Læsetid: 3 min.

Hvad moserne gemte

En dansk-amerikansk læsning samler op på betydningerne af det danske landskabs måske mest forunderlige arkæologiske fænomen: moseligene
9. april 2011

Der er kun én troværdig forklaring på, hvorfor Sigmund Freud, det ubevidstes opdager, ikke beskæftigede sig med moselig, og den er, at han ikke kunne holde ud at tænke på dem. Belægget kommer fra Carl Jung og er værd at citere
in extenso, som skandinavisk professor på Berkeley Karin Sanders gør det i bogen
Bodies in the Bog.

»I Bremen foregik Freuds meget omtalte besvimelsesanfald. Det blev indirekte fremprovokeret af min interesse i 'tørvemoseligene' fortæller Jung i sin erindringsbog mange år senere, hvor han tænker tilbage på sin fascination af ligenes forbindelse til det forhistoriske.

Men disciplens lig-fascination går Freud på nerverne.

»'Hvorfor er du så optaget af de lig?' spurgte han mig flere gange. Han var overordentligt irriteret over det alt sammen, og under en af vores middagssamtaler besvimede han pludselig. Bagefter sagde han til mig, at han var overbevist om, at al denne sludder om lig betød, at jeg nærede dødsønsker mod ham,« skriver Jung, som måber over mesterens manglende lyst til at granske sin egen modvilje. »Med Freuds egne ord følte han sig truet af en 'sort bølge af mudder' han, som mere end nogen anden havde forsøgt at sænke sin spand ned i de sorte dybder.«

I 1909, hvor Jung og Freud hakker på hinanden over middagen i Bremen, er de på vej mod et opgør, som er afgørende for grundlæggelsen af psykoanalysen.

Mange af de mest berømte moselig, som Tollundmanden og Grauballe- manden, er endnu ikke dukket frem af de danske og nordiske moser. I århundredet, der følger, vælter de omkring 2.000 år gamle lig snart sagt frem i takt med at landbrug effektiviseres, tørv graves ud, og de vilde moser tæmmes.

Første vidnesbyrd

I takt med ligene vælter også tolkningerne af dem frem, og det er dem, Karin Sanders gennemgår og analyserer i
Bodies in the Bog, som er en både historisk opsamlende, teoretisk og litterær læsning af moseligene og de fantasier, de giver anledning til.

For moseligene er næsten indbegrebet af den næsten fysiske attraktion, der kan være ved fortidsminder, som udløser en lyst til berøring og til at »være der«, altså med på den tidsrejse til en anden tid, som den arkæologiske genstand repræsenterer. Forstærket, når det gælder moseligene, som er menneskelige og naturstridigt (men naturligt) konserveret gennem mosernes særlige kemiske sammensætning.

Romeren Tacitus, der i modsætning til sine germanske samtidige havde et skriftsprog, står for det første vidnesbyrd om moseligene. Han nedskrev beretninger fra handlende, der havde besøgt de vilde stammer mod nord.

I Tacitus'
Germaniafra omkring 98 e.v.t. står der blandt andet: »Forrædere og overløbere hænger de i træer, kujoner (feje), krigsrædde (bange for at gå i krig) og unaturligt utugtige sænker de i smudsige sumpe med grenværk lagt ovenpå.«

Forbrydere mod den offentlige orden blev altså straffet til offentligt skue, skræk og advarsel. Mens de skamfulde forbrydere tilsyneladende skulle sænkes ned og gemmes væk i mosernes ursump.

Det fortrængtes genkomst

Så når netop de skamfulde forbrydere, der skulle gemmes væk, dukker tusinder af år gamle, men velbevarede, op af det sorte dynd, kommer de også fænomenalt tæt på Freuds ubevidste, hvor det, man gemmer væk, aldrig forsvinder. Det er en fristende udlægning, der kræver, at man tror på Tacitus. Som med al anden arkæologisk læsning er man med moseligene nødt til at sammenstykke brudstykker med forestillinger.

Netop dét gør Karin Sanders' gennemgang af forestillingerne om moseligene til en fascinerende gennemgang også af nutidsmenneskets forestillinger om sig selv. Som arkæologerne fremskriver dem, som digteren Seamus Heaney fremskriver dem i sin omfattende lyriske produktion om moseligene, og som museumsfolk, kunstnere og tænkere fremskriver dem.

At de rynkede oldtidslig stadig fremkalder identifikation og endog kærlige følelser, behøver man blot besøge Tollundmandens officielle hjemmeside for at forvisse sig om. På den omfangsrige hjemmeside, som produceres af Silkeborg Museum, Silkeborg Bibliotek med flere, afvises blandt andet Tacitus-teorien om, at Tollundmanden skulle kunne have begået en skamfuld forbrydelse blankt. Ligesom en tekst som »Tollundmanden sprang ventelisterne over, da han blev scannet i en CT-scanner,« demonstrerer, at den indtørrede gamling for mange stadig er at regne som en kær ven.

Karin Sanders

Bodies in the Bog and the Archeaological Imagination.

318 sider, 399 kroner i museumsbutikken.dk.

The University of Chicago Press.

www.tollundmanden.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu