Læsetid: 3 min.

Tanker ved grænsen

Vi bliver trods alt ikke sendt tilbage til 60'ernes vinudbud
28. maj 2011

Tanker ved grænsen

»Har De noget at fortolde, hr.?« lød det alt andet end venlige spørgsmål gennem bilruden, når klummistens forældre i svundne tider krydsede grænsen ved Kruså på vej nordover efter et par ugers sommerferie i det sydlige. Tiden var 60'erne, og et korrekt svar havde været: Om der var!

Danmark var et vinmæssigt uland, hvor Irmas Præstetanker og Okseblod i al deres udrikkelighed var fast inventar, og et ophold i sydens slaraffenland udløste naturligvis forsøg på indsmugling af et par ekstra flasker drikkelig vin eller spiritus. Fra bilens bagsæde kunne kvikke, små drenge frydefuldt betragte deres ellers så kedsommeligt ordentlige fædre på vej ud på kriminalitetens æggende skråplan. Det var tider.

Så kom EF-medlemskabet og Det indre Marked og efterhånden stort set ensartede vinpriser i Europa, og hvem gad så slæbe klirrende flasker hjem? Med nedlæggelsen af grænsestationerne var det også slut med toldere, der spurgte og spurgte, mens nationen smuglede løs.

Om lidt lukker grænsebommene ned igen som konsekvens af forårets reformpolitik, og Dansk Folkeparti blev dermed sikret et nationalromantisk symbol med toldbetjente, der atter kan spørge ind til samvittigheden. Spørgsmålet er bare, hvad filan man skal smugle nu om dage. Narkotika og sprængstoffer er næppe på programmet hos gennemsnitsfamilien, og med få undtagelser giver Det indre Marked frit slag for resten.

Heldigvis er der ingen udsigt til, at grænsesludderet til flere hundrede millioner betyder en tilbagevenden til fortidens elendige vinudbud. Gudskelov. Danskerne er for længst vænnet til kvalitet, og ser man hen over det netop overståede skifte til sæsonens friske sommerdråber, er der meget at glæde sig over.

Rosé

Sommerfrokoster kan gøres enkle, hvis man tør nøjes med at servere én vin: Rosé. Cliff Richard promoverer endnu en gang sin Vida Nova, nu i årgang 2010, og var hans musik lidt overfladisk, har hans vine til gengæld substans. Denne portugisiske blanding af syrah og aragonez er fint afstemt og har saft og kraft, og så pyt med, at de mest mandhaftige gæster nok lige skal vænne sig til farven.

Sommermiddage kunne begynde med en liflig Waipara springs 2009 Riesling, der med sin indbydende bouquet og fine balance mellem syre og sødme kunne være et overraskende newzealandsk bud på en lidt alternativ dessertvin.

Til fest

Man kan også roligt kaste sig ud i årets udbud af Fleurier. Enten en La Madone 2010, der på helt klassisk Fleurie-facon kombinerer Beaujolais' friske bid med en mørk og saftig smag, eller en Chateau de Beauregard 2008. Sidstnævnte er særlig interessant og bringer med sin solide krop og fine syre mere mindelser om god Bourgogne end om Beaujolais. Samtidig kan de noget med vinpriser oppe i Aalborg. Begge vine er så langt fra tyndbenet konsumbeaujolais, som man kan komme.

Blandt de sommerkompetente bud er også Chateau Lamothe-Cissac 2007. En pæn og ordentlig Haut-Medoc med fin, tør smag, der sjældent opleves i den ende af bordeaux-prisskalaen.

Køber man ind til en større fest, er Rossocube Umbria 2008 et eminent bud. Til prisen giver kombinationen af sangiovese, canaiolo og ciliegiolo en fyldig og flot vinoplevelse, der på en og samme gang præsenterer en markant, flot smag og en lethed, der gør den velvalgt til sommernætter og dårlige kammerater. De dårlige kammerater kan man så snart atter udveksle smuglerhistorier med den slags brugte de også lang tid på i 60'erne.

Fakta

Waipara Springs 2009. 69 kr. Sommerpris: 4 fl. 200 kr. www.gludvin.dk - 5/6

La Madone 2010. 129,95 kr. www.vinoble.dk - 4/6

Chateau de Beauregard 2008. 88 kr. Sigurd Müller www.smv.dk - 5/6

Lamothe-Cissac 2007. 59,95 kr. www.philipsonwine.com - 4/6

Rossocube Umbria 2008 79 kr. (ugerne 21-23: 45 kr. v. 12 fl.). www.laudrup.dk - 6/6

Vida Nova 2010. 89,95 kr. til 15. august. Normalt 119,95 kr. H.J.Hansen/Vinspecialisten - 5/6

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu