stor uenighed på forfatningsforsamlingen i Philadelphia i 1787 tvang de delegerede til at gennemdiskutere de vidt forskellige udkast til en forbundsforfatning, hvilket gav et langt bedre resultat,« siger Kloppenberg.

Obamas insisteren på at lytte til alle meninger, også hans politiske modstanderes, er ikke kun begrundet i en tro på det frugtbare i idéernes sammenstød. Det bygger også på hans forståelse af forfatningen og lovene som en art levende dokumenter, der skal sættes i nutidig kontekst og tolkes som dokumenter i »konversation med sig selv«.

Det ledende princip

Præsidenten har f.eks. sagt: »Ingen lov er endegyldig, ingen politisk kamp fuldstændig afsluttet.«

Der er altid plads til forbedringer. Det er princippet, som ligger til grund for det geniale ved USA's forfatning, at Kongressen og delstaterne kan vedtage ændringer, hvilket er blevet gjort 27 gange, sidst i 1992.

Netop det er, ifølge professor Kloppenberg, forklaringen på, at Obama så sent som i februar i år udtalte, at han er åben over for et republikansk forslag om at ændre den omstridte sundhedsreform for at give enkeltstaterne mere fleksibilitet til at sikre så stor en dækning som muligt.

»Kun en præsident med kendskab til republikkens ledende princip, føderalismen, ville være så imødekommende over for et ændringsforslag fra hans modstandere,« påpeger Harvard-professoren.

Tolerance over for modstandere er et andet bærende princip i amerikansk pragmatisme.

I striden om nogle republikanske guvernørers skrotning af offentlige fagforbunds forhandlingsret har Obama f.eks. nøjedes med at forsvare lønmodtagernes rettigheder.

»Obama afviste at dæmonisere guvernøren i Wisconsin, der startede anslaget mod fagbevægelsen. For ham er det et princip aldrig at nedgøre andre politikere i offentligt embede,« siger Harvard-professoren.

»Målet er at få sænket den politiske temperatur og skabe grobund for resultater. En sidegevinst er, at meningsmålinger faktisk viser, at den amerikanske befolkning stik imod alle forventninger holder med Obama og fagbevægelsen i denne arbejderkonflikt.«

»Faktisk,« siger Kloppenberg, »tyder meget på, at den bitre vrede i dele af det amerikanske vælgerkorps, bibragt af bl.a. sundhedsreformen, går på hæld. Jeg tror, det skyldes Obamas stærke pragmatisme, skønt han ikke har givet køb på nogle af sine fundamentale principper.«

Retorik kan flytte bjerge

Og hvad med Barack Obamas berømte oratoriske talent?

Homi K. Bhabha, Harvard-professor i engelsk litteratur, spurgte under debatten, om præsidentens fængslende retorik har ansporet borgerne til at engagere sig mere i det deliberative demokrati.

»Det vil vi vi først vide henimod afslutningen af Obamas anden embedsperiode,« replicerede Kloppenberg, der går ud fra, at Obama bliver genvalgt i 2012.

»Hvis han formår at holde stilen jeg tænker på hans tale om racerelationer i Philadelphia, takketalen for Nobels fredspris, talen i Kairo til den muslimske verden og mindetalen for ofrene i Tucson vil han ikke alene have ændret den måde, amerikanske præsidenter tiltaler offentligheden. Han vil også have ændret borgernes syn på det offentlige liv.«

James T. Kloppenberg. Født 1951. Idéhistoriker. Underviser til dagligt på Harvard University i Cambridge, Massachusetts