Læsetid: 5 min.

Store spøgelser spærrer for de virkelige problemer

Juraforskeren Anders Henriksen har skrevet en strålende lille bog, som både kritiserer dem, der råber politistat og frygtkultur af terrorlovgivningen – og terrorlovgivningen selv
Terror. Sagen med den tjetjenske Lors Doukajev på Hotel Jørgensen i København er en af de få terrorsager på dansk jord. Men virkningen på retsstaten er en debat værd.

Terror. Sagen med den tjetjenske Lors Doukajev på Hotel Jørgensen i København er en af de få terrorsager på dansk jord. Men virkningen på retsstaten er en debat værd.

Peter Hove Olesen

28. maj 2011

Fornuftige folk, der ellers ikke tror på genfærd, har gennem de senere år set et spøgelse spadsere gennem Danmark: Retsstatens undergang! Der har været råbt det, man kalder 'vagt i gevær', og alarmklokkerne har gjort det, som med et populært udtryk kaldes 'bimlet', og nogen har sågar råbt om en »bombe under retsstaten«. Sandelig om ikke endda en professor har sammenlignet Danmark med DDR.

Politikere, professorer og andre med privilegeret adgang til den offentlige debat har set den danske anti-terrorlovgivning som et så slemt forfald, at kun de største ord kunne begribe forfaldets omfang. Kampen mod terror er blevet kritiseret som en kampagne mod retsstaten. Den er blevet set som symptom på en særlig 'frygtkultur', hvor kyniske ledere udnytter passive borgeres angst for verden, og den er blevet betragtet som bevis på, at vi nu befinder os i en permanent undtagelsestilstand, fordi krigen mod terror aldrig bliver afsluttet.

Redeligt og nøgtern skriver jura-forskeren Anders Henriksen i sin nye bog Anti-terroren, retsstaten og demokrati op imod de fjendebilleder, der er så store, at alt forsvinder i dem:

»Min eneste påstand er,« skriver han i sin konklusion: »at anti-terrorlovgivningen ikke i sig selv kan begrunde, at vi drikker gravøl over retsstatens død. Jeg deltager i hvert fald ikke.«

Henriksens konklusion er ikke, at der ikke udfordringer, og at alt er harmonisk og rigtigt i den danske retsstat. Han hævder heller ikke, at anti-terrorlovgivningen er demokratisk uproblematisk. Tværtimod: Pointen er, at de store spøgelser spærrer for de virkelige problemer. Hvis man opfinder enorme fjendebilleder, forholder man sig ikke kritisk til det, der bliver udfordret og forandret. Det gør derimod Anders Henriksen i sin strålende lille bog.

Ny trussel

Henriksen indleder med at redegøre for terrorismen som trussel. Traditionelt har straffe skullet afskrække forbrydere fra at gøre det forkerte: Man lader være med at gennemføre et stort og kalkuleret bankrøveri, fordi man ikke vil i fængsel. Men som Henriksen skriver: Terroristerne tillægger ikke sanktionerne stor betydning. De har demonstreret, at de er villige til at ofre deres liv for at opnå den størst mulige ødelæggelse, og derfor er de heller ikke voldsomt afskrækkede af udsigten til straf... Det næste, at attentaterne den 11. september var eksempel på en terrorisme, som skabte ødelæggelse i et helt andet omfang, end vi har været vant til. De to erfaringer har ført til en forskydning af indsatsten mod terror:

»Vi er gået fra afskrækkelse til forebyggelse og derfor også fra fare til risiko. Og det er først og fremmest derfor, at vores retsstat er blevet udfordret siden efteråret 2001.«

Henriksen fastholder således, at der kampen mod terror er en konflikt mellem sikkerhed og frihed. Det er en konflikt, som ikke kan ophæves, men som hele tiden må håndteres. Men som han også gør opmærksom på: Det er en konflikt, som findes i alle områder af vores liv: Vi må ikke køre bil uden at tage sikkerhedssele på, og vi må ikke selv bestemme, om vi vil køre med lys på vores cykler om aftenen. Spørgsmålet er, hvorfor vi finder os i at afgive frihed af hensyn til sikkerhed i disse tilfælde, mens der er anderledes alarm over indskrænkelserne i forhold til terror.

Der er ifølge Henriksen tre svar på det spørgsmål: For det første er de indgreb, som terrorbekæmpelsen foretager i vores hverdagsliv, større end dem, vi normalt udsættes for.

For det andet er det ikke sikkert, at terrortiltagene overhovedet virker. Man kan altså registrere en klar effekt på vores frihed, men man kan ikke konstatere en lige så klar effekt på vores sikkerhed.

For det tredje er det oplagt, at terrortiltagene rammer en mindre gruppe, som i forvejen er hårdt ramt. Det er med andre ord den store flertalskultur, som gennemfører regler og sanktioner, der ofte kun går ud over et mindretal af borgerne. Sat på spidsen: Muslimernes friheder ofres for de andres sikkerhed. Så radikalt ser Henriksen ikke problemet, men han påpeger faren ved, at de, der har mindst at sige i det politiske system, bliver ofre for det politiske system:

»Risikoen for, at majoriteten lader minoriteten bære alle de negative konsekvenser af den politik, som de gennemfører, forstærkes, hvis minoriteten ikke er særligt godt repræsenteret i det politiske system, og den forstærkes endnu mere, hvis minoriteten ikke bare tilhører en politisk minoritet, men også i fysisk forstand skiller sig ud fra flertallet.«

Tuneserloven

Henriksen fremdrager i bogen flere eksempler på farlige sammenfald mellem udlændingelovgivning og terrorbekæmpelse. Hvis for eksempel en udlænding på tålt ophold pålægges meldepligt må det kun ske med henblik på udsending af landet. Det går ikke med henblik på terrorbekæmpelse.

Grundigt gennemgår Henriksen også den såkaldte 'tunesersag', hvor to mistænkte tunesere administrativt blev udvist fra Danmark. Det sensationelle er ifølge Henriksen ikke, at Højesteret forkastede tuneserloven. Det sensationelle er, at det ikke skete allerede i byretten og landsretten. Det er ikke til at sige, om dommerne følte sig udsat for politisk pres, men det er ikke usandsynligt:

»Vi ved ikke præcis, hvorfor hverken byretsdommeren eller de tre landsdommere mente, at de ikke skulle efterprøve myndighedernes beslutning, men det er nærliggende at tro, at dommerne følte sig pressede og valgte at stole på, at myndighederne handlede i god tro, og ikke ville frihedsberøve tuneserne, hvis de ikke selv var sikre på, at det fornødne grundlag var tilstede.«

Fra EU og FN!

En opsigtvækkende indsigt i Henriksens bog er kilden til de mange terrortiltag. Det opleves almindeligvis sådan, at populistiske nationale politikere kræver mere sikkerhed for flertallet og ikke tager hensyn til friheden for mindretallet, mens internationale institutioner beskytter alle borgernes rettigheder. Dansk Folkeparti udfordrer retssikkerheden, mens EU og FN forsvarer borgernes rettigheder.

Men på terrorområdet er mange stramninger ifølge Henriksen gennemført, fordi vi af vores internationale forpligtelser var tvunget til det. Det gælder for eksempel den kontroversielle europæiske arrestordre, som kommer fra EU, men også terrorpakken i 2002 blev til, fordi vi skulle leve op til vores internationale engagement. Det synes således særdeles problematisk, når indskrænkninger i borgernes frihed gennemføres af institutioner, hvor borgerne ikke selv er repræsenteret.

Henriksens afsluttende pointe er dog, at disse enkelte udfordringer af retssikkerheden i virkeligheden kan styrke retssikkerheden. De skærper bevidstheden om, at retsstaten ikke er gratis: Man må vælge mellem sikkerhed og frihed i hvert enkelt tilfælde, og man må erkende, at mere sikkerhed ofte vil betyde mindre frihed. Det er først, når den er under pres, at retsstaten skal vise sin styrke, og retsbevidstheden udvikles som kritisk bevidsthed. Det kræver, at man ser de virkelige problemer i stedet for at opfinde store spøgelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Mosbak

"De der vil opgive grundlæggende frihed for at købe en smule midlertidig sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed."

Benjamin Franklin (1706-1790).

Sat på spidsen: Muslimernes friheder ofres for de andres sikkerhed. Så radikalt ser Henriksen ikke problemet, men han påpeger faren ved, at de, der har mindst at sige i det politiske system, bliver ofre for det politiske system..

Erstat terrorlovene med kommunistloven fra 1941.

Jeg har lidt svært ved at skille anmeldelsen fra Lykkeberg pga. af de mange superlativer, men jeg mangler stadig nogle begrundelser for hvad det er som adskiller 9/11 handlingen fra tidligere terrorhandlinger, andet end den var politisk bekvem for den nye neoliberale administration. Og derved falder Henriksens argumenter noget til jorden. terrorlovgivningen har kun politiske formål.

Det er altid rart at læse noget, der ikke bygger på DFs eller ELs forskruede verdenssyn.

Bogen er sat på indkøbslisten.

Janus Agerbo

Jeg håber da at bogen forholder sig til domme uden forklaring og ankemulighed. Hvor PET bestemmer, men ikke skal forklare sig. Det er da om noget et udfald af politistat!

Ud over det, er jeg enig med Søren Lom. Hvilken trussel var det lige præcis at 9/11 udgjorde for det danske folk, der gør at vi skal straffe green peace som terrorister?

Blot mere borgerligt sludder i Information? Det virker sgu som om!

claus nielsen

vildt nok der diskuteres alt dette når der ligger en meget mudret bagrund for hvad verdens samfundet eller vesten usa samt europa i særdeleshed. hitler brændte selv rigsdagen ligesom at 9/11 også var et insider job. og krigene i irak og afghanistan nok mere er centreret om olie, heroin og solsikkeproduktion, og kontrollen med disse terror myten er skabt for at skabe et skalkeskjul for cooperative kræfters økonomiske interesser. eksembelvis har man i dag forgiftet irak i en sådan grad at de farmacutiske virksomhedder og fødevarer industrien er sikret en væsentlig kunde base de næste mange år.

Bill Atkins

terrorlovgivningen ikke i sig selv kan begrunde, at vi drikker gravøl over retsstaten

Om retsstaten er truet i Danmark kan først bedømmes når vi ser hvordan myndighedene vil grib ind i kommende større faglige konflikt er som indbefatter blokkader af virksomheder, offentlige bygninger eller anlæg. I RiBus konflikten blev der kørt hærværkshetz mod de strejkende og politiet optappede konflikten gennem angreb mod strejkende arbejdere med hunde, hvilket førte til gadekampe, hundbid i flæng og efterfølgende varetægtsfængslinger af de centrale aktivister og strejkeledelsen på ubestemt tid. Juraprofessor Eva Schmidt var dengang i 1996 rystet, i dag er det sandsynligvis gældende ret, for de af landets borgere der vil kæmpe for retten til et arbejde.

Det fremgår heller ikke om politiets uhæmmede fremfærd mod, eller retsstillingen for de mange kollektivt anholdte COP15-demonstranter, er vurderet i bogen.

Jeg tror jeg venter til bogen kan skimmes på biblioteket....

I forlængelse af Bill Atkins indlæg:

Højrefløjen har opsagt klassesamarbejdet og arbejder på at omdanne velfærdsstaten til en kontrolstat mhp inddæmning af social uro. Vi er midt i udviklingsfasen, og ændringer bliver omdefineret med alverdens finurlige newspeak begreber, så befolkningen ikke forstår, hvad der foregår. Men det er svært at forestille sig, at der ikke tales realiteter på embedsmandsplan om de kommende sociale følgevirkninger af klassesamarbejdets ophør...

Men som BA påpeger vil det blive mere klart for folk, når antallet af strejker stiger, og der kommer modreaktioner fra borgerne på nedskæringer og stadige fald i frihed og levestandard. I øjeblikket er det dissidenter som COP-15 demonstranterne, der har set glimt af den mulige fremtid, retssikkerhedsmæssigt...

Atle Hesmyr

Sett fra statsapparatets og korporasjonernes ståsted fungerer terrorlovgivningen udmerket. Frygten som spres gir fri anledning til å dreje maskineriet i totalitær retning. De høje herrer bør i det mindste være redelige nok til å kunngjøre at demokratiet endelig er ophævet.

Farlig når høye idealer og historiske, menneskelige opnåelser blir reduceret til tomme ord. Etymologi et lidt for ukjent fagfelt...

Den "borgerlige retsstat" paraderer under ulike slags bannere. Det første en bør ta rede på er "ret for hvem"? Definert og bestemt av hvem? På hvilket grundlag? Med hvilke formål? Hvor mange gjennemgribende samfundsbeslutninger skal tas uden folkeflertallets innsikt? Slik "udviklingen" arter sig nu, mister vor civilisation den ene essensielle bestanddel efter den andre, i takt med den økologiske racering. Et totalt rætningsløst samfund, hvor det som utilitaristisk set ser ud til å "fungere i øyeblikket" dermed også offentliggjøres som "sandt og riktig". Man blir skamfuld over egen kultur, og det er ingen god følelse. Den nevnte bog byttes ud med Lovenes ånd av Montesquieu for undertegnedes vedkommende...

Hugo Barlach

"Men på terrorområdet er mange stramninger ifølge Henriksen gennemført, fordi vi af vores internationale forpligtelser var tvunget til det."

Man ér aldrig tvunget til at sælge ud af retssikkerhed, må vi vist lige slå fast. Alene udfra den mærkværdige præmis, forekommer det som om, at bogen er et partsindlæg for juraen selv. Så jeg springer den nu også over...

Med venlig hilsen

Tom Paamand

Det er da dejligt for Rune at være nyforelsket, men det gør vist også, at han ikke helt gennemskuer sin nye kærestes intentioner. Den store pointe så ellers lovende ud - at (den berettigede) angst for hvad der omsorgsfuldt underspilles som "disse enkelte udfordringer af retssikkerheden" skygger for "de virkelige problemer". Fedt nok - lad os komme videre til dem. Men de synes lissom ikke at fremgå af artiklen, der i stedet blot er en unuanceret påkaldelse af det vigtige i at overholde "vores internationale forpligtelser", selv om vi ikke har indflydelse på dem. Når Verdenssamfundet kræver det, skal der ikke stilles spørgsmål. Det er blot at slå hælene sammen og gå i takt...

Atle Hesmyr

@ Tom Paamand:

Å stille spørgsmål er i seg selv slett ikke bra i vor tid. Alt er ferdig ordnet fra høyeste hold -- selvsagt til "alles beste."

Hugo Barlach

Man aner genkomsten, Atle, af les Philosophes ide om: 'Det Høieste væsen' i den neoliberale ideologi. En særlig liberal fornuft af animistisk karakter, som svæver over pressepulten i Statsministeriet...

Med venlig hilsen

Anne Marie Pedersen

Der er mindst noget galt med to præmisser:

Præmis 1: Vi straffer for at afskrække.

Hvis man læser bare en lille bitte smule kriminologi, kan man oplyse sig om, at det er IKKE en uimodsagt sandhed. Vi straffer i lige så høj grad af alle mulige andre grunde, bl.a. af hensyn til ofre og for at forebygge selvtægt. Der findes ikke ret meget belæg for, at det skulle afskrække nogen som helst med straffe. Mennesker er for en stor del lovlydige af moral - ikke kun af frygt. Giv lige mennesker lidt mere credit end som så!

Præmis 2. Der er en farlig terrortrussel, som kan ramme nu, og som er farligere end før.

Er oprørende i Nordafrikanske og mellemøstlige lande ikke et bevis på, at mennesker alle steder ønsker det samme; demokrati, velstand og retsstat. At der er mennesker som bliver desperate nok til at ville ofre eget liv i kampen for et forestillet højere ideal bekæmpes nok ikke med anti-terrorlove. Tryk avler modtryk.
Og hvordan indskrænkning af åbenhed og kontrol med magten skal få os til at blive opmærksomme og hylde den rest af retsstat vi har tilbage er mig en gåde. Skal jeg dermed sige: "Ja, hurra. Vi har ikke kinesiske tilstande"?

Det er en mærkelig logik.

Atle Hesmyr

Alltid et sykdomstegn når en kultur nærer påtrængende behov for å måle sig op mot 'det andre', i stedet for å kultivere og videreudvikle egne fortrinn.

'Liberal', Hugo, det er i dag hvad Bentham så for sig med sit idealsamfund -- "Panopticon" -- et velovervåket, konsummaksimerende søvngjengerrike. Veldig fjernt fra oplysningstidens høieste idealer; borgeråndsprinsippet, våg å vite, kvalitetskriterier i produksjon, fagoverskridende samfundsengasjement, osv., osv.... "The Waste Makers" tog overhånd et sted på ferden, dessværre.

Hugo Barlach

Jeg tror, at man idag kalder udvandingen af neo-liberalisme-fænomenet for 'ultra-liberalisme, altså en stærkt teoretisk og på mange punkter ekstrem liberalismeform (Bilderberg, CEPOS m.fl.), Atle. Og hvis forankring i såvel oplysningstidens som moderne demokratiske idealer, er et overstået kapitel, hvis man ser bort fra egennytten. Og dén kan diskuteres at være udtryk for en idealtilstand. Snarere en art 'contradiction in terms', kunne man f.eks sige i samfundsfilosofisk forstand, omend ikke på kursusmarkedet i det finansielle og politiske segment, ikke sandt?...

Med venlig hilsen

Atle Hesmyr

Hugo, som M. Thatcher uttrykte det i sin iver for å reklamere for denne "liberalismen": "There is no such thing as a society -- there is only individuals."

Rimelig dødfødt som ledesnor for en civilisation med forhåpninger om å bli mer end en døgnflue i historien...

Med venlig hilsen

Peter Hansen

Uden iøvrigt at gå ind i denne diskussion, som let bliver lidt betændt: det, der adskiller 9/11 fra andre terrorangreb er, at det skete på amerikansk territorium.

Hugo Barlach

Jowda, Søren. Den korte versien:

Faktisk har Atle i ovenstående kommentar peget på problematikken. Traditionelt, altså filosofihistorisk set har egennytten spillet den afgørende rolle for liberal ideologi. Du ved, fudttogs-teorien (ahem), at blot man giver de største entreprenører frie hænder vil hele samfundet blive rigere, når rigdommen forplanter sig nedad i samfundet. Individet er entreprenør (til forskel fra et socialt væsen). På det tidspunkt, i 17-hundredetallet, hvor egennytten spillede førsteviolin, manglede man den overnationale faktor, som internationaliseringen førte med sig. Og afløst af neo-liberalismen, hvis hensyn til de internationale spillere, den financielle og den regulerende politiske sektor især (tidsmæssigt placeret i forrige århundrede, hvis man ser bort fra den tyske filosofi, der var noget tidligere på færde,1800-tallet), var det økonomerne i midten af forrige århundrede, som stod for de kulørte lamper. Efter globaliseringen og indernettet, brydes de liberale nu om, hvem der er mest liberal, hvilket har impliceret magtrelationerne i den liberale tænkning.

Men, Søren, er samfundet blot en uintegreret forsamling af individer under de gældende magtforhold, eller er præmissen for den engelske samfundsfilosofi i sig selv problematisk. Fransk filosofi fra Rousseau og frem er vel nok den største samlede kritiker. Med den tyske filosofi lige i hælene. Det tyske intermezzo omkring determinismen knækkede på Hegels tid over til at tænke markedsvilkårerne på individet vilkår med sin mest radikale form i kapitallogikken. Habermaas og sociologien derefter. Franskmændene og -kvinderne insisterede på at iagttage det sociale som et fælles projekt, hvor individets position afløses af samfundets fælles bedste i udgangspunktet.

Altså: modsætningen står imellem individdets position og samfundet behov. Individets idealer eller de sociale idealer. Deraf Atle og min diskurs.

Håber, Søren, at du har fanget pointen, når vi nu ubetænksomt køre afsted med samfundshistoriens filosofi de seneste 300år. Jeg understreger dog, er ovenstående ér den korte version...

Med venlig hilsen

Atle Hesmyr

Hugo, den der diskurs bliver jeg ikke med ved at tage i Informations internetdebatspalte -- kan i alle fald ikke love det. Arbeider med noen skriverier... (ikke på dansk).

Men utvekslingen så langt har været givende.

Med venlig hilsen

Atle Hesmyr

Og Hugo:

Ikke meningen at være afvisende, men folk får så godt betalt for å spolere internetdebater, at man må anvende sin energi en smule med omhu...

Hugo Barlach

Enig, Atle. Jeg selv står på magtfilosofiens skuldre: aksen fra schopenhauer over Nietzsche til Foucault i egen forskning. Og dén er der ingen liberale, som vil røre med en ildtang. For den er bidster for dem...

Med venlig hilsen