Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Venstrefløjen har glemt at tænke og handle moralsk

Den franske venstrefløj er fortabt og fedtet ind i flere årtiers korruption og skandaler. Vil den igen kunne love vælgerne en bedre verden, må den handle, som den prædiker, lyder analysen fra den franske historiker Christophe Prochasson. Ellers vil den ikke kunne hævde, at fremtiden kommer efter kapitalismen
Tættest på. Økologernes præsidentkandidat ved næste præsidentvalg, Eva Joly, har ifølge Christophe Prochasson et bud på en moralsk orienteret venstrefløj. Hun inkarnerer en vilje til en ny politisk tradition og en anderledes politisk stil, som ikke er kynisk eller teknokratisk, men tæt på folk, siger han.

Tættest på. Økologernes præsidentkandidat ved næste præsidentvalg, Eva Joly, har ifølge Christophe Prochasson et bud på en moralsk orienteret venstrefløj. Hun inkarnerer en vilje til en ny politisk tradition og en anderledes politisk stil, som ikke er kynisk eller teknokratisk, men tæt på folk, siger han.

Caroline Blumberg

Moderne Tider
26. marts 2011

Christophe Prochasson ser nærmest lidt vild ud i øjnene, selv om spørgsmålet hvem udgør den franske venstrefløj i dag? umiddelbart er simpelt. Men som en af Frankrigs fremmeste eksperter i venstrefløjens historie ved han bedre.

»Det står ikke særligt klart længere. De store historiske kulturelle referencer, som har skabt venstrefløjen, spiller en mindre rolle nu. Når man taler om venstrefløjen i dag, drejer det sig om dem, der definerer sig som sådan, altså fra socialistpartiet til det ekstreme venstre,« lyder det lidt opgivende.

»Man kan også have en mere normativ opfattelse af venstrefløjen. Hvis man tilhører det ekstreme venstre, vil kritikken af socialisterne ofte være, at de har forrådt venstrefløjen. Eller det modsatte: Hvis man er socialist, kan man mene, at et parti på den ekstreme venstrefløj ikke rigtigt er venstrefløjen, fordi det fastholder konservative ideer om forsvar og en indignation, som blokerer fremskridtet. Det giver straks en fornemmelse for den vanskelighed, der ligger i at definere venstrefløjen i dag,« forklarer han.

Prochasson er professor og forsker ved det prestigefulde forskningscenter EHESS, Ecole des Hautes Etudes Sociales, der holder til på Avenue de France i yderkanten af det 13. arrondissement i Paris.

Vi sidder på hans lyse glaskontor på ottende etage. Omtrent en halv kilometer derfra ligger det enorme Bibliothèque François Mitterrand. Men socialisternes præsident huskes bestemt ikke blot for de mange monumenter, han fik opført. Før han kom til magten i 1981, var det simpelthen lettere at definere venstrefløjen:

»Socialismen er først og fremmest det, der venter efter det liberale demokrati. Den forudsætter, at vi lægger kapitalismen bag os. Der er tale om et fremtidigt historisk stadium der måske er ultimativt. Og den måde at tænke på er ikke længere mulig. For det første fordi venstrefløjen, da den blev konfronteret med magten i 1980'erne, blev nødt til at tilpasse sig en række krav for at kunne regere, og dermed blev dens identitet uklar,« forklarer Prochasson med henvisning til den stribe af privatiseringer, Mitterrand fik gennemført samt syndfloden af eksempler på korruption og skandaler, som fulgte mødet med magten og ikke har forladt socialisterne siden.

Den anden ting, som bidrager til identitetsproblemet, hænger sammen med murens fald i 1989 og berører hele den europæiske venstrefløj:

»Socialismen er forsvundet som reel politisk erfaring. Og endnu værre: I de socialistiske lande er de vendt tilbage til kapitalismen. Socialismens fremtid er det liberale demokrati. Til trods for sin krise har kapitalismen ingen historisk rival ingen foreslår for alvor at erstatte kapitalismen med socialismen. Derfor har venstrefløjen i dag svært ved at tænke i de samme termer som tidligere, altså at fremtiden kommer efter kapitalismen.«

Hvad er konsekvensen af det?

»Den politiske venstrefløj er lidt fortvivlet. Den har hverken styr på, hvad den vil, eller hvad den kan. De sidder fast i nutiden og ser til, mens ulighederne bliver større, og det ekstreme højre vinder tilslutning.«

Derfor lever vi nu i en verden af konstant nutid. Der er ikke tale om nogen »historiens afslutning«, forklarer Prochasson, men derimod at vi ikke har historien i går og i morgen med:

»Der er ikke længere noget i vente ud fra et eskatologisk synspunkt. Vi har ikke de store forventninger. Verden er mindre sikker i forhold til værdier som fornuft, menneskerettigheder og lighed, som vi tidligere forbandt med en bedre verden.«

»Spørgsmålet er, om det vil vare ved. Kan vi leve uden at vente og kan man opfinde en venstrefløj uden utopier? Jeg er i vildrede i forhold til venstrefløjens evne til at skabe nye, definitive utopier. Da Mitterrand i 1981 lovede at bryde med kapitalismen, troede folk på ham, også jeg. Den form for tro er slut.«

Mitterrands monarki

Christophe Prochasson har for nyligt udgivet en bog om venstrefløjen, der hedder La gauche est-elle morale? (Er venstrefløjen moralsk?). Her gennemgår han moralens rolle for først konstruktionen og udviklingen af den franske republik og siden for socialismen og kommunismen i landet. Og viser, at moralen altid har været denne politiske fløjs følgesvend omend langt fra altid dens primære ledetråd.

Hvorfor spørger De, om venstrefløjen er moralsk?

»For mig er spørgsmålet afgørende, hvis venstrefløjen vil genfinde den rolle, den havde i offentligheden, og som trods alt sigtede på at forandre verden i retfærdighedens navn. Hvis man vil ændre verden efter moralens regler, kan man ikke personligt opføre sig anderledes, end disse regler foreskriver. Vil man regere på en progressiv måde, må man have befolkningens tillid, og den opnår man ikke, hvis man ikke opfører sig moralsk,« siger Pochasson og fortsætter:

»Det slog mig, at man i løbet af de seneste 20 til 30 år har set mange eksempler på, at venstrefløjen har glemt denne dimension. Det var ikke blot Mitterrand, men det står klart, at denne monarkiske magtudøvelse med korruption og køb af stemmer, afslører en mangel på moral, som i høj grad har kendetegnet venstrefløjen siden.«

Er det typisk for Frankrig ?

»Nej, bogen kunne være skrevet i England, Belgien og Italien jeg kunne tage turen rundt i Europa.«

I Deres bog nævner De, at tabet af moralen for alvor begynder, da venstrefløjen kommer til magten i 1956 og skal håndtere krigen mod Algeriet ...

»Det var en kynisk praktisering af politikken. Guy Mollet (premierminister fra 1956-1957, red.), accepterede at dække over fuldstændigt amoralske praksisser såsom tortur. Det er utilladeligt.«

Så venstrefløjen er ikke moralsk?

»Den har glemt det i dag, men den har brug for at være det for at sikre sig politisk succes og for at bekræfte sin politiske identitet. Det skal den for det første gøre ved at tilpasse sine handlinger til sin diskurs. Dernæst skal dens budskab ikke tage udgangspunkt i en accept af verden, som den er, men i moralske værdier, som de udtrykkes i ideologien for menneskerettighederne, der fundamentalt set går efter at etablere social retfærdighed.«

Endelig har venstrefløjen traditionelt heller ikke kun beskæftiget sig med økonomi, men om alle tilværelsens forhold.

»Venstrefløjens projekt var en helhed. Kan man ændre verden og individet på samme tid og hvor skal man i så fald begynde. Kan man skabe en socialistisk verden med individualister ? Det er moralske fundamentale spørgsmål, som det ikke er naivt at stille, og som venstrefløjen ikke længere stiller.«

Tænker ikke nok på krisen

Kan man være særligt skuffet over venstrefløjen i forhold til krisen ?

»Man kan bebrejde venstrefløjen, at den ikke har tænkt nok over krisen i sin helhed. Der er meget interessante analyser af økonomer fra venstrefløjen, som forklarer, at man skal regulere kapitalismen etc. Men der er andet end økonomiske analyser. For den globale krise begyndte ikke i 2008, den er ældre. Men eftersom venstrefløjen stadigvæk er fanget af det gamle paradigme og benytter sig af gamle intellektuelle værktøjer, har den ikke tilpasset sig det radikalt nye, der har fundet sted de seneste 30 år i de vestlige samfund.«

For eksempel virker økologien vigtig, vurderer historikeren. Det samme gælder for de globale styrkeforhold, altså at placere spørgsmålet om den sociale retfærdighed i en international og ikke en national ramme.

»Der er selvfølgelig også det europæiske spørgsmål, som der ikke er blevet taget nok højde for det burde have været et af de vigtigste politiske spørgsmål og ikke blot handle om økonomi,« siger han.

Men for den franske socialismes vedkommende hænger det faktisk sammen med dens udgangspunkt:

»Socialismen og kommunismen er republikkens sønner, og den er en national produktion. Derfor gælder det også for socialismen og kommunismen, og det er et vigtigt problem.«

Moralens kandidater

Hvem af venstrefløjens kandidater til posten som præsident ved valget i 2012 kommer tættest på en moralsk venstrefløj?

»For mig at se er der to kandidater, der kommer tættere på end de andre, om end de langt fra er perfekte og ikke mit personlige valg,« understreger han.

»I socialistpartiet er der Martine Aubry, hvis stil minder lidt om Angela Merkels. Det vil sige en beskeden kvinde, der synes at sige sandheden, og som også er arving til en vis politisk tradition. Det er bestemt ikke den fuldendte model, men hun er i hvert fald tættere på end Dominique Strauss-Kahn og Ségolène Royal,« lyder vurderingen.

Men den, der er tættest på, befinder sig uden for socialistpartiet, nemlig den norsk-franske kandidat for økologerne, Eva Joly.

Den tidligere forhørsdommer og korruptionsjæger er kendt for sin indsats i forbindelse med Elf-skandalen i 1990'erne. Siden er hun gået ind i europæisk og fransk politik og stiller nu op for økologerne.

En meningsmåling bragt i Le Monde for nyligt viste, at hun er den ærligste kandidat ifølge et flertal 65 procent af franskmændene:

»Hun kommer fra retsvidenskabens verden, hun har en stil og en fortid, som gør, at hun er tættest på det, jeg beskriver for Dem.«

I Deres bog nævner de netop økologien som en ny vej for en moralsk venstrefløj?

»Det økologiske parti inkarnerer bedst viljen til en ny politisk tradition og en anderledes politisk stil, som ikke er kynisk eller teknokratisk, men tæt på folk. Der er noget autentisk ved dem.«

Samtidig appellerer økologerne til den enkeltes indsats:

»Det er en øjeblikkelig handling, som kan have øjeblikkelige effekter, og det fordrer en personlig moral. I virkeligheden er man i overenstemmelse med sig selv, hvis man er opmærksom på sit forbrug af elektricitet, hvis man sorterer sit affald og tager cyklen i stedet for bilen, når man henter sit brød. Økologien tvinger os ind i fællesskabet, at gå efter noget andet end vores umiddelbare personlige interesse. Det er en politisk uddannelse, som kan fornye venstrefløjen.«

modernetider@informatiton.dk

Christophe Prochasson, født 1959, professor ved l'Ecole des Hautes Études en Sciences Sociales. Historiker og specialist i politikkens kulturelle historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Venstrefløjen har sq da aldrig været moralsk.

Det skulle da lige være moralsk anløben.

Venstrefløjen eller religion, de sælger bare varm luft.

Søren Nørbak

Politik og moral er 2 ikke kompatible størrelser, ligegyldigt om det er højre eller venstre side vi snakker om.

Et navn husker jeg godt: Edith Creson

Tak for en spændende artikel!

Eva Joly er medlem af Europa Parlamentet for Europe Ecologie og medlem af gruppen de Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. I meningsmålingerne til præsidentvalget ligger hun ml. 7 - 12%.

På min blog fortæller jeg om Eva Joly og kampen mod skatteparadiserne.

Rasmus Bro Clemmensen

Hmmm... Jeg kan ikke lade være med at forblive kritisk så længe man snakker om moral og økologi.

Den radikale franske filosof Alain Badiou har netop i sine bøger "Etikken" og "Metapolitikken" bekrevet problematikken ved den politiske moral, blandt andet at denne ikke retter sig mod en sandhed eller utopi, men kun mod rettigheder og værdier indenfor en allerede eksisterende verden. Venstrefløjens opgave er netop at skabe en ny verden igennem et sandhedsprojekt der transcenderer moral og ikke bare er ordning af "værdier", men er en fuldstændig omvæltning af koordinaterne i ideernes og værens mulighedsrum.

Med hensyn til det moralske i økologien må jeg gentage Zizeks kritik af denne som opium for folket:
http://www.youtube.com/watch?v=hMJdGor-sMA