Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fat i den lange ende

Det nystartede Spiseri i Griffenfeldsgade har åbnet en dør til noget, der med lidt finpudsning og tid kan blive hele Københavns hverdagsitaliener
God start. Der har været stopfyldt næsten hver aften i de tre uger, Spiseri har haft åben. Pladsen er trang, priserne lave, og der er en tanke bag alt i den måde, gæsterne bliver betjent.

God start. Der har været stopfyldt næsten hver aften i de tre uger, Spiseri har haft åben. Pladsen er trang, priserne lave, og der er en tanke bag alt i den måde, gæsterne bliver betjent.

Sofie Amalie Klougart

Moderne Tider
9. april 2011

Griffenfeldsgade er en meget blandet gade på indre Nørrebro, der i mange år har lydt kælenavnet Lille Afrika på grund af de mange afrikanske specialbutikker, frisører og restauranter. Den løber mellem det, der engang var to af byens hovedfærdselsårer, Nørrebrogade og Åboulevarden, men efter at tidligere teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam slog Nørrebrogade ihjel, er det kun Åboulevarden, der troner stor og larmende i den ene ende. Den før så livlige Griffenfeldsgade, er som så mange andre sidegader til Nørrebrogade, blevet en ganske stilfærdig gade med en til tider nærmest ildevarslende provinsiel ro. Desto herligere er det jo, at gode folk stadig har lyst til at lave fest og ballade og god mad.

Italiensk model

På et hjørne over for den noget slidte Folkets Park ligger Spiseri. Stedet er et produkt af fire veninders mangeårige drøm. 1. februar overtog de lokalerne, og for tre uger siden slog de fire, der alle har en fortid på FAMO i Saxogade, dørene op og der har stort set været stopfyldt hver aften lige siden. Der er med andre ord tale om et fænomen, og et det må undersøges.

Min kone og jeg fik restaurantens absolut sidste bord, et ganske lille og vippende et, midt i lokalet. Alle borde og stole er forskellige og, skulle det vise sig, tallerkner og serveringsfade ligeså. Det giver unægteligt et meget afslappet og uprætentiøst præg, som passer godt til benævnelsen spiseri frem for restaurant. Vi dannede os et hurtigt overblik over dagens overskuelige menu på tavlen ved baren. Menuen er bygget op efter italiensk model med antipasti, primi, secondi, ost og dolce med et par klassiske retter at vælge mellem ud for hver. For fire retter kræver Spiseri rimelige kr. 295 kr.

Der ligger en tanke bag

Den overordentligt venlige tjener, som også er en af indehaverne, var så venlig at gøre noget ved vore tomme glas. Vi lagde ud med en Pinot Gris fra Robert Schmidt. Lidt for sød til mig, og måske ikke lige det, man forventer af et velkomstglas, men det viste sig, at tjeneren havde en tanke med den sødlige Alsace-vin. Den stod nemlig fortrinligt til vores antipasti, som ankom prompte. De var henholdsvis en kikærtesalat med radicchio og rodfrugter i små sprøde tern, og porchetta med syltede løg. Porchettaen blev desværre serveret i mange silketynde skiver. Jeg foretrækker færre men fingertykke skiver af denne vidunderlige italienske flæskesteg, men smagen fejlede bestemt ikke noget. Kikærter kan spolere stort set en hver middag for mig, men disse var sprøde og saftige og retten godt afstemt med de små rodfrugtstern. En god start.

Efter pjatteriet kommer kødet

Min kones primo var Capeletti, som betyder lille hat på italiensk, og er en lille fyldt pasta. Fyldet bestod af frisk spinat, ricotta og salvie. Den både duftede og smagte pragtfuldt. Jeg fik en grillet salsiccia, den rustikke italienske pølse, med blød polenta og syltet radicchiosalat. Pølsen og polentaen, der var silkeblød og velsaltet, spillede fint sammen. Den syltede radicchio var derimod ikke noget stort hit. Den var træet og havde for lidt smag. Vi drak begge et godt glas af den lyse, røde Beaune-vin fra Huber Verdereau 2009. Det var et lidt modigt valg til pastaen med dens kraftige smag af salvie, men det virkede igen helt efter hensigten.

Secondien er jo den vi danskere glæder os mest til, når vi spiser italiensk. Nu er vi ovre pjatteriet med de små retter og kan se frem til kødet. Vi blev ikke skuffede. Min kones secondo var kanin med sauce af kapers og oliven med lidt linser og blancherede sølvbeder til. Min var braiseret svineslag med rosmarin og bitter salat til. Begge retter meget, meget simple og såre velsmagende. Kaninen var stegt til perfektion og svineslaget så mørt at det kunne skæres med gaflen. Tilbehøret var velafbalanceret og skyggede aldrig for hovedattraktionen. Vi drak begge et herligt glas Barbera til. En 2008'er fra Vietti i Castiglione Falletto, og altså aftenens første og eneste italiener.

Vi havde naturligvis mod på både ost og dolce. Vi snuppede en af hver og her fulgte aftenens skuffelse. Ostene var ganske ordinære, en peccorino og en gorgonzola på den kedelige side. Dertil mandler og valnødder i honning, som havde fået et lille skud chili. Det var ikke videre behageligt og klædte slet ikke gorgonzolaen.

Desserten var en ligeledes ganske ordinær nødde-chokoladekage med vanilieskum til. Der var ingen dessertvin eller vin til osten, men tjeneren foreslog en porter fra 2øl til osten. Det gik an, en udmærket øl. Men det gedigne og veltillavede måltid havde fortjent en bedre afslutning end som så. Specielt osten og dolcen kræver med andre ord en overhaling.

Stort potentiale

Vi sluttede af med to gode kopper kaffe, en cappuccino til min kone og en espresso til mig. Ydermere fik jeg en ganske pæn grappa di barbera fra Emanuele Rolfo at begive mig ud i regnen på. Regningen sluttede på meget rimelige kr. 1.055 kr. for to personer, hvoraf den ene ikke drak så meget vin og den anden var mig.

På trods af den lidt triste afslutning, rykker det ikke ved indtrykket af, at Spiseri har alt det, der skal til for at blive hele Københavns hverdags-italiener. Specielt når man tager i betragtning, at stedet kun har haft åbent i tre uger og slet, slet ikke har haft tid til at pudse menu og stil af endnu.

I restaurationsbranchen har der altid været meget sludder om forbandede adresser. Adresser, hvor den ene restaurant efter den anden har måtte dreje nøglen om og opgive ævret. Griffenfeldsgade nr. 28, hvor Spiseri nu har til huse, er åbenbart en sådan adresse. Personligt tror jeg ikke på forbandede adresser, det er udelukkende et spørgsmål om den rigtige restaurant på det rigtige tidspunkt. Sådan en har Griffenfeldsgade ganske givet fået nu.

Spiseri

Griffenfeldsgade 28, København N

Bordbestilling 42 36 02 22,

on.-lø. 17.30-24, sø. 14-18

www.spiseri.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her